TV 2-dokumentaren, som skulle have omhandlet #MeToo på danske arbejdspladser, er endt med at handle for meget om TV 2 selv. Derfor er dokumentaren, som journalister på TV 2 har arbejdet på siden september, nu blevet droppet.
Beslutningen har vakt debat – ikke mindst inden for TV 2’s egne mure, hvor 155 medarbejdere i et internt brev til ledelsen har skrevet: »Vi oplever det som et angreb på det allerhelligste, vi har: Vores redaktionelle frihed og vores troværdighed.«
De kritiske medarbejdere skriver videre: »Vi er publicister, og vi skal fortælle historier, der er væsentlige for danskerne og det danske samfund. Også når det omhandler os selv.«
Historien åbner flere principielle spørgsmål: Kan et medie lave kritisk journalistik om sig selv? Skulle dokumentaren overhovedet have været sat i gang? Hvad med researchen og kilderne – de kvinder, der efter lange overvejelser har besluttet sig for til et kamera at fortælle om potentielt sårbare og sorgfulde minder? Kan de bare stille op i et andet medie? Og ikke mindst:
Hvad betyder sagen for TV 2’s troværdighed?
Hvorfor har de så filmet den?
Artiklen viser ret overbevisende mediers og journalisters selvoptagethed. Al deres snak om troværdighed skal ses i sammenhæng med en undersøgelse fra Epinion for 3-4 år siden. Den viste, at journalister var den tredje mest UTROVÆRDIGE erhvervsgruppe.
De der skulle kommunikere verdens tilstand til vi andre, lever i en meget lille og selvoptaget verden. Man forstår godt bedømmelsen: utroværdig.
Ja, kære journalist, “det er ikke dem jeg mener, men ham til højre eller venstre for dem.” (PH)
Jo, direktøren har ret - om end med andre argument3er. Respekt for de ofre som har fremlagt vidnesbyrd om seksuelle overgreb og sexisme i TV2's fagretslige system - i tillid til at det skete i fortrolighed. Desuden er der et- fagretsligt - hensyn til den party som har begået overgrebene. I det fagretslige system er dethunde svært at balancere hensynet til parterne, men det sker på daglig basis i større virksomheder.
TV2 foretrækker at gå efter hjemmehjælpere og de fattige i Tønder.
Det Metoo er noget underligt noget. Ingen aner hvad der er foregået. Derfor er det lidt svært at forholde sig til.
Carsten H - Jeps - og det trængte muslimske mindretal jvfr. Moskeerne bag sløret og musikvideoen AAA. Her på matriklen er TV2 overhovedet ikke troværdig, så denne dag føjer ikke noget nyt til.
Og DR har vist ikke fundet manden der ville have den suttet af. ..hvad om de to kanaler undersøgte hinanden?
Jeg tror at for at Metoo bevægelsen for alvor skal have en effekt i det danske samfund, så skal de trække en streg i sandet. De her 10-20 år gamle sager, hvor nogen husker en ting andre en anden og så bliver der fyret en TV2 medarbejder eller en anden tilfældig medieperson. De mangle folkelig appel og nutidig relevans. Hvis det der kan findes af anklager ligger så langt tilbage i fortiden, drukner det i støvede hun-sagde-han-sagde postulater, mens de almindelige kvinder som kunne have gavn fremadrettet, ikke ses.
Jeg forstår udmærket Kwon. TV2 har da et helt åbenlyst habilitetsproblem her - uanset stationens publicistiske ansvar.
Det er dybt problematisk, at der breder sig tanker om virkeligheden som statisk - selvom vi for vore øjne kan se dens konstante foranderlighed og endog responsivitet på de ting, vi påfører den.
Hvis institutioner ikke længere tiltros muligheden for at udøve egenkritik og rette op på skævheder, er vi ildefarne og, nå ja: nødt til at finde helt andre måder at organisere på, samt helt andre karaktertyper til at stå i spidsen.
MeToo bevægelsen er lige med "mistillid uden grænser". Mistillid mellem mænd og kvinder, mistillid mellem chef og ansatte. Måske viser ovenstående sag at der alligevel er nogle grænser. Det er ikke længere "anything goes". Lidt refleksion over hvad man kan gøre og sige ifm MeToo er velkommen.
Dagens Presseloge på TV2News behandlede spørgsmålet. Genudsendes flere gange i dagens løb. Næste gang 13.05.
"TV 2-dokumentaren, som skulle have omhandlet #MeToo på danske arbejdspladser, er endt med at handle for meget om TV 2 selv"
Præmissen for dokumentaren skred tilsyneladende. Spørgsmålet må være - hvorfor?
Var der ingen andre danske arbejdspladser der ville stille sig til rådighed? Ingen andre end mediefolk der ville stille sig frem?
Eller havde journalisterne på TV2 deres egen agenda?
Præmissen var en bredere undersøgelse og den blev ikke overholdt. Det burde man naturligvis have haft hånd i hanke med på et langt tidligere tidspunkt fra TV-2' ledelse og dermed kunnet have ageret straks.