»Jeg tænkte, åh nej, da vi skulle læse denne her, sådan en intellektuel, deprimeret mand«

Det er torsdag aften i Helsingør og endelig, efter måneders afsavn, skal læselubben mødes igen. Dér ligger Marienlyst Slot, og overfor på fortovet uden for et af byens gule byhuse parkerer Else Mortensen sin cykel. Inden døre står Anna Grethe Steensig klar med håndsprit til sine gæster. Hun har sat plader i spisebordet og lagt dug på i den lavloftede stue med smårudede vinduer ud til gaden. Pladerne kommer ellers kun frem, når hele hendes familie er samlet, og der skal være plads til de 12 børnebørn rundt om bordet. I aften er vi kun seks, med god afstand imellem os.

»Vi plejer at sidde lårene af hinanden, når vi mødes,« forklarer Karen Jakobsen og ser på mig, der er kommet på besøg i klubben. I den ene ende af spisebordet står en solbærmoussekage pyntet med blomster og bær og får meget ros allerede.

»I sagde jo, at der skulle diskes op, ikke?« siger Anna Grethe og overlader kageudskæringen til mig, fordi jeg sidder tættest på, og nok også for at jeg skal føle mig som en del af selskabet. Jeg gør mig umage med at få kagestykkerne placeret pænt på tallerkenerne, der bliver sendt rundt imellem os. Seancen er præget af den højtidelige koreografi, de nye regler for socialt samvær afstedkommer. Samtidig går snakken let.

Billederne på væggene og de mange velplacerede ting alle vegne på hylder og i vindueskarme fortæller små historier i sig selv, og spørger man Anna Grethe, fortæller hun gerne om det, man ikke selv kan se og gætte sig til. Faktisk er netop de historier en vigtig grund til, at læseklubben her efter et år på biblioteket har valgt at mødes privat. Det er dejligt at kunne byde hinanden hjem på te, kaffe og kage, men det vigtigste er, at alle de fortællinger, der knytter sig til de private hjem og deres beboere, kan indgå i samtalen om de bøger, klubben læser.

Europæeren Stefan Zweig

Klubben begyndte i 2016 og med anbefaling fra en bibliotekar med norske Jon Fosse, der havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for Trilogien: Andvake. Olavs draumar. Kveldsvævd det år. Siden har de blandt andet læst Iben Mondrups Godhavn, Merete Pryds Helles Folkets skønhed og franske Delphine de Vigans Alt må vige for natten.

I aften skal klubben tale om den østrigske forfatter Stefan Zweigs (1881-1942) Verden af i går. En europæers erindringer fra 1941. Det skal senere vise sig, at det store maleri, der hænger i det fjerne hjørne af stuen, malet af Lars Lynge, kommunikerer fint med den erklærede pacifist og humanist fra Østrig, der »skrev og tænkte på tysk«, men altså følte sig som, og kaldte sig, europæer. Stefan Zweig, som også kan kaldes den jødiske forfatter, der havde held til »at ærgre den mægtigste mand, Adolf Hitler«, da han skrev librettoen til Strauss’ opera, Den tavse kvinde (1935) og dermed som ikkearisk kunstner alligevel kom til at stå på plakaten.

Erindringsbogen skrev han et år inden, han sammen med sin anden hustru Lotte Zweig, der kun var 33 år, tog sit eget liv i landsbyen Petrópolis i Brasiliens bjerge. Stefan Zweig var da lige fyldt 60. Ægteparret var flygtet fra det nazistiske Stortyskland, først til Bath i England, men da englænderne i 1939 erklærede Tyskland krig, måtte de flygte videre til Brasilien. I England blev de to, fordi Tyskland havde indlemmet Østrig i 1938, jo betragtet som tyskere og dermed fjender, »jeg var nu ikke mere blot fremmed i dette land, men også en ’enemy alien’, en udlænding, som tilhører en fjendtlig nation,« skriver Zweig til sidst i erindringsbogen.

Lotte og Stefan Zweig blev fundet i deres soveværelse i Petrópolis af deres tjenestepige og hendes mand. Peter Tudvad har skrevet forordet til Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads nyoversættelse af Verden af i går (2020), som er den udgave, klubben har læst. Tudvad begynder netop med at beskrive ægteparrets selvmord og citerer Stefan Zweigs afskedsbrev til sin første hustru, forfatteren Friderike Maria Zweig: »Jeg kunne ganske vist lide Petrópolis, men savnede her de bøger, som jeg behøvede til mit arbejde, og ensomheden, der i begyndelsen gav mig en vis beroligelse, slog efterhånden om i depression, og sluttelig denne krig, denne endeløse krig, der langtfra har nået sit værste omfang endnu.«

