Shamanen Jesper Westmark: »Det har gjort os afstumpede at lukke ned for ’the spirit world’«

Uden for den lille by Lammhult i Småland i Sverige bor shamanen Jesper Westmark. Han er kendt fra det populære tv-program Alene i vildmarken, hvor han løb nøgen og leende rundt, mens han fangede fisk og skød med bue og pil.

Jesper Westmark overlevede knap en måned alene i det barske norske landskab, hvor han gjorde sig særligt bemærket ved at bruge naturens ånder som ledestjerne.

Jeg er kørt til Lammhult for at tale med ham om hans forhold til naturen, hvad vi kan bruge den til, og hvad hans håb for dens fremtid er.

Den danske shaman er en travl mand. Med sit lange grå hår dinglende fra en hestehale kommer han gående hen over gårdspladsen ved sin ødegård. Det er her, han afholder sine retreats, hvor han guider folk i meditation og spiritualitet.

Mellem to forløb af fire dage har han lige akkurat tid til at gå en tur og tale om naturens rolle i sit liv og om, hvorfor shamanismen blev hans skæbne.

Ånderne

Vi går ind mellem træerne ad en smal sti langs en lille skovsø. Først må jeg vide, hvad en shaman i grunden er. Jesper Westmark stopper op for at tænke sig om et øjeblik:

»En shaman er et bindeled mellem mennesket og naturen. Man er en formidler i det partnerskab. Et partnerskab, som jeg mener gik tabt for cirka 1.000 år siden, da man begyndte at brænde og forfølge hekse og shamaner. Det er ganske nyt, at folk er begyndt at tro på den måde, som vi tror på nu.«

Jesper Westmark sætter sine ben sikkert på stien, der langsomt forsvinder over i en næsten usynlig dyreveksel. Han skifter hurtigt retning, og han færdes hjemmevant i skoven, mens jeg vakler lidt klodset rundt og vælter ind i et edderkoppespind.

Han sætter sig mellem nogle graner, der sammen med en masse store sten danner et slags alter. Her mediterer han, når han vil være alene. Han kalder det sit lille katedral. Hans eget lille sted.

Midt blandt de store sten under granerne fortæller Jesper Westmark om sin praksis:

»Jeg hjælper folk med at kommunikere med the spirits. Jeg hjælper dem med at få råd og vejledning og genetablere det bånd, som gik tabt. Det er grunden til, at vi står i den blindgyde, som vi befinder os i nu.«

Jesper Westmark beskriver isolation som en væsentlig del af sit arbejde og som en genvej tilbage til naturen. Derfor ligger hans sted langt ude i skoven ved en stor skovsø.

Her kan man være uforstyrret og praktisere udesidning. Udesidning går ud på, at gæsterne sidder alene ude i skoven dag og nat i op til tre dage:

»Isolationen vækker os, den giver os adgang til naturen. Det er en af de mest kontrollerbare og blødeste måder at skrabe civilisationens lag af på. De spejlneuroner, som vi hele tiden træner inde i byen, hvor vi gerne vil ligne hinanden, begynder at miste deres feedback. Åndernes stemmer bliver igen tydelige for os.«

Jesper Westmark bliver stille et øjeblik, han klasker hurtigt en myg, inden han fortsætter:

»Det ville jeg normalt aldrig gøre. Ved en rigtig udesidning ville jeg bare lade myggene bide mig. Det handler om at blive helt stille, så man kan høre naturens stemmer.«

Mange vil nok nære en vis skepsis over for Jesper Westmarks personificering af naturen som stemmer og ånder, så jeg spørger, hvordan han har det med folk, der er uenige med ham:

»Det er bare skideskønt,« siger han og griner, mens han rejser sig op igen og går videre.

Gad da ikke være shaman

Jesper Westmarks rejse ind i det åndelige og det intime forhold til den vilde natur begyndte i Hjørring, da han var 17 år gammel, og han fik det, han selv kalder for en åndelig åbenbaring. Han var i gang med at uddanne sig til frisør og var på ingen måde spirituelt anlagt.

I en drøm forlod han sin egen krop. Den passerede gennem et kraftigt lys, og hans sind befandt sig pludselig i et altomsluttende mørke og en sønderrivende stilhed.

Mens jeg lidt ængsteligt lytter til historien, understreger han, at »det var en helt fantastisk oplevelse«.

I drømmen fik han en række syner, og der var stemmer, der talte til ham, som han beskriver som mere virkelige end vores samtale. Han fik blandt andet at vide, at han skulle grundlægge et slags retreat i Sverige, og at han skulle undervise i meditation for at hjælpe andre.

»Jeg så min fremtid. Det er fandeme forvirrende, når man er 17 år gammel, og man er ved at blive frisør. Jeg ville ikke det åndelige. Jeg ville bare gerne drikke bajere, feste, score damer og hygge mig med alle de andre. Jeg gad da ikke være shaman.«

På turné med Aqua

Jesper Westmark flygtede fra det, han betragter som sin skæbne: at være shaman og dermed bindeled mellem mennesket og naturen.

»Mine forældre tænkte først, at jeg var bindegal. Men de var meget søde, og de hjalp mig med at finde et spirituelt center, der lærte mig at være i kontakt med de syner, jeg fik, men de lærte mig aldrig at lukke ned for det. Jeg var sateme på gyngende grund. Jeg selvmedicinerede med alkohol og kokain, så jeg var knap så følende. Det var også en af grundene til, at jeg tog til USA.«

Jesper Westmark har arbejdet som frisør og stylist i Los Angeles og Miami. Han løb fra sine åndesyner, og han forsvandt for en tid ind i en lang fest, som han siger var sjov, men som havde nogle fatale konsekvenser.

