Essay
Læsetid: 7 min.

Det er ikke umuligt at forlade underklassen, men det er Zlatans lov, at det ikke er så enkelt

Det er ikke bare nedslående, men også velgørende at blive mindet om ydmygelser og fordomme, ringeagt og om den i virkeligheden oprørende ’privilegieblindhed’ på samfundets solside, skriver Bent Vinn Nielsen i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Asta Olivia Nordenhofs roman ’Penge på lommen’
Det er ikke bare nedslående, men også velgørende at blive mindet om ydmygelser og fordomme, ringeagt og om den i virkeligheden oprørende ’privilegieblindhed’ på samfundets solside, skriver Bent Vinn Nielsen i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Asta Olivia Nordenhofs roman ’Penge på lommen’

Dalva Skov

Kultur
28. december 2020

Asta Olivia Nordenhofs lille tætte roman Penge på lommen er af genre nærmest et melodrama, men bestemt ikke af den romantiske slags med sød forståelse for ønsket om en lykkelig slutning, så læseren kan lægge bogen fra sig i forvisning om, at de gode og rene af hjertet – der er af det pureste guld – sejrer til sidst, mens de onde må græde i kor.

Nordenhof er overhovedet ikke sød, hun er bidsk og skånselsløs. Det er ikke hjerter af guld, hun beskæftiger sig med, men en helt anden slags guld, den bogstavelige nemlig. Om penge – og især om ikke nok eller helt fravær af penge på lommen. Den tilstand, og de mennesker og miljøer, hun skriver om, er almindeligvis ikke genstand for mediernes og offentlighedens helt store interesse, men er ikke desto mindre en særdeles realistisk beskrivelse af de vilkår, der gælder for mennesker nederst i samfundspyramiden. Og af de fristelser, der truer dem. Som de fleste ganske vist undgår, men som ikke alle kan modstå.

Jeg selv er vokset op i en ’pæn’ arbejderfamilie, hvor såvel kriminalitet som prostitution var absolut no go, men vi skulle nu ikke særlig langt uden for den nærmeste familie, før der var eksempler på både det ene og det andet. Og visse folk på egnen fik vi streng besked på ikke at have noget med at gøre. Nu er jeg årgang 51, så det hørte også dengang til god almueære på landet, at selv skilsmisser blev opfattet som uacceptabelt. Men tyveri, vold og prostitution var simpelthen utilgiveligt. Nogle faldt i, det var ikke altid helt uforståeligt, men de havde nu engang overskredet en rød linje, derfor skulle de gøre sig meget stor umage for nogensinde at blive taget til nåde igen.

I Nordenhofs roman er det ikke den pæne arbejderklasse, der er i centrum. Det er linjeoverskriderne, de fleste af karaktererne er desperadoer og en slags eventyrere med drømme, som en almindelig veltilpasset tilværelse i hamsterhjulet ikke kan tilfredsstille. De er rodløse mennesker, der har det til fælles, at de er kommet skævt fra start.

Den ene af hovedpersonerne, busselskabsejeren Kurt, reflekterer på et tidspunkt over sine forældre. Lever de, eller er de døde? De må næsten være døde, konkluderer han. Men faktisk ved han det ikke. Den anden centrale person, Maggie, bliver smidt ud hjemmefra i en meget ung alder, fordi hendes mor finder hende i tæt omfavnelse med en ung mand.

Herefter strejfer Maggie rundt i ind- og udland uden penge på lommen, men med et håb om, at hun nok skal finde en mand, først den ene, så den anden, der midlertidigt kan tilbyde hende forsørgelse – mod visse modydelser, naturligvis. Også Kurt gør sig erfaringer med prostitution, i hans tilfælde for at kunne købe mad til spædbarnet Flemming, hvis mor et par måneder efter fødslen simpelthen går sin vej. Uden nogensinde senere at give lyd fra sig. Herefter ser Kurt ikke andre muligheder end at sælge sin krop – beskrevet som usædvanligt smuk – på det homoseksuelle kødmarked.

