Anders Haahr har fundet sit mandlige forbillede i et ’one hit wonder’ fra 90’erne

Jeg bliver tit spurgt, om jeg har et mandligt forbillede. Sådan en mand at se op til, og jeg kunne selvfølgelig svare min far, som så mange gør, og det ville heller ikke være forkert, men det er ligesom ikke det, der sigtes til med spørgsmålet, for hvor mange kender min far?

Ikke så mange. Og man vil jo gerne have en figur at snakke videre ud fra, en offentlig person, som man måske kan samles om, ligesom damerne har med Beyoncé eller Nadia Nadim eller Ruth Bader Ginsburg. Sådan full on rollemodeller, og der er det blevet svært som mand.

Hvis man som jeg er vokset op med Indiana Jones og James Bond og den slags helte, så er man også vokset fra dem, fordi tiden er vokset fra dem. Jeg er ellers ikke fan af sådan noget lingo, men sæt dig lige ned og se Indiana Jones i dag, altså, gå hjem og vug, Lille Sorte Sambo, det er pænt racistisk eller imperialistisk eller kolonialistisk, og altså stadig god underholdning, bevares, men man kan jo ikke ligefrem hæve det op som forbilledligt.

Ligesom Sean Connery, der jo altså nærmest voldtager de der Bond-piger, eller det er selvfølgelig ikke ham, der gør det, det er James Bond, men Sean sidder så selv i et interview og snakker om, at det ikke skader at give konen derhjemme en lussing, hvis hun ter sig.

I kan godt se det, den holder ligesom ikke i 2021, så hvad svarer jeg, når nu de gamle guder er borte, og de nye endnu ikke fundet, for man peger heller ikke lige på Ronaldo eller Kobe Bryant med hver deres seksuelle overgreb, som de betalte sig fra at stå til ansvar for. Så hvad svarer jeg?

Jeg svarer Joshua Kadison.

Joshua Kadison er min helt.

Og du tænker måske: Hvem f… er Joshua Kadison? Eller også tænker du: Joshua Kadison, var han ikke sådan et one hit wonder i 90’erne, og jo, det var lige præcis, hvad Joshua Kadison var. Og sangen er også lidt af et wonder. Et mirakel. En hymne for maskuline værdier.

Okay, vi tager den lige hurtigt. »Jessie«, hedder den:

From a phone booth in Vegas Jessie calls at five a.m

To tell me how she’s tired of all of them

She says, »Baby, I’ve been thinking about a trailer by the sea

We could go to Mexico; you, the cat and me

We’ll drink tequila and look for seashells

Now doesn’t that sound sweet«

Oh Jessie you always do this every time I get back on my feet

Og så kommer omkvædet, du kan garanteret høre det for dig:

Jessie paint your pictures

About how it’s gonna be

By now I should know better

Your dreams are never free

But tell me all about our little trailer by the sea

Oh Jessie you can always sell any dream to me

Oh Jessie you can always sell any dream to me

Den er helt klassisk opbygget, andet vers:

She asked me how the cat’s been

I say »Moses, he’s just fine«

But he used to think about you, all the time

We finally took your pictures down off the wall

Jessie, how do you always seem to know just when to call

She says »Get your stuff together, bring Moses and drive real fast«

And I listened to her promise

»I swear to God this time it’s gonna last«

Endnu et omkvæd, syng bare med:

Jessie paint your pictures …

Yes, det kører, og videre til broen, eller mellemstykket hedder det vist på dansk:

I’ll love you in the sunshine

Lay you down in the warm, white sand

And who knows maybe this time

Things will turn out just the way you planned

Og så et omkvæd at slutte af med.

Jessie paint your …

Hvad siger du så? Du siger sikkert, at det er tæt på den mest banale omgang sødsupperomantik ever. Kærlighed og drømme, solskin og strandsand, har vi hørt det hundrede gange før?

Nej, det har vi ikke. For hvis du lige børster de første sandkorn væk, så viser det sig, at det er en sang om at tage ansvar. Det er en sang om at kende sig selv, stå ved sine følelser og tage ansvar for sit shit.

