Torben Brostrøm: »Det er afgørende med en livstro på, at det er nødvendigt, at man er her«

»Fascinationen af bogen som fænomen er en smuk ting,« siger Torben Brostrøm og kigger først på sine bøger og så på mig.

»En gammel ting. De indeholder så meget mærkværdighed, at det er svært at skille det pæne objekt fra det interessante indhold.«

Vi sidder i den 93-årige litteraturkritiker og hans kone, Lene Remmers, hyggelige dagligstue i et stille boligkvarter nord for København. Langs den ene væg står en lav reol med en lang række bøger, og der findes flere fyldte reoler i det lille rækkehus. Men det er for ingenting at regne mod den enorme samling af bøger, som Torben Brostrøm indtil for nylig var ejer af – eller var den ejer af ham? Det vender jeg tilbage til – og som han nu på grund af sygdom og mindre plads har været nødt til at skaffe sig af med.

Det er salget af den samling, der er anledningen til, at jeg sammen med Informations fotochef en mørk eftermiddag i begyndelsen af december besøger vores gamle kollega Torben. Egentlig var det først meningen, at vi skulle være kommet en uge senere, men for et par dage siden ringede Lene og spurgte, om ikke vi kunne komme tidligere. Torben havde det ikke så godt. Det viser sig at være en god idé.

Fire dage efter vores besøg dør Torben Brostrøm.

Signerede førsteudgaver

Jeg har arbejdet sammen med Torben Brostrøm på Information i 23 år. Vi kendte ikke hinanden så godt – ud over fra spalterne – og mødtes kun, når den høje, ranke, beskedne og på alle måder venlige mand kiggede forbi redaktionen for at tale med kultur- eller litteraturredaktøren og altid havde tid til en lille sludder og en munter bemærkning.

Men jeg vidste selvfølgelig, hvem han var – kendte til hans status som et af dansk litteraturs fyrtårne, der tegnede modernismen i 1950’erne og 1960’erne, gennem en lang karriere skrev med begejstring og nysgerrighed om ny dansk og udenlandsk litteratur og samtidig bar generationer af unge forfattere frem i rampelyset.

Og så var det, at jeg fandt ud af, at Brostrøm havde solgt sin samling til Vangsgaards Antikvariat. I løbet af november i år udsendte antikvariatet tre kataloger med bøger kun fra hans samling, langt de fleste af dem signerede og dedikerede førsteudgaver af danske og nordiske forfattere.

Det er en samling, der om noget understreger Brostrøms betydning for dansk litteratur gennem en menneskealder. Jeg er selv bogsamler og købte tre af bøgerne: Den første af Dan Turèlls Medie-montager med essays om Ezra Pound, William S. Burroughs og Lou Reed, en samling af manuskripterne til Leif Panduros tv-spil, blandt andre Farvel Thomas, og Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjergs manuskript til Der var engang en krig.

Bøger er blot til låns

De to af bøgerne, Panduro og Kjærulff-Schmidt og Rifbjergs, er signeret og dedikeret til Torben Brostrøm og hans første, nu afdøde kone, Kirsten Brostrøm: »Kære Kirsten og Torben! Hermed en hilsen fra mig og Thomas – det skvat. Jeres hengivne Esthere og Leifere,« står der i den ene, mens der i den anden står: »Til Kirsten og Torben. Kys fra Ping og Klaus.«

Jeg holder meget af at købe bøger, som ikke bare er signeret, men også dedikeret af forfatteren til for eksempel en god ven eller en kollega. På den måde føler jeg, at jeg bliver en del af en historie og er med til at fortsætte fortællingen om den pågældende bog, som jeg sådan set ikke ejer, men blot låner for en tid, inden den skal videre.

Torben Brostrøm har det på samme måde efter 70 år som bogsamler.

Tilfældighedernes princip

»Men måske er det at overdrive sin egen betydning,« siger han om det at blive en del af en bogs historie, da jeg viser ham de tre bøger, som jeg har taget med, både for at genforene dem med deres ejer og for at have et sted at begynde samtalen. Det havde jeg egentlig ikke behøvet. Selv om det tydeligvis er smertefuldt for ham at have skilt sig af med bogsamlingen, så taler han gerne om det og om, hvordan den overhovedet blev til.

