Charmens magt
Læsetid: 12 min.

I ’The Undoing’ afsløres Hugh Grant endelig som britisk charmemonster

I Susanne Biers superpopulære og skrækkeligt medrivende mordserie ’The Undoing’ spiller Hugh Grant en meget dyster version af sig selv. Det er ikke fortællingen om en ’romcom’-stjerne, der er gået fra at spille good guy til at spille bad guy, men om et stykke populærkultur, der erkender al den magt hos det charmerende ikon, som tidligere var uerkendt
I Susanne Biers superpopulære og skrækkeligt medrivende mordserie ’The Undoing’ spiller Hugh Grant en meget dyster version af sig selv. Det er ikke fortællingen om en ’romcom’-stjerne, der er gået fra at spille good guy til at spille bad guy, men om et stykke populærkultur,  der erkender al den magt hos det charmerende ikon, som tidligere var uerkendt

Mia Mottelson

Kultur
4. december 2020

Advarsel: Læs ikke videre, hvis du ikke vil have slutningen på The Undoing afsløret.

En ung smuk kvinde myrdes på barbarisk vis, og hvem gjorde nu det? Det er et spørgsmål, der næppe normalt ville suge mig fast til en sæbet streamingserie på HBO i seks uger, men som i The Undoings tilfælde har gjort det sammen med millioner af andre verden over.

Forunderligt hypnotiseret, svælgende i smukke menneskers flakkende ansigter, forført af det dramatiske overdrev, simpelthen hjemsøgt i hjernen af retssalsdramaet The Undoing, bliver man. Med dens svulstige cliffhangers og teatralske ansigter, dens dyrkelse og udstilling af den absolutte overklasse på Manhattans kultiverede Upper East Side i New York med skakspil og flygler og kunst på væggene.

Og med Hugh Grant og Nicole Kidman som et ægtepar under mistanke. Nok mest på grund af de to – på grund af den geniale iscenesættelse af dem – er dette stykke sofistikerede trash-tv uimodståeligt fascinerende. 

For The Undoing er nemlig ikke blot et karakterstudie af et ægtepar, hvor manden ud af det blå står anklaget for mord. Det er en serie, hvor Hugh Grant af alle er mistænkt for mord på en kvinde. Og den bliver dermed en ikondyrkelse, indramning, af dets to hovedrolleskuespillere og et portræt af,  hvad vi i lyset af en bestemt slags kvinder forventer af denne bestemte slags mand: Charmemonstret Hugh Grant.

Verdens bedste Kidman

Seriens sidste, nærmest grotesk effektjagende afsnit, »The Bloody Truth«, kunne man se mandag på HBO Nordic. Serien er instrueret af den ublu effektmager Susanne Bier og skrevet og skabt af den fantastisk underholdende plot- og replikmester, David E. Kelley.

Ham har vi at takke for blandt andet retssalsdramakomedien Ally McBeal (1997-2002) og det glamourøse mordmysterie Big Little Lies (2017-2019) befolket af kvikke, intrigante overklassekvinder med store hvidvinsglas og dramatisk havudsigt ved den lune, amerikanske vestkyst.

Det var også to tidstoneangivende serier, der gjorde eller cementerede deres skuespillerinders status som hypnotiserende stjerner: I Ally McBeal var det Calista Flockhart og Nelle Porters lange lyse lokker ... I Big Little Lies spiller Reese Witherspoon og Laura Dern deres roller som både hjertefølte og skingre til perfektion. Men serien er ejet af Nicole Kidman, der spiller den intenst dragende jurauddannede husmor, som er i et psykoseksuelt afhængighedsforhold til sin psykopatiske mand.

Australske Kidman er fortjent anerkendt som en af verdens bedste skuespillere. Og under Kelleys og Biers dramatiske fortryllelse fungerer hendes intenst botoxopstrammede ansigt atter perfekt som en slags sigende maske, en overklassens læggen låg på det hele.

Øjnene inde under masken kæmper parallelt deres egen desperate kamp for at manøvrere i det drama, der omgiver hendes rolle som en mordanklagets hustru. De er som to rødt strittende forlængelser af en hjerne på konstant overarbejde og med frygt og kærlighed skyllende rundt i blodet.

