Interview
Læsetid: 9 min.

I Store Helvedeshul skal vilde heste blive naturens redning

Regeringen og støttepartier afsatte i forrige uge 888 millioner kroner til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. Stine Nüchel Tuxen er en af dem, der til daglig arbejder for at højne biodiversiteten. Hun sætter vilde heste ud i den danske natur og drømmer om en natur fyldt med elge, bisonokser og heste. Victor Boy Lindholm mødte hende en varm sommerdag i Store Helvedeshul
»Min vision er, at vi vender tilbagegangen for biodiversiteten til fremgang. At vi får en vildere, artsrig og mangfoldig natur ved at genskabe hele økosystemer, slippe kontrollen og lade naturen udfolde sig med de naturlige, kaotiske processer, naturen er.« siger Stine Tuxen.

»Min vision er, at vi vender tilbagegangen for biodiversiteten til fremgang. At vi får en vildere, artsrig og mangfoldig natur ved at genskabe hele økosystemer, slippe kontrollen og lade naturen udfolde sig med de naturlige, kaotiske processer, naturen er.« siger Stine Tuxen.

Michael Drost-Hansen

Kultur
14. december 2020

På en varm og dirrende sommerdag i Store Helvedeshuls dybe slugter ved Vejle går to heste rundt og græsser. Den er ene er grålig og af racen konik, den anden er brun og af racen exmoor.

To oprindelige europæiske hesteracer, der henholdsvis stammer fra de polske skove og moseområderne i det sydlige England.

Hestene har ingen navne, de er vilde. De er sat ud i Store Helvedeshuls græslandskab for at vedligeholde og bidrage til biodiversiteten og er et vigtigt element i kampen mod den aktuelle masseuddøen i vores natur.

Det fortæller Stine Nüchel Tuxen, uddannet biolog, ejer af 40 heste og et firma, der sætter vildheste ud for at afgræsse naturarealer.

Stine Nüchel Tuxen vader igennem det stærkt kuperede og ufremkommelige terræn i et par stiletter, mens jeg er ved at knække mine ankler i mine vandrestøvler. Hun taler hurtigt og understreger gang på gang, at hendes job er »fedt«.

Men hvad laver man egentlig, når man har 40 heste til at gå rundt på 18 arealer i Vejle Kommune?

»Jeg sørger for, at der kommer nogle heste ud og afgræsser vores naturarealer. Det er mit arbejde. Jeg skal håndtere dyrene, få dem ud på arealerne, tilse dem og gribe ind, hvis der sker noget. Jeg sørger for alt det praktiske,« fortæller hun.

Den stille dræber

De to heste, der går rundt i Store Helvedeshul, varetager en række vigtige opgaver, hvis man deler Stine Nüchel Tuxens natursyn. Hun mener, at vi har glemt, at naturen ikke har godt af at blive reguleret, klippet, ordnet og kategoriseret.

Vi har glemt, at naturen er vild, og at den har brug for at være det. Derfor er det godt for et område, at der går store planteædere som heste rundt.

»Græs er en af de helt store trusler for vores artsdiversitet i Danmark. Hele vores land er ved at drukne i græs, fordi vi ikke længere har store dyr til at spise det. Hvis der kommer for meget græs i et område, kommer der ikke nok lys ned til de planter, der skal sætte blomst. Det gør, at de insekter, der lever af blomsterne, dør, og derefter forsvinder. Græsset kvæler de planter, som alle andre skal leve af. Det er den stille død. Derfor har vi brug for store dyr til at holde græsset nede.«

Store planteædere som heste har altid været en del af vores natur. Derfor er hestene ikke bare et redskab, men Stine Nüchel Tuxen vil give naturen hestene tilbage, så den igen kan blive vild og artsrig. Det prøver hun på i Store Helvedeshul, der er et fem hektar stort naturområde omkranset af villakvarterer lidt uden for Vejle. Naturområdet er et idealbillede af, hvordan Stine Nüchel Tuxen mener, vi bør pleje vores natur.

Natur- og biodiversitetspakke

Regeringen, SF, Alternativet, De Radikale og Enhedslisten blev i forrigd uge enige om at afsætte 888 millioner kroner fra 2021-24 til udlæg af urørt skov, nye naturnationalparker og en strategi for forvaltning af truede arter.

Med de afsatte midler vil det være muligt at nå op på et samlet udlægning af knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af 15 naturnationalparker.

I aftalen indgår også, at partierne vil etablere et biodiversitetsråd. Hertil er der afsat fire millioner kroner årligt i 2021-2024.