»Den skjulte cirkulation fascinerer mange. Jeg kan godt lide at købe bøger, hvor der i forvejen står et eller andet underligt.«

– Eller med et exlibris (en bogejers personlige mærke, der placeres i vedkommendes bøger, red.) fra en anden samler …

»Ja, ja. Jeg fik ikke ret meget med, for jeg kom afsted temmelig hurtigt. Den norske forfatter, hvad fanden hedder han? Lene, hvad hed den norske forfatter?«

Lene, der i løbet af samtalen tjener som Brostrøms udvidede hukommelse, svarer Arne Garborg.

»Han skrev i 1890’erne en roman, der hed Trætte mænd. Typisk dekadencelitteratur. Den fandt jeg i et antikvariat. Der stod som hilsen: ’Bliv ikke træt, pastor Andersen’.«

Han ler og er i det hele taget en lattermild herre, der trods alder og svær sygdom virker veloplagt og energisk.

»Hvem ham pastor Andersen er, er ikke godt at vide. Det er rørende. Eller hvis der ligger en indkøbsseddel i. Jeg har tænkt over det, når jeg en gang imellem har købt en bog med en hilsen fra mig selv: Skal jeg nu være smigret eller fornærmet over, at han har solgt bogen videre?«

Han smiler, og mens Lene fortæller, at den danske forfatter Martin Glaz Serup skrev til hende og Torben Brostrøm og fortalte, at han havde købt flere af bøgerne fra samlingen, men at han der havde kunnet se mange af sine egne bøger med søde dedikationer til parret. Det var lidt mærkeligt, syntes hun.

»Jeg fandt også på bogkajerne i Paris en bog af en god svensk ven, jeg havde, med en dedikation til en fransk forfatter, som jeg flygtigt havde mødt engang. Jeg tænkte: ’Den har han sgu ikke forstået et eneste ord af’. Jeg købte den straks, for pludselig var der en connection mellem to mennesker, jeg kendte lidt,« siger Torben.

– Bøgerne får deres eget liv.

»Tilfældighedernes mærkelige princip.«

Den danske litteratur

Torben Brostrøm blev født i 1927 i Kalundborg – hans far var ingeniør, moren hjemmegående – og familien flyttede til København, da han var fem år gammel, og videre til Aalborg kort tid inden Anden Verdenskrigs udbrud. Faren, der havde gået arbejdsløs i København, havde nu fået arbejde på en maskinfabrik. 

Fascination af bogstaver, bøger og litteratur begyndte for alvor, da den unge Brostrøm i 1940’erne gik i 1. g på Aalborg Katedralskole. Skolen havde arvet et stort bibliotek, der var åbent for både lærere og elever, og her fik han arbejde hos den lektor, der fungerede som bibliotekar. Det inspirerede ham til at opsøge byens antikvariater og på den måde grundlægge sit eget bibliotek og dermed også sin enorme interesse for især dansk litteratur.

»Jeg begyndte at finde bøger, jeg havde på fornemmelsen, var et eller andet, og som ikke var dyre,« siger han.

»Der opbyggede jeg en lille gymnasiastsamling på 25 bøger. Så begyndte jeg at studere dansk og blev fængslet af Lynges Antikvariat. Det findes ikke mere, men det havde mægtige samlinger af samlede værker af danske forfattere fra romantikken og 1700- og 1800-tallet. Jens Baggesens danske værker kunne købes for 15 kroner. Så jeg byggede hurtigt en ret stor samling af det, jeg vil kalde ’den danske litteratur’. Fra folkeviser til Herman Bang og Tom Kristensen.«

På et tidspunkt i gymnasiet blev Torben Brostrøm grebet af 90’er-litteraturen, altså 1890’erne, og forfattere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen.

»Og jeg begyndte selv at skrive litterære skitser og fiduser. Følte mig som en rigtig forfatterspire.«

Han ler ved tanken.

