En racercykel fik mig igennem nedlukningen

»Når humøret er lavt, når dagen tegner dyster, når arbejdet føles ensformigt, og når håbet end ikke synes værd at række ud efter, så sæt dig op din cykel, og kør en tur uden at tænke på andet end den tur, du tager«

– Arthur Conan Doyle

Forårets coronalockdown var en tid med trøstespisning. Der var serie-binging, og der var ekstra glas vin selv på hverdage. Der var stadig mere stramtsiddende skjorter og stadig ringere humør. En sofakartoffeltid, der blev tilbragt i et nusset udflydende limbo og ofte i underbukser til langt op ad formiddagen. En tid med forstyrrede søvnmønstre og med uklar opdeling af fritid og arbejdstimer. En hjemmekontortid, hvor kolleger blev til digitale spøgelser på en skærm i afmålte tidsrum. En hjemmekarantænetid med afspritning af dørhåndtag som ritual. En ufrivillig hjemmefødningstid med indestængt udlængsel. En klaustrofobisk kulkældertid med masser af social afstand, men næsten ingen social omgang. En tid med nedlukkede fitnesscentre og uden anden motion end turene på gaden med hunden.