Tysk filosof: Vi har ødelagt den moralske kerne i det europæiske samarbejde

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Året slutter med lettelse, glæde og jubel i Bruxelles. Pandemien var i foråret ved at tage livet af drømmen om Europa som politisk fællesskab – det frygtede kritikerne i hvert fald.

Grænser blev lukket, unionens regler blev forkastet og europæiske friheder blev suspenderet.

Men for et par uger siden blev det mest ambitiøse, offensive og grønne budget i unionens historie vedtaget. En redningspakke, hvor de økonomiske stærke i nord tager ansvaret for gælden hos de økonomiske udsatte i syd, blev godkendt. Det blev set som en anerkendelse af, at Europa er et skæbnefællesskab.

Det var derfor, de jublede i Bruxelles – og eurokrater og EU-tilhængere, mange af de røde og endnu flere af de grønne klappede over, at Europa ikke bare var reddet.

EU er i 2020 blevet stærkere.

Men der er hverken glæde eller jubel hos den politiske filosof Jan-Werner Müller i Berlin. Han mener, at lederne under forhandlingerne ofrede selve grundlaget for hele det europæiske fællesskab. Det lykkedes ikke for de europæiske ledere at blive enige om en effektiv strategi til at sanktionere Ungarn og Polen, som systematisk har politiseret de nationale domstole og udfordret deres borgeres politiske rettigheder.

»Det europæiske fællesskab har lige siden 1950’erne stået for menneskerettigheder og demokrati. Og lige siden Grækenland, Spanien og Portugal gik fra at være autoritære stater til at blive demokratier, har det været meget klart, at EU lovede borgerne i alle lande, at vi ville sikre deres rettigheder og demokratiske institutioner. Nu har vi ødelagt hele den moralske kerne i projektet ved ikke at leve op til den forventning.«

Kampen for retsstaten i Europa blev ifølge Müller opgivet, fordi det blev prioriteret højere at nå til et kompromis om budgettet og genopretningspakken:

»Vi har et massivt problem. Det her er ikke bare noget, som foregår i lande langt væk, det er i vores midte. Nationale domstole er også europæiske domstole, og fællesskabet fungerer kun, hvis der er gensidig anerkendelse og tillid mellem domstolene. Hvis man ikke kan skride ind over for Ungarn og Polen her, så kan vi godt glemme alt om de store taler om europæiske værdier. Det er ved at bryde sammen nu«.

Pakke vigtigt skridt fremad

Jan-Werner Müller har skrevet bøger om populisme, demokratiets moderne historie og den politiske udvikling i Ungarn efter Murens Fald, som under de sidste fire års politiske opbrud er blevet internationale bestsellere. Han er blevet en af de idéhistorikere, vi ringer til, når vi skal have trukket de store linjer i verden, mens det sker. Opgør med institutioner, demokratiske normer og verdensorden.

Vi har på Information ringet mange gange til Müller, siden han udgav Hvad er populisme i 2016. Vi har oversat og udgivet hans bøger, og det var for mig oplagt at slutte det år, hvor Donald Trump tabte det amerikanske præsidentvalg, Europa blev sat på dagsordenen igen, og pandemien tvang os til at genopdage vores samfunds handlekraft og sociale kontrakt, med at gøre status med Jan-Werner Müller:

»Det er rigtigt, at genopretningspakken er et vigtigt skridt fremad. Og det er en stor ting, at Angela Merkel endelig gik med til at hæfte i fællesskab for andre landes gæld. Det er en måde at vise grænseoverskridende solidaritet i Europa på,« siger Müller.

Men EU er ifølge Müller ikke blevet den moralske autoritet i verden, som mange for et par årtier siden havde drømt om.

»EU skulle være en normativ magt, som tilbød nogle globale værdier, som andre ville være tiltrukket og lade sig inspirere af. Det hænger naturligvis sammen med, at Europa ikke har orden i sit eget hus. At unionen har tolereret, at autokratiske ledere har vokset sig stærke i vores midte«.

Orbán vil hamre løs

– Spørgsmålet er ikke for mig, om der skal skrides ind over for de autoritære tendenser i Unionen, men hvordan. Vi er ultimativt afhængige af, at ungarerne og polakkerne selv vælger ledere, som vil forsvare den demokratiske infrastruktur. Det skal EU sørge for, at de kan. Men er det ikke en reel risiko, at vi kan skade dem, vi skulle hjælpe, hvis det bliver oplevet som Bruxelles-formynderi i Ungarn og Polen?