Da han som 20-årig begyndte at læse dansk og fransk på universitetet i København, fik han sig et studenterjob på Socialdemokratens søndagstillæg, Hjemmet Søndag. Her skulle han læse og sortere i de novellemanuskripter, avisen fik tilsendt.

»Jeg fandt ud af, at sådan nogle noveller kunne jeg også skrive,« siger han.

»Jeg oversatte nogle noveller fra svensk og engelsk til avisen og kom ind i et lille litterært kredsløb, som bestod af de forfattere, der kom på avisen for at sælge deres egne værker. Pludselig var jeg blevet kammerat med Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen og Ib Spang Olsen og tegnere og andre forfattere. Jeg fik foræret en del bøger af dem. ’Med hilsen fra Halfdan’ – det var jo vældig flot.«

Vildtvoksende bibliotek

Torben Brostrøm opfatter sig ikke som samler i den ekstreme forstand, hvor han absolut må have nogle bestemte bøger – han kender godt samlerfornemmelsen, men har forsøgt at holde den i ave – men et langt liv i litteraturens tjeneste betyder selvfølgelig, at han ikke bare er endt med at have en reol eller en samling, men et helt bibliotek.

»Det blev til en fascination og efterhånden et monster-bibliotek,« siger han.

»Bøger alle vegne. Det voksede vildt. På et tidspunkt lægger man fem bøger ved siden af reolen, fordi der ikke er plads, og så begynder bunken af vokse. Til sidst kan man ikke proppe dem ind. Samlingen bliver stor, og det pudsige er, at man alligevel ved, hvor den enkelte bog er. Så er den ved at være gal. Man er blevet en del af et ufrivilligt system.«

– Samlingen har overtaget styringen?

»Ja. Jeg begyndte at anbringe nogle digtsamlinger på et varmeapparat, der ikke fungerede længere.«

Den blev en meter høj, den bunke bøger, en søjle, supplerer Lene.

»Det var, som om varmen producerede lyrik henne i hjørnet,« siger Brostrøm med et smil.

»Jeg ved ikke, om jeg har fået flere bøger, end jeg har købt. Det kan ikke skilles ad. Det bliver en del af en selv, fordi man så at sige kan finde sig selv ved at gå en tur langs reolen. Det virker som nære, håndgribelige ting af betydning og indhold, mere end det at røre ved en pæn figur.«

Fire dage efter, at filmredaktør Christian Monggaard og cheffotograf Sigrid Nygaard havde været på besøg hos den mangeårige litteraturkritiker Torben Brostrøm, døde han 93 år gammel.

Sekundære retorikere

Det var gennem vennen Halfdan Rasmussen, at Torben Brostrøm i 1955 blev redaktør for det litterære tidsskrift Hvedekorn, der begyndte i 1920 – og stadig udkommer – og hvor samtidens vigtigste litterære stemmer kunne boltre sig. Her lærte han en masse skrivere at kende, som han udtrykker det, og blev bevidst om, at noget var galt med datidens forfattere.

»Jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at et eller andet var stagneret i tidens danske litteratur. Halfdan, der jo var klassiker, skrev traditionelt, og hele dyrkelsen af Nis Petersen og Kaj Munk og andre sekundære retorikere …«

Den unge Torben spurgte sig selv, hvor den vilde poesi var blevet af. I 1920’erne var der gang i den med Tom Kristensen og Rudolf Broby-Johansen. Men hvad med nu, i 1950’erne?

»Det blev der lidt i Hvedekorn, især da jeg mødte en type som Klaus Rifbjerg. Vi havde begge to en fornemmelse af, at nu måtte der altså snart ske noget i dansk lyrik, som var mærkværdigt.«

Af Gyldendal fik Torben Brostrøm til opgave at redigere et udvalg af de nye digtere, der var kommet frem, men som ikke rigtig fandt forståelse på det litterære parnas.

»Nogle blev dyrket, andre anede ingen, hvem var,« siger han.

Samtidig fik Brostrøm kontakt med den nye kulturredaktør på Dagbladet Information, Johannes Møller, der fyrede den gamle anmelder, Niels Kaas Johansen, og spurgte, om ikke Torben ville anmelde lyrik. Det ville han gerne, og han skrev i 1956 i en alder af 29 år sin første anmeldelse for avisen – den sidste skrev han 61 år senere, i 2017. Da var han blevet 90.