Han kom tilbage til Danmark, og efter en enkelt turné med Aqua måtte det stoppe. Han kunne ikke feste mere. Jesper Westmark måtte affinde sig med sin skæbne: shamanens kald.

»De første gange jeg mediterede, rystede jeg virkelig meget, fordi jeg var så langt væk fra mig selv. Jeg var bange for at meditere alene, fordi jeg havde åndelige abstinenser.«

Rystende, svedende og med lukkede øjne begyndte hans vej tilbage til sig selv og den naturforbindelse, han mener, det er hans livsopgave at give videre til andre.

Døden som illusion

Vi går forbi en stor lårknogle fra et rådyr, og han morer sig, da jeg dukker mig for et edderkoppespind: »Sådan er det altid, når man kommer direkte fra byen. Man skal lige vænne sig til naturen igen.«

Jesper Westmark bor normalt på Amager med sin søn Sylvester, men han håber, han gradvist kan flytte til sit hus i Sverige.

Han vil gerne begraves i søen ved huset, han føler sig intimt forbundet med stedets ånder, og det får ham til at spekulere: »Døden som noget endeligt er et nyt fænomen. Det er noget ganske nyt i historisk perspektiv, at vi ikke tror på genfødsel. Vores billede af døden, hvor man kommer et andet sted hen, er en illusion, og jeg synes, at det er uansvarligt. Vores sjæl kan komme til mange verdener, men det er den her, vi er i nu, der er den vigtigste verden for kroppen. Der er kun den her verden for kroppen og mange verdener for sjælen.«

Vi står og kigger ud over en stor sø. Vi er kommet ud af skoven igen, og lidt overraskende fortæller Jesper Westmark, at han ikke indvier sin søn i sin praksis.

Han mener, at man bliver nødt til at indvikle sig så meget i livet som muligt, før man kan udvikle sig, som han mundret formulerer det.

Man skal prøve lasterne, få sig en kæreste, et job og være en del af samfundet, før man kan søge ud i naturen og ind i spiritualiteten.

Han understreger, at hans historie med stoffer, alkohol og et job blandt berømtheder i USA er ekstrem, men derfor er han også oplagt som mellemled, når folk kommer med deres traumer.

Han har været ude i ekstremerne, og han forstår stofmisbrugeren, når han taler med ham eller hende. Han har selv været der, og han har selv været helt indviklet i samfundet: »Men nu står jeg her som shaman. En historisk set udgrænset figur. Det kommer med nogle store konsekvenser at vedkende sig det og leve på den måde, som jeg gør, når man lever i et gennemrationaliseret samfund. Den sidste heksejagt foregik altså i 1930’erne. Du kan selv slå det op,« afslutter han sin sætning, da han kan se mit skeptiske ansigtsudtryk.

Og ganske rigtigt, i 1936 blev Carl Vilhelm Goldmann fra Marstal på Ærø anklaget for hekseri.

Descartes har gjort os afstumpede

Forholdet mellem spiritualitet og rationalitet er forbundet til Jesper Westmarks håb for fremtiden og hans appel til fremtidige generationers naturforhold.

Han synes, at vi lever i en spændende tid, fordi vi har opdaget, hvilen stress og angst det medfører, når vi mister kontakten til naturen.

Jesper Westmark er overbevist om, at det først og fremmest hænger sammen med videnskabens behov for at rationalisere mennesket og kristendommens behov for at placere sandheden hos Gud og ikke i naturens spiritualitet: »Hvis vi tager den franske filosof René Descartes, så siger han om mennesket: ’Jeg tænker, derfor er jeg’. Newton var lige i røven af det med sine tanker om, at vi alle bare er biologiske maskiner. Man ville lukke ned for the spirit world og kun leve i sit eget hoved. Det har gjort os afstumpede, og vi har mistet os selv.«

Det fører ham hen til tanker om fremtiden og spørgsmålet om håb.

For Jesper Westmark er den store fare, at alt skal være så billigt og effektivt som muligt. Alt skal simpelthen være nemt. Det vil han gerne sætte spørgsmålstegn ved:

»Jeg tror, at alt det her med corona kan lære os noget værdifuldt om vores liv, vores verden og spiritualitet. Hvis jeg har en appel, så handler det om, at vi skal genfinde vores tillid til naturen. Vi skal tro på, at den godt kan selv. Jeg tror, at coronakrisen har givet os nogle redskaber til at løse nogle ting. Måske var det meget fint at arbejde hjemme, måske var det meget fint at have mere tid til hinanden og at køre mindre i bil.«

Vi er kommet tilbage fra vores gåtur. De gæster, som var her, da vi ankom, er taget hjem, og nye gæster er ved at ankomme. De gør sig klar til fire dage med udesidning, svedhytte og dyb meditation ved søen.

Ved saunaen hænger et kæmpestort kranie fra en gedde, som tidligere svømmede i søen. Jesper Westmark har skudt den og delt fisken med sine gæster.

Han slutter af med at tale om sin deltagelse i Alene i vildmarken: » Min praksis her på stedet er hele grunden til, at jeg overhovedet deltog i programmet. Jeg ville gerne vise, hvordan det kan gøres. Det var et kald. Der er andre måder at leve på. Jeg er glad for, at de klippede mig på den måde, de gjorde i serien. De kunne godt se, at jeg har fat i noget, der taler ind i vores tid. Det er tid til at lege, at skrue tempoet ned og finde tilbage til noget, som vi kunne engang.«

Jesper Westmark siger hej til et par af sine gæster, som er gamle kendinge, inden han går ind og tager badebukser på. Han slår sig på sin mave og fortæller, at han tabte 20 kilo i vildmarken. Så hopper han i vandet og lader sin krop synke ned under overfladen.