Interview
Læsetid: 6 min.

På Berlins Naturhistoriske Museum udstiller de både urfuglefossiler og historier om nattergale

Naturen er blevet politisk – nu følger de naturhistoriske museer trop. Museumsdirektør Johannes Vogel og hans samfundsvidenskabelige stab på Berlins Naturhistoriske Museum går forrest og vil forny formidlingen af naturhistorien, så den bliver relevant i klimakrisen og biodiversitetskrisens tidsalder. Filosof Daniel Flendt Dreesen har mødt Johannes Vogel i Berlin
For Johannes Vogel er naturen først og fremmest et demokratisk anliggende. Naturen er et internt forbundet og gensidigt afhængigt system, der omfatter alle levende væsner på jorden.

For Johannes Vogel er naturen først og fremmest et demokratisk anliggende. Naturen er et internt forbundet og gensidigt afhængigt system, der omfatter alle levende væsner på jorden.

Hayoung Jeon

Kultur
2. december 2020

»Jeg har arbejdet døgnet rundt på dette projekt de sidste otte år.« siger Johannes Vogel som undskyldning, da han og et mindre følge ankommer sent til vores aftale på en restaurant i Chausseestrasse i Berlin.

Jeg under museumsdirektøren forsinkelsen, de mange års indsats har nemlig båret frugt. Vi har noget stort i vente. Johannes Vogel og hans stab på Berlins Naturhistoriske Museum har fået lovning på 710 millioner euro fra Bundestag, det tyske parlament. Den største enkeltstående bevilling til noget museum i verden ifølge direktøren. Men de er ikke kommet sovende til pengene.

Siden 2003 er besøgstallet ottedoblet på det gamle museum, således at 750.000 gæster nu årligt træder inden døre, hvor de som det første møder verdens største udstillede dinosaurskelet, Giraffatitan.

I dag er museets personale imidlertid optaget af noget andet end palæontologiske samlesæt.

Fænomener som klimakrise, artstilpasninger til en mere og mere urbaniseret planet og det pågående tab af biodiversitet, der udgør verdenshistoriens sjette masseuddøen, har presset naturhistoriske museer verden over til nytænkning og oprustning.

Flashback til museumstopmøde

Jeg mødte Johannes Vogel første gang i juni 2019. Statens Naturhistoriske Museum havde indbudt til offentlig debat med overskriften »Can Natural History Museums Help Save The World?«, og Johannes Vogel skilte sig ud på mere end én facon.

Ét er hans intellektuelle fremtoning, hvis imposante overskæg bringer mindelser om kejserlinjen efter Friedrich Wilhelm III – den tyske konge, der oprindeligt gav navn til Humboldt-universitetet. I dag konnoterer Berlins førende læreanstalt naturligvis Alexander von Humboldt, hvis 250-års jubilæum netop er blevet fejret med biografier som Andrea Wulfs The Invention of Nature.

Det er med andre ord en tung arv, Johannes Vogel bærer rundt på. Og som ingenlunde fornægter sig.

Mens direktøren for Statens Naturhistoriske Museum i København Peter C. Kjærgaard talte vævende om verdensmål og partnerskaber, tordnede Johannes Vogel mod arrangementets brug af en app, der filtrerede spørgsmål videre til lærredet bag debattørerne:

»Brugen af smartphones udleder mere CO2 end verdens samlede flytrafik,« indledte han. »Kan I ikke bare slukke dem og spørge frem i stedet – vi sidder jo i samme rum!«

Johannes Vogel fortsatte med at forklare sit museums valg af voksne, ikke børn, som primær målgruppe, dernæst den kontroversielle beslutning om at huse klimaaktivister i noget, der officielt må betegnes som en apolitisk institution. Og så fremregnede han klimakrisens oversete trussel mod demokratiet, når altså først flygtninge sydfra får meteorologisk tungtvejende årsager til europæisk belejring.

Natur via demokrati

For Johannes Vogel er naturen først og fremmest et demokratisk anliggende. Naturen er et internt forbundet og gensidigt afhængigt system, der omfatter alle levende væsner på jorden. Høj som lav, klokkeblomst som kærhøg, politiker som flygtning, forsker som lægperson. Før naturens tilstand kan forbedres, må den vedkomme alle – den skal altså populariseres gennem inklusion.