»Jeg havde ikke læst alverden, men kastede mig over det med krum hals og slagtede de kedelige og fremhævede, hvis jeg fandt noget nyt. Pludselig blev der en vis opstandelse omkring lyrik. Det lykkedes mig og et par andre, blandt andre Finn Stein Larsen og Steffen Hejlskov Larsen, at udbrede evangeliet om en ny poesi.«

Den stjålne modernisme

Snart blev det også en pædagogisk opgave, fortæller Torben Brostrøm. Den nye danske lyrik skulle være en del af danskundervisningen i gymnasiet, hvor han selv slog sine folder.

»Alle yngre dansklærere skulle pludselig fortolke uforståelig lyrik.«

Torben Brostrøm blev spurgt, om han sammen med teaterkritikeren Jens Kistrup ville skrive det moderne bind af Politikens Dansk Litteraturhistorie. Det ville de gerne, og det blev en stor succes, også salgsmæssigt, og Torben fortsatte med at skrive videre på udgivelsen i nye supplementsbind.

»Jeg oplevede det som en vældig bølge af ny interesse for dansk lyrik,« siger han. Det store spørgsmål var dog, hvad man skulle kalde den ny poesi.

»Jeg ved ikke, om det var mig, der fandt på det, men nu hedder det modernisme, selv om det egentlig var et lidt forældet begreb fra malerkunsten. Vi stjal begrebet, og det var en god idé, for det blev et eftertragtet og meget irriterende fænomen, som vakte megen fortrydelse mellem ældre forfattere. Billedet af mig som kritiker er nok, at jeg er en venlig person. Ikke en Poul Borum-slagter. Men det kunne gå ret hårdt til. I farten kunne en som Otto Gelsted blive klassificeret som ’reaktionens mand’, fordi han skrev klassiske digte. Det var uretfærdigt, fordi han var med i en ekspressionistisk bevægelse. Der blev klinket meget postelin dengang.«

Han nævner et brev, han dengang skrev til Klaus Rifbjerg – de to venner var i høj grad med til at bygge hinanden op, den ene som forfatter, den anden som kritiker – og som var med på en Rifbjerg-udstilling på Den Sorte Diamant, hvori han diskuterede, hvilken af de gamle digtere de skulle slagte i den uge.

»Der var vældig gang i sagerne, og Klaus var en slagkraftig frontfigur.«

Umådeligt mådehold

Efter aftale med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen skrev Torben Brostrøm i 1959 en artikel om »det umådelige mådehold« til Gyldendals nye, litterære tidsskrift, Vindrosen.

»Der var så meget at gøre og nyvurdere. Det vakte i sig selv opsigt, at Gyldendal udgav et udpræget avantgardeagtigt tidsskrift. Og dén artikel gav et brag af irritation og væmmelse,« siger han og fortæller om sit første personlige møde med Jacob Paludan. Det var til en fest hos Knud W. Jensen på Louisiana, der også var en del af den modernistiske bevægelse, og Torben præsenterede sig for den da midaldrende forfatter.

»Han så rædselsslagen på mig og sagde til sin ven, Orla Lundbo, der var en litterat og lærer: ’Kom lige herhen, fordi vi to gamle drenge skal have os et glas whisky.’ Så vendte de hurtigt om.«

Der var ret muntert i baglokalerne og nogle gange også på forsiderne, siger Brostrøm, der hentede inspiration fra både svensk litteratur, hvor man var betydeligt længere fremme i forhold til en litterær modernisme, og i USA og Frankrig.

»Der var nok at tage af fra udlandet og sige: ’Se bare, hvor tilbagestående vi er’.«

Han ler.