Selve samtalen

Kagestykkerne er spist, og nu begynder selve samtalen om bogen. Præcis som man plejer fortæller alle om bordet på skift om deres umiddelbare læseoplevelse. Helle Bayer, der er pensioneret folkeskolelærer, lægger for:

»Jeg synes, bogen var svær i starten. Jeg blev lidt frustreret over det hektiske tempo, det er meget vibrerende, sådan lettere manisk. Bagefter kom jeg til at tænke på, om det hænger sammen med, at tiden før Første Verdenskrig var hektisk, og at det afspejler sig i den måde, Stefan Zweig bruger sproget på. Oveni er der så mange mennesker, han omtaler. De kommer ind og bliver præsenteret, og man får fornemmelsen af, hvor stor en betydning de har for ham og for det miljø, han befinder sig i, men for mig var de totalt ukendte. Sådan er bogen i nogle perioder, men så indimellem er den mere afdæmpet og stilfærdig. De steder har jeg det bedre med.«

Karen Jakobsen fortsætter på Aarhusdialekt. Hun var engang ny i Helsingør, og læseklubben blev hendes adgang til andre mennesker i byen og deres huse. Hun arbejder som projektkoordinator i Det Danske Filminstitut og er den eneste i klubben, der stadig er på arbejdsmarkedet. Hun har hørt det meste af Verden af i går som lydbog og blev færdig et kvarter før, hun skulle ud ad døren. For hende var bogen også svær at komme ind i, hun kom i tvivl om, hvorvidt hun var »klog nok« til den.

»Men nogle gange fik den mig virkelig – og slutningen og de sidste sætninger med enhver skygge, der også er et barn af lyset! Jeg synes, det er så smukt. Jeg var ved at tude. Vi ved jo godt, hvordan han og hans hustru døde, men vi ved ikke, om vi skal ende der sammen med dem. Det skal vi så ikke, men det med lyset og skyggen er jo helt fantatisk flot sagt i den situation.«

Stefan Zweigs erindringer slutter i England med nyheden i radioen om, at England erklærer Tyskland krig, »et budskab, der skulle vende op og ned på vores verden og på livet for hver enkelt af os«. Sådan er den erindrende Zweig både i fortiden og i det krigens nu, han skriver i. Forfatteren går ud i byen, tynget af sine erindringer og af, at han, fordi han også har oplevet Første Verdenskrig, ved, hvad en verdenskrig er. Det sidste afsnit, som har rørt Karen dybt, lyder:

»Solen skinnede af al kraft. Og mens jeg gik hjem, kunne jeg pludselig se min egen skygge, ligesom jeg bag den nye krig kunne se den gamle krigs skygge. I al den tid er den ikke veget fra mig, denne skygge, den har lagt sig over alle mine tanker ved dag og ved nat; og måske ligger dens mørke omrids også over mange af denne bogs sider. Men enhver skygge er, når alt kommer til alt, også et barn af lyset, og kun det menneske, der har oplevet både lys og mørke, krig og fred, stigninger og fald, kun det menneske har i sandhed levet.«

Karen er også ramt af Stefan Zweigs beskrivelse af at være flygtning. Hun sammenligner med en historie om Anden Verdenskrig, der bliver fortalt i hendes egen familie, om en professor fra Heidelberg, der var i kz-lejr i 18 dage og blev sluppet fri og rejste til Irland, hvor han døde, fordi han var så afkræftet efter bare et så relativt kort ophold.

»Den historie har jeg hørt igen og igen, men med bogen her kom jeg på besøg i en historie og en tid gennem forfatteren. Samtidig med at jeg også må spørge, hvem var han egentlig?«

Hooked på side 29

Nu er det Anna Grethes tur, hendes bibliotekseksemplar er fyldt med gule lapper med noter på. Hun blev hooked på side 29, efter både Peter Tudvads og forfatterens eget forord. Kapitlet hedder ’Den trygge verden’:

»Jeg har læst rigtig meget historisk materiale fra 1800-tallet, det er en utrolig spændende epoke. Der er alle de store omvæltninger fra de små fyrstendømmer og vejen til demokrati. Det er interessant at læse Zweigs skildring af, hvordan der bygges op mod nazismen og fascismen, for det tænker man jo på: Hvordan kunne det gå til? Hvordan kunne Hitler forføre et helt folk? Zweig beskriver det som en løbende proces helt tilbage fra Første Verdenskrig. Ifølge ham er der helt overordnet utrolig store forskelle mellem de to krige. Det har jeg ikke tænkt på – at Første Verdenskrig var romantiseret. Det var romantisk at gå i krig, og det var slidt op, da man nåede frem til Anden Verdenskrig. Der var der ikke noget som helst af den slags tilbage. Ordene er også slidt op. Det er det, jeg har taget med mig – først og fremmest.«

Else Mortensen har lyttet tavst, mens de andre fortalte om deres oplevelser, men nu kommer det:

»Jeg tænkte, åh nej, da vi skulle læse denne her, sådan en intellektuel, deprimeret mand, og så læste jeg de to forord og tænkte, suk, og så gik der 20 sider, og så var jeg fuldstændig fanget.«

Else, der er pensioneret sygeplejerske, lægger vægt på den historiske formidling, at Stefan Zweig formår at give et samlet billede af, hvad der skete i Europa i tiden før Første Verdenskrig og op til Anden Verdenskrig. Den sammenhængende fortælling har hun ikke tidligere været præsenteret for.

