Aborrefiskeri med litteraturprofessoren: Noget radikalt ikkemenneskeligt bider på krogen

Litteraturprofessoren Jacob Bøggild er vokset op med aborrefiskeri.

Hans far var professor i atomfysik, og på farens fridage sejlede de ud i en lille båd på Esrum Sø. Her sænkede de en line med regnorme ned i mørket og ventede på, at der skulle ske noget. Det var et mageligt fiskeri, men også et fiskeri, der ansporede forestillingsevnen. Hvad ville dukke op fra søens mørke vand, når stangen bukkede sammen?

Det fortæller Jacob Bøggild mig på vej hen over Farum Sø en tidlig morgen i august. Det er varmt, han er iført sandfarvet tøj og en blå kasket med et langt solbeskyttende slag i nakken. Han bærer et par store mørke solbriller ud over sine runde grønne briller, og dermed er transformationen fra litteraturforsker til lystfiskende naturmenneske på søen komplet.

Han tager hårdt i årerne, mens vi bevæger os mod dagens mål, der ligger i den vestlige ende af Farum Sø. Her skulle aborrerne angiveligt gå på to meter vand, hvor de jager små byttefisk blandt de store vandplanter.

Vi skyder en god fart i medvinden hen over de krappe bølger. Farum Sø udgør en interessant idyl på kanten af København. Store huse ligger helt ned til vandkanten, mens et gammelt bindingsværk troner på øen Klaus Nars Holm. Bag lyden af vandets skvulpen kan man høre Hillerødmotorvejen.

Et telegram fra mørket

I båden ligger fem fiskestænger klar. To stænger skal fiske med orm, to stænger skal bruges til at fiske med jig, der er et slags gummidyr, og én stang er klar med spinner, som skal bruges til gedderne.

Der er langt fra farens primitive fiskeri med regnorm til Jacob Bøggilds systematiske fiskeri:

»Selv om jeg fik aborrefiskeriet ind med modermælken, vil jeg ikke sige, at vi var gode eller særlig grundige. Jeg fiskede, fordi min far fiskede, og da han døde, da jeg var 19, forsvandt interessen. Den vendte først tilbage, da jeg selv fik min søn. Jeg tror også, at den kom med en større interesse for økosystemer og naturen.«

Jacob Bøggild er uddannet fra Roskilde Universitet, han har forsket og undervist i især H.C. Andersen og Kierkegaard, og han er i dag ansat i H.C. Andersen-professoratet på Syddansk Universitet.

Han har viet sit liv til at forstå, hvordan forholdet mellem sprog og vores forestillingsevne hænger sammen, og det ligger overraskende tæt på hans interesse for lystfiskeri og hans barndoms fisketure på Esrum Sø:

»Søren Kierkegaard bruger billedet af en lystfisker, der sidder og kigger på sin prop. Proppen, skriver Kierkegaard, telegraferer fra et andet element. Han refererede dengang til noget andet, men jeg tror, at der er noget sandhed i netop det. Vandet er fremmed for os, fordi det annullerer vores primære sans: synet. Lystfiskeri appellerer til vores forestillingsevne, til vores fantasi.«

I sit sandfarvede sæt vægrer han sig et øjeblik mod sin egen intellektualisering af fiskeriet.

Han tænker sig om et øjeblik, taler først tøvende og langsomt, men han kan ikke lade være:

»Jeg har præcis i min forskning fulgt sporet omkring sprog og forestillingsevne. Så snart der sker noget ved stangen, går man med det samme i gang med at forestille sig, hvad det kan være, der er i den anden ende. Man lærer at læse tegnene. Man lærer at omsætte det, man forestiller sig, til handling, og hvis man er dygtig til at forestille sig, så har man ret og fanger en fisk. Sådan bliver man god til at fiske.«

Aborren er humørsyg

Vi ankrer op ikke langt fra land, hvor Ryget Skovs store bøgetræer vokser helt ned til vandkanten.

Det her er mit barndomsland. Jeg er selv tidligere medlem af Farum Lystfiskerforening, og jeg har løbet igennem Rygets løvklædte bakker, mens jeg drømte mig ud på søen med en fiskestang i hånden.

Nu står jeg her igen, og jeg er klar til at sænke jiggen ned i vandet, ned i det ukendte, mens jeg håber på, at en aborre lader sig overliste af gummidyrets lokkende gang.

Der går ikke lang tid, før Jacob Bøggild har hug på sine to stænger med regnorm, derefter på hans fiskestang med jig, og nu er det min tur!

Der er travlhed i båden, og op flyver den ene smukke sortstribede aborre efter den anden. Jacob Bøggild afkroger rutineret fiskene. Nogle af dem ryger i den indbyggede vanddam i midten af robåden. Her holder de fisk, som har den rette spisestørrelse, sig friske.

Fiskeriet dør ud, lige så hurtigt som det startede. Sådan er det med aborren. Den er humørsyg, og vi må vente, til den begynder at jage igen.

Imens fortsætter vores samtale. I forbindelse med sit arbejde har Jacob Bøggild oversat den amerikanske filosof og litterat Timothy Morton til dansk. I 2018 udkom bogen Økologi uden natur, der netop tager stilling til, hvordan vi skal forholde os til naturen.

Bogen handler især om, at fordi vi er blevet mere urbaniserede, er naturen blevet fremmedgjort for os, den er blevet det andet.