»Den famøse artikel om mådeholdet blev et slagnummer og snart pensum på universiteterne. Jeg har aldrig tjent så mange Copydan-penge. Den blev et standardiseret opgør. Positionen bestod i at skrive i Information og udgive succes-litteraturhistorie på Politikens Forlag.«

Læs en god bog

Modernismen manifesterede sig op gennem 1950’erne og 1960’erne. Siden kom andre litterære strømninger til, og Torben Brostrøm, der siden blev professor på Danmarks Lærerhøjskole og litteraturredaktør på Den Store Danske Encyklopædi, formåede at bevare sin nysgerrighed og åbenhed over for det nye og fortsatte sin kritikergerning på Information gennem de næste mange årtier.

»Jeg har kunnet hænge på som anmelder, få en masse nye bøger hele tiden. Også nogle jeg ikke brød mig om. Fornemmelsen af stadig at være med i spillet har været tydelig, for jeg havde et forum i Information, som er og bliver en mærkelig avis, hvor man kan skrive hvad som helst uden at blive bemærket – og samtidig blive bemærket for noget, man ikke havde forestillet sig.«

Det må både fotochefen og jeg give ham ret i.

»Det har hele tiden været interessant at skrive og modtage bøger, der overraskede én. At være med i nyhedsstrømmen er også fascinerende. At vi beskæftiger os med ting, der sker nu, i kunst og film og teater og poesi.«

– Hvordan bevarer man sin åbenhed og nysgerrighed som anmelder?

»Mit eneste svar er at læse en god bog.«

Han ler.

»De kan blive ved med at fænge. Man kan kede sig aften efter aften over ligegyldige film. Så kommer der en fransk film eller alt for sjældent fra andre lande, som i dén grad er med på beatet. Hvis jeg er træt af dansk lyrik, slår jeg op i svensk lyrik. At have et nabosprog, som ligner dansk, men samtidig er opstået af en anderledes verden, giver nye afsæt. Derfor er det nødvendigt at læse Gunnar Ekelöf, samtidig med at man holder lidt liv i Klaus Rifbjerg … det må du ikke skrive.«

Han ler igen.

Grænser for nye erkendelser

Gennem sin mangeårige karriere har Torben Brostrøm været med til at sætte den litterære dagsorden i Danmark. Det kræver en vis selvsikkerhed, og jeg kan ikke lade være med at spørge, om han nogensinde har tvivlet på sig selv som anmelder.

»Det tror jeg egentlig ikke. Der er flovt at sige, men …,« siger han.

»Jeg har altid troet, at jeg havde et eller andet, som de andre ikke havde opdaget, som bagage og forskningsfelt. Man holder interessen fangen ved kunst, fordi den hele tiden overrasker os. Der er altid en bog, som overrasker. Der er hele tiden nye energier at hente. En gang imellem tror man, at man selv har opdaget de energier og kan skrive videre på dem eller lancere dem. Men med årene resignerer man. Som 93-årig er der grænser for, hvad jeg kan producere af nye erkendelser.«

Han er stille et øjeblik og siger så: »Jeg tror, at det er afgørende med en livstro på, at det er nødvendigt, at man er her.«

Lidt senere siger han dog også, at man som kritiker skal gøre sig sine usikkerheder klar, og at hans manglende tvivl i sig selv er et udtryk for usikkerhed.

»Man kan ikke undgå tvivl som sidestykke. Hvis man giver sig til at føle sin position eller udtrykke den indirekte som en form for skidtvigtighed, som om man har eneret til at fælde domme. Der er kritikerudtalelser, som virker enfoldige, fordi de simpelthen er for indskrænkede og ensidige. Jeg tror, at man må foretrække en usikkerhed, både hos sig selv og andre.«

Den gode smag

Er der så ting, som Torben Brostrøm fortryder, ikke mindst fra dengang, hvor Klaus Rifbjerg og han definerede modernismen og dermed den nye, gode smag?

»Det har slået mig en del gange, at jeg kunne være alt for overbevist om, at jeg havde ret og var kæphøj. Men jeg har ikke haft lyst til at triumfere, selv om jeg syntes, de andre var nogle vrøvlehoveder.«

Lene nævner digteren Frank Jæger og spørger: »Fik han ikke et par på kassen?«

Jo, siger Torben og ser lidt brødebetynget ud.