Vi har at gøre med Joshua, eller sangens ’jeg’, det går ud på ét, som tager telefonen klokken lort om natten, tidligt morgen er det vel egentlig, Jessie ringer fra en telefonboks i Las Vegas, det er før mobiltelefonerne det her, de tidlige 90’ere, og Jessie er sikkert på vej hjem fra en bytur eller måske en lang arbejdsdag. Hun har i hvert haft en lortenat, hun er træt af sit liv.

Hun er træt af »all of them«, alle de andre, og vi forstår, at det er glimmerfolket, hun er træt af. De hurtige og de smarte, hele scenen omkring Las Vegas og Hollywood, folk der vil op på scenen, se mig. Det er ikke nødvendigt at kende til historien bag sangen, men eftersom den er almindelig kendt, så er der vel ingen skade gjort i også her at udnævne Sarah Jessica Parker, stjernen fra Sex & the City, som virkelighedens Jessie, og det er nemt at forestille sig hende som ung, smuk wannabe-skuespiller, der farer rundt fra fest til casting og tilbage igen sammen med en vrimmel af unge, smukke wannabe-skuespillere, der alle drømmer om det store gennembrud.

Jessie er ambitiøs, men hun er også i tvivl. Lige så draget hun er af de bonede gulve, lige så meget længes hun efter det stille liv. Den klassiske splittelse: Aktiehandleren, der vil være gedehyrde, koncernchefen, der vil være yogalærer, Jessie, der gerne bare vil bo i en trailer ved stranden med Joshua og deres lille kat. Leve af kærlighed og kildevand. Og tequila. Køreture til Mexico, konkylier og havgus, doesn’t that sound sweet?

Jo, det lyder rimelig vidunderligt. Også selv om Joshua har hørt det før. For hun gør det tilsyneladende gang på gang, den gode Jessie. Ringer og trygler. Han er den sutteklud, hun finder frem, når livet bliver for hårdt. Han er det varme og trygge i en kold og kynisk verden. Det ægte alternativ til den plastikvirkelighed, hun hader, men alligevel ikke kan lade være med at vende tilbage til.

Og det er selvfølgelig lidt hårdt for den gode Joshua. Det er klart. Han er jo glad for Jessie. Han er forelsket i hende. Han skal ikke andet. Det er det liv, han gerne vil have. Han er ikke plaget af karriereambitioner eller drømme om at ’blive til noget’. Han er glad for sit liv. Han drømmer sådan set bare om én at dele det med. Og der er ingen, han hellere vil dele det med end Jessie. Så selvfølgelig gør det ondt, når hun forlader ham. Han er en jordbunden romantiker, der ikke er bange for at give sig hen. Forpligte sig. Hænge et billede op på væggen som for at sige: Du er min, jeg er din. Indtil hun skimter projektørlamperne i horisonten og igen stikker af til Las Vegas eller Los Angeles, og hvor det ellers sker.

Så sidder han der med katten i favnen og billedet på væggen og kærligheden fossende ud af de åbne vener.

Det er hårdt. Det er pissehårdt. Og der er kun én ting at gøre med et knust hjerte. Vente på, at det heler. Det sker af sig selv, men føj for den lede, hvor tager det lang tid. Og hvor er det modbydeligt. Som at vågne op hver dag og skulle tage en bid af en kæmpe lort. Det smager frygteligt, man får kvalme, hvis ikke man bliver decideret syg. Men der er ingen andre muligheder. Man tager en lille bid af lorten hver eneste dag, og det føles uendeligt, men en dag er den væk. Spist, fordøjet og ude af systemet.

Og så ringer hun igen. Billedet er endelig blevet taget ned fra væggen, katten har glemt hende, hverdagen er vendt tilbage, og så er hun der. I røret. Fortryder. Som om hun kan mærke, at han er på vej videre. Mærke, at hun er på vej til at miste ham.

Jessie, how do you always seem to know just when to call

Kald det en sjette sans eller tilfældets kraft, uanset hvad er han skeptisk. Han har prøvet det før. Men hun tigger og beder. Sværger, at den her gang er noget særligt. Den her gang holder det.

