Essay
Læsetid: 9 min.

Ambiancen hos Caroline Albertine Minor er cool. Der er noget Brian Eno over lyduniverset

Læsningen af Caroline Albertine Minor efterlader mig med en stærk følelse af renfærdighed, med et højt ønske om, at noget er, som det skal være, at der i mit eget liv er en vilje til indsigt, og at denne vilje mødes af en naboskabsfølelse i hver eneste sætning, skriver Asger Schnack i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, ’Hummerens skjold’
Læsningen af Caroline Albertine Minor efterlader mig med en stærk følelse af renfærdighed, med et højt ønske om, at noget er, som det skal være, at der i mit eget liv er en vilje til indsigt, og at denne vilje mødes af en naboskabsfølelse i hver eneste sætning, skriver Asger Schnack i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, ’Hummerens skjold’

Dalva Skov

Kultur
4. januar 2021

Jeg begynder lige forfra. Jeg vil nødigt gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Eller hvad jeg har tænkt for længe siden. Eller hvad du eller en anden betragter som en selvfølge. Jeg har også været del af en familie, det har de fleste vel. Og jeg har rejst og talt med de døde. Det har du vel også. Så det er ikke det. Det er kunstværket.

Dette essay vil jeg ikke skrive glat. Jeg vil ikke vise, hvad jeg kan, men søge, hvad jeg kan finde. Jeg lader muligheden stå åben. Den eventuelle umulighed er det, jeg går efter. Sprogligt at udtrykke det usproglige. Med uvante midler. For jeg ved, der er noget på færde i den bog, jeg skal skrive om, som jeg gerne vil finde ud af, hvad er.

Bogen hedder Hummerens skjold, og den er skrevet af Caroline Albertine Minor, jeg kalder hende her bare Minor. Hvis du mødte hende, ville du kalde hende Caroline, men her kalder jeg hende Minor og ser, hvordan det går. Jeg mener også det med det, at jeg ikke tænker på personen, man kan møde i virkeligheden, men på forfatteren, der er uden for rækkevidde.

Jeg kender ikke Minor. Jeg ved ikke, hvordan hun har skrevet sin bog, hvor hun har opholdt sig, hvad hun har tænkt på. Jeg er ligeglad med alle detaljer om bogens tilblivelse, jeg er på det nærmeste ligeglad med bogen som sådan, med den som medie eller objekt, selv om jeg normalt er meget interesseret i bøger, også i denne. Jeg tænker ikke på den som bog.

Og endnu vigtigere: Jeg tænker ikke på den som stemning, ikke som noget, jeg skal overveje eller tænke over bagefter som udtryk for noget i sin tid. Alt det ligger øverst oppe på hylden, og jeg vil ikke tillade mig selv at tro, at det er det, jeg skal skrive om, for det er det ikke. Det, jeg vil skrive om, er en tilfældig sætning. Eller alle de tilfældige sætninger.

De er tilfældige, fordi jeg ser på dem som små skibe, der kommer sejlende, noget fragter de oppe i vejret, og noget følger dem dybt nede. Som en følgehval. Dette noget er romanens indhold, ikke ’indholdet’. Men det er svært at få ned på ord. Nu har forfatteren lige brugt en hel bog på at forsøge, måske et år, måske flere år, måske isoleret fra nydelse.

Eller i et meditationsrum, parallelt med hverdagslivet med børnefødsler og madindkøb. Jeg vil umuligt kunne efterdanne det dannede, det, der tog så megen kraft ud af normaliteten. For at blive til som et tilbud om en livsforståelse, eller skulle vi sige en livsspejling eller endnu bedre et ryk af liv ind i livssfæren. Ind i kroppen.

Dalva Skov

Jeg har læst Hummerens skjold og går derfra med en stærk følelse af renfærdighed, med et højt ønske om, at noget er, som det skal være, at der i mit eget liv er en vilje til indsigt, og at denne vilje mødes af en naboskabsfølelse i hver eneste sætning. De fleste mennesker kender det med musik eller med vejrliget, en tidlig morgen i et sommerhus, de ikke kan glemme.

Nu nærmer det sig stemning, men det er ikke det. Det er snarere som en lodret drøm, vi skyder genvej ind i, mens dens sider slår os i ansigtet med støv eller lysgengivelser af farver. Som om vi så mere, end vi så. Og det vil jeg så også påstå, at vi gjorde. Det er som at bevæge sig ind i et maleri af Anette Harboe Flensburg, hvor man uvilkårligt må spørge: Har lyset bragt mig her?

