At samle er at leve – og så hjælper det mod coronaangst

»Det var en selvfølge, at jeg alligevel aldrig følte mig som disse tings ejer, men kun som deres midlertidige vogter. Det var ikke det at eje noget, ikke det at have noget for mig selv, der lokkede mig, men derimod glæden ved at samle noget til en helhed, ved at forme en samling som et kunstværk«

– Stefan Zweig, Verden af i går

Jeg tror altid, at jeg har været samler. Først af bøger og tegneserier, siden af film og LEGO og plastikfigurer og rekvisitter, der har med film og tv-serier at gøre, 8mm- og 16mm-kameraer, skrivemaskiner, filmstills og autografer fra mine yndlingsinstruktører.

Jeg ved ikke helt, om jeg kan sige mig fri for en vis grådighed og et behov for at eje og have tingene i min samling for mig selv, men den glæde ved at skabe en helhed ud af mange enkeltdele, som den østrigske forfatter Stefan Zweig – der tydeligvis var et bedre menneske end mig – skriver om i ovenstående uddrag fra sine erindringer, er noget, jeg virkelig kan identificere mig med.

Og især inden for de seneste 15 år, hvor jeg har boet på landet og har haft plads og penge til at forfølge min passion, er jeg blevet grebet af det, man med et ikke så pænt udtryk kalder »samlermani«. Jeg foretrækker selv »et mildt vanvid«, hvilket også er titlen på den amerikanske forfatter og litterat Nicholas Basbanes’ underholdende bog om bogsamlere: A Gentle Madness.

Lise for en frygtsom sjæl

For et på mange måder frygtsomt menneske som mig har coronavirussen og nedlukningen af samfundet været både en velsignelse og en forbandelse. En velsignelse, fordi jeg ikke så ofte behøver forlade mit hjem på Midtsjælland. En forbandelse, fordi jeg oven i alle mine andre neuroser nu også har fået en voldsom coronaangst at tumle med.

Når man både er fatalist, defaitist og hypokonder og døjer med forhøjet blodtryk, er det på ingen måder morsomt konstant at være bange for at blive smittet med corona – og samtidig overbevist om, at det vil man ikke overleve.

Men når man nu alligevel skal være hjemme, har man jo mulighed for at fokusere endnu mere på det, man holder allermest af, nemlig at udbygge, organisere og registrere sin samling. Jeg er endda begyndt at samle på noget helt nyt: samlere ligesom mig selv.

Jeg har gjort alvor af min drøm om at lave en podcast, Samlerne, om og med andre supersamlere. Det kan være svært at finde forståelse for det milde vanvid hos mennesker, der ikke selv lider af det, mens genkendelsens glade, ja, nærmest lykkelige lys tændes i øjnene hos andre samlere, når man taler med dem over Skype. Endelig én, der forstår dem.

Grundene er mange og varierede til, at vi samler, men fælles for os alle er, at det handler om den lykkefølelse, vi oplever, når vi får fat i et eller andet, der mangler i vores samling. Man kan grave dybt i alle seriøse samleres psyke og hos mange af os få bekræftet teorier om følelsesmæssige tomrum, en tabt barndom og forsøg på at bringe orden i kaos, men nogle gange handler det såmænd også bare om at kunne holde en fysisk genstand, en bog, en tegneserie eller en plade, i hånden og nyde teksturen og kunsten og historien bag.

Den essentielle jagt

Selve jagten, som kan resultere i en sand adrenalinrus, er essentiel for enhver samler, for ligesom hajen dør, hvis den går i stå, så ’dør’ samleren, hvis han eller hun ikke har mere at samle på.

Internettet har gjort mange ting nemmere, måske også lidt for nemt. Stort set alt kan i dag skaffes, det er blot et spørgsmål om ens villighed til at betale for det. Og den er, ved jeg af egen erfaring, temmelig stor. Hellere lade børnene gå sultne i seng end at gå glip af en engelsk førsteudgave af The Hound of the Baskervilles, I ved, den med trykfejlen på side 13.

Men takket være internettet og sociale medier som Facebook er ens netværk af ligesindede også blevet meget større. Jeg tror, at vi måske er en håndfuld mennesker i Danmark, der samler på bøger om og med Sherlock Holmes.

På verdensplan er vi nogle tusinde, og på den måde bliver man en del af et dedikeret og generøst fællesskab, hvor man hjælper hinanden med at opfylde samlerdrømme, som tidligere ville have været noget nær uopnåelige.

Alt det og mere til har – sammen med gode venner og kolleger og en psykolog – været min vej ud af mørket i en svær tid, og på intet tidspunkt føler jeg mig bedre tilpas, end når jeg omgivet af min samling pakker nye genstande ud. Når jeg, som Stefan Zweig formulerer det, er i færd med at skabe mit eget kunstværk.

Det er på alle måder vederkvægende og livsbekræftende – og, nok så vigtigt, det får mig til at glemme min angst og mine bekymringer. Prøv det selv. Det er alle pengene værd.