»Jeg er helt uenig. Jeg hører ofte den bekymring, at det vil skabe en reaktion mod EU. Men faktum er, at selv om Orbán taler om en uafhængighedskrig mod Bruxelles og sammenligner det med Sovjetunionen, så er EU enormt populært i Ungarn og Polen. De lande kommer ikke til at trække sig fra EU, hvis Bruxelles gør noget, de oplever som forkert«.

Det næste er ifølge Müller, at Orbán & Co. vil hamre løs mod Bruxelles, uanset hvad der sker:

»Det har vi set mange gange før. Og man skal forstå, at det ikke at gøre noget ikke er neutralt. Når vi ikke gør noget, siger vi i praksis til de millioner, som i 2004, da deres lande blev optaget, troede på, at vi mente det alvorligt med de demokratiske principper: ’Det er bare ærgerligt, venner. Vi mente det ikke’. Den besked vil også blive hørt sådan i andre europæiske lande«.

Spørgsmål om politisk vilje

– Den sanktion, som blev foreslået af kommissionen, var en såkaldt retsstatsmekanisme. Jeg er enig i målet med den, men midlet var, at teknokrater i Bruxelles skulle afgøre, om medlemslande opfører sig rigtigt. Det forekom mig et teknokratisk magtgreb snarere end en demokratisk intervention?

»Her er jeg enig. Man skal ikke gøre retsstaten til et teknokratisk anliggende. Det kommer til at virke, som om demokratiet er noget, nogle teknokratiske mekanikere fra Bruxelles skal komme og fikse. Og det kommer til at forstærke fornemmelsen af, at det er et fundamentalt antidemokratisk projekt. Nej, folk skal kæmpe deres kamp åbent og offentligt«.

Den retsstatsmekanisme, som trods alt blev vedtaget på topmødet for nogle uger siden, skal godkendes af EU-Domstolen og kan efterfølgende udelukkende anvendes til at sanktionere, hvis penge fra budgettet og genopretningspakken bliver brugt til at underminere retsstatsprincipper. Den er ifølge Müller helt utilstrækkelig. Men den er ikke irrelevant:

»Det vil have en effekt, at man kan sige: ’Hvorfor skal EU-penge gå til at understøtte autokrater? Hvorfor skal vi betale til folk, som for at sige det ligeud er fjender af det europæiske projekt?«

»Men der er jo ikke nogen mekanisme, som udløser sig selv. Det bliver i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje, nogen skal gøre det og forsvare det. Og det, vi har set på det sidste topmøde, er, at den politiske vilje stadig ikke er der«.

Kommissionen har ifølge Müller stillet sig tilfreds med at være et sekretariat for medlemsstaterne. Det er en konsekvens af Lissabontraktaten, at vi i dag lever i nationalstaternes Europa. Og så er der ikke nogen, som fører ordet på vegne af Europa og sætter magt bag:

»Jeg vil ikke idealisere fortiden, men jeg tror, at én som Jacques Delors, der var formand for kommissionen i 1980’erne og frem, simpelthen ville have sagt: ’I kan rende mig’ – måske på en lidt pænere måde – ’vi er kommissionen, og det er os, der forsvarer traktaten. Vi er ikke jeres sekretariat, og nu gør vi det her for at forsvare unionen’. Men det ser vi ikke. Så jeg er rimeligt pessimistisk i forhold til, hvad der kommer til at ske de næste par år. Det seneste topmøde var altså ikke nogen succes«.

Det sande folk

En vigtig pointe i Müllers bog om populisme fra 2016 var, at populisme ikke bare er en form for protest eller en strategi til at vinde valg. Det er også en måde at regere på. Populisterne hævder, skrev Müller, at de repræsenterer det sande folk, og de vil føre kampe mod alle de institutioner, som ikke er folkevalgte, og som begrænser deres magt. Domstole, pressen, embedsværket, traktaterne, konventioner og internationale institutioner. Og de afviser dem, der protesterer imod dem med konspirationsteorier om den dybe stat, fremmede magter og fjender af folket:

»Kernen i deres måde at regere på er, som jeg ser det, at de siger: ’vi og kun vi repræsenterer det sande folk’ eller ’det tavse flertal’. Derfor er alle deres modstandere og kritikere pr. definition illegitime. De siger altid, at modstanden er blevet sponseret af eksempelvis George Soros eller udenlandske efterretningstjenester. Der er selvfølgelig meget stor forskel på Erdogan i Tyrkiet, Modi i Indien, Orbán i Ungarn og Trump i USA. Men jeg mener, det er en fællesnævner for dem.«

 – Nu har Trump været præsident i fire år, og hans tid er snart forbi. Der har været meget snak om hans kamp mod institutionerne. Hvordan synes du, institutionerne har klaret den udfordring?

