Sådan bliver din verden fortryllet igen under nedlukningen

»1.115 slag på tasken og hvis byen så væltede / står den nu her igen og blinker med friske lys / og en håndgribelig vrimmel fra forskel / til forskel: Alle følges til dørs! Blinde bærer vi farverne ud af byen. Ånd peger!«

Per Højholt

For nogle år siden så jeg et af de her manipulerede fotos af en moderne storby, hvor alle lysreklamer og mennesker er fjernet. Effekten var voldsom: Det var en hård by af sten og asfalt og cement, jeg fik kastet i hovedet. Men det var også en by med en overvældende fred, som jeg ikke havde fået øje på før. Og jeg tænkte, at det var den by, folk gik rundt i for et par generationer siden, jeg pludselig kunne se.

Jeg vidste godt, det ikke var den sande by, jeg så, for menneskemængderne og lysenes løfter om eventyr og fornøjelser er en del af sandheden om storbyen. Og  den fortryllelse, som gør, at jeg vil bo i byen hele mit liv. Men fotoet afslørede for mig et lag af byen, som lyset skjuler til daglig. Og som jeg lige siden har været draget imod og forsøgt at forestille mig, hver gang jeg kommer til en ny by.

Den hårde, fredelige  og øde storby nedenunder lysene. 

En fortryllende ny tilstand

Da landet blev lukket ned i marts, tænkte jeg, at det var min chance for at opleve en storby, hvor reklamelysene pludselig blev slukket. At nu fik jeg muligheden for at gå på opdagelse i København, som byen ser ud, når der er slukket for menneskevrimlen, den elektriske aktivitet og den intense trafik af blikke.

Det var pludseligt, ubehageligt og besværligt, men det var også en fortryllende ny tilstand.

Jeg begyndte at gå lange ture på Vesterbro, hvor jeg har boet i 25 år, hver aften. Nogle gange klokken 22, hvor der normalt ville være mennesker på barerne og cafeerne, andre gange klokken 01, hvor fulde folk plejede at vælte ud af værtshuse og ned mod shawarmastederne.

Og der var helt roligt på gaderne. Det var kun dem, der virkelig havde brug for gaderne, der stadig var ude. Unge, som ville drikke og ryge cigaretter i smug. Ensomme, som ikke kunne holde ud at sidde inde hele tiden. Og narkomaner, natarbejdere, de sidste prostituerede og deres kunder.

Det var som at gå rundt i en bydel, der var lavet som kulisse til en spillefilm. Særligt Enghave Plads med de fine etageejendomme, runde bænke og nye gadelygter rundt om pladsen lignede en lille verden bygget i pap til en julekalender.

Bent B. Sørensen

Jeg så alle mulige ting, jeg aldrig havde set før. Jeg havde bemærket den massive graffiti »Everybody wants to be an artist« nede på Litauens Plads. Men jeg havde ikke før set tilføjelsen med sjaskede typer: »Og jorden går under.« En sjov kommentar til den maksimale selvudfoldelse, som var konstateringen i den første. Et møde mellem det mondæne Vesterbro og det stærkt venstreorienterede, systemkritiske Vesterbro.

Et stykke oppe ad Istedgade fik jeg øje på en kobberplakette med teksten: »I denne ejendom boede Bent B. Sørensen fra sin fødsel 9. januar 1928 til 1968 og fra 1972 til sin død 8. juni 2008.« Jeg aner stadig ikke, hvem denne Bent B. Sørensen er, men jeg kan godt lide, at han bliver mindet på en plade, der hylder ham for næsten hele sit liv at have boet i den samme ejendom.

Ved siden af et stofbrugerrum på Istedgade så jeg en træplade med inskriptionen »Værdifuld, dig«, som for mig blev en henvendelse til narkomanerne på Vesterbro, om at de er værdifulde, og de fortjener vores omsorg. Det er den indstilling til gadens mest smadrede eksistenser, som i 30 år fik Jens Johansen, den gamle præst i Mariakirken, til at invitere misbrugerne til at sove på kirkegulvet og samle mad til dem. Det var en fest at se mange af dem i kirken til hans afskedsgudstjeneste for nogle år siden.

Den slags minder dukker op, når man går på gaderne et sted, man har boet længe, og byen er lukket ned. Hver aften så jeg ting, jeg ikke havde fået øje på før (der er kommet Tove Ditlevsen-citater på fortovet på Enghavevej, Kinagrillen på Ny Carlsbergvej er forsvundet!), og kom i tanker om scener fra min nære fortid, jeg havde glemt. Fortællinger, skønne ornamenter og grusomme skæbner meldte sig fra husmure, fortovene og under lamperne i den døgnåbne, renoverede Enghave Parken.

Enten sent på aftenen eller ud på natten går jeg stadig hver dag mine ture på det nedlukkede Vesterbro og får øje på mere og mere af det, man ikke kan se, når lysene tændes igen. Jeg er sikker på, at man kan gøre det overalt, og jeg tror på, at de ting, jeg har set, mens det hele var lukket, vil være en del af mit billede af det sted, jeg bor, når det hele genåbner.

Det er lidt ligesom dengang, man var barn, og man nogle gange i weekenderne kunne vågne, mens alle de andre stadig sov. Det var en vidunderlig frihed at have hele hjemmet, særligt køleskabet, for sig selv.

Men det var kun vidunderligt, fordi man vidste, at man ikke var Palle alene i verden, og at lige om lidt ville alle de andre vågne op og vrimle ned i stuen.