På Østerbro læser psykisk sårbare unge den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie

I Læseforeningens empowermentgruppe i København mødes unge med psykisk sårbarhed for at få det bedre af at læse sammen og for at få aktiveret nogle af de ressourcer, som alle går rundt med. I modsætning til traditionelle læseklubber møder gruppen uforberedt op til den metode, der hedder ’guidet fælleslæsning’
Til guidet fælleslæsning i Læseforeningen. Ved at blive læseguide kan man udskifte identiteten som psykisk sårbar med en ny som litterær aktivist. Fra venstre er det Simone, Sidsel, Camilla og Sofie.

Til guidet fælleslæsning i Læseforeningen. Ved at blive læseguide kan man udskifte identiteten som psykisk sårbar med en ny som litterær aktivist. Fra venstre er det Simone, Sidsel, Camilla og Sofie.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
21. december 2020

»Hvad synes I indtil videre?«

Sisse Knudsen har læst de første sider af novellen ’Det du har om halsen’ højt for seks andre unge i et af den frivillige sociale forening Læseforeningens små lokaler i Emblasgade i København. Nu holder hun en pause for at give deltagerne mulighed for at tale om det, de lige har hørt. De er alle i tyverne, bor i københavnsområdet, og de fleste kender hinanden og er vant til at læse sammen. Der er stille lidt. Camilla rynker brynene, så spørger hun:

»Findes der et visumlotteri in real life

Ordet ’visumlotteri’ er fra novellens indledning. Alle rundt om bordet har fået en kopi og stirrer på de første linjer. Der er tid nok til at genlæse og tænke over, hvad der egentlig står:

»Du troede, at alle i Amerika var i besiddelse af en bil og et skydevåben. Det troede dine onkler og tanter og kusiner og fætre også. Ikke så snart har du vundet det amerikanske visumlotteri, før de siger til dig: Om en måned har du en stor bil. Snart har du et stort hus. Men lad være med at købe skydevåben ligesom de amerikanere.«

Der er ikke nogen ved bordet, der umiddelbart kan afgøre, hvorvidt visumlotteri er en virkelig ting, så Camilla fortsætter:

»Jeg forestiller mig et menneske i en tombola, og så bliver man trukket, som menneske, og så hurra, du har fået en plads i Amerika.«

Flere om bordet har en fornemmelse af, at de har hørt ordet visumlotteri før, men det er svært at afgøre, om det er opstået, fordi det føles som et lotteri, eller fordi der rent faktisk findes sådan et. For som Sisse opsummerer, »kunne man godt forestille sig, at USA af alle lande havde et lotteri om sådan noget«.

Sebastian siger det sådan her: »Det lyder som noget, man kunne få, i en spammail.«

Læseforeningens empowermentgruppe udspringer af et ønske om at skabe et litterært fællesskab for unge med psykisk sårbarhed. Fra venstre: Simone, Cancel, Camilla, Sebastian, Sofie og Sidsel. Siddende: Helene Forsberg, Socialfaglig udviklingsleder i Læseforeningen, og læseguide Sisse Knudsen.

Læseforeningens empowermentgruppe udspringer af et ønske om at skabe et litterært fællesskab for unge med psykisk sårbarhed. Fra venstre: Simone, Cancel, Camilla, Sebastian, Sofie og Sidsel. Siddende: Helene Forsberg, Socialfaglig udviklingsleder i Læseforeningen, og læseguide Sisse Knudsen.

Anders Rye Skjoldjensen
Det er Sisses ilddåb som læseguide, det vil sige, at hun for første gang leder en såkaldt guidet fælleslæsning i Læseforeningens regi.

Flere i gruppen er også selv læseguider, og Helene Forsberg, der er socialfaglig udviklingsleder i Læseforeningen deltager også i dagens møde. Hun forklarer senere, at empowermentgruppen, som denne gruppe kaldes, udspringer af et ønske om at skabe et litterært fællesskab for unge med psykisk sårbarhed.

Tanken er, at man ikke bare kan få det bedre af at læse sammen, men at man i et læsende fællesskab også kan få aktiveret nogle af de ressourcer, som alle går rundt med, for »det at man er et menneske med tanker og følelser gør, at man kan være med i en samtale om litteratur«.

Skønlitterær aktivisme

Fælleslæsningen er på den måde et mix af socialt arbejde og skønlitterær aktivisme. Når man har været med i empowermentgruppen i et stykke tid, kan man bestemme sig for, om man vil tage kurset og blive læseguide og dermed udskifte identiteten psykisk sårbar med en ny som litterær aktivist.