Ubegribeligt på Upper East Side

Hugh Grant, derimod, bærer en anden slags maske, sådan en der giver indtryk af at afsløre sig selv alt for meget og hele tiden. Over for den mystiske kvinde står altså den karismatiske mand, der med ærlig charme kan få lige, hvad han peger på.

Grants rolle er den charmerende og meget britiske børneonkolog Jonathan Sachs, der har prydet forsiden af Time Magazine som en af landets bedste læger. Hans unge teenagesøn Henry (Noah Jupe) forguder ham. Det gør hans hustru Grace Fraser (Nikole Kidman) også, det er hendes perspektiv – om end med en vis mystificerende afstand og underlige glemt ind i hendes blodige forestillingsverden – vi som publikum indtager.

Grace er Harvard-uddannet psykolog og parterapeut, opsigtsvækkende velklædt og veltrimmet, oplært på Upper East Side af ekstremt rige og magtfulde forældre til at mestre deres lille verden af velgørenhedsarrangementer, gallafester, sociale koder og hverdagscatwalks ned ad 5th Avenue.

Midt i det bliver Grace mystisk draget af en underligt intens ung mor, Elena (Matilda De Angelis), hvis søn via et stipendiat går på samme vanvidsdyre privatskole som hendes søn. Graces veninde, den rapkæftede advokat Sylvia, er hyggeforarget over, at den eksotiske Elena sidder på en bænk og stener, når sønnen er i skole, og sprutter som kun Kelleys overklassekvinder kan sprutte: »Du bor i New York! Det er en forbrydelse ikke at være hektisk travl. Hvem sidder bare der stille? Hvilken ubegribelig værensform!«

Den samme morgen som denne kvinde, Elena, bliver fundet myrdet i sit galleri i Spanish Harlem – hovedet er smadret til pizza af en skulpturhammer – forsvinder Jonathan sporløst. Han gøres til hovedmistænkt i sagen, da det viser det sig, at han i månedsvis har været suspenderet fra det privathospital, han arbejder på, at han har haft en affære med Elena, hvis søn åbenbart har været hans kræftpatient. Og at han endda er far til Elenas lille baby, som hun opdrager med sin egen mand. Jonathans sæd bliver fundet i Elenas lig. Og der er spor af ham i blodet på gulvet.

Hvor fucking charmerende?

Grace er grundforvirret – det er vi faktisk også på den mest pirrende måde, for Jonathan var jo lige før så charmerende og menneskelig! Og hun er desperat efter at beskytte deres ulykkeligt forvirrede teenagesøn. Efter de første mange chok beslutter hun sig derfor for at hjælpe Jonathan igennem retssagen og hyrer med sin fars penge den mest skræmmende dygtige forsvarsadvokat i landet, Haley Fitzgerald (bad ass Noma Dumezweni).

Haley Fitzgerald er en distingveret parodi på forsvarsadvokaten som iskold strateg. Hun tømmer sig ud over begreber som ond og god, skyldig og uskyldig, men tænder på modstanderens svaghedstegn, at pulverisere beviser og vidneudsagn: Sandheden er en svag spiller, som hun nok skal knække. Det er også hende, der formulerer hele nøglen til serien. I en scene er hun dybt frustreret over, at Jonathan på eget initiativ aftenen forinden har opsøgt Elenas mand i deres hjem for at forklare ham og sønnen, at han altså er uskyldig.

»Du troede, du kunne vinde den mand, hvis kone du er anklaget for brutalt at myrde, over på din side. Hvor fucking charmerende tror du, du er?« raser hun.

»Jeg kunne ikke se, hvordan det kunne skade. Det kunne jeg ikke,« forsvarer han sig.

»Du troede faktisk, du kunne få ham til at skifte holdning …« siger hun.

Så går der en prås op for hende.

»Åh, gud. Selvfølgelig! Hvorfor skulle han ikke tro på dig? Du tryllebinder folk! Du har gjort det med alle, du nogensinde har mødt. Med det der ansigt … Jeg har en flot, karismatisk klient, der kan tryllebinde folk,« konstaterer hun triumferende.

»Vi vinder. Vi får juryen til at se det i dig, som du ser i dig.«

Selvfølgelig, ja. Og det er det netop også det, der drager ved The Undoing. Det er vores frydefulde fascination ved at svælge over, hvad vi ser – og gennem tiderne har set – når vi ser på Hugh Grant.