Sådan et maleri har et indbygget spørgsmål, der lyder: Er dette en væg eller et vindue? Er det en dør eller lys kastet igennem glas? På samme måde i romanen: De enkelte scener står som gennemgangsrum til nye scener, nye tableauer i handlingsgangen. Og man kan sagtens være i tvivl om, hvorvidt man er på det afsluttedes eller det begyndendes side.

Det er, som om en spejling finder sted, som om jeg som læser bliver læst af bogen. Jævnfør Johannes L. Madsens digt »Musik med nogen indeni« (1975):

»Lyset gik som døre
gennem huset

Ordene hørte mig
sidde alene tilbage
i skumringstimen
med to hænder
i en bog af mig selv

Bogen læste mig«.

Javel, dette er så ikke en bog af mig selv, men den læser mig!

Livet kæmper i en æske, der er dødens beholder, eller livet er et skakspil, hvor det er døden, der rykker brikkerne. Og det hele, alt dette lodrette og skrå, fortælles igennem rytmen. Rytmen er der allerede på side ni: »Luften er krydret og hed som i en sauna og svider næseborene, når jeg trækker vejret ind.« (I dødens første sproglandskab).

Bogen er fyldt med sådanne sætningsrytmer, ja hele teksten er et tæppe, der ser helt tilforladeligt og almindeligt ud, men som udmærker sig ved at være rytmens opholdsrum, en kantine for det, der skal fortælles, og det, der i virkeligheden bliver fortalt. Her kommer sætningerne, lægger sig til rette, sætter sig op, går lidt rundt, sætter sig igen, går videre.

Det, vi husker romanen for, er noget andet end de tilfældige handlingsgange, ikke engang tidsstemningen eller miljøet er det, vi erindrer, det er noget dybere, som kun kan findes ét sted, i sproget. Det er de skygger, der skjuler sig i sprækkerne, det er det lys, der knap nok kan ses i mørket, men som danner det rum, vi bærer med os, det metrum, så at sige.

Vi er godt klar over, at romanen foregår i San Francisco, at den finder sted i København, i London og i Charlottenlund, men det er sådan set ikke dér, det er heller ikke i ordene San Francisco, København eller London eller Charlottenlund, men et sted ude i det tomme, hvor sproget har sluppet, og hvor trappen ned går fra sproget til noget nedenunder: sprogløsheden.

»– Jeg tager en tur under den kolde bruser. Undskyld, hvis jeg har såret dine følelser.« Rytmen er hele bogens rytme, og renfærdigheden er også såvel påfaldende som typisk. Ambiancen er cool. Der er noget Brian Eno over lyduniverset. Noget Duke Ellington. Vokalerne gør deres, og en understrøm fanger tre ord: ’tur’, ’bruser’ og (vokalskift) ’såret’.

Blot disse tre ord fortæller mere end nok så megen dans om bålet. De ligger som genstande i sandet en sen aften. Eller er natten allerede gået, og det er et morgenlys, de ses i? Jeg bliver nødt til at bevæge mig uden om det, jeg vil sige, for at få det sagt. For det er ikke ordene, men skyggerne i dem, trappetrinnene, der fører ned til, okay, skønheden.

Nu fik jeg det sagt: skønheden, og samtidig oplever jeg en etisk dimension i det rytmiske. Dvs. måden, hvorpå sætningen forløber, dens sammensætning af hverdagstrivialitet og følelsesfuldhed, dens kombination af niveauer, dens tilsyneladende skødesløshed, men egentlige omsorgsfuldhed. Ikke bare i denne sætning, men i sætningsdannelsen som sådan.

Jeg begynder at se et mønster, en alvor, der rumsterer hernede, det er ikke en kriminalistisk alvor, ikke den slags angst, vi skal tage med i seng (efter en tv-lørdag!), det er en enkel, ansvarsfuld alvor, der gælder livet, dets relationer og mere eller mindre tilfældige tidsforhold, rejser, som medfører dramatiske ændringer, perspektivforskydninger.

Det mærkes alt sammen hernede i undergrunden, i det dybere mørke, der kun oplyses af bevægelserne i overfladeskyggerne, som ses så langt oppe. Det sympatiske rykker i én, det farlige, men ikke ihjelslående, et forhold imellem søskende (i livet) og deres mor (i dødens ekkokammer), for romanen befinder sig i et grænseland mellem det forsvundne og det forsvindende.