Men demokratiet har ikke altid nydt stor indflydelse på museumsgangene.

På den franske bistro i Chausseestrasse sporer Johannes Vogel årsagen tilbage til Anden Verdenskrig, hvor det militærindustrielle kompleks havde til opgave at afrette samfundet med videnskabelig tænkning efter streng hierarkisk forordning.

»Engang var strukturen ren top-down. Men museet må i dag frigive noget af sin autoritet for at vække større genklang og styrke demokratiet. Hvis vores institution kan styrke samfundets fællesskaber, styrker det troen på os selv og hinanden. Så kan vi også styrke troen på videnskaben. Og derigennem den samlede bevidsthed om natur og klima.«

Nazistiske smartphones

ICOM, det internationale museumsråd, udgav i 2018 en antologi med titlen The Future of Natural History Museums. Heri redegør konceptudvikler Christopher J. Garthe for potentialet i branchens to fremherskende paradigmer – det såkaldt immersive og det deltagerdrevne museum.

Førstnævnte domineres oftest ved audiovisuel iscenesættelse, der gør museumsoplevelsen omsluttende og magisk animeret – som for eksempel på Tirpitz-bunkeren i Blåvand, hvor videoprojektioner, lyd og vindmaskiner bringer vesterhavshistorier til live i rummet omkring den besøgende.

Sidstnævnte udforsker brugerinddragelse som designværktøj i museumsformidlingen. Eksempelvis har Nationalmuseet bedt borgere indsende billeder af de genstande, som borgerne selv mener, har defineret nyere dansk historie.

Når jeg spørger Johannes Vogel, om morgendagens Naturhistoriske Museum i Berlin vil indrette sig i tråd med disse tendenser, vender han tilbage til krigen:

»Kender du maleriet Der Führer spricht?« spørger han mig. »Det forestiller en familie på fire generationer, der har mistet forbindelsen til sig selv og hinanden, fordi de ængsteligt lytter til Hitler i radioen. Havde nazisterne kunnet udvikle smartphones til at splitte os, ville det have været deres ultimative magtgreb.«

Han fortsætter: »Mine bedsteforældre drev en tøjbutik – de var indædte modstandere af Det Tredje Rige. Og på deres gade var der ingen, der angav hinanden, hverken før, under eller efter krigen. Hver gang min bedstefar solgte en sok, mindede han sine kunder og naboer om vigtigheden af sammenhold – mod den større, udefrakommende trussel, nazismen.«

Johannes Vogel er af den gamle skole og forholder sig skeptisk til forjættende formidlingsmedier. De stjæler let fokus fra kollektive oplevelser, som hviler på tillidsskabende menneskelig kontakt, mener han.

30 millioner historier

Museet skal føres ind i det nye årtusind, og den tyske regerings generøse donation skal nok bære frugt. Men Johannes Vogel har ikke tænkt sig at vige fra de principper, der allerede – siden hans tiltrædelse i 2012 – har udgjort en stille revolution. Øget inddragelse, autenticitet og demokrati, men ingen distraherende, højteknologiske sansemiljøer.

»Vi forbliver samlingsorienterede. Samlingen er museets unikke måde at tilgå viden på. Genstande er bindeled mellem tavs viden og eksplicit viden. Og vi har 30 millioner genstande. Det er 30 millioner historier, der bare venter på at generere følelsesmæssige reaktioner, som kan informere vor rationelle diskurs.«

Og han går videre endnu:

»Det handler grundlæggende om at ændre videnskaben og lære at lytte til et ikkevidenskabeligt publikum.«

Da jeg beder Johannes Vogel om at give eksempler, blander Sarah Darwin, Johannes Vogels hustru og Charles Darwins tip-tip-oldebarn sig i samtalen.

I klimaets tegn bestiller vi varm gedeost på toast, trods bistroens appetitvækkende andelår og okseudskæringer. Sarah Darwins bror bor i Australien og ser kun sin familie hvert tredje år, når han rejser til Europa med skib.

