Torben Brostrøm var en ærefrygtindgydende frontfigur og en kritiker i pagt med sin tid

»Ravnen flyver om aftenen / om dagen han ikke må. / Den skal have den onde lykke, / den gode ikke kan få,« synger folkevisen. Men Torben Brostrøm kunne mod slutningen af en af sine sidste bøger slå fast, at den gode lykke havde stået ham bi i de fleste af livets forhold.

På det tidspunkt havde han nu ellers haft nok af, som han siger, »konfrontationer med læger, skadestuer, hospitaler og laboratorier og de dermed forbundne skavanker«, af »snublerier, svækkelse af syn og hørelse, hjertekvababbelser og andre alarmsystemer«.

Præcisionen i denne opremsning er karakteristisk for ham. Han var som skribent en grundig mand og udmærkede sig ved en imponerende flid. Flere tusinde anmeldelser blev det til og op imod 30 bøger, hvortil kom en mangfoldighed af redaktionsopgaver samt i de sene år alle de små sirlige hæfter med såkaldte ’stikord’, kongenialt illustreret af tegnende venner.

At holde sig skrivende var, fornemmede man, en art livsnødvendighed, som dyrkedes med kunstnerisk lidenskab, med kærlighed til det mest velvalgte, mest udsøgte, selv nok så lille ord. Hans livsappetit og dejligt åbne personlige nysgerrighed stod hele livet i tæt forbindelse med hans ordappetit og almindelige sans for alt, hvad der er ægte og smukt og virker æstetisk gyldigt.

Uanset hvor man nu, ved hans død, slår ned i hans trykte livsværk, mærker man en særlig glød, hans glæde ved at finde netop det udtryk, han ledte efter, hans sans for komposition, hans musikalitet og hans kolossale belæsthed.

Ganske vist understregede han gang på gang, hvor stor gavn han havde af sit bugnende privatbibliotek, men det var, som om han ud af sit højtsiddende, godmodigt smilende hoved altid uden at skulle slå op kunne hente det navn, årstal eller citat, han lige nu skulle bruge.

Ny kritik

Men hans timing havde desuden en generel dimension. For Torben Brostrøm kom som kritiker i gang netop på det tidspunkt, hvor dansk åndsliv tog afsked med »venteperioden« efter krigen og omsider blev ægte moderne.

Nok havde han fuld respekt for mellemkrigsårenes bedste lyrikere, særlig Gustaf Munch-Petersen, hvis samlede digte han redigerede, og nok havde han øje for samtidsbevidstheden hos især Ole Sarvig og Thorkild Bjørnvig, men de digtere, som stod hans hjerne og hjerte nærmest på tærsklen fra Heretica-epoken til den såkaldte ’konfrontationsmodernisme’, var og blev den flok, som han fulgte og så aktivt bar frem siden 1950’ernes slutning: ældst Robert Corydon, Jørgen Sonne, Ivan Malinowski, Cecil Bødker, Jørgen Gustava Brandt og Uffe Harder, yngst og kærest Klaus Rifbjerg, den nye poesis frontskikkelse og mest alsidige talent, om hvem hans ven og chefkritiker siden skrev to af sine allerbedste bøger.

Alle beskrives de nævnte syv i Versets Løvemanke (1960), bogen, hvormed et for den danske offentlighed splinternyt litteratursyn første gang blev lanceret og praktiseret, nemlig New Criticism med dogmet om værkets autonomi plus princippet om det ubrydelige samspil mellem form og indhold.

Retningen, eller skolen, kom snart til også at tælle Finn Brandt-Petersen, Finn Stein Larsen, Steffen Hejlskov Larsen m.fl., men Brostrøm var foregangsmanden og skulle sætte et varigt præg på dansk litteraturformidling og litteraturpædagogik.

Unik er dog hans betydning på og for Information, hvor hans gennemslagskraft historisk anskuet kan sammenlignes med værdien, Georg Brandes i sin tid havde for tidsskriftet Det nittende Aarhundrede, og tyngden, hvormed Tom Kristensen i 1920’erne og senere efter Hærværk satte sig på anmelderiet i Politiken.

Brostrøms særlige fordomsfrie intellektualitet passede simpelthen perfekt til vores avis og gjorde ham til en ærefrygtindgydende frontfigur – en generations kritiker, jovist, men samtidig mere end det, en kritiker i pagt med hele sin tid, selv da de litterære vinde skiftede.

