Baggrund
Læsetid: 14 min.

Skilsmisser, selvmord og verdenskrig: Vi ser tilbage på dansk litteratur i 2020

Trangen til det gode, lyse, rigtige liv fik solidt katastrofisk mørkemodspil i årets danske skønlitterære prosa. Vi ser tilbage på et bogår præget af kraftige affekter som vrede, fryd og familieskam
Trangen til det gode, lyse, rigtige liv fik solidt katastrofisk mørkemodspil i årets danske skønlitterære prosa. Vi ser tilbage på et bogår præget af kraftige affekter som vrede, fryd og familieskam

Mia Mottelson

Kultur
4. december 2020

Skal man være fræk og udnævne en enkelt bog til typisk eksponent for litteraturåret 2020, må valget falde på Stine Pilgaards Meter i sekundet, romanen om en yngre kvinde, som flytter til Vestjylland og på én gang skal lære sig næsten alt. At være mor. At omgås barnets dagplejemor. At forstå dialekten. At køre bil. At konkurrere om sin mands gunst med varmblodige højskolepiger.

Når netop dette værk brændte sig fast og stillede sig allerforrest i væsentlighedskøen, skyldes det, at forfatteren så suverænt fangede årets gennemgående tema, der bredt kan formuleres som den utopiske drøm om det gode, det anderledes, det rigtige liv.

Denne basale længsel har mange former i årets fortællende prosa. Den kan hos Olga Ravn, Ida Marie Hede og Iben Mondrup knytte sig til et barn, hjemmegjort eller adopteret. Den rettes hos Tine Høeg, Madame Nielsen og Kristina Stoltz mod en elsket anden.

Den får praktisk udtryk, når man som de tre unge kunstnerspirer i Malte Tellerups Hedeselskabet slår sig ned på en forfalden landbrugsejendom i et behjertet forsøg på at komme nær på naturen, eller når man som dronning Margrete I, skildret af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, påtager sig den ikke helt lette opgave at samle hele Norden, under samme regent.

Og endelig har drømmen om det perfekte liv en beklagelig tendens til at slå om i sin dystopiske modsætning og fremkalde katastrofer lige fra skilsmisser eller selvmord til verdenskrige. Sidstnævnte er det, der sker i Kirsten Thorups murstenstunge, tættrykte og menneskekloge Indtil vanvid, indtil døden, hvor det for danske Harriet efter skuffelser under Anden Verdenskrig til sidst kun handler om at slippe velbeholden ud af nazisternes højborg München og hjem til hendes to børn i Danmark.

Karakteristisk nok har denne litterære årskrønike indtil nu overvejende anført kvindelige forfattere. Sådan må det retfærdigvis være i et år, hvor kvinderne, med nogle vigtige undtagelser, har stået for det viltert ekspressive såvel som det erfaringsmæssigt tunge og det stofmæssigt solide, året, hvor to kvindelige forfattere tilmed tog fat på noget så ekstremt som romanserier i hele syv bind. Mere herom senere.

Men først tilbage til Pilgaard, hvis gennemslagskraft ikke mindst skyldes en munter uforudsigelighed, som gør romanen ikke blot til en hverdagsrealistisk skildring af det vestjyske lilleby- og højskolemiljø, men også til en gakket hybrid, som også inkluderer sange og brevkassespørgsmål med efterfølgende svar:

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde på 43 somre, der har en stor udfordring. Jeg ønsker af hele mit hjerte at møde den eneste ene og har søgt med lys og lygte i mange år. Det lover altid godt i starten, men jeg har mange gange været offer for utroskab og løgne. Hvordan kan jeg gennemskue disse mænd og sortere dem fra allerede efter den første date, så jeg ikke når at blive såret?

Venlig hilsen ofret

»Kære naive,« begynder herefter jegfortællerens kloge svar: »Spørg ikke dig selv, hvem du vil giftes med, spørg, hvem du kunne tænke dig at blive skilt fra. Jeg taler om hele pakken: knuste drømme, parterapi, flyttekasser, Statsamtet, i bedste fald et hurtigt klik på borger.dk (…)«

Sådan skriver en forfatter, som kender til slangerne i paradiset og har stiftet bekendtskab med faldene fra ideal til realitet. Som egentlig ikke har noget imod at være voksen og stå ved sit ansvar. Som ved, at selv om græsset altid er grønnere på den anden side, kan man blive slemt skuffet, når man er sejlet derover.