Novellen, Sisse har valgt til i dag, skildrer en immigrants ankomst og afsked med Amerika og er titelnovellen i Det du har om halsen af nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie, der også har skrevet romanen En halv gul sol, Americanah og debatbogen Vi burde alle være feminister, men det ved de andre i gruppen ikke endnu. De har kun selve teksten at forholde sig til.

Det er nemlig også en del af metoden ’guidet fælleslæsning’, at man læser uden at tænke på litteraturhistoriske perioder og mere eller mindre kanoniserede forfatterskaber. At Adichie senere blev valgt af The New York Times til at anmelde Barack Obamas nye biografi viser nok bare, at de unge læsere er globale læsere. Forrige uge læste de en anden immigrantskildring, nemlig et uddrag fra vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuongs roman Vi er kortvarigt smukke her på jorden. Den havde Camilla valgt.

Sisse læser langsomt og sikkert, hendes stemme er behagelig at læne sig tilbage i. Hun markerer diskret replikker og holder bittesmå pauser. Lige her om bordet er der ikke andet end tid, ro, en tekst og os, der lytter til Sisses stemme. Novellen fortsætter sådan her:

»De kom stormende ind på værelset i Lagos, hvor du boede sammen med din far og mor og tre søskende, stod lænet op ad de umalede vægge, fordi der ikke var nok stole til alle, for at sige farvel med høje stemmer og med lavmælte stemmer fortælle, hvad de gerne ville have, du sendte dem. Sammenlignet med den store bil og huset (og muligvis skydevåbnet) var det små ting, de ønskede sig – tasker og sko og parfume og tøj. Du sagde okay, ikke noget problem.«

Anders Rye Skjoldjensen
Guidet fælleslæsning stammer fra The Reader Organisation i Storbritannien, og metoden er blevet importeret til Danmark af litteraten Mette Steenberg, der også er daglig leder af Læseforeningen.

Idéen med guidet fælleslæsning er, at den er for alle. Man skal sådan set bare møde op, og som Sisse forklarer mig efterfølgende, så »styrer man helt selv, hvor meget man vil deltage. Man kommer ikke for at sige fem kloge, supervelovervejede ting. Man er velkommen til bare at nyde at få noget læst højt, fordi det kan være en fed oplevelse i sig selv«.

I novellen sender tekstens du efter et par uger i Amerika dollarsedler hjem til familien i Lagos. Pengene har hun tjent som servitrice på en restaurant med en farvestrålende markise og en manager, der hedder Juan. Han har ravnsort hår og smiler, så hun kan se hans guldtand.

Han er selv immigrant og ved, at immigranter arbejder hårdt. Kvinden fra Lagos får en dollar mindre i timen end de andre på restauranten. Det er ved at foreslå det, at hun får jobbet.

Kvinden sender kun penge, hun skriver ikke breve hjem til sine venner, kusiner, fætre, tanter og onkler, hun sender ikke parfume, tøj, håndtasker og sko, for hun skal også betale husleje i Amerika. Hun fortæller heller ingen hjemme i Lagos, hvor i Amerika hun opholder sig. De får bare dollarsedler i en brun kuvert.

Samtalen drejer over på, hvornår novellen mon foregår. Det er Camilla, der undrer sig over den forestilling, novellens personer i Lagos har om Amerika:

»Den utopiske fantasi om Amerika, at man kan få en stor bil og et stort hus der, findes den i dag? Har man oprigtigt talt lyst til at komme til Amerika efterhånden? Det lader til at være et fucked up sted. Og man får jo ikke bare et green card, og så er det hurra. Jeg tror fandeme, det er hårdt.«

Giv plads til samtalen

Sisse er åben for alle de reaktioner, der kommer på novellen. Hun er cand.mag. i engelsk og har sådan set altid været læser. Inden hun kom med i Læseforeningen, oplevede hun læsningen som en lidt ensom proces, så for hende er det »inspirerende, befriende og udfordrende« at være med til at skabe et fællesskab omkring læsning.

Det udfordrende oplevede hun især, da hun for første gang skulle finde tekster til i dag, den anden tekst, hun har valgt, er et digt af Pia Tafdrup, ’Autentisk stemme?’ fra Lyden af skyer, 2020:

»Jeg har skullet tænke over, hvilken samtale jeg gerne ville give plads til uden at kontrollere den for meget. Novellen og digtet kan både støtte hinanden og være kontraster. Som læseguide kan det ikke nytte noget, at jeg vælger litteratur ud fra, hvad jeg tror, gruppen kan lide, for det siger kun noget om, hvordan jeg tænker om de andre. Jeg skal give slip på mine egne idéer.«

For eksempel oplevede Sisse, da hun læste for sig selv derhjemme, at novellen med sin du-form talte direkte til hende og gav hende mulighed for at forestille sig at være den person, der emigrerede fra Nigeria til Amerika.