Anders Rye Skjoldjensen

Det er old school stuff, det her. Et klassisk tema. Fremført af kvindelige sangere gang på gang. Om mænd, der lover guld og grønne skove, men ikke er til at regne med. Vi kan starte fra en ende af: Nancy Sinatra, der synger, at »these boots are made for walking«, fordi den her fyr siger, at han elsker hende, men så alligevel flakker rundt alle mulige andre steder. Han skal få betalt, skal han: »One of these days these boots are gonna walk all over you!«

Eller Taylor Swift, hun vidste det egentlig godt, »I knew you were trouble when you walked in«. Men for pokker altså, hun har aldrig oplevet noget lignende, han tager hende helt nye steder hen, hun falder for ham, hårdt. Og han er der ikke til at gribe hende, for han er ikke til at regne med. Sådan en Peter Pan-type, der flyver op over skyerne, og hun følger med, indtil han pludselig er væk.

Now I’m lyin’ on the cold hard ground

Trouble

trouble

trouble

Hvis du mere er til god dansk pop, så synger Barbara Moleko i »Dum for dig« om at være dum for en fyr, der ringer, ja, faktisk nærmest samtidig som Jessie, lidt i fem, et universelt gerningstidspunkt for folk, der kan lide at lege med andre folks følelser. Og stakkels Moleko, hun kan ikke lade være:

Jeg ved jo godt, det er spild af tid

Og tærer på min selvtillid

Men jeg er magtesløs i dit spind

Jeg elsker, når du lokker mig ind

Du har mit hjerte i jerngreb

Hvornår slipper du?

Føler mig hele tiden halvkvalt

Hvornår slipper du?

Okay, så det lyder jo frygteligt, og de fleste af os kender det, på en eller anden måde. Jeg kan da godt huske at være sådan helt gak forelsket i hende Sara, som bare syntes, jeg var en fantastisk fyr at hænge ud med og se film med og så heller ikke mere end det, nej, så det er måske egentlig en lidt anden slags historie, for jeg blev jo netop ikke knaldet og forladt, jeg forblev ikkeknaldet og fastholdt i vennekassen, hvilket føles som lidt af det samme, især fordi jeg var sådan ret straight up omkring mine følelser, sådan, jeg er totalt forelsket i dig, Sara, og det blev ligesom slået hen eller ignoreret eller i hvert fald ikke taget særlig seriøst, for hun kunne jo ikke både tage det seriøst og så blive ved med at komme forbi til aftensmad og lange snakke, Netflix og måske endda lidt ske, sådan at jeg hele tiden tænkte, at lige om lidt måtte det ske, så måtte hun få øjnene op for det åbenlyse, kemien, gnisten, whatever, det var tæt på tortur, sådan som hun valsede ind og ud af døren efter forgodtbefindende.

Ja, så måske du også har prøvet noget, der minder om det, vi snakker om her. Som Joshua Kadison synger om. Blive snoet om en andens lillefinger. Og måske ved du, hvor let det er at blive bitter. Fordi, hey, man har blottet sig. Lagt sit lille fugleskelet af et hjerte frem for en person, som ikke bare ikke tager vare på det, men jo fandeme nærmest leger med det.

Men Joshua, han er ikke bitter.

Joshua, han synger i lys G-dur, og nu er vi fremme ved omkvædet, hvor han opfordrer hende til at male videre på sine drømmebilleder. ’Fortæl mig, hvordan det bliver, Jessie. Jeg burde selvfølgelig vide bedre, for vi har prøvet det før, og du kan ikke, når det kommer til stykket, men fortæl mig nu bare om vores lille trailer ude ved havet, fortæl mig om det, Jessie, og jeg køber det. Jeg køber dine drømme, Jessie, altid.’

Gode Joshua, der lige er kommet på benene igen, klar til at blive slået omkuld som den håbløse romantiker, han er. Det minder mig om de der gutter fra Trainspotting. Skyder den ene kanyle heroin ind i blodet efter den anden. De ved præcis, hvad det lort, gør ved dem, i hvert fald Ewan McGregor, eller Mark, som han vist hedder.