Det lykkes for Kurt, der slår pjalterne sammen med Maggie i en nedlagt gård på Fyn, hvor de også får datteren Sofie sammen, at etablere sig som ejer af et lille busselskab. Det skal være slut med at være såkaldt arbejdstager, han vil være sin egen herre. Han har også held til at skabe et vist økonomisk overskud, men det lykkes for kyniske spekulanter – fra ejerkredsen omkring Vognmandsruten og Scandinavian Star – at franarre ham. Herefter går det hastigt ned ad bakke, også med forholdet mellem Kurt og Maggie, der allerede i forvejen var noget anløbent. Kurt er ikke just nogen omsorgsfuld og kærlig ’ægtemand’, Maggie føler sig med tiden forsømt og uattraktiv. Hun var i sin tid den yngre model, som Kurt foretrak for sin daværende kone. Nu frygter hun for, at Kurt vil finde sig en ny yngre model.

Det kan unægteligt være en nedslående oplevelse at læse romanen, hvis man da ellers, som undertegnede altså, kender dens miljøer og skæbner næsten lidt for godt. Selvfølgelig har der været en vis udvikling af samfundet siden halvtredserne, da jeg voksede op, også til det bedre, men grundlæggende giver romanen en følelse af, at der egentlig ikke er sket en skid. Det er stadig et spørgsmål om at have eller ikke at have penge på lommen. Og det handler ikke så meget om den rus, det giver, når man har været heldig og har indkasseret en stor gevinst, som hurtigt brænder hul i lommen.

Det drejer sig om at være sikret, at have penge på kistebunden, en pæn familieformue, man kan trække på – måske i generationer. Underklassen er stadig underklassen, folk, der ikke har forstand på penge, de bruger dem, når de har dem, og suger på labben resten af tiden – og det er det meste af tiden. Kriminalitet og prostitution kan være en fristelse, hvis knapheden bliver for overvældende. De fleste giver som sagt ikke efter for fristelsen, der – som også sagt – har en meget høj pris. Jo, samfundet består stadig af herskab og tjenestefolk. Herskabet fjæler sig bag lidt mere neutrale betegnelser som ’ressourcestærk’ og ’økonomisk uafhængig’, men herskab er det ikke desto mindre. Det forventer at blive vartet op af en lydig underklasse af tjenestefolk, ’servicearbejdere’, fabriksarbejdere, postbude. Politibetjente, der skal slå ned på de ulydige og sikre lov og orden, fængselsbetjente, der for en ikke overvældende betaling skal sikre, at de værste bliver holdt forsvarligt inde i bure. Det er herskabets børn, der får de gode uddannelser, de gode stillinger, det gode liv. Magten og æren. Det dårligt betalte arbejde kan de sidste få – og de allersidste, de syge og de arbejdsløse, kan Fanden tage.

I romanen er der et afsnit, der skiller sig ud fra hovedhistorien om Kurt og Maggie, nemlig et mere sagligt afsnit, hvor der gøres rede for omstændighederne omkring passagerfærgen Scandinavian Stars forlis i april 1990. En række brande, efter alt at dømme påsatte, mener Nordenhof og med hende de fleste andre, kostede 159 mennesker livet. Selve ejerskabet til fartøjet var yderst tvivlsomt, derefter var det vanskeligt at fastslå, hvem præcis der var de ansvarlige. Lige siden har der været talt om forsikringssvindel. Og lige siden har man undret sig over specielt det norske politi, der måske lige lovlig hurtigt lukkede sagen ned.

Nordenhof lufter en teori, der bestemt forekommer sandsynlig, nemlig at der har været tale om et simpelt regnestykke. Når der skal lægges noget til, skal der også trækkes noget fra, skriver hun. Hvis man vil opnå en gigantisk forsikringssum, må man sørge for, at det forsikrede bliver effektivt ødelagt, altså for eksempel i form af en skibsbrand. Det er ganske vist ikke hensigten, at det skal koste menneskeliv, men på den anden side: Hvis det gør, er det en omkostning, man må tage med.

Nordenhof peger på lignende katastrofer som dem i Asien, hvor skandinaviskejede fabrikker styrtede sammen med mange omkomne til følge. Det er ikke nogen rar tanke, hvis Nordenhof har ret i sin mistanke – for det er en mistanke, der er tale om, der er jo stadig ingen, der med sikkerhed ved, hvad der nøjagtig skete på Scandinavian Star – men kapitalismen er jo netop ikke rar. Den er i bedste fald politisk neutral handel med varer og tjenesteydelser. I bedste fald.