Det mener Jacob Bøggild er et ekstremt vigtigt perspektiv, som man kan og skal bruge i sin dagligdag:

»Vi skal tænke over, hvordan vi tænker og italesætter det, vi kalder naturen. Hvis man sætter naturen op på en piedestal og tænker den ind i en nationalparkromantik, så gør man ikke naturen en tjeneste. Den er ikke nødvendigvis smuk eller god.«

Jacob Bøggild har talt sig varm i heden, og han fortsætter ufortrødent med at skabe en forbindelse mellem lystfiskeri, natursyn og klimakrisen:

»I Lars von Triers Melancholia zoomer kameraet ind på de kriblende insekter i græsset, inden verden går under. Det vi ikke ser eller lægger mærke til normalt, den del af naturen, der ikke kan bambificeres. Det er en vigtig pointe, at vi skal have en større opmærksomhed for den del af vores natur, der ikke bare er smuk. Her indgår fiskenes verden. Det er afgjort noget fremmed for os. Noget, vi ikke forstår, og som er radikalt ud over det menneskelige.«

Ålen har droppet fremtiden

Noget radikalt ikkemenneskeligt bider på krogen. Jacob Bøggild har fortalt historier om den. Det viser sig først ved, at proppen med regnorm går helt ned under vandet. Det er ikke bare et forsigtigt nøk, men et ordentligt ryk, der viser, at her er noget med vægt bag. Han udbryder et ivrigt »så er den der« for at indikere, at her er dagens store aborre.

Men nej. Det mærkes straks på stangens bevægelser, at det her ikke er en aborre.

Den korte fiskestang slår en stor bue, og først er det ikke til at rulle linen ind, men stille og roligt får Jacob Bøggild lokket det ukendte op til overfladen: Det er en ål!

Det er en stor ål på 1,2 kilo, som forsøger at undvige mit landingsnet. Den snor sig som en slange, men det lykkes. I båden afkroger han ålen, der spræller lidt. Han lægger den i vanddammen, så han kan ro ind og få et godt billede, hvorefter han vil slippe den fri. Ålen er nemlig fredet, men den vækker noget i os, noget, som andre fisk ikke gør, mener Jacob Bøggild:

»Ålen er det fremmede. Den ligner en slange, og dens manglende lemmer gør, at den ikke kan oversættes og genkendes som noget andet levende.«

Ålen har en mærkelig livscyklus. Den fødes i saltvand, formentlig i Sargassohavet, hvorfra den vandrer 6.000 kilometer til Europa og siden omstiller sig til et liv i ferskvand. Under normale omstændigheder vandrer den tilbage til sit fødested for at gyde, når den er fuldt udviklet. Desværre er ålen stærkt truet som følge af overfiskning og klimaforandringerne. Man regner med, at bestanden er omtrent 95 procent mindre end før 1980.

Derfor har Jacob Bøggild en teori om Farum Søs ål og om, hvorfor de er så store: »Det er ikke rigtigt at fange så store ål i ferskvand. Det er meget sjældent. Det tyder på, at de ikke vandrer videre mere, at de på en måde har opgivet at formere sig. Det er ikke umagen værd længere. Det tror jeg er klimaforandringernes skyld. Det er en slags elefantkirkegård for ål. Ålene har droppet fremtiden.«

Naturen er tabt

Der kommer lige så stille og roligt gang i aborrerne igen. Jeg fanger et pragteksemplar, der viser sin store og udspilede finne i overfladen. Jacob Bøggild er begejstret. Det er den største, han har været med til at fange på de små jigs.

Jeg spørger Jacob Bøggild, om han er bekymret for fremtiden. Han er trods alt litteraturforsker med hang til naturen og interesserer sig for, hvordan vi som mennesker må forholde os til den:

»Det er dobbelt, forstået på den måde, at jeg har den alder, hvor jeg ikke kommer til at opleve de værste konsekvenser af klimakrisen. Det er ikke på egne vegne, at jeg er klimamelankolsk, men jeg kan blive harm og bekymret på de næste generationers vegne.«

Midt i solen på den store sø fremmaner han en foruroligende tanke: »Jeg tror, at vi må indse, at den uberørte natur er tabt. Det findes jo intet sted, som er uberørt længere. Derfor er vi også inde at røre ved spørgsmålet om det autentiske? Findes der noget autentisk længere? Jeg tror ikke helt, at vi forstår, at vi har mistet naturen. Derfor er det at fiske i det antropocæne også noget helt andet.«

Alligevel forsøger Jacob Bøggild at snyde sig selv. Livet under overfladen kan forekomme uændret. Det er de samme fisk, der svømmer rundt, konstaterer han, inden han fortsætter:

»Det er på en måde rart. Jeg ved godt, at jeg lyver over for mig selv, fordi naturligvis har tingene ændret sig, men det er måske stadig det meste uberørte vi har. Livet under overfladen.«

Det er slut nu, og vi sejler hen over søen tilbage mod den lille havn ved Farum Lystfiskerforenings klubhus. Der er modvind, og Jacob Bøggild må lægge kræfter i. Jeg sidder afslappet agter i båden. Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg brænder inde med.

Når man har studeret Søren Kierkegaard, må man også være interesseret i etik.

Derfor spørger jeg, hvordan Jacob Bøggild forholder sig til, at man fanger og slår et levende væsen ihjel af lyst. Hans svar falder prompte og uden slinger:

»Jeg hører til de værste fiskere, fordi jeg også fisker med levende agn. Jeg har ikke meget indtryk af, at fiskene føler noget. Jeg tror ikke, at de har et nervesystem, der minder om vores. En fisk kan ikke slå sig. Det gør vores nervesystem irrelevant for en fisk. Jeg tænker, at en fisk, der ser et geddegab som det sidste, godt kan føle frygt, men ikke angst. De har instinkter, men kan ikke reflektere over instinkterne. Det er forskellen på dem og os.«