På den måde bliver serien simpelthen også fortællingen om, hvordan det er at være Hugh Grant. Hvad det er for en maskulinitetsrolle, der trådte ind i den britiske romcom i 90’erne og gjorde denne afvæbnede mand til det nye sexede med et nyt våben: Britisk charme.

Fra uerkendt til erkendt magt

Guardian skrev forleden, med afsæt i The Undoing, tendensartiklen om, hvordan Hollywoods førsteforførere som Matthew McConaughey og Grant – der de senere år har spillet mindre smigrende, mere intrigante roller i blandt andet miniserien A Very English Scandal, dramaet The Gentleman og sågar Paddington 2 – i disse #MeToo-tider nu begynder at omfavne deres mørke sider. Det må man sige, at Grant gør i The Undoing. Men snarere end at se det som et skifte fra good guy til bad guy, kan man se det som et skifte fra uerkendt til erkendt magt.

Den Hugh Grant, der er tatoveret ind i populærkulturen, den rolle, han siden spillede igen og igen og så igen, brød han igennem med i 1994 med Fire bryllupper og en begravelse. Før det var han med i blandt andet Roman Polanskis 90’er-hotte Bitter måne (1992) som en uskyldig-ish fyr, der lokkes ind i et erotisk mareridt.

Men først i Mike Newells kæmpehit blev han til Hugh Grant: Ham, der falder over og kløjes i ordene og kigger med forsigtige hundeøjne i retning af seneste mystiske, stærke kvindelige kærlighedsobjekt.

Ham med de opknappede skjorter – et lillebitte oprør mod den britiske stiff upper lip – og det tvedelte, lidt luftige hår, som han kan køre en nervøs-charmerende hånd igennem eller få en smuk kvinde til at pille lidt i.

I Fire bryllupper og en begravelse spiller han seriemonogamisten Charles, der altid tager til bryllupper, men ikke selv kan finde ud af at finde nogen, han vil giftes med. Så møder han en overlegen amerikaner – »over din liga«, som hans veninde fastslår – i skikkelse af gudesmukke Andie MacDowell.

»Tror du virkeligt, at der er folk, der går hen til nogen til et bryllup og siger: Hej, skat, du er vist heldig i aften?« spørger han sukkende en ven.

»Hvis der er, så er de ikke britiske,« svarer vennen.

Det indkapsler en selvforståelse af det britiske, sat op over for det vulgære og/eller selvsikre amerikanske, som går igen, igen, igen og igen i film med Hugh Grant. I Notting Hill fra 1999 er det den ydmyge og ydmygede rejseboghandler William, der siger »whoopsie-daisy« til den overlegne amerikanske filmsuperstjerne, spillet af Julia Roberts.

I Love Actually – og den vender vi tilbage til – kommer Grant i rollen som akavet premiereminister i hanekamp med den amerikanske præsident. I The Undoing er Jonathan evigt ukomfortabel i sin hustrus liv på Upper East Side og med afsky for dem amerikanske overklasses halvhjertede drøm om, at deres børns skole skal rime på di-ver-si-tet.

»Dyb og eksistentiel gru,« sukker han i elevatoren.

Grant taler som Grant

Det er også i Fire bryllupper og en begravelse fra 1994 – en romantisk komedie med usædvanligt lav hvilepuls – at Hugh Grant lærer at tale som Hugh Grant.

I et videointerview med magasinet GQ fortæller han om, hvordan hans diktion, hans særlige ’falde over ordene’-charme, kom til verden. Manuskriptforfatter Richard Curtis skrev som udgangspunkt, fortæller Grant, med særligt indviklet syntaks. Dertil kom så Mike Newells instruktion af Grant.

Egentligt var rollen som den fortvivlede single skrevet til en mindre åbenlyst attraktiv mand, og det ville være en katastrofe, skulle Newell have sagt, hvis rollen af den grund kom til at fremstå glat. Derfor skulle Grant lave ekstra rod i sine replikker, rode sætningerne godt og grundigt rundt, simpelthen.