Miljømæssigt har Meter i sekundet det vestligste Jylland til fælles med Malte Tellerups skildring af de tre, som bosætter sig midt imellem to nogenlunde lige små, lige oversete landsbyer. Her er Danmark allertyndest befolket. Et mundheld siger, at kommer folk fra denne egn på besøg, skal man sørge for at byde dem rugbrød med smør. »Her er ingen spektakulær vestkyst, store bakker eller højtravende bøgeskove. Her er fladt og langstrakt, tomt og åbent. Her kan skønheden gøre vanvittig, og den kan give ro,« skriver Tellerup. Og fortsætter: »Rovfuglene hersker dovent.«

Den sidste sætning antyder illusionstabet, som venter. Men både drømmen og dens modsætning er kendetegnende for en strømning i den nye litteratur, som retter sig mod rummet mere end tiden og søger efter alternative og mere oprindelige værdier. Derfor forekommer Stine Askovs roman Katalog over katastrofer højst aktuel, selv om handlingen foregår i 1980’erne. Bengt, som er alenefar for Helle, har nemlig besluttet, at hun skal hærdes til at modstå alskens kommende trusler såsom brand, krig og atomudslip. De bor på en gård i Nordsjælland, hvor hun må lære at slagte og plukke høns, og hvorfra de tager sammen ud på havfiskeri, men indimellem besøger Helle da også i København sin mor, stewardessen Lizzie, og konfronteres dér med en mere konventionstilpasset livsform. Sådan kan et barn komme i klemme imellem voksne. Sådan kan en maskulin autoritet skjule fatale svigt, ligesom i øvrigt i Kaspar Kaum Bonnéns hudløse opgørsbog Bag om min far. Sådan kan begrebet ’katastrofe’ flytte sig fra den store scene ned til en mindre.

Mia Mottelson

En dyster krønike

Skulle man forsøgsvis kombinere to genkommende scenerier i årets danske prosa, kunne det være i billedet af et udsat, overbelastet barn, som i tidlig alder udnævnes til bærer af et ansvar, som ellers påhviler de voksne. Et barn, som står med ryggen til, alene i et stort, åbent landskab. Vi kender f.eks. dette barn fra Erling Jepsens romaner, og vi møder det i år hos Sissel-Jo Gazan, hvis opvækstroman Hvide blomster fra forfatterens side er tænkt som en art hævn på vegne af misbrugte og ødelagte børn. Familiehistorier fra det såkaldte ’Udkantsdanmark’ flettes sammen til en dyster krønike, hvori lyset repræsenteres ved de planter, som jegfortælleren Jenny efterhånden viser sig så fænomenalt skrap til at tegne. I nærmiljøet straffes i al hemmelighed adskillige pædofile og voldsmænd, men perspektivet udstrækkes samtidig til børn, der på offentlige institutioner som Skorpeskolen er blevet behandlet fuldstændig uacceptabelt.

Man kunne med fortælleren, det indsigtsfulde iagttagerjeg Elvine Brink i Vibeke Grønfeldts roman Glasluft vove følgende diagnose: »Barndommen bliver groft forsømt af voksent hukommelsestab, blind- og døvhed. Det er ikke ren misundelse eller ondskab, men glemsel, der får de store til at rive og slide i de små for at trække dem til sig.«

Det mishandlede, ensomme barn behøver ikke nødvendigvis stå på en øde vej eller ligge i en seng i en åbenlyst dysfunktionel familie. Barnet kan også som Tabita hos Iben Mondrup være adopteret af et dansk ægtepar og sammen med sin yngre bror være en slags omplantningseksperiment, som må ende ulykkeligt. »Du skuffer mig, Tabita,« siger hendes mor og slipper hende, så hun falder ned på gulvet. »Men det er vel, hvad man kan regne med.« Heldigvis ender Tabita med at forelske sig eller rettere indrømme sin forelskelse og muligvis tage sit lille, skrøbelige liv i sine egne modige hænder.

»Du skuffer mig« er også den konklusion, moren kommer til i Jesper Steins autofiktive Rampen om forældrenes skilsmisse og efterfølgende årelange, opslidende kamp. For sønnen nægter at indtage farens plads i sengen i patriciervillaen i Risskov. Hvad der i denne barske roman er moderopgør og faderopgør, lader sig ikke uden videre fastslå; men læseren hæfter sig også her ved drømmen, der krakelerer i mødet med realiteterne. Hvad der skulle have været det gode, ja, det perfekte liv for gymnasielektoren og den ledende sygeplejerske, ender for dem selv i både had og alkoholisme, for den udsatte søn i en misbrugshistorie, som på uhyggelig vis synes at skulle kopiere forældrenes, indtil han, omsider, siger stop.