»Choose Life. Choose a job. Choose a career. Choose a family,« er det ikke sådan, hans monolog starter.

»Choose life. But why would I want to do a thing like that? I chose not to choose life. I chose somethin’ else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you’ve got heroin?«

Okay, nu dør man nok ikke af et knust hjerte, eller jo, det gør folk vist en sjælden gang imellem, takotsubos kardiomyopati hedder det. Never mind. Lad os bare sige, at Joshua ikke er helt så langt ude på et sidespor som Mark, så stadigvæk: Vælg en karriere, vælg en familie. Eller vælg ikke at vælge det. Vælg at blive ved med at vælge Jessie. Selv om det er dumt. Selv om der ikke er nogen gode grunde til det. Hvad skal Joshua bruge gode grunde til, når han har Jessie.

Han vælger det med åbne øjne. Det er ikke en historie om en mand, der er et passivt offer for Jessies luner. Joshua er ikke en lille sejlbåd ude på åbent hav, mens Jessie er stormen, der blæser ham først den ene vej, så den anden vej, uden at han kommer nogen vegne, stakkels Joshua, der bare gerne vil i havn.

Nej, sgu. Joshua er i havn. Joshua hviler i sin egen havn.

Jeg forestiller mig, at han lever et simpelt liv og er glad for det. Han har hænderne godt skruet på og tager arbejde på en byggeplads, når pengene bliver små. Han drikker en fyraftensøl med et par gutter fra sjakket og kan lide det. Han er lige dér, og det er et godt sted at være. Han spiller musik, nogle gange foran folk, andre gange en jam med vennerne, men det bedste, han ved, er at skrive sine sange, få det til at hænge sammen. Så kører han en tur ud til vandet, læser en bog, reparerer skuret. Han er tilfreds med sit liv,

Det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke længes efter kærlighed. Joshua er klar til kærlighed. Hvis den rigtige kommer. Han er ikke bange for at forpligte sig. Han kunne sagtens se ham og Jessie med ring på fingeren, en hytte ved havet, et par rollinger, der løber rundt ude på græsset. Han kunne også se dem uden. Et liv med rejser, musik, gode venner og tequila til solnedgangen, livslange bohemer. Joshua har ingen opskrift på livet. Han er åben. Åben og rolig, for han ved godt, at lykken ikke venter i form af en bestemt kvinde eller et job eller 1,7 børn. Lykken kommer ikke til ham. Den er i ham. I livet, som han lever hvert sekund.

Han vælger med åbne øjne at drage med på endnu et af Jessies umulige eventyr. Det fører ingen vegne, men han skal heller ikke nå noget. Ikke opnå noget. Andet end følelsen af at elske Jessie, mens solen bager ned over deres kroppe, ligge sammen med hende i det varme, hvide sand, vi er i mellemspillet, hvor Joshua lader sig drømme med, og hvem ved, ’maybe this time’ bliver det anderledes. Måske går det, som hun har planlagt, Jessie, det kan da godt være. Eller det kan det jo nok ikke, forstår vi, og det forstår Joshua også godt, men han tager gladelig endnu en runde i Jessie-karussellen.

Det er fandeme stærkt, altså. Og hvis du har svært ved at se styrken i det, så lad os kigge lidt på, hvordan andre synger om samme slags situation. Lad os høre Taylor Swift synge om ham fyren, som hun vidste var trouble, fra det øjeblik han trådte ind ad døren.

Det er vist nok boybandet One Directions wonderboy Harry Styles, hun synger om, og hun prøver at holde sig for god til at skyde skylden på ham. Hun vidste det jo fra starten, han var en værre en, så shame on me, siger hun. Så langt så godt.

Men så skal jeg da ellers også love for, at der er overtræk på ansvarskontoen. Som hun dækker ind med bebrejdelser gennem resten af sangen. Fy for fanden en led karl, lader det til. En kold skid, fraværende og nedladende, dybest set ligeglad med stakkels Taylor, men ikke bare med hende. Han er ude af stand til at elske nogen eller noget som helst i hele verden. Et sølle menneske.