Guidet fælleslæsning

  • Guidet fælleslæsning er Læseforeningens metode til at skabe litterære fællesskaber. Metoden stammer fra den engelske Reader Organisation og er blevet indført i Danmark af litteraten Mette Steenberg, der har opbygget den danske organisation sammen med sociologen Helene Forsberg.
  • Læseforeningen har cirka 150 frivillige læseguides tilknyttet, som leder godt 100 ugentlige læsegrupper rundt om i landet.
  • Læseforeningens empowerment-gruppe er baseret på den brasilianske pædagog og professor i historie og filosofi Paulo Freire (1921-1997) og hans De undertryktes pædagogik (1973). Helt centralt er det enkelte menneskes evne til at sprogliggøre egne oplevelser og dermed mulighed for at skabe forandring.

Nu, hvor hun sidder sammen med de andre, bliver hun klar over, at de oplever du-formen helt anderledes. Det er Sebastian, der først giver udtryk for sin undren over, at novellen er fortalt i anden person. »Det er mærkeligt, at der ikke står ’jeg’,« siger han. Helene forsøger at komme med et bud på du-formen:

»Jeg får en følelse af, at personen ikke rigtig ved, hvad han eller hun skal være i et land, der er så anderledes. Jeget ser sig selv som et du i den nye kontekst.«

Den tanke kan Sidsel, der kommer fra en læsegruppe i Aarhus og er helt ny her, sagtens følge:

»Det tænkte jeg også, det er en fremmedgørelse. Det hænger også sammen med den mekaniske måde, duet gør tingene på.«

Anders Rye Skjoldjensen
Sisse byder selv ind i læsningen nu og peger på, at personerne heller ikke har navne. Det bliver man opmærksom på, nu hvor man taler om dem. Det er faktisk kun duets manager, Juan fra restauranten, der har et navn.

Rundt om bordet opstår der enighed om, at Juan er en supersjov person. Duet er selv fremmed, og så er Juan der som en anden type fremmed i det fremmede land. Og nu er flere nødt til at nævne Juans guldtand. Sisse spørger: »Hvad tænker I om den der guldtand?«

Helene svarer med det samme: »Det er fedt!«

De andres latter fortæller, at de er enige. Sisse spørger, hvorfor det er så fedt med den guldtand?

Sofie: »Jeg synes, det er lidt piratagtigt.«

Cancel: »Jeg synes, det er så rocket.«

Sisse selv tilføjer: »Og så er han manager, og der står »den farvestrålende, rene markise« om restauranten. Hun har jo overvejet, hvor hun er gået hen. Jeg havde ikke forventet, at det var én som Juan, hun ville støde ind i. Hvad tænker I om ham? Hvad er han for én?«

Sofie: »Han har nogle værdier knyttet til sine leveregler. Han virker ikke tarvelig, som man kunne forestille sig, at en chef, der hyrer én til at arbejde for en dollar mindre i timen end de andre, ville være. Han prøver at gøre det, han synes er rigtigt. Han er beskyttende på en lidt ... måske en lidt klam måde, når han siger, at han vil »ondulere ham«, da han tror, hun får tæsk af en kæreste. Men han virker også interesseret og opmærksom i hvert fald.«

Cancel: »Juan har de værdier, som jeg godt kunne tænke mig, at hendes onkel havde haft.«

Hotdog som velkomst

Dén onkel henter kvinden i lufthavnen, da hun ankommer til Amerika. Han køber en hotdog til hende som velkomst og siger, at hun kan bo hos ham i en lille hvid by i Maine, hvor han bor med sin familie som de eneste sorte.

Onklen fortæller hende også, at i Amerika handler det om at give og tage. Det er tricket. Kvinden føler sig hjemme hos onklen og hans familie, indtil onklen en nat kommer ind i det trange kælderrum, hvor hun sover og trækker hende ind til sig med magt:

»Han var i virkeligheden ikke din onkel; han var faktisk en bror til din fars søsters mand, ikke blodsbeslægtet med dig. Da du havde skubbet ham væk, satte han sig på din seng – det var jo hans hus, når alt kom til alt – og smilede og sagde, at du var toogtyve og ikke længere et barn. Hvis du gav ham lov, var der mange ting, han ville gøre for dig.«