»Der var et vist selvtilfredst overmod i starten, synes jeg. Mange sagde: ’Vi er ikke Tyrkiet, og vi er ikke Ungarn. Vi er et af de ældste demokratier i verden, og vores institutioner skal nok klare det’. Det er klart, at mange dommere, embedsfolk og andre i offentlige funktioner har gjort deres arbejde. Men jeg synes også, at institutionerne på mange måder ikke har klaret sig helt så godt, som de her iagttagere forventede. Der er en positiv fortælling om, at institutionerne klarede det. Men det er også klart, at det ikke er noget, vi kan tage for givet, og at det bliver en kamp også i de næste år at sikre, at institutionerne fungerer.«

Demokrati er at bryde normer

– Det har været en besynderlig oplevelse, at mange, som plejede at være samfundskritiske, har siddet og heppet på institutioner og demokratiske normer imod de folkevalgte?

»Ja, det er vigtigt her at være forsigtig med at idealisere de gamle demokratiske normer. Det har for eksempel tidligere været en norm, at 100 mænd mødtes over drinks i en bar og lavede politiske aftaler stille og roligt uden de vilde konflikter og konfrontationer, vi oplever i dag. Men det betød jo også, at der var spørgsmål, som aldrig blev stillet.«

Det kan godt være, de gamle mænd i baren talte pænt sammen og lavede politiske aftaler uden ballade. Men de talte måske ikke så meget om forholdene for de sorte i sydstaterne eller kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet:

»Nogle af mine venstreorienterede kolleger har påpeget, at demokrati også er at blive ved med at bryde normer. At blive ved med at kritisere de nedarvede hierarkier og chokere folk ved at råbe højt og opføre sig uanstændigt og provokere den måde, tingene bliver gjort på. Vi skal være opmærksomme på indholdet af normerne, når vi kritiserer og forsvarer dem. Så også på den måde er der en helvedes masse, vi kan lære af vores erfaringer fra de seneste par år. Og det dummeste, vi kan gøre, er at tænke på perioden med Trump som en frygtelig afvigelse, og nu er vi heldigvis igen tilbage ved de gode gamle demokratiske normer«.

En højrefløjs-økosfære af medier

– Det forekommer mig, når jeg ser på USA fra Europa, at medierne, de intellektuelle og kommentatorer er blevet radikaliseret af Trump. De har endda gjort kampen mod ham til en forretningsmodel, så de tjener penge på hans måde at være præsident på?

»Jeg vil gerne slå én ting fast, inden jeg besvarer spørgsmålet,« siger Müller fra Berlin.

»Ja, der er polarisering i USA, men den er asymmetrisk.«

Venstrefløjen er ifølge Müller blevet radikaliseret af Trump, men højrefløjen har gjort selve polariseringen til en strategi:

»Du kan godt finde konspirationsteorier på venstrefløjen, men før eller siden vil de blive nødt til at tage udlægningen af verden i mainstreammedierne alvorligt. Hvis du virkelig vil kritisere Wall Street, bliver du også tvunget til at forholde dig til, hvad der står i Wall Street Journal – ellers bliver kritikken totalt ufarlig«.

Anderledes forholder det sig med højrefløjen, pointerer Müller:

»Flere samfundsforskere har empirisk vist, hvordan der i USA er opstået en højrefløjs-økosfære af medier, som er helt lukket om sig selv. De bekræfter sig selv, uanset hvad der sker. Det er ikke rigtige nyheder, de skaber, men bekræftelse af deres egen position og nogle meget stærke fjendebilleder. Den vigtige lære for medierne er her, at hvis du gengiver en asymmetrisk konflikt, som om den er symmetrisk, og giver lige meget taletid til de to forskellige udlægninger af virkeligheden, så ender du med at forvrænge virkeligheden«.