På mit spørgsmål om, hvordan museet konkret foranstalter sin demokratisering, er det hende, der svarer:

»Jeg afholder møder i offentlige parker, blandt andet med syriske og irakiske flygtninge, hvor vi i øjeblikket deler minder og historier om nattergale. På museet opløses det sociale hierarki helt grundet den fællesmenneskelige erfaring af naturen, når vi indbyder flygtninge og toppolitikere til at dele deres historier på samme tid.«

Dr. Maike Weisspflug, en af Vogels nærmeste medarbejdere, supplerer. Hun er overraskende nok uddannet statskundskaber med speciale i Hannah Arendts politiske tænkning:

»Fremtidens naturhistoriske genstande må nødvendigvis omfatte vores personlige minder. Jeg samarbejder med Paris’ naturhistoriske museum i et projekt om det antropocæne, og her kommer vi til at indsamle almindelige menneskers minder om det, der forsvinder, og det, der forvandles.«

Væbnet med vinger

Jeg spørger Vogel, om hans museum rummer genstande, som han tillægger særlig betydning eller affektionsværdi.

»Archaeopteryx (fossil af urfugleslægteksemplar, red.) er måske museets mest værdifulde eje. Den viser i ét billede den evolutionære overgang fra dinosaur til fugl. Oprindeligt opbevarede man den i en metalboks. Men ophedet metal ville ødelægge fossilet i tilfælde af brand. Konventionel visdom er altså ikke tilstrækkelig. Nu beskytter vi den i en lufttæt forskersluse, som imidlertid altid er synlig for publikum. Den er et emblem på vores fremtid. Situationen nøder os til at gro vinger.«

Når jeg spørger, om ikke han frygter at miste videnskabelig troværdighed, når han udnævner sit museum til politisk forandringsagent, svarer han:

»Vi er alle bundet af konventioner – af vores begrænsede forestillingsevne. For otte år siden ville ingen have troet det muligt for os at spille en social og samfundsmæssig rolle af nuværende format.«

Maike Weisspflug tilføjer: »Naturen er blevet politisk. For vestlig politik er det ukendt land. Opgaven er nu at forene samfundets søjler på en helt ny måde. Naturen omfatter alt, vi kender til – derfor udfordrer vi grænserne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Meget interessant at læse at dette fantastiske museum har fokus på voksne!
Måske en del af grunden til at vi fra tre generationer, hvoraf i hvert fald jeg er aldeles forudsætningsløs mht. museets emner, var lige begejstrede for besøget der, og dette museum nu også er et must for Berlin-ture (når man kan tage dem... Berlin er jo heldigvis inden for rimelig tog-afstand).

Niels-Simon Larsen

Opløftende og spændende.
Lad os se os selv som overgangsled til noget helt andet end det, vi er nu. Satse på ‘tillidsskabende menneskelig kontakt’. Det var vel det, vores politikere burde sige, men nu kom museumsfolkene ind foran.

Jeg bed mærke i disse ord: Hvis vores institution kan styrke samfundets fællesskaber, styrker det troen på os selv og hinanden.
‘Fællesskaber’ er brugt som et plusord, men det er det ikke i alle tilfælde. Og så er vi tilbage til det gamle emne: Hvad for et samfund, fællesskab, taler vi om? Det er det, debatterne bør dreje sig om fra nu af, og så skal vi begynde ‘at gro vinger’, som det så smukt formuleres.

steen ingvard nielsen

Hvad med vores velfærdsstat Niels-Simon? Er den et plusord? Der er den da vel forhåbentligt stadig.

Men en meget smuk artikel!

Niels-Simon Larsen

Steen: Når DK er en af de mest ressourceforbrugende lande i verden, er vi sat på plads efter min mening. Hvis alle efterligner os, går det helt galt, så vi er bestemt ikke værd at se op til, tværtimod.
Nej, du, jeg får mere og mere imod mit eget land. Vores handelsflåde har svinet verden til, vores animalske produktion er en skamplet og vores styreform har en rest fra enevælden i toppen for kirken og militæret.
Jeg synes ikke, vi er blevet et demokrati endnu, men vi er gode til at bryste os af det.