Landskabet er gradvist vekslende mellem skov og lysåbent græslandskab, der brydes af krat, dværgtræer og buske, der alle er levesteder for vidt forskellige dyrearter. Det er blandet natur, og det er godt, mener hun.

Desværre er langt størstedelen af det danske landskab ikke sådan:

»Vi har en tro på, at der enten skal være skov eller åbne områder. Græsområder skal være så ryddede for træer som muligt. Sådan ser det ud på guldaldermalerierne. Det er blevet en idé om naturen, men det har meget lidt at gøre med, hvad naturen har brug for.«

Og det er dét, Stine Nüchel Tuxen vil. Hun vil ændre vores indre billede af den danske natur, så den igen kan få lov til at blive vild og forskelligartet.

Er den danske natur kedelig?

Stine Nüchel Tuxen har arbejdet med heste i over 20 år, og hun er uddannet biolog med speciale i vild natur og naturbevarelse fra The University of Leeds.

Det var især hendes forældre, der gav hende interessen for naturen. Hendes mor var antropolog og arbejdede med indfødtes rettigheder i regnskoven i Mellemamerika.

»Det farvede mig. Jeg elsker regnskoven, og derfor har min idé om naturen aldrig været den velplejede og beskårne danske natur. Naturen skal udfolde sig af sig selv.«

Vi går videre ad bakkernes stisystemer, det er svært for os at finde hestene. De søger nok skjul fra varmen, og derfor går vi fra græsvidderne ind i den skyggefulde nåleskov.

Stine Nüchel Tuxen er vokset op med regnskoven og markerne på Djursland som modpoler i sit liv. Regnskoven var det interessante og den danske monokultur det kedelige, men efter at hun begyndte at studere i England, begyndte et spørgsmål at optage hende: Hvorfor var den danske natur så uinteressant, og hvordan kan vi gøre den spændende og artsrig igen?

»Det berørte mig, hvor mange dyr vi udrydder, fordi vi ødelægger deres levesteder ved at dræne landskabet for vand, ved at fjerne alle de gamle træer og ved at slå græsset med græsslåmaskiner.«

Stine Nüchel Tuxen taler om alt det, vi ikke skal gøre. Om alt det, vi har gjort galt. Hvordan vi har ødelagt dyrenes levesteder og skabt et monotont landskab. Derfor er det oplagt at spørge, hvad vi skal gøre. Hvad er hendes vision for en vild natur?

Inde i træernes skygge bliver hun stille, og hun stopper op for at tænke, inden hun svarer:

»Min vision er, at vi vender tilbagegangen for biodiversiteten til fremgang. At vi får en vildere, artsrig og mangfoldig natur ved at genskabe hele økosystemer, slippe kontrollen og lade naturen udfolde sig med de naturlige, kaotiske processer, naturen er. For eksempel stormfald, oversvømmelser, store planteædere og rovdyr. At vi lærer at værdsætte naturen i sin egen ret, som en berigelse i vores liv, frem for at degradere naturen til at være en økonomisk ressource for os selv, der skal dyrkes og høstes.«

Men hvordan ser den vision så ud?

»I dag er naturen inddelt i skov for sig og græsland for sig, og det meste buskads fjernes, fordi vi hverken opfatter buske som græsland eller skov. Men i en vild natur er naturen en mosaik af skov og græsland ind imellem hinanden, og det hele er smurt ind i buske. Der er kæmpestore, gamle træer med kroget bark og store kroner og et tæppe af blomster både i græslandet og skovbunden. Og så er der alle dyrene! De store planteædere som bison, vildheste, vildokser, elge, krondyr og rådyr. Der er bævere i vådområderne og vildsvin i skovene. Rovdyr som ulv og los nedlægger bytte og efterlader ådsler til store fugle og tusindvis af insekter. Der er et mylder af liv, som vi slet ikke oplever i vores opdelte, tæmmede natur i dag.«

Det er en vision og et håb, som ikke er uden udfordringer. Stine Nüchel Tuxen er godt klar over, at der skal ske en slags ’genforvildning’ af vores sind. Vi skal forstå, at naturen er ligeglad med os. Den har virkelig ikke brug for at blive beskåret eller klippet med en maskine. Det, der gavner, er, at der kommer en hest forbi og græsser.

Fælles interesse med hestene

Vi finder de to heste inde i skoven på toppen af en bakke. De er ikke opsøgende. De står lidt væk fra os, og nusser hinanden på halsen. De to heste udgør deres egen lille flok med et fast hierarki, og de er ikke vant til mennesker. Det er vigtigt, at de ikke bliver fodret med gulerødder eller andre godbidder, for så bliver de hurtigt en plage, fortæller hun.