»Marianne havde lyttet til hende uden at afbryde, og da hun endelig sagde noget, var det kun en hvisken.« Man kan slå ned et hvilket som helst sted, og det er sært skønt og eviggyldigt. Man kan have fornemmelsen af, at man ser igennem glas. At det nok er nærværende, men ikke mere nært, end at der opstår dette genskin, når lyset falder, en refleks i noget, man ikke kan se.

Dalva Skov

Tilgiv mig, at jeg bevæger mig lidt frem og tilbage, ser sagen fra forskellige sider, glemmer, hvor jeg kom fra, for at se det for første gang. Det er et trick, jeg bruger, jeg ved godt, hvor jeg vil hen, men jeg lader mig føre med vinden. Jeg vågner op, jeg har lige sovet. Jeg falder i søvn, jeg er stadig vågen. Et sted derimellem. Hvad jeg forsøger at forklare, er, hvori oplevelsen består.

Jeg vil gerne yde denne bog retfærdighed. Jeg vil gerne i mit eget liv overføre dens etiske manøvre, de dybere dønninger, til her og nu, heroppe. Jeg bevæger mig op ad trapperne, kommer op i lyset med en vippende sætning, der lå mig på læben: At vi skal dø, men vi skal leve. Det er som et påbud. Som et trafiksignal ude ved havet en sommerdag.

Ser vi på sproget oppefra, er der disse metaforer/sammenligninger, der kommer farende og gør holdt et øjeblik. Som på et kunstværk på væggen eller i en stumfilm på et pludseligt nedrullet lærred: Et billede har gjort sit indtog. Det er meget påfaldende, realismen piskes op med disse krappe bølger, igen og igen denne pludselighed, denne bevidstgørelse!

Det er overlegent, fordi det virker. Det kan kun prøves efter ved en læsning. Jeg kan ikke bevise hvorfor. Men afgørende er det, det er i hvert enkelt tilfælde en lampe, der bliver tændt. Poesien hejser et flag inde i prosaen, der ellers fortsætter uforknyt. Sproget er et landskab, og du som læser cykler roligt igennem det, men opvakt.

Det er klart, at Minor vil fortælle en historie om familien som opløst eller i alle tilfælde spredt. Hendes forrige bog, Velsignelser (2017), var en novellesamling med tendens mod roman (en mesterlig novellesamling!), og den nye bog, Hummerens skjold, er en roman med tendens mod novellesamling, ikke uden grund, men i spredthedens tjeneste.

På grund af det skiftende blik og den skiftende synsvinkel bliver personerne strakt ud i en sandhedsafstand fra fortællerjeget, der er ikke nogen bekendelse eller alt for faste personer med faste meninger, men en fortsat dialog, en skiften plads i dansen, der er handlingens rum. De forskellige fortællinger har hver sit portrætgalleri, hver sine brikker, sine rokader.

Det er ikke misvisende at sammenligne projektet (i det små) med Lawrence Durrells Alexandriakvartetten, hvor den person, man lige har identificeret sig med, pludselig ses udefra, og læsningen tager form af gentagne afsløringer eller forskydninger. Ikke dramatisk udråbt med en megafon, men listet ind på siderne. Formen spejler det moderne menneske.

Det er ingen nyhed som sådan, men den stille fokusering på detaljen, lokalitetens særpræg, generationsmøderne, øjeblikkets forskelligheder, det er det, der giver Hummerens skjold dens også prosabårne sandhed. Vi har en stor uvished, en stor udsathed, en stor psykologi, forstået som: indsigt i alt dette. Nå, tænker man, det ved Minor også. Også det kan hun.

Ude i det sproglige landskab, ude i mønsteret, tegner sig nogle menneskeliv, set i nogle øjeblikke, fra forskellige vinkler, man kan følge dem, ind og ud af det fletværk, der er bogens fremtrædelsesform. Man kan lade sig rive med, og man kan sige med fortællerstemmen: »Nogle gange er det største mysterium ganske enkelt, at tingene er, som de er.«

Dette er det sidste afsnit i serien med ’Ældre forfattere læser yngre forfattere’.

Serie

Ældre forfattere læser yngre forfattere

Litteraturåret går på hæld, og vi har bedt forfatterne Bent Vinn Nielsen, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Asger Schnack og Peter Laugesen om at fremhæve ét værk fra 2020 af en kollega under 50 år og skrive et essay om, hvad der gør den bog til noget særligt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her