»Godt nok er han en meget, meget priviligeret og rig mand, der bevæger sig rundt i det der åndsliv. Ifølge ham havde alle det godt før Første Verdenskrig, men der må have været nogle på fabrikkerne, der har knoklet,« mener Else.

Stefan Zweigs priviligerede position viser sig i hans beskrivelser af Wien i tiden inden Første Verdenskrig, hvor han skriver, at fattige og rige, tjekker og tyskere, jøder og kristne alle levede efter grundsætningen ’lev og lad leve’, og hvor konflikter blev klaret sådan her: »I det gamle Østrig var man chevaleresk, når man sloges, man overfusede vel hinanden i aviserne og parlamentet, men efter deres ciceronske tirader sad de samme parlamentsmedlemmer i al venskabelighed sammen og drak øl eller kaffe og var dus; selv da Lueger fra det antisemitiske parti blev byens borgmester, ændredes der ikke det mindste i det private samvær, og hvad mig angår, mindes jeg ikke en eneste gang, hverken i skolen eller på universitetet eller i litteraturkredse, at være blevet hindret i noget eller at have været genstand for mishagsytringer, fordi jeg var jøde.«

Men når Else ser bort fra Zweigs priviligerede liv, så ser hun »en utrolig klog mand og et fantastisk flot sprog. Og det at han pludselig blev flygtning, det ramte mig. Vi har jo haft statsløse i mange år i Danmark, men jeg har simpelthen ikke forstået før nu, hvad det vil sige at blive statsløs, hvordan den følelse er, og hvilke begrænsede muligheder man har.«

Der bliver nikket rundt om bordet, og nu er det Dagmar Dinesens tur. Hun er den sidste i rækken, og hun har googlet. Hun har læst og læst hele eftermiddagen, på information.dk alene har hun fundet frem til 66 relevante artikler. Dagmar havde, allerede inden hun læste Verden af i går, et forhold til Stefan Zweig på grund af yndlingslæreren i realklassen i 1953, som hun og de andre elever ville vide alt om. De fik vristet ud af ham, hvem hans yndlingsforfatter var. Stefan Zweig selvfølgelig.

»Så det var klart, at da jeg kom ud af skolen, skulle jeg læse ham.«

Dagmar ved fra Knausgårds sjette bind af Min kamp, at Adolf Hitlers billede af Wien er noget anderledes end Zweigs.

»Wien var gråt i gråt. Det passer slet ikke med det, Zweig skriver her.« Og så tager Dagmar fat på Stefan Zweigs namedropping, som de andre om bordet har været inde på. Der er Tysklands udenrigsminister Walther Rathenau, der blev myrdet samme dag, som Stefan Zweig havde fulgtes med ham på en gåtur. Theodor Herzl kender Dagmar en del til, fordi hun har været Palæstina-aktivist og derved hørt en del om hans bog om jødestaten. Zweig møder Herzl første gang, han møder op på Neue Freie Presse i Wien med en artikel. Han er en modsætning til Zweig, der jo hele sit liv insisterede på ikke at ville være politisk, mens de ludfattige østeuropæiske og russiske jøder samledes om zionismen og Herzl. Rainer Maria Rilke, som Zweig beundrede, og som han som ung modtog en dediceret digtsamling fra, har hun googlet. Rilkes digte er en af de bøger, Zweig savner så dybt i sit eksil i Petrópolis. Dagmar nævner også Karl Haushofer, som Stefan Zweig kommer til at tale temmelig meget med, og som han i sine erindringer beskriver som både tiltalende og kultiveret. Det er Karl Haushofer, der præsenterer Stefan Zweig for begrebet Lebensraum.

Haushofer ved Anna Grethe også noget om. Sammen får hun og Dagmar sammenstykket historien om den tyske officer, der påvirkede sin elev Rudolf Heß, og som senere blev anklaget for at have medvirket til nazisternes invasioner i Europa og Sovjetunionen. I 1946 begik han selvmord sammen med sin hustru.

»Jeg tror ikke kun, han begik selvmord på grund af den forestående retssag imod ham, det var hans ære. Det passede slet ikke til hans indstilling til livet, at Lebensraum var blevet et nazistisk begreb, det havde han det dårligt med personligt, etisk og moralsk,« siger Anna Grethe.

