Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.
Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.
FØR VI GÅR I GANG
Farvel og forord
Et hjerteligt farvel, fanfarer og tak til tidligere Bogkortbestyrer, den gode Peter Adolphsen. Hans idiosynkratiske udvalg af bognyheder og litterær sladder erstattes hermed af mit ditto, mens hans ugentlige liste erstattes af en lille litterær opdagelsesrejse i tid og sted sammen med et af de mange danske mikro- og småforlag, der drives con amore af kyndige og beskedent betalte litterater (redaktører, oversættere m.m.).
Denne venlige, generøse boghydra sørger for oversættelser til dansk af hvad som helst fra verdenslitteraturens skatkiste; fra det nye til det kanoniserede, fra det klassiske til det kuriøse, fra den prunkløse pamflet til det gedigene boghåndværk. Lind allerede nu på låget her.
SUMER
Verdens første kendte forfatter oversat
Og så til begyndelsen. Enheduanna er intet mindre end den første navngivne forfatter, verden kender til. Hun var ypperstepræstinde og prinsesse i den sumeriske by Ur, hvis ruiner kan besøges i det nuværende Irak. Nu foreligger hendes cirka 4.300 år gamle hovedværk, Dronning over verdens magter, en hyldest til gudinden Inana, i Sophus Helles danske gendigtning fra Forlaget Uro.
Helle har også skrevet forordet og forsynet herligheden med udvalgte linjer, hvori vi kan følge oversættelsen fra kileskrift til en translitteration af tegnenes værdi, til en ord for ord-oversættelse, til en nøgtern oversættelse, til dansk sætningsstruktur og, endelig, hans litterære oversættelse. Hvis ikke dét er en mageløs rejse gennem tid, sted og sprog …
Turen går til
En litterær opdagelsesrejse i tid og sted
Vil man udvide sin litterære horisont, kan man lade et af landets mange spændende mikro- og småforlag agere rejsebureau. Hver uge beder Bogkort et af dem om at præsentere sig og anbefale en oversat udgivelse ved hjælp af forside og citat. I dag går turen til Sverige anno 1985 med Asger Schnacks Forlag.
Asger Schnack har drevet forlaget Swing (1974-1979), forlaget Bebop (2000-2012) og siden 2014 Asger Schnacks Forlag. Tre forlag, der er det samme, men med skiftende profil. Asger Schnacks Forlag udgiver bøger af såvel etablerede som debuterende forfattere og modtog i 2020 Kunstfondens Sigvaldipris for forlag, der har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen.
Asger Schnack anbefaler:
Arne Johnssons digtsamling, Förvandlingar, udkom på svensk i 1985. Den er siden udkommet i nye udgaver, senest i 2005. Den legendariske debut blev begyndelsen på et langt lyrisk forfatterskab. På dansk hedder bogen Forvandlinger, den udkom i 2015 i Pia Tafdrups oversættelse. Det første digt lyder: »Du taler om smerter / der afsætter lange strøg af / krystaller i kroppen. / Vi står i vinter- / mørket, himlen tumler / over os. Stjernerne«.
Så åbent! Lige her i kosmos.
HELE VERDEN, SELVESTE MENNESKEHEDEN
Begyndelsen bag begyndelsen
Den israelske historieprofessor Yuval Noah Hararis har i samarbejde med belgiske David Vandermeulen og franske Daniel Casanave omsat sin bestseller fra 2014 Sapiens - en kort historie om menneskeheden til graphic novel.
Også den er i 2020 udgivet på dansk (Lindhardt og Ringhof, oversættelse Joachim Wrang). Det kulturradikale mandelgavepotentiale er helt i top. En ombæring for sent her i januar, javist, men ligesom ’det første af alting’ har gode bouillonterninger en lang levetid. Husk den eventuelt næste år.
COMMONWEALTH
Verdens mest globale litteraturpris
Mens menneskeheden tumler videre, og kritikere og journalister stadig har travlt med at udpege 2020’s bedste, bedst sælgende osv. udgivelser, er en jury bestående af medlemmer fra seks kontinenter (minus Antarktis) nu gået i gang med at finde vinderen af verdens mest globale og lingvistisk diverse litteraturpris, The Commonwealth Short Story Prize.
