To nye teaterchefer drømmer om at gøre teatret til et tempel for fremtidens mennesker

Efter nytår er der vagtskifte på to af Københavns mindre, men toneangivende teatre. På Teater Grob, der ligger i en tidligere biografbygning på Nørrebrogade og er specialiseret i ny dansk dramatik, skal 36-årige Sargun Oshana være teaterdirektør, mens posten som kunstnerisk leder for Husets Teater på Halmtorvet overtages af 35-årige Liv Helm.

De to kender hinanden godt fra instruktøruddannelsen på Den Danske Scenekunstskole, hvor de blev færdige i henholdsvis 2016 og 2015. Og da vi mødes på Information for at tale om, hvad de vil med ansvaret for to af deres respektive teatre og for kunstarten som sådan, er det tydeligvis ikke første gang, de to har den diskussion med hinanden. Der bliver givet stikord undervejs, når den ene gerne vil have den anden til at lufte en bestemt pointe.

»Sig det med kongen …,« foreslår Sargun Oshana og sender Liv Helm ud i en sammenligning af dansk og tysk teater: »I Danmark står vi på en tradition, hvor teatret grundlæggende har været underholdning for kongen,« siger hun og nævner Hofteatret på Christiansborg, hvor de skal ind og have taget billeder til artiklen her. »Det er Christian den et eller andets (7., red.) eget teater på hans eget slot. Det har givet os en fantastisk tradition for underholdning og komik, som jeg nødig vil undvære …«

»Det adskiller sig bare fra det tyske teater,« tilføjer Sargun Oshana.

»Ja, i nogle af de lande, der har haft nogle revolutioner, har teatret en anden nødvendighed og oprigtighed i mødet med sit publikum,« siger Liv Helm.

Begge instruktører ser sig selv som en del af en instruktørgeneration, der hellere vil facilitere et samarbejde på tværs af faggrupper og kunstarter end fortælle folk, præcis hvad de skal gøre for at realisere instruktørens færdigbagte, kompromisløse ideer. En tilgang, man også ser hos Elisa Kragerup, der er direktør på Betty Nansen Teatret og optaget af kollektive arbejdsprocesser.

»Det betyder ikke, at man ikke har en stærk kunstnerisk vision,« siger Liv Helm, »det betyder, at man har nogle principper for og evner til at involvere folk og skabe et arbejdsfællesskab.«

»Som instruktør har jeg et billede af, at jeg går rundt gennem alle de forskellige led i teatermaskinen med et lys, der ikke må gå ud,« siger Sargun Oshana. »Fra dem, der sømmer kulisserne fast, til dem der laver pr og videre til dem, der står på scenen. Man skal være fanebærer og kunne sige, hvorfor vi laver forestillingen, og hvorfor vi gør, som vi gør, men man skal også have alle omkring sig til at give deres version, og det skal de have plads til.«

»Nogle vil måske sige, at man bliver kvast, hvis man skal indgå i dialog med alle,« siger Liv Helm, » … at nogle gange er det også bare dig, der bestemmer. Men jeg vil virkelig gerne tale arbejdsfællesskabet op. Man får så meget ud af det.«

Et hjemsted og et træ

Siden Liv Helm blev færdig på instruktøruddannelsen for fem år siden, har hun årligt instrueret forestillinger på Husets Teater. Senest Henrik Ibsen-stykket Lille Eyolf, der gik her i efteråret. Det er her, hun har fundet sin stemme som instruktør, siger hun, og sådan vil hun også gerne have, det bliver for andre. 

»Jeg har oplevet en stor kunstnerisk frihed og risikovillighed på Husets Teater, og derfor har det været et hjemsted for mig. Jeg kunne godt tænke mig, at Husets Teater bliver et hjemsted for andre scenekunstnere. Det at møde kunstnerisk frihed og risikovillighed er ikke en selvfølge. Det er noget, de mindre teatre kan give folk. Vi er ikke presset af de samme krav om belægningsprocenter.«

Husets Teater har indtil i år været ledet af skuespilleren Jens Albinus og er kendt for store skuespilpræstationer i et intimt scenerum. Det var også skuespilkunsten, der først og fremmest fascinerede Liv Helm, da hun som teenager blev forgabt i teater, og den bliver der ved med at være fokus på. Hendes ambition som teaterleder er at give mere plads til den tidlige idéudviklingsfase.