Retningsvisende fyrtårn

Man kan dårligt heller overvurdere den force, Torben Brostrøm havde gennem sin fortrolighed med fransk litteratur, herunder specielt Baudelaire, Rimbaud, Mallarmé og det 20. århundredes poeter, og det forspring, han i forhold til den øvrige hjemlige kritik erhvervede sig ved at sætte sig grundigt ind i finlandssvenske Edith Södergran og de svenske »fyrtiotalister« såsom Erik Lindegren og Gunnar Ekelöf.

Netop på denne baggrund var det nemlig, at han omkring 1960 med autoritet kunne hævde, at dansk lyrik var håbløst bagefter, et signal, som tidligt gav ham rollen som retningsvisende fyrtårn.

Torben Brostrøm var født i Kalundborg 1927 og voksede op i Aalborg, hvor han blev student i 1946. Sin embedseksamen i dansk og fransk tog han fra Københavns Universitet i 1953, hvorefter han blev gymnasielærer ved Ingrid Jespersens Skole.

Siden efterfulgte han Frederik Nielsen som professor ved, hvad der dengang hed Danmarks Lærerhøjskole, og endnu imens han var ansat dér, forestod han det kolossale litterære stof ved Den Store Danske Encyklopædi. En vægtig samarbejdsindsats ydede han i Det Danske Akademi. Sideløbende med et mangfoldigt institutionelt virke skrev han dog i alle årene, trofast og kontant, litterær kritik i Information.

Og hvilken kritik! En typisk Brostrøm-anmeldelse er altid kendetegnet ved nysgerrig opmærksomhed for det aktuelle værk, men også ved forudgående orientering i det pågældende forfatterskab og dets forudsætninger, endvidere ved omhyggeligt valgte signifikante citater og ofte ved en vis »afsmitning« fra den anmeldte forfatters særlige stil.

Men vigtigst har alle dage været evnen til karakteristik og en magisk spænding, der som regel indfandt sig hen imod artiklens slutning, hvor Torben Brostrøm dels skulle fælde eller i det mindste antyde en smagsdom, dels sjældent kunne nære sig for et personligt svirp, hans egen æstetiske signatur, om man vil.

Han nød tydeligvis sit privilegium som den nye bogs første (eller næsten første) læser, og ikke uden grund går der frasagn om lyrikere og prosaister, som på udgivelsesdagen formelig flåede bladet op for at erfare hans dom.

Seks årtier

Samarbejdet med Information begyndte i 1956 og kom til at fortsætte ud over seks årtier. Det findes grundigt bogdokumenteret i udvalgene Ti års lyrik (1966), Ti års kritik (1975) og Fantasi og dokument (1984), som han redigerede selv, men også i Underspil. Litterær kritik i udvalg, der udsendtes til hans 75-årsdag.

En sen, sammenhængende serie udgøres af tilbagebliksbøgerne, begyndende i 1994 med Men dansen den går og afsluttet 2017 med Ved kanten. En endnu levendes erindringer, fra hvilken vi ovenfor fik det indledende citat om ravnen og lykken.

Af erindringsværket fremgår for resten, at Brostrøm fik brugt sit lange, af lykken flot begunstigede liv til meget andet end gymnasieundervisning, litteraturpædagogik for folkeskolelærere, litterær kritik og leksikonarbejde.

Han fik specielt i 1960’erne og 70’erne kæmpestor indflydelse på gymnasiernes tilgang til litteratur i kraft af sin insisteren på analytisk nærlæsning som forudsætning for næsten alt andet, og hans udstrakte rejseaktivitet gjorde ham gennem årene til en uundværlig ambassadør for dansk litteratur og kultur, hvad enten bagagen bestod af H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller den nyeste poesi.

Dertil kom hans hverv som forfatteren til afsnittene om det 20. århundredes litteratur i den lyseblå Politikens Dansk Litteraturhistorie, dels i firebindsudgaven fra midten af 1960’erne, dels i seksbindsudgaven fra 1970’erne, hvori vægten, under indtryk af den litterære venstrefløj og den nye kvindebevægelse, klædeligt blev forskudt fra værk og genre til forfatter, dokument og mangeartede typer af realisme.