Kvinden flygter fra Maine med en Greyhound-bus og havner i en anden lille by i Connecticut. Det er her, hun får arbejde hos Juan på restauranten. I Connecticut kan hun ikke længere læse på community college som i Maine, men hun finder kursusplaner på det offentlige bibliotek og forsøger at følge med ved at læse selv. Det er Sebastian imponeret af:

»Hvis jeg tog til udlandet og ikke vidste noget om noget som helst, ville jeg nok bare ligge i en grøft og være ulykkelig. Hun begynder at læse og sender ovenikøbet penge hjem.«

Duet oplever igen og igen, at i Amerika handler det om at give og tage. Det emne optager gruppen, for er det ikke det, livet handler om alle steder? Cancel er ikke helt sikker: »Det lyder så koldt og kynisk, når kvinden bemærker det. Det lyder, som om det er noget andet i Lagos.«

Sisse Knudsen har fået ilddåb som såkaldt læseguide i Læseforeningen. »Som læseguide kan det ikke nytte noget, at jeg vælger litteratur ud fra, hvad jeg tror, gruppen kan lide, for det siger kun noget om, hvordan jeg tænker om de andre. Jeg skal give slip på mine egne ideer.«

Sisse Knudsen har fået ilddåb som såkaldt læseguide i Læseforeningen. »Som læseguide kan det ikke nytte noget, at jeg vælger litteratur ud fra, hvad jeg tror, gruppen kan lide, for det siger kun noget om, hvordan jeg tænker om de andre. Jeg skal give slip på mine egne ideer.«

Anders Rye Skjoldjensen
Sebastian går tilbage til novellens indledning, for måske handler det også i Lagos om at give og tage:

»Da familien samler sig for at ønske hende god tur, kommer de også med deres ønsker til hende om at sende tasker og sko hjem. Det er, som om de siger, hvis du vil af sted, så skal du også give noget igen.«

En god turist

Emnet fører videre til at kaste et blik på, hvordan det forholder sig i Danmark, for det er nemt som dansker at kritisere USA for, at det udelukkende handler om at give og tage der, »men måske ligner Danmark USA en hel del på det område. Her kalder vi det bare ret og pligt,« som Helene påpeger.

Da Sisse læser videre, får kvinden fra Lagos et navn. Akunna hedder hun, da hun præsenterer sig for en hvid amerikansk mand, som hun begynder at gå ud med. Navnet minder ham om hakuna matata. Den film, Løvernes konge, har hun aldrig hørt om. Han spørger hende også, om hun er yoruba eller igbo, for hun ligner ikke en fulani.

Akunna tænker, at manden må være professor i antropologi og svarer, at hun er igbo. Mødet med den amerikanske mand, der ved så meget om ikke bare de afrikanske lande, men også de asiatiske, får Cancel til at reagere:

»Jeg blev irriteret på det forhold, hun har til amerikaneren. Han virker super noieren over for hende, han står og venter på hende hele tiden uden for hendes arbejde.«

Sisse spørger: »Det, tænker du ikke, er superromantisk?«

Cancel: »Nej, og oveni siger han, at han er en ordentlig turist, når han rejser i udlandet. Ja, helt sikkert, du er en ordentlig turist. I starten virker han respektfuld, men han bliver for meget. Han skal slappe af.«

Sidsel: »Jeg venter på, at der skal ske et eller andet, at det viser sig, at han er en kæmpe idiot.«

Camilla: »Jeg hepper på hende! Hvorfor skal han også sige, at han er en ordentlig turist?«

Sisse: »Hvis han skal sige det, så er han det nok ikke.«

Helene: »Jeg forstår godt, hvad I mener, men hvordan skal vi nogen sinde komme ud over den ulighed? Hver gang nogen prøver at være åben, så er man enten en akademikertype som ham her, der har en mor, der har læst feministiske studier og lært, hvordan man skal tale, eller også vil man udnytte den anden. Det er svært.«

Kærlighed som lagkage

Sisse læser novellen til ende og spørger, hvad de nu synes om »ham amerikaneren«?

Først er der latter, så siger én, at amerikaneren har vundet lidt. En anden tilføjer, at han prøver. At han da er meget sød.

Amerikaneren prøver især med gaver. »En glaskugle på størrelse med en knytnæve, som man rystede, hvorpå en lille bitte velformet lyserød dukke drejede rundt« er en af de ting, kvinden modtager.

Ting, der ikke kan bruges til noget, men blot er gaver, og som bliver yderst konkrete eksempler på de store forskelle, der er mellem den nigerianske kvinde og den amerikanske mand. Men er det nu så forkert, at amerikaneren er vild med den kvinde, han har set på restauranten?