Hestene går rundt om os, og de observerer os, men ellers er de ligeglade.

Stine Nüchel Tuxen kigger stolt på de to smukke dyr: »To heste passer rigtig godt til det her områdes størrelse. De når ikke at spise al græsset i vækstsæsonen, og derfor er der mad hele året.«

Hestene ser glade ud og ligner ikke de nervøse dyr, man kender fra rideskoler, hvor de lidt ængstelige står staldet op i en boks. Stine Nüchel Tuxen fortæller, at for at en hest skal have det godt, skal den kunne bevæge sig frit og blive stimuleret socialt. Hvis den kan stikke af, og hvis den har sin flok omkring sig, har den det godt. Derfor er det både i hestenes og i vores interesse, at vi får mere græsning af vores naturarealer:

»Den vilde natur skriger på flere heste.«

Stine Nüchel Tuxens arbejde udspringer af et håb om en større biodiversitet. Det er derfor, vi står her. Jeg er 29 år, og hun er lidt ældre end mig, men vi tilhører begge en generation, der er vokset op med klimakrisens store tunge åg.

Derfor tænker jeg, at det må være en smule deprimerende at arbejde med biodiversitet midt i det man kalder den sjette masseuddøen, men der tager jeg fejl:

»Jeg tror, at vi kan stoppe den nuværende masseuddøen. Jeg synes, at det går fremad. Vi ved, hvordan vi løser biodiversitetskrisen. Vi skal genetablere vores ødelagte økosystem, og hvis vi får genetableret levestederne, så passer de sig selv. Så kan vi læne os tilbage og nyde det.«

Det lyder jo virkelig dejligt, men Stine Nüchel Tuxen ved godt, at der er udfordringer, og det er her, hun ser de mørke skyer trække op.

I Danmark er naturen gratis, og det er en del af problemet, når vi taler om genetableringen af vild natur:

»Der findes ingen entréindtægter til en flot og bevaringsværdig mose, men der er interesse i at fælde træerne, fordi der er penge i tømmer. Derfor skal der ske et paradigmeskift, hvor vi ikke blot ser naturen som en ressource. Det er ikke, fordi vi ikke skal have produktionsskove, men der er så mange typer natur i Danmark, der er pressede, fordi der ikke er en økonomisk interesse i dem. Vi er det land i Europa, der klarer os dårligst i forhold til biodiversitet, men vi er ikke et mentalt sted, hvor vi forstår, at vi har brug for den vilde natur. Det vil jeg gerne ændre. Det skal ændres, og jeg er sikker på, at det kan ændres.«

Det er svært at ændre naturpolitikken i Danmark, fordi vi siden opdyrkningen af den jyske hede har haft som hovedformål at effektivisere vores landområder, så de giver flest muligt afgrøder. Men Stine Nüchel Tuxen tror, at der er ved at ske noget, som rykker ved vores billede af naturen:

»Vi rejser jo ud for at se den vilde natur, for at være i den, vandre i den, men den slags natur kan vi også få herhjemme, og folk vil gerne have det. Det er nemt at sælge til befolkningen, og det er der, vi skal starte, så der kommer en slags økonomi i at beskytte og fremme vild natur. Vi kan allerede se skønheden i vild natur, vi skal skal bare forstå, at den kan findes i Danmark.«

I heden forlader vi Store Helvedeshuls indhegning. De to navnløse heste nipper af græsset, da vi går. De kigger ikke op. De er ligeglade med os, vi er ikke deres verden. Deres verden er deres egen. Præcis som det burde være.

Serie

Naturens nærmeste

For nogle er naturen ikke noget, de tager ud i, men noget de lever i og med. I en serie portrætterer Victor Boy Lindholm dem, vi kalder naturens nærmeste.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Tak for historien, meget rørende optur. Vild natur er dette års kodeord. Vi vil have den helt ind i storbyerne! Følg fx krigen om byudviklingen mellem kommuner - borgere - stenrige byudviklere og byggematadorer. Der er saft og kraft samt gråd og tænders gnislen i de større og mindre byer i DK - årtiers byggekatastrofer lægges om i Odense og Ålborg, nye byggekatastrofer er under udvikling i København og Aarhus. Lad os i stedet få skoven og hesten tilbage i storby-helvedeshullerne. Hurra.

Søs Jensen, Torben Bruhn Andersen, Liselotte Paulsen, søren ploug og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar

Det anbefales at gå Vejle til Varde på kyst til kyst ruten. Her går man gennem flere græssede arealer.