»Normalt på et teater møder man op og præsenterer sin idé. Inden da har der ikke rigtig været sparring eller dialog, man fremlægger bare ideen, og så siger teatret ja, nej eller måske. Jeg vil gerne starte dialogen med de kunstneriske hold tidligere og investere i flere faser af den kreative proces,« siger Liv Helm.

Mens Liv Helm taler om teatret som et hjemsted for scenekunstnere, hvor de kan udvikle deres ideer og finde deres stemme, er Sargun Oshana mere optaget af at komme ud og blande sig med bydelen omkring Teater Grob.

»Grunden til, at jeg søgte stillingen på Teater Grob, er, at teatret ligger i hjertet af Nørrebro, det her totalt pulserende kvarter,« siger han. »Det er en lille, intim scene i en lille bygning, der kan løbe nogle større risici, og som samtidig har et rigt miljø lige uden for døren, som rummer en masse historier, man kan suge til sig og sætte op på scenen.«

Gennem sin instruktørkarriere har Sargun Oshana dyrket det stedsspecifikke teater, der foregår alle mulige steder uden for det traditionelle scenerum. Her bruger de omgivelser, man kan finde ude i virkeligheden, hvad enten det er en slagtehal eller en bøssebar, til at fortælle historier med. Det vil han gerne blive ved med på Nørrebro, fortæller han.

»Jeg vil gerne bruge lokalområdet både som platform og inspirationskilde. Teatret skal ikke være en bastion, men et træ, der spreder sine rødder ude i bydelen. Enten ved at man inviterer nogle spændende mennesker ind på teatret, eller ved at få teatret ud til en befolkningsgruppe, der hvor de er. Lige nu er vi f.eks. i kontakt med nogle kvinder i en flygtningelejr i Beirut, hvis historier vi gerne vil dramatisere.«

Den nye danske dramatik, som er Teater Grobs fokus, skal altså ikke begrænse sig til fiktive stykker skrevet af autoriserede dramatikere.

»Den nye dramatik kan være sammensat af alle mulige forskellige former. Det behøver ikke være en person i et elfenbenstårn, der sidder og udgiver nye sandheder om verden,« siger Sargun Oshana. »Dermed ikke sagt, at vi ikke vil have nye dramatikere, for det vil vi gerne,« skynder han sig at tilføje. 

– Det er vel fair nok at ville have både i pose og sæk.

»Ja, ikke også? Vi vil have det hele. Og så er jeg også meget interesseret i at få musikken med. Der er så mange musikere på Nørrebro, det kunne være spændende at trække ind på scenen.«

For begge instruktører og kommende teaterledere er det naturligt at pode teatret med andre kunstformer. For Liv Helm er det billedkunsten, hun trækker mest på. I hendes prisvindende forestilling Brøgger endte scenen eksempelvis med at fremstå som et galleri, man defilerede igennem på vej ud, hvor alle mulige genstande, der var blevet frembragt i løbet af forestillingen, var udstillet. 

»Jeg ser meget teater som billedkunst, ligesom billedkunsten arbejder meget med det performative. Jeg tror, de to kunstarter har en længsel mod hinanden i den her tid.«

Spørgsmålet om, hvad den største udfordring bliver som teaterleder, får Sargun Oshana til at slå et stort smil op og citere Dolly Parton: »’The show I know by heart, the business I gotta learn.’ En ting er at have kunstneriske visioner, men man skal også have praktikaliteterne, menneskene og budgetterne til at fungere.«

Liv Helm svarer lidt mere tørt: »Jeg tror ikke, der er nogen i vores generation eller yngre, der kommer til at overtage nogen som helst institutioner i vækst. Vi er vokset op i nedskæringstider. Det første, jeg fik besked om, da jeg takkede ja til det her job, var, at teatret er skåret i sin drift 400.000 kr. om året. Så som det første skulle jeg tage stilling til, hvem der skal fyres. Det er ligesom der, vi starter i vores generation, når vi bliver ledere. Den største udfordring er økonomi, og hvordan skaber man en bæredygtig arbejdsplads for prekært stillede kunstnere, hvor folk ikke går ned med stress.«

