Hvis du regelmæssigt og uden skam luger ud i dem, du følger, kan Twitter faktisk gøre dig glad

»Internettet tilbyder enorme muligheder for udforskning og solidaritet. Dette er i sandhed godt. En gave fra Gud«

– Pave Frans, 2014

Jeg har 99 problemer, men sociale medier er ikke et. Tværtimod, faktisk, de hjælper lidt på nogle af de andre problemer, jeg har. Kedsomhed, for eksempel. En følelse af, at det mest betydningsfulde i mit liv er, hvor der er tilbud på bleer. Dystre coronale tanker. Den slags. 

I løbet af det år, der snart udrinder, har jeg til gengæld bemærket en tendens til, at folk er blevet mere og mere kritiske over for sociale medier. Tit nærmest kategorisk kritiske.

Den journalistiske universitetslektor Didde Elnif spurgte for nylig sine Twitter-følgere, om debatten på sociale medier giver dem energi, dræner dem eller efterlader dem upåvirket. Af de godt 100, der deltog i hendes afstemning, svarede kun 8,5 procent (herunder mig), at debatten giver dem energi. I den tråd, der udspillede sig under hendes spørgsmål, var der flere, der nævnte Netflix-dokumentaren The Social Dilemma, som tidligere i år afslørede techgiganternes kyniske spekulation i algoritmer, trends, overvågning og annoncer og slog fast: At internettet kun er gratis, fordi vi, der bruger det, er varen.

Det er vi forståeligt nok trætte af. Men vi er også trætte af de mange polemiske diskussioner, der er på sociale medier, de mange trolls, der bare sprøjter forudsigelige opslag og kommentarer ud, og – ikke mindst – alt hadet, al dommedagsstemningen.

Det amerikanske magasin Wired introducerede tidligere i år ordet doomscrolling, som ifølge bladet langsomt eroderer vores mentale sundhed.

»At glo på sin telefon to timer hver aften får ikke apokalypsen til at forsvinde, men det kan gøre, at du ikke bliver mentalt forberedt på den,« lød det dystert.

Gør det rigtigt

Hvad er så vejen til håb og mental sundhed? Skal vi smide vores telefoner i minkmassegraven og #deletefacebook, som et populært hashtag opfordrede til for nogle år siden?

Nej. Vi skal finde håb ved at bruge sociale medier rigtigt. 

Og det er faktisk ikke så svært. Først skal du vælge dit sociale medie. Det kan være LinkedIn, Instagram, Facebook, TikTok ...

Mit er Twitter.

Vær indstillet på, at der vil gå lidt tid, før du får det bedre. Hver eneste gang, du ser nogen, der skriver eller diskuterer noget, som gør dig i dårligt humør, skal du ’unfollowe’ dem. Hvis det er helt galt, kan du ’mute’ dem, og hvis du virkelig ikke gider mere pis, kan du blokere dem.

Det kan for eksempel være folketingspolitikere, der lader som om de diskuterer folkesundhed, grundlovsbrud og minkfarmeres fremtid, men i virkeligheden bare positionerer sig med et håb om bedre meningsmålinger. Mere specifikt kan det være den håndfuld meget aktive socialdemokratiske ministre, som er dygtige til simultant at like og retweete opslag, der bakker regeringens politik op.

Af erfaring ved jeg, at det ikke altid er nok at fjerne sådan nogle som dem – de dukker hele tiden op igen – men her kan mute-funktionen være brugbar.

Det kan også være alle mulige andre. Jeg har også mutet en masse ord, der gør mig i dårligt humør. For eksempel ’bagedyst’, ’brunsviger’ og en hel del fodboldinterne ord – ikke mindst AGF’s ’ultratwitteragf’.

Så kommer det sjove

Efter jeg er begyndt at bruge Twitter sådan, er det nærmest blevet en slags stressterapi for mig. En måde at herske over idiotien. 

For når du føler, du har ryddet ud i det værste, kommer det sjove, som også er det svære. Nemlig at finde nogle nye indslag, der faktisk kan bidrage med noget til dit liv. Jeg kan anbefale poesikritiker og småbørnsfar Lars Bukdahl, der bruger Twitter til at udgyde små digte med svingende litterær kvalitet. Jeg vil også foreslå Donald Trump og Kanye West, fordi deres storhedsvanvid giver mig en eller anden trodsig energi. Lidt det samme med Nik og Jay, der desværre kun tweeter sparsomt for tiden.

Så er der en konto som Very British Problems, der poster fiktive førsteverdensproblemer, som kun kyniske og konfliktsky briter kan formulere dem. Der er Torsten Grunwald, som skriver underfundigt om herremode, Olga Ravn, der for tiden mest retweeter, men nogle gange skriver små poetiske pip, David Mandel, der tit er ret sjov, Per Lysholt, der ofte både er sjov og kvik. Og, og, og. Der er masser af guld. Det er bare om at komme ind og finde det.

Du skal dog være opmærksom på, at det er en organisk proces at sortere i følgere, der i lighed med doomscrolling kan fortsætte i al evighed. Mange af de nye, du vælger at følge, vil også med tiden vise sig at være idioter. Men det er en del af terapien.