Et mindre dystert billede af fænomenet familie får man i Hummerens skjold, en lidt novellesamlingsagtig roman af Caroline Albertine Minor, der, som Bodil Skovgaard Nielsen skrev her i bladet, udmærker sig ved ikke at skildre familien som en dyne af svigt og skyld, men mere som en slags løst og kun delvis forpligtende netværk bestående af tre søskende og deres mor, som snakker med fra den anden side af graven. Ny og lidt pudsig var her den nærmest terapeutiske omsorg, forfatteren viste for sine uroligt søgende karakterer.

Mia Mottelson

Det viltrest gakkede

Blandt de af årets værker, som tematiserer familieliv i almindelighed og moderskab i særdeleshed, tager Ida Marie Hedes skægge roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? prisen hjem som det viltrest gakkede. Historien er i al korthed den, at jegfortælleren med arkitektmanden og flokken af børn flytter til et sted, en idyl kaldet Den Usikre og Megalomane Landsby.

Idealet om det gode, trygge liv skal realiseres efter alt for mange år i mørke, små lejligheder, hvor hun råbte ad telefonsælgere og ad gynækologer med alt for lange ventelister og ad sundhedsplejerskerne, der strengt formanede hende om ammeteknik, »brystet må og skal tømmes helt, lad aldrig barnet falde i søvn ved brystet, det bliver afhængigt af dig, kan ikke sove af sig selv om natten, du korrumperer det barn«.

Åh, som hun dog har længtes »efter en lille stribe sol, nerien og sølvpengene kunne vokse i. En stribe sol til børnenes far, så han ville kysse mig. Så han ville se mit hår stråle gyldenrødt i solskinnet, se mit ansigt smile, få øje på mig som et lille guldalderportræt i stuen. Lugte til min krop og forstå, at den var andet end et hormonelt dyr i slåbrok med en blender i hånden«. Undergangen indfinder sig helt planmæssigt; det gør dog heldigvis også tre fine veninder kaldet Hjerteskam, Kødskam og Røvskam.

En parallel tematik, men en anderledes alvorsfuld tone præger Olga Ravns ambitiøse storværk, Mit arbejde, der udsætter fødselsforberedelse, fødsel og moderskab for 13 begyndelser, 28 fortsættelser og 9 slutninger, altså i alt et halvt hundrede belysninger, idet der konstant skiftes mellem fortælling, digt, dagbog, journal og citater fra aviser og internet. Oven på denne hybride collagemetode lægges ydermere en brudt kronologi, som dog så igen modarbejdes af kroppens fremadskridende tid. Hvad der i denne bog tydeligst falder ind i drømmen om det perfekte liv, er fødselsforberedelsesholdet:

»Alle parrene lod til at være i trediverne og have styr på livet og finanserne, og de havde faste jobs og mange havde bil og investment pieces i hjemmet, de havde design, og de havde gennem flere år opbygget lyst til baby, og så lagde Anna (bogens hovedfigur, red.) mærke til, at alle parrene i lokalet sad og gned sig i ansigterne med deres pengesedler, de gned og gned dem rundt, og de købte alle de naturfarvede 100 % organic stofbleer, de kunne tænke sig, og de købte bæreseler og sutter af rågummi og lammeskindstæpper.«

Heroverfor stilles dels de barske realiteter i form af konstant opslidthed og en langvarig depression, dels en velgørende helt-nede-på-jorden nøgternhed, som i dette digt:

jeg elsker det
konventionelle
udtryk
trætheden
solen over
hvert mindste blad
fodbold i tv
en ny dragt
barnet nu kan passe

hver gang
jeg ammer
knuses mit hjerte

jeg er
død og begravet
af min fødsel

Solen over hvert mindste blad, det kan være en allusion til Brorsons salme »Op, al den ting, som Gud har gjort«. Men det kan også bare være et eksempel på den erkendelse, som indfinder sig i en række af årets skønlitterære bøger: ankomsten eller hjemkomsten til en umiddelbart foreliggende, konkret krævende verden. Her ovenfor er allerede fremhævet Anne Lise Marstrand-Jørgensens historiske roman om en dronning, som tillige bliver mor, og inden for samme genre lyser i år Ida Jessen op med bogen om hededyrkningspioneren kaptajn von Kahlen.