Som hun jo så altså er faldet for, og der løfter hun lige pegefingeren af sig selv for en kort stund, men jo kun for så at vende den mod ham, den indbildske nar:

Pretends he doesn’t know

that he’s the reason why

You’re drowning

you’re drowning

you’re drowning

Taylor drukner, og det er Harrys skyld. Ja, og faktisk er sanger-jeget erstattet af et du her, sådan at Taylor ikke bare synger om sig selv, nej, hun gør sin erfaring til din. Hun synger på vegne af alle, der er blevet forført af sådan en douche. Som kender følelsen af at drukne, mens han står med sit smørrede smil og lader, som om han ikke er klar over, hvorfor hun drukner. Ikke klar over, at han er i gang med at drukne hende.

Men det er ikke noget, han lader som om. Han er ikke klar over det. For han er ikke skyld i det. Det hele foregår inde i dig, Taylor. Du pisker en stemning op. Måske kan du lide det, måske kan du ikke lade være, det må du finde ud af. Der er ingen, der tvinger dig til noget.

Hvis du har følelsen af at drukne, er det højst, fordi du er svømmet ud, hvor du ikke kan bunde. Og du svømmede selv derud. Fordi det var spændende. Og nu har du to muligheder: Smut ind på det lave vand, eller lær at svømme.

Anders Rye Skjoldjensen

Det er lidt det samme med Barbara Moleko. Åh, hvor er hun bare dum for ham fyren. Og hun ved det godt, »jeg ved jo godt«, det er spild af tid, det tærer på hendes selvtillid, det er dumt, og hun gør det alligevel, og det lyder næsten, som om hun tager ansvar for sin dumhed, men ak. Hun kan heller ikke.

Det er så frygtelig tungt at bære, ansvaret for ens liv og lykke. Så fristende at læsse det over på nogle andre. Moleko er »magtesløs«. Hun kan intet stille op. Ham fyren kører rundt med hende, åh, »du har mit hjerte i et jerngreb«, synger hun og spørger: »Hvornår slipper du?«

Det er Kim Wildes 80’er-hit »You keep me hangin’ on« om igen:

You don’t really need me

You just keep me hangin’ on

Hvis du ikke har set videoen til den sang, så kan jeg anbefale det. Der er fuld smæk på symbolikken. Kim Wilde ligger og vrider sig i sengen, sådan klynkende, kælende, som en sexkilling, der ikke kan andet end at vente på, om Manden vil have hende eller slippe hende fri. Hun er totalt i hans vold. Erotiseret magtesløshed. Hvad vil han, kneppe eller giftes eller bare gå sin vej? Åh, bestem dig, du magtfulde mand. Som står i en døråbning, lettere hævet, filmet nedefra, i modlys, han er en silhuet, mørk og i trenchcoat, dyster og truende.

There ain’t nothing I can do about it.

Hun er hjælpeløs. Søvnløs.

Let me sleep at night.

Han er en kujon, der ikke kan bestemme sig. Han vil både have hende og ikke.

Why don’t you be a man about it and set me free.

Vær nu en rigtig mand og få ting til at ske. Handling er dit domæne. Bryd isen, hold døren, betal regningen, tag mig i dine arme, sæt en ring på min finger, elsk mig. Eller slip mig fri. Jeg er fanget i dit vægelsind, du store stygge mand, du udnytter mig.

Using me

abusing me

Vi når helt op på de nagler. Det er misbrug, det her. Voldsmetaforer. Som når Barbara Moleko føler sig »hele tiden halvkvalt«. Hun spørger: »Hvornår slipper du?«

Jerngreb og druknedød, kvælning og misbrug. Hvad er det for en forestilling om ham? Om dig? Der er ingen, der har dit hjerte i et jerngreb. Der er folk, der tager ansvar for deres problemer, og så er der folk, der lægger det fra sig. Placerer det i favnen på whatever random fyr, de har projiceret deres fantasier over på.

