Feature
Læsetid: 9 min.

De ufarlige julekalendernissers tid er forbi

Igen-igen får DR kritik for ikke at have (nok) nisser med i årets tv-julekalender, og i år synes nissebehovet større end nogensinde. Men selv om tv-julekalenderen altid er et produkt af sin tid, er årets udeblivende nisser mere udtryk for, at den moderne julekalender tager sin målgruppe alvorligt, end at DR er imod hygge, siger eksperter
DR’s nye julekalender, ’Julefeber’, har fået kritik for sin mangel på nisser, men er magien – trods alt – ved at snige sig ind?

DR’s nye julekalender, ’Julefeber’, har fået kritik for sin mangel på nisser, men er magien – trods alt – ved at snige sig ind?

Nicolai Lok, DFF/DR

Kultur
9. december 2020

En af litteraturhistoriens mest kendte kynikere er gamle Ebenezer Scrooge fra Charles Dickens’ Et juleeventyr. Hans »indre kulde fastfrøs hans ældede træk, bed i hans spidse næse, rynkede hans kinder, gjorde hans gang stiv, hans øjne røde, hans tynde læber blå og hans stemme skurrende«. Men da historien er slut, har han gennemgået en transformation og er endt som et venligt, varmt og, ja, ligefrem julepositivt gemyt.

Noget tyder på, at mange af virkelighedens scrooge’r er i gang med en lignende forvandling.

I hvert fald var der på avisens kulturredaktion og omegn en del både børn og voksne, der højlydt savnede nisser, da første afsnit af DR’s nye store familiejulekalender, Julefeber, gled over skærmen i sidste uge. Og vi var ikke de eneste: »Efter et år fyldt med corona, døde mink og røvtur sender DR verdens mest deprimerende julekalender på gaden,« lød overskriften på Berlingskes anmeldelse

Både julehadere og -elskere nærede tilsyneladende et højtidsnaivt håb om, at alt det mørke og mismod, som 2020 har givet os, skulle krones af en julet december spækket med traditioner – og nisser. Sådan blev det ikke. I hvert fald ikke i de første afsnit af Julefeber.

»Mange har nok haft en følelse af, at nu holder vi ikke til mere i år,« siger Matilde Kallehauge, der har skrevet speciale på Aalborg Universitet om tv-julekalenderens udvikling, og som sammen med Pernille Dahl laver julekalenderpodcasten Julearkivet. »At nu skal det være, som det plejer.«

Når alt kommer til alt, handler vores behov mere om nostalgi end om pandemi, siger Danmarks formentlig største julekalenderkender, Brian Iskov. Om at vi voksne drømmer om, at vores børn ville gide se de mere pussenussede julekalendere fra vores ungdom, som sandt at sige var anderledes end de moderne udgaver. 

Brian Iskov har set samtlige danske tv-julekalendere og holder foredrag om genren. 

»Alle i Danmark er vokset op med julekalender, og det har snart været sådan i 60 år,« siger han og tilføjer, at han plejer at kunne skyde sig ind på folks alder, hvis de fortæller ham de første julekalendere, de kan huske.

Jeg siger, at jeg som barn kan huske at have set den første Pyrus-julekalender Alletiders Jul – og også Hallo, det er jul! og Bamses Julerejse.

»Så er du født sidst i 80’erne,« lyder det resolut, og det er rigtigt, jeg er fra 1988.

EU-kritik i Jullerup Færgeby

Tv-historiens første julekalender er svensk og bliver sendt i 1960. To år senere følger DR trop med Historier fra hele verden, som er 24 afsnit, der består af to dele – først en kortfilm, der passer med dagens låge i den trykte julekalender, og så en slags dokumentarfilm om børn i fremmede lande.

Men den første ’rigtige’ julekalender med en sammenhængende historie er Kender du Decembervej? (1967). Det er den om dukken Magnus Tagmus, som tøffer rundt på Københavns tage i sit lille tog. Selv om julekalendere helst ikke skal kunne tidsbestemmes, kan man godt fornemme noget 1960’er-oprør på spil her. Selvfølgelig er det Nørrebros tagrygge, musen kører rundt på, og i det drengeværelse, der er centralt for historien, hænger der et orakel på væggen, der hedder Max von Rosenørn, som til forveksling ligner Karl Marx. Længere nede i opgangen bor en mekaniker, som hedder Axel Larsen.