Det er ikke umuligt at forlade underklassen, det beskriver Nordenhof også. Kurt og Maggies datter, Sofie, flytter hjemmefra for at læse psykologi på universitetet. Men det er en kendt sag – man kunne kalde det Zlatans Lov – at det heller ikke er helt så enkelt. Et barn fra underklassen skal have mere disciplin, have beslutsomhed og begavelse for at kunne klare sig i det nye miljø, der stadig især er befolket af børn fra pæne, borgerlige hjem. Herskabets børn. Og som Zlatans Lov lyder: Man kan tage Zlatan ud af Rosengården, men man kan ikke tage Rosengården ud af Zlatan. Mænd og kvinder fra underklassen, der gennem uddannelse stiger op i middelklassen, føler sig tit som fremmede i både det oprindelige som det miljø, de kommer ind i.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange man har hørt den historie. Og på det naive borgerlige mantra om, at enhver der tager sig sammen og gør, hvad der skal til, kan finde den plads, han eller hun stræber efter. Klassesamfundet er afskaffet, det findes ikke mere, lyder det i al borgerlig forpylrethed. Det er til at dø af grin over. Hvis man altså har bare en smule sans for realiteter. Man kan selvfølgelig også vælge at græde over det, men det bliver man mindre og mindre tilbøjelig til, jo ældre man bliver. Der indfinder sig en vis flegma, man gider ikke tænke for meget over det. Og herregud, det er jo gået endda. Det kan tage overhånd med den sindsro, alderen udvikler hos en, derfor er det ikke bare nedslående, men også velgørende at blive mindet om ydmygelser og fordomme, ringeagt og om den i virkeligheden oprørende ’privilegieblindhed’ på samfundets solside.

Asta Olivia Nordenhof: ’Penge på lommen’. Udkom i januar på forlaget Basilisk

Tirsdag d. 29. december skriver Suzanne Brøgger om Puk Damsgårds personlige beretning ’Arabica’

 

Serie

Ældre forfattere læser yngre forfattere

Litteraturåret går på hæld, og vi har bedt forfatterne Bent Vinn Nielsen, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Asger Schnack og Peter Laugesen om at fremhæve ét værk fra 2020 af en kollega under 50 år og skrive et essay om, hvad der gør den bog til noget særligt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Mere Bent Vinn Nielsen i avisen, tak!

Er der ikke plads, så må den sgu findes!

John Scheibelein, Erik Fuglsang, Lise Lotte Rahbek, Karsten Nielsen, Jørgen Larsen, Steen K Petersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Underklassen er stadig underklassen, folk, der ikke har forstand på penge, de bruger dem, når de har dem, og suger på labben resten af tiden – og det er det meste af tiden. "

Jeg går ud fra at dette er hr. Vinn Nielsens sarkastiske fremstilling af "Herskabets" mentale billede af underklassen, altså deres tro om at de fattige er fattige fordi de "ikke har forstande på penge"? Er det også en problematik der bliver vist frem, på den ene eller anden måde, i bogen?

Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

"Penge på lommen" af Asta Olivia Nordenhof og "Stakkels Jim" af Finn Janning er mine to bud. Sidstnævnte var et kærkomment kritisk blik på den danske kunstscene.

Torsten Jacobsen

Bjørn Pedersen,

Måske du blot bør læse den, siden din interesse nu synes vakt?

Bjørn Pedersen

@Torsten Jacobsen
Tja, interessen er da vakt, men derfor kunne det da være rart at vide det skrevne i artikel var udtryk for forfatteren af bogen eller forfatteren af artiklens synspunkt? Men ja, bogen virker da interessant, om ikke andet så for at lære om en forfatters syn på klasseforhold og dermed hvordan den samfundsklasse der typisk ville læse dén forfatter muligvis i fremtiden (hvis bogen bliver populær nok) fremover vil henvise til, eller tænke på, beskrivelsen af fattigdom.