Det var ham, der i midten af 1700-tallet bogstaveligt talt med de bare hænder søgte at bevise, at den jyske hede lod sig forvandle til frugtbare jorder, idet han slog sig ned på en bakketop øst for Karup og simpelt hen begyndte helt fra grunden. Kaptajnen og Ann Barbara, som romanen jo hedder, fordi den ikke har det fjerneste imod at virke kulørt, følger især hans strid med Schinkel, den barske godsejer til Hald, men opvejer, hvis man kan sige det sådan, sin maskuline dimension gennem en munter og aldeles afvæbnende kærlighedshistorie. Som starter, da stovte Ann Barbara nærmest dukker op af intet og spørger kaptajnen, hvem han egentlig har til at hjælpe sig i det daglige:

»Hvem slagter? Hvem stopper pølser? Hvem maler mel? Hvem strikker strømper? Hvem lapper tøj? Hvem vasker tøj og sørger for rent lyng i sengene? Hvem gør rent? Hvem karter og spinder? Hvem støber lys? Hvem laver ost? Hvem holder ilden på arnen ved lige?« Husets eller hyttens herre svarer: »Dæ blyver no som dæ blyver.« Men husholdersken får snart sat skik på det hele.

Man kan spørge sig selv, om kærligheden til det konventionelle udtryk og besindelsen på det fysisk konkrete til dels er et generationsspørgsmål. I hvert fald var det i 2020 påfaldende at se en Jens Chr. Grøndahl udfolde sig ubesværet som episk menneskeskildrer med særlig opmærksomhed for etiske dilemmaer i seks lavmælte fortællinger under titlen Dage som græs efter novellen, hvor en ung fyr i Skagen praktiserer noget så enkelt som menneskelig omsorg og næstekærlighed. Og man kunne fra generationen forinden fremhæve Jens Smærup Sørensens kollektivskildring Klinten, hvis såre enkle, men smukke budskab er, at det såmænd ikke skader at lære sine naboer at kende. Tilmed forelsker to af villavejens beboere sig temmelig uventet uhjælpeligt i hinanden.

Mia Mottelson

En drøm om os

Om en kæmpemæssig, men også besværlig kærlighed handler Madame Nielsens rankeagtigt elegant formede roman i tre hovedafsnit Lamento, som fra den kvindelige jegfortællers position beretter om faserne før, under og efter sammenbruddet af en stor drøm om Os To. Megen smerte står nedfældet i den bog, ligesom i Kristina Stoltz’ Paradis først, hvis titel dels angiver et krav eller fromt ønske, dels gerne må antyde tilstedeværelsen af visse slanger i paradiset.

Historien er her den, at en purung, åben dansk pige på en teaterfestival forelsker sig i en amerikaner og i de følgende år dels rejser rundt med ham i USA, dels lever sammen med ham i København. Lang tid senere tager hun så over for at overvære hans bryllup – og konfronteres med psykisk elendighed, garneret med pinlige løgne. Sin intensitet henter denne roman dels fra lidenskabsstoffet, dels via en flimrende kompositionsteknik og en retorisk mangfoldighed frembragt gennem skift fra »jeg« til »han og hun« over »han og jeg« til det rene »du«.

Et sted præsenterer den forhenværende kæreste og samlever hende som »en slægtning fra Europa«. »How exiting,« siger den fremmede. Og så står der: »Et kærlighedsforlis, hvis skyggerids har jaget dig gennem de mørke gyder af det liv, du troede vi skulle have haft sammen, og her sidder du på en café i Bentonville. Måske er det håndtrykket, der har gjort mig vred, eller det udsagn, som var jeg en fjern kusine.«

Der var det så igen, skreddet i erkendelse, afskeden med en illusion. Dog denne gang forbundet med noget så stort som klimakrisen: »Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker så i mødet mellem to mennesker?«

Tja, måske kan der trods alt stadigvæk hænde, hvad der hænder i Tine Høegs vidunderligt lette og velgørende tunge kærlighedsbog Tour de chambre. Asta ser heri tilbage på dengang, hun forelskede sig i August, der var kæreste med hendes veninde, og som døde for ti år siden. Kernescenen, hvor jeget kommer hjem på kollegiet, sent, fra en date, fortjener at blive citeret (næsten) i sin helhed:

»jeg får et chok da jeg træder ud på køkkenet

shit, hvorfor sover du ikke?