»Julekalenderen er altid et produkt af den tid, den er produceret i,« siger Matilde Kallehauge og uddyber, at den første deciderede samfundspolemik om en julekalender er fra 1974, hvor DR viste den siden ikoniserede, ofte genudsendte og endda rigt parodierede dukkejulekalender Jullerup Færgeby.

På det tidspunkt er Danmark lige blevet en del af Fællesmarkedet, hvilket Jesper Klein og de øvrige forfattere mener er oplagt at bruge en julekalender til at kommentere. Således kommer den store ’EuroFish’-lastbil ledsaget af vild jazzmusik og smadrer byens husmure, haver og galionsfigurer, og dens chauffør taler et hektisk volapyksprog.

»Det var en klar hilsen til EF,« siger Brian Iskov.

Senere må skaberne af Jullerup Færgeby stå skoleret for det daværende radioråd, fordi kritikere mener, at julekalenderen »indoktrinerer reaktionære kønsrollemønstre«. Både rødstrømper og pædagoger er dels utilfredse med, at drengene skriver »FORBUDT FOR TØSER« på indgangen til deres hemmelige hule, og at kun fire af de flere end 20 indbyggere i den fiktive færgeby er kvinder. Til gengæld er der en masse mænd, som laver alt det sjove – de få kvinder, der er, vasker mest bare op og lapper Antons revnede bukser.

Det bliver der siden rettet op på.

I 1977 sender DR Kirkebakke Boligby med væsentlig flere kvindelige karakterer – og en far, hvis store passion i livet er at vaske op. »Når jeg gi’r mig tid/ bli’r min opvask hvid/ ligesom sneen ved juletid,« synger han i serenaden »Vaske op-sangen«, som simpelthen er en hyldest til den slidsomme proces, hvor brugt service bliver rent:

»Den tager meta-fat i den kritik, som de selv havde mødt tre år forinden,« siger Matilde Kallehauge.

TV 2 finder sin form

I 1980’erne bevæger julekalenderen sig væk fra hverdagsdanmark med high fantasy-fortællinger som dem om Nissebanden og Brian Iskovs alletiders favorit, Jul på slottet. High fantasy, fordi det ikke er unormalt, at der sker overnaturlige ting, såsom at nisser bevæger sig rundt alle vegne, eller at handlingen finder sted i et fremmed kongerige.

»Men ikke mere fantasi, end at der i 1986 i Jul på slottet er en økonomisk krise på vej, ligesom vi kender det fra samfundet derude,« siger Matilde Kallehauge.

I 1990’erne får DR konkurrence fra TV 2, som både lancerer populære voksenjulekalendere og Alletiders-serien fra Rigsarkivet med hiphop-nissen Pyrus, der »vil ha’ gang i den, sang i den, mere ramasjang og tju-bang i den«.

Vi får også Regner Grastens Krummernes Jul og Brødrene Mortensens Jul, hvor vi igen er tilbage ved det nære og nærmest socialrealistiske, indtil TV 2 finder sin julekalenderform med Jesus og Josefine fra 2003.

I ingen af disse er der særlig meget virkelighed hentet ind – Krummernes jul finder sted i en københavnsk forstad i 1990’erne, Brødrene Mortensens Jul i 1950’erne – men de er renset for specifikke tidsangivelser, der afslører produktionsåret.

Der er elementer af samtiden i flere af dem, men man skal jo passe på ikke at tidsbinde – hvis man har for mange referencer, så kan man ikke genudsende. Og det skal man helst kunne, for tv-julekalendere koster mange penge. Således har de store serier om Pyrus og Nissebanden i alt været vist 13 gange, når man tæller alle genudsendelserne med.

Finanskrise og Storebæltsbro

I 1997 sender DR en julekalender, der er mere mærkelig end succesfuld, og som i den grad kan tidsbindes. Den hemmelige tunnel tager udgangspunkt i, at Storebæltsforbindelsen lige er blevet opført, og i julekalenderens fiktive univers bliver der sideløbende lavet en hemmelig tunnel for forretningsfolk.