Mødet med teatret

Da Liv Helm var 18 år, så hun Katrine Wiedemanns opsætning af Shakespeares Stormen og blev blæst bagover af Kristján Ingemarssons skuespilpræstation i rollen som monstret Caliban. »For mig var det et møde med et menneske, der transcenderer. Jeg har sådan en opfattelse af skuespilleren som en shaman. En, som har en eller anden kontakt, og som står på scenen og udsiger noget, kalder på noget i os og løfter nogle spørgsmål ud af os. Det må gerne være megavoldsomt, det der bliver kaldt på på scenen, det må gerne være konfliktfyldt, det må gerne være uopdaget begær og det mest vanvittige, man kunne finde på i sit liv, det vil jeg gerne se i teatret.«

Efter den oplevelse ville Liv Helm lave teater. Noget, hun ellers ikke havde erfaring med bortset fra en enkelt opsætning af et hjemmeskrevet afsnit af ungdomsserien Beverly Hills 90210, som hun som tiårig fik de andre børn med på i det sociale boligbyggeri i Hillerød, hvor hun er vokset op. At stå på scenen tiltrak hende ikke; det var med en lyst til at instruere, at hun som ung kom ind i det københavnske teatermiljø og fandt sig til rette der.

»Det er nogle formgivende år, hvor jeg oplever, at alle prøver at finde ind i et fællesskab, der ikke er deres familie. For mig var det i teatret, jeg fandt det dybe slægtskab.«

Efter gymnasiet flyttede Liv Helm til Berlin, hvor hun blandt andet arbejdede som instruktørassistent. Lykkeligt uvidende om den mere hierarkiske struktur, der hersker i den tyske teaterverden, som ikke rigtig lægger op til, at man som assistent blander sig så meget i den kreative proces, som Liv Helm gjorde. I København nåede hun at læse sociologi og kunsthistorie et par år, før hun kom ind på instruktøruddannelsen.

Sargun Oshana kom til Danmark sammen med sin familie, der var flygtet fra Irak, da han var otte år. De bosatte sig i Hørning uden for Aarhus, hvor han havde sine første oplevelser med at stå på en scene i folkeskolen.

»Efter at være kommet til Danmark, være på helt bar bund og ikke tale det danske sprog til at begynde med var det en stor oplevelse at komme op på scenen som skuespiller og transformere sig, spille noget, man ikke var, og samtidig kommunikere noget, der føltes universelt. Det var noget, jeg totalt godt kunne lide.«

Derfor var det i første omgang skuespiller, Sargun Oshana ville være. Ikke at han som barn vidste, hvordan man blev det. Det fandt han først ud af, efterhånden som han voksede op og blev involveret i flere og flere teatersammenhænge.

»Der har været nogle pædagoger og lærere, der har set det gen i mig og opfordret mig til at deltage i skolekomedier, amatørteatergrupper og til at tage på teaterhøjskole. Det er jeg dem virkelig dybt taknemmelig for.«

Sargun Oshana endte med at blive optaget på skuespiluddannelsen i Aarhus, men fik mere og mere trang til selv at instruere og endte med at videreuddanne sig til instruktør.

’Kunst skal ikke flage med holdninger’

Hverken Liv Helm eller Sargun Oshana er som sådan drevet af trangen til at gøre op med bestemte tendenser inden for scenekunsten. Dansk teater er et godt sted, synes de. Alligevel kan Liv Helm godt mønstre en bekymring for fremtiden.

»Jeg kan godt være bange for, at vi får et kunstnerisk miljø, hvor kunst og holdning skal gå hånd i hånd. Jeg kan mærke på kolleger inden for scenekunst, billedkunst og musik, at de begynder at være bange for at udtrykke sig. ’Kan jeg sige det her, kan jeg udtrykke det her, kan jeg lave sjov med det her?’ Fordi de er bange for at blive kritiseret for racisme, sexisme, hvad har vi.«

Selv ønsker hun ikke, at kunstværker skal udtrykke en bestemt korrekt holdning.

»Jeg vil bare sige, at for teatrets vedkommende skal det altid gå derhen, hvor krigen er. Der, hvor vi kan møde vores egne selvmodsigelser uden at have en fast holdning til, hvad der er korrekt. Politisk kan vi godt prøve at blive enige om ting. Der er f.eks. ikke nogen, der skal rage på mig, når jeg går på arbejde, men kunsten skal gå ind i det totalt konfliktfyldte, der, hvor det brænder og er svært, der, hvor vi har svært ved at se os selv i øjnene. Det vil jeg i hvert fald arbejde for.«

– Også hvis det indebærer, at man sårer nogle mennesker? For det er vel en risiko, man løber ved at gå ind de mest betændte konflikter.