Når det er sagt, understreger Müller, at de såkaldte mainstreammedier i USA har tabt noget i dækningen af Trump. CNN har givet sig selv sloganet ’facts first’, der umiddelbart lyder som en bestræbelse på objektivitet, men også kommunikerer modstand mod præsidenten. Washington Post og The New York Times har givet sig selv tilsvarende nye slogans, som signalerer, at her bliver Trump bekæmpet:

»Der har blandt nogle medier været en pervers tendens til at blive en slags medafhængige af Trump. Når han siger, at medierne er hans opposition, så tager de rollen på sig og siger: ’Fedt! Vi er nu blevet dem, der forsvarer demokratiet, og vi får flere og flere abonnenter, så vi gør det rigtige’. Det var en intelligent strategi for Trump, fordi han havde miskrediteret dem på forhånd, og mange af medierne gik lige i fælden. Det er latterligt. Medierne er jo ikke opposition, den sidder i kongressen, går på gaderne eller udfoldes i civilsamfundet. Det har været stærkt problematisk, at mange medier gjorde sig selv til opposition.«

Donald Trumps periode er snart forbi. Med valget af Joe Biden, som har været i amerikansk politik i 50 år og har været vicepræsident under Barack Obama, kunne det se ud, som om et flertal af amerikanerne har gjort det, Müller advarer imod: Gået tilbage til det, der var før Trump, for at genfinde den gamle normalitet.

Trump er en tegneserieudgave af Reagan

– Efter en periode med kolossale demonstrationer, mangfoldige aktioner og meget energi på den amerikanske venstrefløj virker det ikke specielt offensivt at vælge Joe Biden. Tror du, at Biden vil genskabe den gamle orden eller blive præget af alt det progressive, som er sket på venstrefløjen?

»Det banale svar er, at det afhænger af, om folk bliver ved med at være mobiliserede. Det, der er sket i USA det seneste år, er temmelig ekstraordinært. Nogle har estimeret, at der har været 8.500 demonstrationer i hele landet, siden George Floyd blev dræbt. Pandemien har samtidig været en slags røntgenstråle gennem det amerikanske samfund, som har vist noget, som ikke var totalt ukendt før. Fattigdom, social usikkerhed og ulighed. Men det er blevet meget mere synligt og tydeligt nu. Så hvis folk bliver ved med at protestere, tror jeg, der er en god chance for, at Biden kan få interessante ting til at ske.«

Müller minder om, at historisk progressive præsidenter som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnson oprindeligt ikke var særligt progressive politikere. Men de blev formet af den historiske situation, de stod i, og den mobilisering, der var omkring dem:

»Man kan også se det på en anden måde. Donald Trump er for mig at se ikke en pirat, der har lavet en fjendtlig overtagelse af det republikanske parti. Det, han står for, og det han siger, har længe været på vej i partiet. Det er derfor, han så nemt kunne komme til at dominere det.«

På et realpolitisk plan har Trump ifølge Müller ikke været nyskabende. Han har udpeget en blandt hundredvis af konservative dommere og givet massive skattelettelser. Sådan set har han fortsat det, der har været republikanernes program, siden Ronald Reagan for 40 år siden indledte den nykonservative epoke.

»Trump er en slags tegneserieudgave af Reagan,« siger Müller. Hans slogan ’America first’ og hans opråb om at ’dræne sumpen’ er endda gentagelser af Reagans slogans:

»Jeg synes, det passer ind i en bestemt fortælling om amerikansk politik. Du har nogle lange perioder, hvor en bestemt forestilling om samfundet dominerer, men på et tidspunkt når den sin afslutning. Og den sidste person i et langt regime er som regel en tegneserieudgave af begyndelsen. Trump forekommer i den fortælling at være afslutningen på noget gammelt snarere end begyndelsen på noget nyt. Og måske er vi virkelig i en overgangsfase«.

Problemet er bare, indskyder Müller, at gamle visioner først falder, når de bliver afløst af en ny vision. Og det står endnu ikke klart, om Biden kommer med en ny vision.

Det er til gengæld helt sikkert, at der om fire uger i Washington D.C., når Biden bliver indsat som præsident, vil være lettelse, glæde og jubel.

Måske for en dag, måske for en længere periode. 

Artiklen er en redigeret version af en samtale foretaget over ZOOM den 17. december 2020. 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.