Prisen gives for bedste upublicerede short fiction til en commonwealthborger, og bidrag kan indsendes på engelsk, bengali, kinesisk, fransk, græsk, kiswahili, malaysisk, portugisisk, samoansk, tamilsk, tyrkisk samt i oversættelse til engelsk fra et hvilket som helst sprog.
Hvis ikke dét får en til at føle (kolonitids)historiens vilde vingesus og indse, at verden slet ikke er så lille endda, ja, så … Mind mig om at vende tilbage til den pris i juni. For mere commonwealth-sus: Tjek (sjovt nok) addastories.org.
GODT NYT FRA UTOPIA
Psst, det er fiktion
»Prøv noget nyt«, sagde Informations litteraturredaktør, da han tilbød mig jobbet. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, det kan være, at man får det. Til sagen: EU’s kulturministre stor-overraskede i går med en samlet udmelding:
»Enhver, der har sat sig en my ind i sagen, ved, at læsning er godt for mentaliseringsevnen, blodtrykket og folkeoplysningen. Vi er jo dog stadig og på kryds og tværs af ideologiske og religiøse skel flest videns- og fredselskende demokratisksindede mennesker i EU. Altså: Farvel til al moms og alle skatter på alle bøger i alle EU-lande, goddag til flere, mere læsende og mere bogkøbende EU-borgere, flere boghandlere og mere gang i forlagsbranchen.«
Og ja, både Polen og Ungarn var med på den.
MEANWHILE IN ENGLAND
Læsning mod ensomhed
Som efterfølger til en Ordkortbestyrer, der har udfoldet et Kaptajn Haddock’sk edsvokabular over coronaen, ser jeg ikke andre muligheder end at ignorere den eller spotte en trods alt positiv effekt af dens sejrsgang.
I England, hvor man er langt længere fremme med forståelsen af kunstens og litteraturens betydning for menneskets mentale sundhed, har regeringen tildelt organisationen The Reading Agency 7,5 millioner pund til kampen mod ensomhed med skønlitteratur og læsegrupper som våben.
Vist har corona forværret manges ensomhed, men den har trods alt ikke opfundet dette menneskelige grundvilkår. Måske vi nu får sat bedre fokus på dets skadelige virkning – og på skønlitteraturens velgørende.
Tænk, at en fremmeds stemme på tværs af tid og kultur kan få os til at føle og forstå, at vi ikke er, og aldrig har været, alene med den skæbne at blive født og skulle dø eller de trakasserier, vi møder på vejen mellem vugge og grav. Hvis ikke det er magi så sort på hvidt, som det kan blive …
Godt nytår lige her i kosmos!
Bognyt fra resten af verden
Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur.
Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.
Seneste artikler
Salget af ukrainsksproget litteratur er steget voldsomt
6. januar 2023Ukrainere dropper russisksproget litteratur og læser nu nationalsproget, og strejken i den amerikanske forlagsbranche trækker ud. Det er denne uges BognytÅrets største litterære begivenheder: En forfatter blev anklaget for plagiat i forsøget på at forklare en plagiatsag
30. december 2022Det voldelige overfald på Salman Rushdie blev en af årets største begivenheder i bogverdenen, men også den otte år lange hemmeligholdelse af Cormac McCarthys to udgivelser er på listen. Blandt årets bedste afrikanske bøger er ’Africa is Not a Country’, som smadrer fordomme om ’afrikanere’Aktivist fjerner 100 bøger om racisme, pornografi og flydende køn fra amerikanske biblioteker
23. december 2022I Clay Country i Florida har man indført en politik, der betyder, at bøger skal fjernes fra hylderne i de lokale biblioteker, inklusive skolebiblioteker, hvis en klage over den pågældende bog indløber ad de rette kanaler. I New York finder Pynchon-arkivet sit hjem