»Det er selvfølgelig megaafhængigt af værket. Men jeg vil gerne give dem, jeg arbejder med, radikal kunstnerisk frihed. Og hvis de står på scenen en eller anden dag og laver en gennemspilning, der går over min personlige grænse, eller over andres grænser, så må vi tage stilling til det derfra. Men som udgangspunkt vil jeg vise folk en total tillid. Fordi jeg er virkelig bekymret for kunst, der skal flage med nogle bestemte holdninger.«

Sargun Oshana er enig i, at det også er kunstens rolle at belyse det, der gør ondt og som er skævt og hårdt for at kunne anskue det på forskellige måder. Men som kommende teaterleder er han mest optaget af, hvordan han kan inddrage nogle af de mennesker, man normalt hører mere om end på.

»Jeg tænker meget på, at jeg har et ansvar for, hvilke stemmer vi inviterer ind. Jeg er interesseret i de stemmer, der bliver overhørt. Bred repræsentation er vigtigt, fordi der findes en majoritet, der har større adgang til kulturen qua deres baggrund og deres uddannelse. Hvis det kun er de samme grupper, vi ser på, hvad enten det er det samme køn eller den samme etnicitet eller den samme type krop, glemmer vi, at verden er sammensat af alle mulige former og størrelser.«

Lige så vigtigt det er for Sargun Oshana med en bred repræsentation i teatret, er det, at der finder en transformation sted, fortæller han.

»Transformation er vigtig, fordi teater jo ikke er dokumentar, hvor man bare sætter et stykke af virkeligheden op én til én. Det er også muligheden for at se noget transformere sig og blive skubbet hen mod noget andet, så det flytter ens forestillinger og fordomme. Det er jo en illusion det hele, vi kommer ind i teatret for at forestille os noget andet, end vi forestillede os i forvejen, og for at se nogle mennesker transformere sig til noget andet, end hvad de var i forvejen. Som brun instruktør laver jeg jo heller ikke kun stof om min baggrund. Jeg kan lave alle mulige ting.«

Alternativ til religion

Da jeg stiller det halvstore spørgsmål, hvad man skal med teatret som kunstart i dag, bliver Liv Helm et kort øjeblik nervøs for alt det, hun har sagt indtil videre.

»Det føles så sårbart at snakke om, for nu har vi jo ligesom muligheden for at gøre noget ved det. Men det, at det vi taler om nu, det er visioner, ikke? Og hvordan man så realiserer, det sidder vi hver især og lægger planer for nu.«

»Det er lidt sværere,« siger Sargun Oshana.

Han ser både scenekunsten som en mulighed for at få udfordret sine forestillinger og for at få teatret som et sted, hvor man kan gå hen og få aflastning i en tid, hvor ingen kan forudsige, hvad der sker.

Man kan lave statistik og prognoser over, hvordan det går med de forskellige igangværende kriser her i verden, »men alt hvad det afføder menneskeligt og psykologisk, det er noget, vi har brug for at bearbejde åndeligt. Og der synes jeg, at scenekunsten kan spille en kæmpe rolle,« siger han.

»Jeg er nysgerrig på at følge det 21. århundrede,« siger Liv Helm. »Jeg tror, vi mennesker kommer til at blive mere og mere bevidste om de katastrofer og traumer, vi skal leve med. Og når man skal leve i det traumatiske århundrede, som vi er på vej ind i, så er jeg simpelthen så bange for, at folk bliver religiøse. Det er noget, jeg tænker meget over. Det er virkelig en mulighed, at folk finder derhen for at kunne leve og finde mening i tilværelsen. Og jeg ser helt ærligt teatret som et alternativ.«

»Så du konkurrerer med kirker?« Sargun Oshana griner.

Og det gør Liv Helm faktisk. På en måde.

»Det er egentlig bare det at have sted at møde sin menneskelighed,« siger hun. »Et sted at beskæftige sig med det eksistentielle, finde sjæletrøst og en eller anden accept af mørket og anerkendelse af de destruktive kræfter i mennesket. Jeg kunne godt tænke mig, at ikke bare Husets Teater, men teatret som sådan kunne være et tempel for fremtidens mennesker.«

»Amen!,« siger Sargun Oshana. »No pun intended.«