I Amerika handler det – ud over at give og tage – om, hvilken hudfarve man har. Andres blikke og stereotype forestillinger om et mixed couple gør nigerianerens og amerikanerens møde kompliceret.

Og så er det påfaldende med den måde, den amerikanske mand har lært at modtage kærlighed fra sine forældre på »som stykker af en lagkage«. Hvad betyder en lagkage her? Sidsel udfolder langsomt billedet for de andre:

»Med en fødselsdagskage kommer der en fest over kærligheden. Det er kærlighed med en præmis, sådan tænkte jeg det. Det er noget, der er forbundet med flødeskum og flag, ikke som forældrekærlighed egentlig bør være. En fødselsdagskage spiser man i stykker, den forsvinder, men kærligheden mellem forældre og børn skal ikke slippe op.«

Sebastian har læst et sted, at der findes fem måder, man kan vise kærlighed på, nu prøver han at huske dem. Der er »det verbale sprog, den fysiske berøring, gaver, og at gøre tjenester for hinanden.« Sebastian kan ikke huske den femte, men han forklarer, at man kan bruge alle fem måder, men der er ofte nogle, der er de primære. Nu kommer han i tanke om den sidste:

»At bruge tid sammen er nummer fem! Min kæreste elsker tid og elsker at bruge tid sammen, og det siger mig bare mindst.«

Gruppen ler, Sebastian ler med:

»Når vi skal vise hinanden kærlighed, skal vi bytte rundt på vores roller, for jeg skal forstå, at det, hun viser mig nu, er kærlighed. Jeg har haft denne her samtale med mine forældre og mine nærmeste, fordi jeg syntes, det var genialt at spørge: Hvordan forventer du, at jeg skal give dig kærlighed?«

Sisse: »De to i novellen forstår jo også kærligheden på forskellige måder. Han giver gaver, men hun tænker, de er ubrugelige. Han har helt sikkert også en fascination af, at hun er fra Nigeria.«

Sebastian: »Han er lidt sømandsagtig.«

Cancel: »Alle kommer jo med en rygsæk af ting, uanset hvor man kommer fra, så kan man godt have en bagage, der gør, at nogen har lyst til kigge nærmere på én.«

En læsegruppe ville have hjulpet

Akunna ender med at skrive hjem og få svar. Hendes far er død, mens hun har været i USA. Hendes mor skriver, at de har brugt nogle af dollarsedlerne på en god kiste til ham. Akunna køber en flybillet til Nigeria, amerikaneren kører hende i lufthavnen, han vil gerne tage med hende hjem, men hun siger nej. Hun kan heller ikke svare på, om hun kommer »rigtigt tilbage« til USA igen. Læsegruppen er enige om, at det ikke virker, som om hun har tænkt sig at vende tilbage.

Sofie: »Hun gik glip af så meget, mens hun var i USA. Hendes far døde, og hun hører ikke engang om det, det er mange følelser. Det kunne være interessant at vide, om hun var blevet, hvis der havde været nogle andre, hun kunne have snakket med om de oplevelser, nogle andre, der havde samme forståelse ... eller hvis hun havde haft en læsegruppe ...«

De andre griner. Det er overflødigt at sige, at en læsegruppe ville have hjulpet kvinden.

Næste uge mødes gruppen igen. Så er det en anden, der er læseguide. Indimellem laver de unge læsegrupper for andre psykisk sårbare eller bare »alle mulige andre unge rundt om i landet«, eller tager ud på plejehjem og ungeherberger som læseguides. Da jeg spørger, om ikke fælleslæsningen nogle gange kommer til at minde om at gå i skole, ser Sisse en smule overrasket ud:

»Nej, der skal ikke være pligt forbundet med fælleslæsningen. Der skal være lyst og interesse.«

Camilla udvisker tanken om det skoleagtige helt:

»Jeg er stadig vred over tekster, vi har læst, som jeg ikke forstod. Teksten må gerne stå og stritte i mange retninger til sidst. Man læser ikke for at kunne give én sammenhængende forståelse. Og man må gerne sige, ’jeg føler’, og så må de andre bare tage det til sig.«

Flere af de unge i læsegruppen ønsker ikke at få deres efternavne i avisen og er derfor kun nævnt ved fornavn.

Læseklubber

De findes i tusindvis rundt omkring i hele landet. Aldrig har det været så populært at mødes til samtale omkring bøger, uafhængigt af avisernes professionelle smagsdomme. Og nysgerrigheden gælder alle typer litteratur. Information har besøgt fire vidt forskellige læseklubber for at finde ud af, hvordan de bruger litteraturen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Alt hvad der foregår på Østerbro interesserer mig ikke.