»Det er et lidt underligt forsøg på at lave en voksenjulekalender til børn, og det virker ikke rigtigt,« siger Matilde Kallehauge. 

Det nok mest direkte samfundsafspejlende, vi har set, er TV 2’s Mikkel og Guldkortet på TV 2, som sendes lige midt i finanskrisen i december 2008. Den er skrevet i 2007, hvor den egentlig også var tiltænkt udsendelse, men en straffesag mod en mandlig skuespiller gør, at de må udskyde.

I mellemtiden krakker Lehman Brothers og efterlader en verden i finansielt kaos, hvilket er perfekt timing for julekalenderen, der foregår i indkøbscentret Rødovre Centrum, er rendyrket kapitalismekritik og viser, hvor galt det går, når det frie marked løber løbsk.

»Der var nogle forfattere, der nok ikke engang selv var klar over, hvor meget de havde fingeren på pulsen,« siger Brian Iskov.

Nogle år inden Mikkel og Guldkortet har TV 2 stor succes med den stilsikre Jesus og Josefine (2003), som danner skole for mange af eftertidens julekalendere – og efterlader den lidt fjollede Nissernes ø noget forpjusket ovre på DR’s hovedkanal. 

»Der sker generelt noget interessant i 2003,« siger Matilde Kallehauge, »om det skal kobles til samtidens krigsførelse i Mellemøsten eller andet, vil jeg være påpasselig med, men der sker en stor udvikling med karaktererne. Julekalenderne bliver mere seriøse, fordi vi i stigende grad skal have hele familien til at se med.«

Tre år senere sender statsradiofonien den alvorstunge Absalons Hemmelighed (2006) – ikke klokken fjernsyn-for-dig-18.00 som normalt, men halvanden time senere. Og ikke til hele familien, men til en målgruppe, der ekskluderer de tre-syvårige.

»Absalons hemmelighed sætter en ny standard for både kvalitet og alvor. Der er ingen endimensionelle nisser, men en storesøster, der kæmper for at redde sin hjertesyge søster. Da man sendte Nissernes Ø tre år inden, gik calypsodansen let hen over, at vi har haft slaver i Vestindien,« siger Matilde Kallehauge.

– Den havde man lavet anderledes i dag?

»Jeg tror slet ikke, man havde lavet den.«

Lidt for antihyggeligt

Fra Jesus og Josefine og Absalons hemmelighed bliver det tydeligt, at tendenser inden for kultur, tv og film smitter af på julekalendergenren. Tonen bliver mørkere, og der er plads til mere fantasy, mere refleksion og mere kant, siger Brian Iskov.

»Det handler bogstavelig talt om liv og død,« siger han og nævner Pagten (2009) og Theo og den magiske talisman (2018).

»Og der er en dysterhed, der går igen i populærkulturen generelt, og som bliver samlet op i julekalenderne.« 

Han nævner også TV 2’s julekalendere om Tinka, som med deres magtkampe i et fantasyunivers og konger, der bliver myrdet, er »rendyrket Game of Thrones for børn«.

Helt generelt kan man sige, at produktionerne er blevet større og større – og temaerne mere og mere dystre – i takt med at kanalerne har taget børn mere seriøst.

»Jeg tror, det handler om, at tiderne har ændret sig, og at målgruppens præferencer har ændret sig. Den er vant til store, episke eventyr, og så duer det altså ikke, at man tosser rundt i Vestindien i nissekostumer og synger pjattede sange,« siger Brian Iskov.

Wikke & Rasmussen var de sidste, der lavede en musical, Julestjerner (2012), fordi de mente, at det hele var blevet lidt for antihyggeligt, så nu ville de gerne lave noget, der var lidt mere gammeldags. Men som Kallehauge pointerer, har selv Julestjerner dystre undertemaer som ensomhed, en forsvunden mor og en smådeprimeret Troels Lyby, der er ved at gå konkurs med sit forsamlingshus.

Det socialrealistiske element

Brian Iskov bekræfter, at der i samtlige af de moderne kalendere er et afsæt i en hverdag, som i mangel på et bedre ord kan kaldes socialrealistisk.