Når Torben Brostrøm kunne gå så fint ind i så mange og så forskellige roller og funktioner inden for det litterære felt, hang det selvfølgelig sammen med soliditeten i hele hans faglige fundament plus hans formidable formuleringsevne. Men det skyldtes nok også nogle vigtige personlige egenskaber såsom hans venlighed og imødekommenhed og dannede høflighed.

Man skal heller ikke være blind for, hvor spændende det simpelt hen var at komme langt ud i verden og føle, at man kunne bruges, og hvor stimulerende det kunne være at træffe nye mennesker og stille sine mentale antenner ind på dem.

Memoirerne er fulde af personlige møder og oplevelser, som Brostrøm genkalder sig med karakteristisk glimt i øjet, som da han mindes et tvunget ophold i Skotland på vej til Reykjavik, til et møde om Nordisk Råds Litteraturpris.

Sammen med den svenske forfatter Per Olov Sundman spadserer den langlemmede danske kritiker langs en golfbane, afskærmet fra stien af et trådhegn. Bag gitteret ligger gule golfkugler spredt som nedfaldsfrugt i et nøddehegn.

Gæsterne giver efter for souvenirfristelsen, men observeres af en ung mand, som kommer løbede efter dem, kigger bebrejdende på dem og rækker sin hånd ud igennem nettet, hvorefter byttet bliver afleveret. Bagefter afslører svenskeren dog, at han havde taget sig en ekstra bold, bare for en ordens skyld.

Og en gul golfbold

Hjemkommet fra Kastrup Lufthavn hænger Brostrøm sin frakke i entreen, tømmer dens lommer og finder en bog af Sundman forsynet med en dedikation. Men desuden støder hånden på en lille rund tingest, der mange år efter, i skrivende stund, forener sig med særlige genstande hjembragt fra hans mange rejser, blandt andet en poleret blå sten, skåret fra en klippe ved Nuuk:

»På et søm ved reolen hænger den grønlandske nuunit ved siden af andre rejsetrofæer, en norsk vimpel fra 17. maj at hænge på skulderen, tre små kinesiske gipsmasker med djævlesmil og lange skæg, en kløpind af japansk oprindelse. Rundtom kan jeg finde husketing, en ottekantet porcelænsdåse fra Evora i Portugal, en lommekniv fra den franske knivby Thiers, en afrikansk kam, en rund russisk lakdåse fra Olga, en tupilak som et grinende hestehoved med et lem som et rævefjæs. I kurvebakken på skrivebordet mellem blyanter og kuglepenne ser jeg en ridset lup, et gummistempel med et forældet telefonnummer, en rød schweizerkniv med mange blade, et udgået eurobonuskort fra SAS.

Og en gul golfbold.

Jeg tager den op, vejer den i hånden og lader fingrene glide hen over den nubrede overflade. Jeg tyder dens indskrift, hvis tynde sorte bogstaver er halvt udviskede af regn og slud fra dens fortid og tingsselskabets slitage, men stadig læselige: STOLEN FROM JOHN MULGREW står der i versaler.«

»Når et menneske dør, / bliver dets omgivelser tilbage,« fastslår Henrik Nordbrandt i Omgivelser.

På Torben Brostrøms skrivebord lå der genstande fra det liv, som han stjal fra døden og nu har leveret tilbage, men i hans omgivelser findes alle de, på hvem han har gjort et uudsletteligt indtryk.

Blandt de døde er hans første hustru Kirsten og sønnen Henrik, men han efterlader sig sin sene livsledsagerske Lene, med hvem han blev gift hjemme i Holbergsgade, ude på balkonen med udsigt til Nyhavn, samt døtre, børnebørn og oldebørn.

Utallige er herudover de Informationslæsere, folkeskolelærere, gymnasielærere, universitetsfolk og tidligere eller nuværende højskoleelever og foredragsforeningsmedlemmer, som fik muligheden for at suge til sig af hans viden, nyde hans vid, lade sig beskinne af hans charme.

Hans klare beredvillighed, hans nærvær forblev legendarisk. Men mon ikke der også til savnet af Torben Brostrøm for mange vil knytte sig en respekt for det trods alt lidt reserverede i hans væsen, det lille fravær i nærværet, hans tøven ved for uforbeholden en hengivelse?

En så vild æstetisk lidenskab som hans krævede trods alt et vist mål af kontrol, og uden den havde han næppe nået så meget, og ville han nok aldrig være nået så langt.