»Så det gjorde jeg,« forklarer Grant. Hvilket resulterede i blandt andre denne kærlighedserklæring, her i uddrag: »I really feel, ehh, in short, to recap it slightly in a clearer version, eh, the words of David Cassidy in fact, eh, while he was still with the Partridge family, eh, ’I think I love you’ and eh, I-I just wondered by any chance you wouldn’t like to ... Eh ... Eh ... No, no, no of course not ... I’m an idiot, he’s not ... Excellent, excellent, fantastic, eh ...«

I interviewet konkluderer Grant med vanlig selvfornedrelse: »Og da filmen blev en succes, så lod jeg, muligvis ubevidst, det sive ind i andre roller. Hvilket var en stor fejl.«

Det er i mange interview helt kendetegnende for den ældre Grant at udtrykke en slags had og foragt for den yngre Grant. Måske bunder det i oprigtig selvlede, måske foregriber han enhver mulighed for kritik af det, vi alle tænker: at det blev for meget med den Hugh Grant, at han var et stykke 90’er-konfekt, der blev serveret i større og større, mere og mere kvalmende stykker og også med lidt lavere kvalitet.

Husker I for eksempel Did You Hear About the Morgans? fra 2009, hvor han spiller den kriseramte ægtemand, der under et vidnebeskyttelsesprogram skal genfortrylle sin (amerikanske, naturligvis) hustru, spillet af Sarah Jessica Parker, der ikke gider ham mere? Nej, vel?

At sidde på al magten

Uanset hvad, så er temaet i samtlige af de film, hvor Grant spiller Grant, at filmens sande hovedperson er hans charme. I Bridget Jones-filmene bruger han den som slesk chef til at få noget på den dumme. At forvente at kunne charmere alle over på sin side – som Jonathan gør det i The Undoing – er hele fundamentet for den Hugh Grant, vi kender.

Han kommer med ydmyghed, selvironi, han er briten under den stærke amerikaners høje hæl, og han vinder hver gang.

Han vinder i Notting Hill, hvor han vælter juice ud over sig selv og verdens største og lækreste fimstjerne, Julia Roberts. Men hvor den brudte syntaks, det infantile »whoopsie-daisy« også er det, der får hende ydmyget ind i hans butik som »en pige, der beder en dreng om at elske hende«. Det totalt forførende ved Notting Hill og dens klimaks handler netop om en så ekstrem magtforskel, der pludseligt udlignes – og nærmest ombyttes – i kærlighedens primale navn. Styrken i den film demonstrerer perfekt, at der ikke blot er seksuel dynamit, men også romantisk dynamit i de helt skæve magtforhold.

Også når det gælder den præcist modsatte situation: At sidde på al magten, lade som om man ikke sidder på den, og så tillade sig at få alt, hvad man vil have alligevel. Det gør han i Love Actually, hvor han i rollen som akavet premiereminister bliver sur på den amerikanske præsident, da denne lægger an på Grants charmerende-kluntede og storbarmede sekretær, Natalie.

Den amerikanske magtarrogance er, skræmmende nok, det, der impulsivt får premiereministeren til at skifte diplomatisk kurs. Til et pressemøde foran verdenspressen proklamerer Grant kort efter: »Jeg er bange for, at dette har udviklet sig til et dårligt forhold. Præsidenten tager lige det, han vil have og ignorerer alt det, som har nogen betydning for … (han får øjenkontakt med sekretæren Natalie, red.) Storbritannien.«

Og ad denne vej, med denne kæmpe magtdemonstration, ender Grant naturligvis så alligevel med at vinde sekretæren. 

Blowjobfadæsen

At Hugh Grant ikke er denne søde, gode mand i virkeligheden har altid været kendt, men nok ikke rigtig erkendt. Hans ene store krise som offentlig figur var da han i 1995 blev arresteret for at betale en sexarbejder for et blowjob. Den efterfølgende charmedefensiv udspillede sig blandt andet i The Tonight Show med Jay Leno.

Interviewet er virkeligt vildt, faktisk. Man kan sagtens diskutere, om man overhovedet skal fælde moralsk dom over Grants foreteelse, men uanset hvad, så er hans undsigelse af den et studie i teknikkerne med, hvordan netop Hugh Grant formår at kaste en slags usårlighedskappe af magt omkring sig:

»Du ved nogenlunde i livet, når du gør en god ting, og når du gør en slem ting, og jeg gjorde noget slemt, og det er så sådan det er,« siger han og tager dermed skylden på sig og ufarliggør handlingen.