»Jeg kan godt fortryde, at jeg var hård ved Frank Jæger med nogle ubesindige bemærkninger, som sårede ham dybt – og etablerede en skade i ham, kan jeg forstå. Som kritiker kan man etablere et nag til en anden, hvis man har ramt et ømt punkt. En beundret lyriker som Frank Jæger kom jeg nok til at modificere begejstringen for. Jeg ved ikke, om det skadede hans forfatterskab. Han er stadig en stor lyriker, men en tragisk skæbne. En mand, der på en måde bliver glemt, og som i den grad var en fornyer af en lyrisk tradition, samtidig med at han havde tilbagefald til den stråtækte idyl.«

En indre dialektik

Torben Brostrøm nævner den russiske forfatter Dostojevskijs dialektik som noget enestående, man kan lære af som kritiker:

»At man kan vende og dreje en sag i en diskussion. Det kan være meget ophidsende læsning. Der foregår en indre dialektik og tvivl. ’Er det her virkelig så godt, som jeg begejstret er ved at skrive mig frem til? Eller er jeg ved at skrive mig op i et hjørne, hvor utilfredsheden bliver større?’ Det er et interessant lille punkt, man skal være opmærksom på. Hvor fører skriften én hen? Den vil jo noget.«

Man skal passe på med de smarte metaforer, men det må heller ikke blive for kedeligt, for, som han siger, »vi er jo journalister.«

Det at meddele sig og forholde sig til en ny bog savner Torben Brostrøm i sin alderdom. Men han har ikke energi til at skrive mere.

»Jeg ville måske nok kunne i tanken, men jeg kunne ikke holde ud at skrive det med samme energi. Det kræver også fingerfærdighed, helt manuelt. Jeg ved ikke, hvor meget håndskrift du bruger, men jeg må tit bruge den smule, jeg har tilbage, og det er noget krampagtigt noget. Det må være et tegn på, at motorikken ikke er den samme som før.«

Trangen er der dog stadig, og Torben fortæller, at han jævnligt holder foredrag, når han om aftenen ligger i sin seng og ikke kan falde i søvn.

»Jeg har været en udmærket foredragsholder, ikke?« siger han henvendt til Lene. Hun nikker og siger så: »Du formulerer taler. ’Nu er den tale til ham færdig’. Og så er den væk næste morgen.«

Mærkelig fornemmelse

Man siger gerne, at hvis man ser et menneskes reol, så kan man også få en fornemmelse af, hvem det menneske er. Gør det sig også gældende for Torben Brostrøm?

»Det synes jeg,« siger han.

»Der et en god bid af mig selv, der står materialiseret op og ned ad væggene.«

Derfor var det også en mærkelig fornemmelse for ham at skille sig af med bøgerne, ikke mindst fordi det skulle ske så hurtigt – og fordi han og Lene skulle flytte fra en stor lejlighed proppet med bøger i det indre København til det lille rækkehus uden for byen.

»Jeg har ikke haft tid til at sætte mig ned og sige: ’Den og den vil jeg havde med’,« siger han.

»Jeg har ikke taget ret meget med mig. Det er både en slags sorg og resignation. Men det var dén fase i ens liv. Nu har jeg fået et andet forhold til bøger, fordi jeg dels læser langsommere, dels har dårligt syn. Og bruger alt for meget tid på aviser.«

Han ler.

»Det er en del af den åndelige bagage, som jeg ikke har været så afhængig af før.«

– Kan man have fantomsmerter, når man må skaffe sig af med sin samling på den måde?

»Ja, jeg griber mig stadig i, at jeg lige skal hente noget i det lille arkiv ude i baghuset. Men det kan jeg ikke. Først skal jeg op og i rullestolen, og for det andet er det der ikke mere. Det skal jeg vænne mig til.«

»Det var en stor sorg for dig, at du ikke længere kunne rejse dig op og bare gå hen og tage bogen ud og sige: ’Her er den’ og så stille den på plads igen,« siger Lene, og Torben fortæller, at der var nogle år, da han og Lene endnu var nybekendte, hvor de om aftenen nød et glas rødvin og snakkede om et emne og så kunne sige: »Bogen står lige derhenne.«

»Det var herligt. Bogen kom bare frem og blev kigget på,« siger hun.