»Det hænger dels sammen med, at skaberne har et ansvar, fordi de ved, at den bliver set af mindst en million danskere på tværs af aldre. Ikke ret meget fiktion når så bredt ud i Danmark, og derfor føler flere sig forpligtet til at lave noget, der betyder noget. Og så er det jo dyrt at lave en julekalender,« siger han og tilføjer, at de forskellige aldersgrupper i fællesskab ser julekalenderne som et slags decemberritual. Serierne kan tillade sig at tage tunge emner op, fordi fællesseningen giver anledning til at tale om dem bagefter.

Men bliver det aldrig for dystert, for alvorligt? Forrige år blev den kloge, bebrillede hovedperson Theo mobbet i skolegården, fordi han kunne tegne, men ikke spille fodbold, hans eneste ven var hans morfar, som endte med at få sin respirator slukket.

»Jo, nogle gange går de for langt,« siger Brian Iskov, der husker Den anden verden som særligt voldsom, og som han er glad for, at han var ældre end otte år, da han så.

»Men de har også fået kritik for det lige siden Absalons hemmelighed. Nu tror jeg efterhånden, folk har vænnet sig til det. DR helgarderer sig med at sende de gamle mere harmløse på Ramasjang. Det er en svær balance, jeg synes for det meste, de lander den nogenlunde fornuftigt. TV 2 kører lidt mere hårdt på med nisser,« siger Brian Iskov.

Julefeber er optaget under forårets lockdown, og der gik på et tidspunkt rygter om, at de var blevet nødt til at skrive alle kærtegn, knus og kram ud af manuskriptet, hvilket gav Brian Iskov bange anelser.

»I en julekalender, som handler om at holde sammen og være der for hinanden, skal man jo kramme. Det bliver der så heldigvis også gjort, for de havde gemt alle de scener til sidst i optageforløbet,« siger han.

Og som både han og Matilde Kallehauge pointerer, er det – selv om faren er på røven, og de er hjemløse og småsulter – en varm julekalender, hvor børnene kærligt boltrer sig på hinanden, og hvor magien – trods alt – er ved at snige sig ind. 

»Så man kan sige, at heldigvis har corona ikke smittet så meget af på handlingen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Poul Christensen

Hvor blev Jul på Vestrbro af i analysen?

Og the Julekalender? :-)

Efter sigende var jeg så vild med Magnus Tagmus, at vores nabo syede en dukke af ham til mig. Dukken har jeg stadig :)

Nu er det første gang i årtier jeg har set børnenes julekalender. Der er da MASSER af jul - en af hovedpersonerne er for dælen da nisse! Og så er den skøn; jeg får hele tiden temasangen på hjernen :D

Niels Bønding, Vibeke Hansen, Alvin Jensen, Anna Regine Irgens Bromann, William Mannicke, David Zennaro, Anders Kold Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Berlingske bliver mere og mere sort. Det er faktisk efterhånden en decideret rædselsfuld avis.

I min familie med to børn er vi meget glade for Julefeber. Den er smukt optaget, original og med fantastiske (børne)skuespillere hele vejen rundt.

Niels Bønding, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Det er sjovt, som eksperter altid står klar med en udtalelse om nisser. Hvorfor ikke spørge nisserne selv?

Kunne man forestille sig at skrive en artikel om handicapidræt uden at have mindst 1 kørestolsbruger med? NEJ. Ville man (i det mindste i 2020) skrive om etniske mindretals besværligheder uden overhovedet at besvære sig med at kontakte en muslim? NEJ.

Det siger alt om, hvor lidt alvorligt man tager nisser.

gregers hoff, Anders Reinholdt, Flemming Berger, olivier goulin, Alvin Jensen, Anna Regine Irgens Bromann, William Mannicke, Rune Stilling, Viggo Okholm, Lars-Bo Andersen, David Zennaro og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Den er nu ganske udmærket og der er jo masser af jul og stærkt spil fra de børn der deltager.

Den er nu ganske udmærket og der er jo masser af jul og stærkt spil fra de børn der deltager.

Hvis folk dog bare ville åbne øjnene for hvad nisser i virkeligheden er...

Det er fordi, der ikke findes nogen børn længere

/O