Identitet og kønsroller

Nu drejer samtalen ind på den jødiske identitet. Else har hæftet sig ved, at Zweig skriver om, at jøderne ingen fælles identitet har. Han skriver om at være alene. Det er et stikord til Helle:

»Zweig starter med at skrive, at for mange, mange år siden havde jøderne troen til fælles, og da kunne de udholde hvad som helst på grund af deres tro. Nu har de ikke troen til fælles på samme måde, og derfor er de splittet op i alt muligt. De taler ikke det samme sprog, fordi de har gjort en dyd ud af at assimilere sig, der hvor de nu er havnet.«

Anna Grethe: »Jeg blev overrasket engang, da jeg læste om Martin Krasnik, at han sagde, at han først var jøde og så dansker. Men når man læser denne her bog, så forstår man det måske bedre. At jøderne er kommet til et sted, hvor det fælles jødiske er forsvundet, at de er blevet så assimilerede. Det er måske også derfor, omskæring er så vigtigt for dem.«

Else: »Ja, og det er vel også derfor, Israel betyder så meget. Når man læser Zweigs beskrivelser af, hvor forskellige for eksempel russiske og vestlige jøder er, så tænker man, at det er mærkeligt, at man har kunnet finde sammen om at bygge en stat.«

Anna Grethe bringer et nyt emne på banen: kønsroller.

»Zweig skriver også om, hvor svært det er for kvinderne at træde ud af normerne. Han skriver om de kvinder, der bliver gammeljomfruer, om hvordan tiden er forpasset for dem, de bliver mere og mere grå, og de bliver mere og mere latterliggjorte i den tids satireblade.« Hun fjerner en af de gule lapper i bogen og læser op:

»Samfundet er nu engang altid mest grusom mod dem, der røber dets hemmelighed og afslører, at det med sin løgnagtighed forsynder sig mod naturen.«

Anna Grethe spørger: »Hvem er det i Danmark i dag, der træder ud og afslører vores mest forfærdelige hemmeligheder?«

Dagmar svarer: »Det gør jo i nogen grad LGBT+-personer. Nu viser det sig, at der er mange flere transpersoner, end man vidste. Tænk på, at i vores tid har homoseksualitet været opfattet som en sygdom.«

Anna Grethe nævner, at Zweig beskriver homoseksualitet som et modefænomen. Det blev Dagmar også meget forbavset over. Anna Grethe prøver at gå med på tanken: »Kan man også tale om sådan noget som et modefænomen? Han sætter virkelig tingene på spidsen.«

Klubben taler videre om, hvor mange emner den bog egentlig rummer, de prostitueredes rolle i Wien og datidens seksualmoral er desuden godt beskrevet, er de enige om. Else fortæller, at hun, mens hun læste, ofte sagde til sig selv: »Det her, det skal du lige huske.«

Der er Zweigs skolegang, der var helt uden sjæl, eleverne kedede sig og uddannede sig selv. Det imponerende er, ifølge Else, at børnene så lige kastede sig over læsning.

Karen: »Han har et kæmpe drive selv.«

Else: »Der er ikke mange, der har kunnet leve op til hans tankevirksomhed.«

Civilisationers fald

Dagmar er utrættelig, den mest utrættelige. Hun er pensioneret socialrådgiver og frivillig vågekone, da hun har været omkring inflation og produktionsliv samt Zweigs interesse for antihelten, genfortæller hun med røde kinder det meste af Zweigs Skaknovelle. Om det groftternede lagen, som Dr. B i sin isolation og mellem Gestapoforhørene folder til et skakbræt, og om de brødkrummer, han former til skakbrikker i fangenskabet.

Snakken er mere løs nu, og nu bliver et af stuens malerier inddraget. Det, der er malet af Lars Lynge.

»Det viser de store civilisationers fald,« forklarer Anna Grethe, der kendte kunstneren, men aldrig kunne få ham til at fortælle helt præcist, hvad han havde malet. Billedet har heller ingen titel, men dronning Victoria i venstre side ville han dog godt vedkende sig. Alles hoveder vender i retning af maleriet i hjørnet, og reaktionerne falder en efter en: »Brandenburger Tor«, »ørnen, der er fløjet«, »den græsk-romerske kultur«. »Men hvem er ham den lille ...?« Karen og Dagmar rejser sig for at finde ud af det.

Det læsende fællesskab af kvinder konstaterer, at man næppe nogensinde bliver færdig med at tale om en bog som Stefan Zweigs.

»Tænk,« siger Dagmar, »han har ikke haft noget at støtte sig til, da han skrev denne her bog. Den er skrevet i landflygtighed og langt fra alle de bøger, han elskede.«