Torben Brostrøm havde ikke energi til at skrive mere i slutningen af sit liv: »Jeg ville måske nok kunne i tanken, men jeg kunne ikke holde ud at skrive det med samme energi. Det kræver også fingerfærdighed, helt manuelt.«

Forfulgt af bøger

Men ville Torben Brostrøm overhovedet kunne have valgt, hvilke bøger han ville have med, hvis han havde haft tid til det? Jeg fortæller ham, at jeg selv overvejer at pakke dele af min samling i kasser, fordi jeg ikke har plads til at have den stående fremme. Og jeg kunne ikke drømme om at sælge.

»Det tror jeg ikke, at jeg ville kunne,« siger han om det med at pakke bøgerne væk.

»Det ville være det samme som at begrave dem. Hvordan finder man frem til en deponeret kasse? Det har ikke den selvfølgelighed som bevidstheden om at kunne hente dem frem umiddelbart.«

»De fleste mennesker dør jo med en samling. Torben har været heldig at kunne følge sin bogsamling,« siger Lene.

»Det er en sjov idé, at den forfølger mig på den måde,« siger han selv. Og jeg ser på de tre bøger fra hans samling, jeg har haft med mig ud til interviewet.

Efterhånden er Torben Brostrøm en af de eneste af en vennekreds og en generation, der er tilbage. Alle de andre er døde. Hvordan har han det med det?

»Du sagde forleden: ’Jeg føler mig så ensom. Nu er der ikke engang nogen, der dør mere’,« siger Lene.

Torben ler og siger: »Når man læser Politikens dødsannoncer. Jeg kender næsten ingen mere. Den ene efter den anden er blevet udryddet. Der er ikke mange jævnaldrende tilbage.«

Lene nævner kritikeren og forfatteren Niels Barfoed, der også skriver for Information, og Torben nikker.

– Er det en mærkelig fornemmelse?

»Det er det. Det er et tab. Der er en god resignation og en dårlig resignation. Hvis man fortæres af, hvad man ikke kan eller skal mere, så er det fatalt. For at være lommefilosofisk: ’Amor fati’, som Peter Seeberg taler om. En kærlighed til skæbnen. Ting kommer, som de er. Man kan prøve at fortolke dem, og det gør man jo, men det er vigtigt – helt banalt – at holde humøret oppe. At alting ikke er galt, selv om man er syg og fejler alt muligt, og det gør ondt. Så er det stadig værd at være sammen, når man er så heldig at blive gammel med sin elskede.«

Han ser på Lene.

»Det var en bekendelse.«

En rar tanke

Interviewet er forbi. Efter halvanden times passioneret snak om kritik og bøger er han blevet træt. Vi siger farvel, og Lene følger os ud til døren. Jeg kaster et sidste blik tilbage i stuen, hvor Torben Brostrøm sidder alene i sin stol ved siden af nogle af de bøger, han har beholdt fra sin samling. Han ser lidt fortabt ud, og jeg føler et lille stik i hjertet og siger farvel og tak til ham endnu en gang.

Fire dage senere ringer Lene til mig og fortæller, at Torben er død.

Jeg tænker tilbage på dagen i det lille rækkehus: Da fotografen og jeg skulle til at gå, spurgte Lene, om ikke vi ville have et par af hans seneste erindringsbøger med, Ved kanten fra 2017 og Litterære bekendelser fra 2016. På forsiden af den sidste er et billede af Torben Brostrøm, der står foran en tætpakket og meget høj reol med endnu flere bøger i stabler foran. Det er også den bog, som han signerer og dedikerer til mig: »Til Christian, med tak for et animerende besøg.«

Dermed bliver bogen en del af vores fælles historie – og bekræfter livstroen på, at det er nødvendigt, at vi har været her. Og engang, når jeg selv ikke er her længere, og bogen finder sig et nyt hjem, er der måske en anden bogelsker og -samler, der vil forsøge at finde ud af ikke bare, hvem Torben Brostrøm var, men også denne Christian, som han dedikerede sin bog til.

Bogen lever videre, og det gør også Torben Brostrøm og jeg igennem den. Det er en opmuntrende tanke.