August sidder på bænken med benene oppe

jeg laver en kryptokryds siger han

klokken to om natten?

nogen må jo sikre sig du kommer trygt hjem

tak mor siger jeg. Hvad er en kryptokryds?

sæt dig ned, han klapper på sædet
ved siden af sig. Så skal jeg forklare det

jeg er alt for sulten siger jeg og åbner køleskabet,

jeg kunne spise en hest

nåmen hvordan gik det så?

vi har fundet rugbrød og spegepølse frem,
August har knappet to øl op med en gaffel

skal I giftes?
det gik godt nok, siger jeg. Han er høj
han er ikke din type

du kender ham sgu da ikke

jeg kender ham da bedre end dig

og hvorfor er han så ikke min type?

han er for kedelig

han er god til fodbold siger jeg

tre plus fire er syv siger han
og skærer en skive agurk«

Næste morgen ligger der for resten en kryptokryds foran Astas dør. Og hertil er vel bare at sige, at det måske kan være meget rart med romanfigurer, som kan klare sig uden både investment pieces og 100 procent organiske stofbleer, som kan nøjes med den mad, som kan købes i Netto, og affinder sig med verden, som den nu er. Så fantastisk, som den nu engang er. Så overvældende og kompleks.

Mia Mottelson

Det Danmark, vi kender

Dette kunne meget vel være formlen bag Peder Frederik Jensens oprigtigt socialrealistiske Det Danmark du kender, hvis titel må kodes af på to måder. Det Danmark, vi kender, er i romanen primært Nakskov, skibsværftets og de andre store industrivirksomheders forhenværende hjemsted, en af arbejderbevægelsens gamle højborge. Men det er tillige det land, vi i dag har lært at kende, med socialt udstødte i titusindvis og med rå karrierepolitikere samt rigmænd, der bare bliver rigere.

Alle grupperne bringes effektfuldt sammen i bogen, da den socialdemokratiske borgmester Morten, snydefuld på vej hjem til sin godsejerveninde, kører et avisbud, Niels, ned, et af de mange udsatte børn, som belæsset med alt for tunge byrder står med ryggen til, i et stort, uhyggeligt åbent landskab.

Indledningsvis blev der i denne litterære årsrapport gjort opmærksom på det enestående i, at hele to forfattere i 2020 tog hul på septologier. Den ene har vi hidtil kendt som samfundskritisk lyriker i bogform og på Facebook, den anden slog igennem allerede i 1986 og siden atter i 1993, men har nu fået comeback i genren spekulativ fiktion. For begge projekter gælder, at det endnu kan være svært at se, hvor vejene fører hen, men interessante er de begge.

Hos Asta Olivia Nordenhof handler det i Scandinavian Star, bd. 1: Penge på lommen, om at fremstille den sociale og psykiske elendighed hos et ægtepar på Fyn, Maggie og Kurt, som i de følgende bind formodentlig vil få følgeskab af skæbner hentet ved tværsnit gennem det danske samfund. Hos Solvej Balle består bestræbelsen bag Om udregning af rumfang, af hvilket værk der foreløbig foreligger to bind, i at give os sensibiliteten for tiden og årstiderne tilbage.

En gestus ikke ubeslægtet med slutningen på årets måske mest eksplicit aktuelle bogudgivelse Jeg vil ikke tilbage af Caspar Eric. Her hedder det nemlig på én gang illusionsløst og håbefuldt:

»Vi har stadig meget
at kæmpe for.
Snart vil maskerne
skylle op på strandene,
også dem vi glemte vi havde,
og et sted under havets
overflade
vil hvalernes sang
rejse helt stille.
Der er ikke en hvid
stribe på himlen.
Snart er det sommer,
snart er det tid
til langsomt at genbefolke
et udenfor
øve os i at være
et uroligt hinanden,
lytte til alt det
der vibrerer i os
lytte til alt det
der vibrerer imellem os.
Vi skal ikke bare
lære at elske undergangene,
men også lære
at elske i undergangene,
turde at spørge
hvor de fører hen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

Kære Erik
Yes, Stine Pilgard.

Henrik Ljungberg og kærlig hilsen