Du er ikke magtesløs, Barbara. Du er dum. Det siger du selv. Du er dum for ham fyren. Du er dum, og det skal du stå ved, ikke bare i et par linjer, men hele sangen igennem. Du er dum, og det kan du vælge at lade være med at være. Hvis det er så frygteligt for dig, så stop. Og hvis du bliver ved, så grin af dig selv, eller elsk dig selv for din svaghed, men du skal sgu da ikke begynde at bebrejde ham. Han har ikke lovet dig noget. Der er ikke engang en trailer ved havet her, der er et bootycall klokken fem om natten, du ved udmærket, hvad det går ud på, hvad du går ind til.

Okay, nu lyder det måske, som om jeg er ude i noget kvindefjendsk halløj her, og det er ikke meningen, vel. Det er der heller ikke rigtig belæg for. Burhan G klynker også for fuld damp i »Din for evigt«.

Det’ som at drukne igen og igen

Når du med vilje går og holder mig hen

Til du kysser mig igen og jeg’ over vandet

Nej, det er bare for ligesom at forklare, hvorfor Joshua Kadison er min helt. Den der tilgang til verden.

Lidt ligesom da Danmark var i OL-finalen dengang i 1996, håndbold, mod Sydkorea. Stillingen er 29-29 og i sidste sekund får vi tildelt et straffekast. Et kast, der kan afgøre kampen. Aldrig før har vi vundet guld i håndbold, og nu træder Anja Andersen så frem for at score det afgørende mål. Stjernen, topscoreren, selvfølgelig er det hende, der skal tage det straffekast. Hun har bogstavelig talt drømt om at afgøre en OL-finale på den her måde. Nu sker det, champagnepropperne er allerede begyndt at poppe.

Og så brænder hun.

Og så vender hun sig om og går ud til bænken. Uden en mine. Hagen højt, blikket fast. Ikke så meget pis. Kampen skal i forlænget spilletid. Holdet samles til et kort taktikmøde, skulder om skulder, et kampråb og så i gang.

Selvfølgelig er Anja Andersen vred på sig selv. Selvfølgelig har hun lyst til at skylde skylden på alt omkring sig, lyset i hallen, målmandens held, universets vrangvilje. Men hvad skal hun bruge det til? Hvad skal holdkammeraterne bruge det til? Hendes følelser er ligegyldige. Handling er det eneste, der dur. Så Anja handler. Vipper bolden hen over Sydkoreas forsvar til Anette Hofman, der springer og griber og kaster og scorer i samme bevægelse. Hun scorer selv det næste mål. Danmark vinder. Fordi Anja Andersen tog ansvar for sit shit i stedet for at pege fingre.

Det er svært. Måske lyder det, som om man er nødt til at tage en slags rustning på. Gemme sine følelser væk. Hvem har lyst til at gå gennem livet med sportsudøverens stålsatte blik?

Det er det, der gør Joshua Kadison til min helt. Han holder fast i det blødeste og det stærkeste i sig selv, samtidig. Hele registeret.

Anders Rye Skjoldjensen

Se ham for dig, sidde tilbage der, mens Jessie rejser sin vej, tager tilbage til byen og de bonede gulve. Møver sig gennem Hollywoods underskov og får sit gennembrud. Bliver verdensberømt og rig. Dater den ene filmstjerne og gifter sig med den anden, får tre børn.

Det blev aldrig til nogen familie for Joshua. Han var i et forhold til en mand i en årrække. Skrev en mærkelig bog om 17 forskellige måder, man kan skrælle en mango. Livet uden opskrift.

Jeg ser ham sidde med et lille smil på læben. Velvidende, at Jessie er der, hvor hun hører til. Hun fandt sin plads. Han leder stadig, og det bliver han ved med. Det er hans plads. En søgende sjæl.

En gang imellem drømmer han sig tilbage til deres trailer ved vandet, en lille melankolsk stund, bittersød. Han ryster lidt på hovedet – åh, Jessie. Hun ville stadig kunne sælge sine drømme til ham. Han ville stadig købe dem. Men den er tid er forbi, og det er okay. Han kan rumme det. Hjerte, styrke, klarsyn, Joshua får alt det shit til at smelte sammen. Han er ikke bange for at forelske sig. Han lader sig føre med som Taylor Swift. Han føler smerten som Kim Wilde. Og han bærer sit ansvar som Anja Andersen. Det er kraftedeme en rigtig mand.