Og så får han med sin vridende, stammende, stilsikkert ydmyge facon forklaret Leno, hvor rørende det har været at få så stor en støtte fra offentligheden og fra, siger han, »berømte filmstjerner, som jeg ikke engang har mødt« og så: »interessant nok fra folk, som selv har lidt, som har epilepsi eller er lamme, og som virkelig … og den slags sympati tager den virkeligt hjem … så kan du virkeligt se, at mine problemer ikke er så slemme … så det må man være taknemmelig over«.

En klasssisk ydmyg Hugh Grant-syntaks, afbrudte, smadrede sætninger, en helt overvældende selvhelgenkåring, velsignet af samfundets svageste og stærkeste, forklædt som enorm ydmyghed. Det er den slags, der også har båret igennem kriser, det er den evne til at ufvæbne sig selv.

Og det er med tanke på alt det – på mennesket Hugh Grant, der har slæbt ikonet Hugh Grant med sig i gode tider og mørke tider – at »The Bloody Truth«, The Undoings sidste afsnit, er så vidunderligt for meget. Med Graces mystiske blik på slæb bliver vi så konstant bedt om at tvivle på, om Jonathan virkelig kunne have gjort det, han bliver mistænkt for.

Og i finalen flakker denne tvivl frem og tilbage, klip for klip for klip, alt imens Grant skruer sine charmetricks op til et niveau, der bliver så for meget, at de eksponerer den monstrøse side af charmen: psykopaten, der tror, at han kan slippe afsted med alt, at børn og kvinder og mænd med banale følelser og en drøm om det gode i andre, altid kan manipuleres. 

Også her giver Grant altså ad omveje en fuckfinger til den rolle, han har spillet. Samtidigt med at han endnu en gang får den kanoniseret. Som kun et charmemonster formår det.

’The Undoing’ – Manuskript: David E. Kelley. Instruktion: Susanne Bier. Alle seks afsnit kan ses på HBO Nordic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Okay. Må testes ved selvsyn. :)

jens christian jacobsen

Lad være med at spilde livet på den serie. Den er HELT ligegyldig. Fik kæmpet mig igennem 8-9 afsnit med glittet reklametryk på alle billeder, alr for mange close-ups af Nicole Kidman og af Hugh Grant - hvorfor skal vi ind i de mindste rynker og hudorme hos berømthederne? - og tilsat alle de der usandsynligheder som et internationalt publikum >50 gerne vil have: Fuldbrystet nøgenhed, blod, masser af retssager, kendte strækninger i NY i og omkring Cnetral Park osv osv. Fremfor alt rigtig dårlig personinstruktion af især Grant og Kidman. Turde hun ikke instruere dem?.
Jo, Susanne Bier har forstået at skære kagen.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er imponeret over din vedholdenhed, J.C.J.
8-9 afsnit alligevel.. :D

Specielt når der åbenbart kun er seks afsnit ;)

Maia Aarskov, Eva Schwanenflügel, jan sørensen, Hanne Ribens, Ole Kresten Finnemann Juhl, Tina Peirano, Anker Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

.. :D :D

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Elendig serie, stereotyp mimimik, klichépræget manus og triviel dialog.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg er totalt flappergasted, som de vist siger der, hvor Hugh Grant kommer fra, efter at have skimmet - nærlæsning var umulig - artiklen.

Det sidste denne mand er, er da charmerende!

Nu havde jeg aldrig forvildet mig ind i film, hvor han indgår, men jeg er uanset taknemlig for advarslen.

jens christian jacobsen

Ja, ja. 8-9 eller var det kun 6, 7? Nåede knap at stoppe inden næste var igang. Typisk Netflix: Binge eating..

’The Undoing’ – Manuskript: David E. Kelley. Instruktion: Susanne Bier. Alle seks afsnit kan ses på HBO Nordic.' jens christian jacobsen..
Altså ikke Netflix, som jeg godt kan,men jeg har så ikke råd til alle mulige og muligvis umulige andre tjenester, så jeg kommer nok ikke til at se med egne øjne, om Hugh Grant rent faktisk kan spille andre roller, end at være cuuute... ;)

Eva Schwanenflügel og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar