Baggrund
Læsetid: 10 min.

Droppet #MeToo-dokumentar om TV 2: Mediefolk har ingen fidus til chefs idé om, at kilderne kan stille op et andet sted

»TV 2 er grundlæggende ikke de rigtige til at undersøge sig selv,« skriver TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon til sine medarbejdere efter at have droppet en dokumentar om sexisme og seksuelle krænkelser på kanalen. Det svækker tv-stationens troværdighed, lyder det både fra ansatte og eksperter
TV 2 har droppet en dokumentar, der skulle undersøge #MeToo-anklager på tv-stationen selv. Nyhedschef Jacob Kwon (billedet) mener, at de kvinder, der stod frem i dokumentaren, sagtens kan finde et andet sted at fortælle deres historie. Det er dog en opfattelse, han står ret alene med. »Jeg er målløs over det forløb,« siger Jacob Mollerup, der tidligere har været seernes redaktør på DR og i dag blandt andet skriver om medier i Politiken.

TV 2 har droppet en dokumentar, der skulle undersøge #MeToo-anklager på tv-stationen selv. Nyhedschef Jacob Kwon (billedet) mener, at de kvinder, der stod frem i dokumentaren, sagtens kan finde et andet sted at fortælle deres historie. Det er dog en opfattelse, han står ret alene med. »Jeg er målløs over det forløb,« siger Jacob Mollerup, der tidligere har været seernes redaktør på DR og i dag blandt andet skriver om medier i Politiken.

Bjarne Bergius Hermansen

Kultur
16. januar 2021

TV 2-dokumentaren, som skulle have omhandlet #MeToo på danske arbejdspladser, er endt med at handle for meget om TV 2 selv. Derfor er dokumentaren, som journalister på TV 2 har arbejdet på siden september, nu blevet droppet. 

Beslutningen har vakt debat – ikke mindst inden for TV 2’s egne mure, hvor 155 medarbejdere i et internt brev til ledelsen har skrevet: »Vi oplever det som et angreb på det allerhelligste, vi har: Vores redaktionelle frihed og vores troværdighed.«

De kritiske medarbejdere skriver videre: »Vi er publicister, og vi skal fortælle historier, der er væsentlige for danskerne og det danske samfund. Også når det omhandler os selv.«

Historien åbner flere principielle spørgsmål: Kan et medie lave kritisk journalistik om sig selv? Skulle dokumentaren overhovedet have været sat i gang? Hvad med researchen og kilderne – de kvinder, der efter lange overvejelser har besluttet sig for til et kamera at fortælle om potentielt sårbare og sorgfulde minder? Kan de bare stille op i et andet medie? Og ikke mindst:

Hvad betyder sagen for TV 2’s troværdighed? 

Et kæmpe selvmål

»Jeg er målløs over det forløb, siger Jacob Mollerup, der tidligere har været seernes redaktør på DR og i dag blandt andet skriver om medier i Politiken.

»Altså, det er jo så håbløst, at man næsten ikke behøver kommentere det.«

Hvis projektet skulle stoppes, burde det have været stoppet fra start, siger han og understreger, at han kun udtaler sig på baggrund af de oplysninger, der ligger offentligt tilgængeligt.

»Det er helt uhørt at stoppe op midt i projektet, hvor kilder har lagt deres ting frem, og medarbejdere har arbejdet med det i lang tid.« 

En måde, TV 2 kunne have håndteret den komplicerede situation på, var ved at få et eksternt produktionsselskab til at håndtere det fra det tidspunkt, det i researchprocessen gik op for dem, at dokumentaren kom til at omhandle dem selv for meget, mener han.

Men det er selvfølgelig for sent nu, konstaterer han.

»Der er ikke andre muligheder end at fortsætte.«

Han mener, at de kun svækker deres troværdighed yderligere ved at droppe projektet midt i det hele, og derfor beskriver han forløbet som et kæmpe selvmål.

Mollerup anerkender dog, at det aldrig er en let øvelse at producere journalistik om sit eget medie. Der har været mange konflikter på tv-stationer netop med baggrund i det, men at sætte gang i noget for at stoppe det efterfølgende er nok den dårligste idé, Jacob Mollerup har hørt. 

På den anden side

Siden Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla i august har TV 2 haft en række møgsager om #MeToo. Først kom det frem, at ledelsen havde besluttet, at man var inhabil og ikke kunne dække sagen, hvis man var blandt de 1.615 kvinder, der havde skrevet under på det meget omtalte støttebrev til Linde.

Siden satte tv-stationen værten Jens Gaardbo (der tidligere havde været nyhedschef – og et par måneder senere blev fyret, fordi han for 20 år siden havde udvist dårlig dømmekraft) til at interviewe den nuværende nyhedschef om inhabilitet i en udgave af Presselogen, hvor værten Miriam Zesler ifølge ledelsen altså var inhabil. 

Og senere i efteråret iværksatte tv-stationen en ekstern advokatundersøgelse af arbejdsforholdene, der altså førte til et farvel til først Jens Gaardbo og siden studievært Jes Dorph-Petersen.

Lasse Jensen, der både har været tv-journalist, nyhedschef og selvstændig producent, og som i dag skriver mediekommentarer i Information, er mere splittet om TV 2’s beslutning end hans kollega Jacob Mollerup.

»Jeg kan på den ene side godt forstå, at TV 2 er bekymrede for, om det kan blive opfattet som et partsindlæg. På den anden side kan det jo også ses som et udtryk for, at der er informationer, som de gerne vil holde tilbage – eller er nødt til at holde tilbage.«

I en intern e-mail, som Ekstra Bladet har set, hvor de to redaktionschefer Troels Jørgensen og Michael Nørgaard fra afdelingerne Dokumentar og Aktualitet kritiserer ledelsens beslutning, skriver de også, at dokumentaren rummer historier og kilder fra TV 2, som ikke hidtil har været fremme i offentligheden.

»De står i en situation, hvor uanset hvad de gør, så er det noget lort,« siger Lasse Jensen. Han mener, at enhver redaktion er i sin gode ret til at begynde et projekt og lægge det ned igen.

»Hvis TV 2 fra start havde valgt en publicistisk og ren fremgangsmåde, så havde de valgt at få nogle andre, som ikke er TV 2, til at lave det uafhængigt af TV 2’s interesser og ansættelsesforhold,« siger han. 

Umuligt at videregive research

Beslutningen har også skabt vrede hos flere af de kvinder, der er involveret i dokumentaren og har stået frem og fortalt om krænkelser i deres tid på TV 2. Det fortalte en af kvinderne anonymt i et interview til Ekstra Bladet torsdag. Her beskrev hun også, hvor hårdt det har været i efteråret at fortælle sin historie til tilrettelæggerne fra TV 2:

»Jeg har haft dage, hvor jeg bare græd og ikke kunne stoppe, og jeg har været plaget af mareridt,« siger hun til avisen:

»Det har absolut ikke været sjovt, men jeg tog en beslutning om at deltage alligevel, fordi jeg mente, det var det rigtige at gøre. Det var ikke en let beslutning. Og så sker det her. Det er ubegribeligt. Og lidt en hån imod os, der stillede op.«

Jacob Kwon er ikke vendt tilbage på Informations henvendelser, men til Ekstra Bladet har han sagt, at »hvis de (kilderne, red.) kan finde et andet medie, der gerne vil bringe deres historier, så har de vores velsignelse«, og til fagbladet Journalisten, at »det er min klare overbevisning, at de historier nok skal finde vej til offentligheden på den ene eller den anden måde«.

Berlingskes nyhedschef, Simon Andersen, brugte en stor del af 2020 på at opbygge en anden journalistisk historie om krænkelser på en mediearbejdsplads. Det var historien om, hvordan P1-vært Mads Aagaard Danielsen havde udnyttet sin position som DR-vært til at opføre sig seksuelt grænseoverskridende over for kolleger og branchefolk og blandt andet havde sendt voldstrusler og ekstremt hadefulde beskeder og truet med at dele nøgenbilleder. En historie, der – ligesom den droppede TV 2-dokumentar – var baseret på vidnesbyrd fra en lang række kilder, der var blevet udsat for krænkelser.

Simon Andersen, der har været redaktør på blandt andet DR, B.T. og Radio24syv, siger, at det bliver »meget, meget vanskeligt, hvis ikke umuligt« at få kvinderne fra TV 2-dokumentaren til at stille op i et andet medie.

»Jeg kender ikke de kvinder, der måtte medvirke hos TV 2, men jeg kender de kvinder, der valgte at medvirke hos os, og for nogle af dem var det forbundet med meget stærke følelser af skyld og skam. ’Havde jeg selv svigtet, skulle jeg selv have været tydeligere, var det overhovedet et overgreb, det jeg havde været udsat for?’ Det at stille sig frem – selv mange år efter – i et medie med navn forekom for flere af de kvinder, vi talte med, som en meget stor beslutning‚« siger han.

Og sådan en beslutning bliver først truffet efter et »langt og ekstremt detaljeret forløb«, hvor reporter og kilde gennem »utallige meget lange samtaler« har opnået den fortrolighed, der er nødvendig, før man deler det måske mest sårbare og sorgfulde, man har i sig. 

Derudover oplevede Simon Andersen i forbindelse med Mads Aagaard Danielsen-historien, at det er lettere at betro sig til offentligheden om noget ekstremt sårbart og måske skamfuldt, hvis man har en oplevelse af ikke at være alene. 

»Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for flere af de deltagende, at de blev præsenteret i sammenhæng med andre, der havde været udsat for noget lignende. At de stod skulder ved skulder med andre, der havde været i samme situation. De fleste tror jo til at begynde med, at de var alene – at det kun var dem, det var gået ud over – men så kunne man sige: ’Jeg har også talt med hende og hende’. Det giver en tryghed, som du ikke kan genskabe et andet sted.«

Oven i det sårbare arbejde indgår der fra mediets side et omfattende arbejde med at undersøge, hvorvidt beretningerne kan bekræftes eller sandsynliggøres.

»Som journalist har du en dobbeltfunktion: Først skal du skabe så meget tillid, at personen tør betro sig til dig, og bagefter skal du tjekke alt det, personen siger. Det er en ekstremt krævende proces for begge parter, der kræver enormt meget tillid, som det tager lang tid at opbygge,« siger han og tilføjer, at han aldrig som journalist har oplevet et så komplekst område som det. 

Helingsproces på gerningsstedet

På Twitter har Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen skrevet, at hans avis er mere end klar til at overtage projektet: »Selvfølgelig skal TV 2-dokumentaren om #MeToo på TV 2 vises. Det skylder man de kvinder, der modigt er stået frem. Og når TV 2 ikke selv vil, gør vi det gerne. Håber ⁦Jacob Kwon⁩ vil sælge dokumentaren til os i morgen,« skriver han.

Men det kommer aldrig til at ske, siger Lasse Jensen. »Beslutningen om at dokumentaren ikke skal vises, er jo øjensynligt truffet.«

Simon Andersen mener også, det er svært at forestille sig – ikke kun fordi kilderne næppe ønsker igen at stille op og skulle gennemgå den samme smertefulde proces med en ny journalist, men også fordi der ligger »sindssygt meget arbejde« for det medie, der potentielt skulle overtage projektet.

Og så fordi det måske har haft en vis betydning for kvinderne, at det netop var hos TV 2, de stillede op – altså at helingsprocessen fandt sted »på gerningsstedet«.  

Lasse Jensen pointerer, at dokumentaren formentlig indeholder sager, der måske er behandlede, men som ikke er kommet frem i lyset. Tv-stationen har sagt farvel til fem medarbejdere, men det er kun sagerne om Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, som offentligheden kender. 

Det kunne være de tre øvrige journalister, der er fyret, som programmet omhandler. »Det kan være, at de har underskrevet kontrakter, hvor der er tavshedspligt, og dokumentaren bryder med det,« siger Lasse Jensen.

Derfor bryder TV 2 muligvis sin egen aftrædelsesaftale ved at vise dokumentaren, og det må man ikke – uanset journalistiske principper. 

Komplet utroværdige

I brevet fra de 155 TV 2-medarbejdere til ledelsen står der, at det er afgørende for troværdigheden bag deres journalistik, at de kan være kritiske over for alle, også deres egne.

»Og det har de jo ideelt set fuldstændig ret i,« mener Lasse Jensen, men spørger, om man kan det. 

Han har svært ved at vurdere, om dokumentaren ville være uafhængig, hvis man lod den fortsætte. Det er ikke en »ren sag«, hvor man helt klart kan sige, hvad man burde gøre, siger Jensen, og konstaterer, at han er i vildrede. 

En journalist, der uge efter uge er kritisk – også over for kolleger – er Camilla Stampe, der er vært på DR’s Detektor. 

»På Detektor har jeg flere gange interviewet en kollega om en historie, vi er gået kritisk til,« siger hun.

»Det kan godt være svært og også lidt akavet. Når vi alligevel insisterer på at gøre det, er det selvfølgelig, fordi alternativet er værre. Tænk hvis det kom ud, at vi havde droppet en historie om en DR-udsendelse, fordi det var lidt ubehageligt for os, men til gengæld var gået ekstremt kritisk til en historie fra Berlingske. Det går jo ikke. Så ville vi være komplet utroværdige.«

Hun siger, at man med rette kan tale om manglende troværdighed, når en myndighed eller en virksomhed beslutter sig for at undersøge sig selv, men at argumentet ikke giver mening, når det gælder medier.

»Den lokale politistation lever jo ikke af at undersøge sig selv på en troværdighed måde – den lever af at fange forbrydere. Som medier lever vi udelukkende af vores egen troværdighed. For at bevare den troværdighed, er vi nødt til også til at kunne gå kritisk til os selv og fremlægge det for offentligheden, vi ved, for det er det, vi lever af at gøre med verden omkring os. Derefter må det så være op til offentligheden at vurdere, om vi har gjort vores arbejde godt nok.«

Det er åbenlyst, at TV 2’s troværdighed lider yderligere et knæk af den her sag. Spørgsmålet er, om tv-stationen overhovedet skulle have sat dokumentaren i gang i første omgang.

Ifølge Camilla Stampe var det »rigtigt set« af TV 2 at gå i gang med dokumentaren, der i første omgang skulle være en »bred #MeToo-historie«, men det var forkert at droppe historien, da det viste sig, at researchen ledte dem til egne redaktionslokaler, mener hun.

»Det skal jeg ikke gøre mig klog på,« svarer Simon Andersen på spørgsmålet, hvorvidt dokumentaren i sin tid overhovedet skulle være sat i gang. »Problemet er, at når først man har sat den i gang –  og den så viser sig at handle for meget om TV 2 – så er det meget svært at se andre udveje end at lave den færdig og sende. Og så kan det godt være, at man må sige: Det var satanedme dumt, vi gik i gang, men altså – too late

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niki Dan Berthelsen

Hvorfor har de så filmet den?

Poul Simonsen

Artiklen viser ret overbevisende mediers og journalisters selvoptagethed. Al deres snak om troværdighed skal ses i sammenhæng med en undersøgelse fra Epinion for 3-4 år siden. Den viste, at journalister var den tredje mest UTROVÆRDIGE erhvervsgruppe.
De der skulle kommunikere verdens tilstand til vi andre, lever i en meget lille og selvoptaget verden. Man forstår godt bedømmelsen: utroværdig.
Ja, kære journalist, “det er ikke dem jeg mener, men ham til højre eller venstre for dem.” (PH)

Torben Bruhn Andersen, Carl Chr Søndergård, jan sørensen, Lars Eriksson, Kai Birk Nielsen, Arne Lund, Ulla Nygaard, Jens Erik Starup og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Jo, direktøren har ret - om end med andre argument3er. Respekt for de ofre som har fremlagt vidnesbyrd om seksuelle overgreb og sexisme i TV2's fagretslige system - i tillid til at det skete i fortrolighed. Desuden er der et- fagretsligt - hensyn til den party som har begået overgrebene. I det fagretslige system er dethunde svært at balancere hensynet til parterne, men det sker på daglig basis i større virksomheder.

Carsten Hansen

TV2 foretrækker at gå efter hjemmehjælpere og de fattige i Tønder.

Inge Lehmann, Carl Chr Søndergård og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det Metoo er noget underligt noget. Ingen aner hvad der er foregået. Derfor er det lidt svært at forholde sig til.

Carsten H - Jeps - og det trængte muslimske mindretal jvfr. Moskeerne bag sløret og musikvideoen AAA. Her på matriklen er TV2 overhovedet ikke troværdig, så denne dag føjer ikke noget nyt til.

jens peter hansen

Og DR har vist ikke fundet manden der ville have den suttet af. ..hvad om de to kanaler undersøgte hinanden?

Niki Dan Berthelsen, Peter Molzen, Arne Lund og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Jeg tror at for at Metoo bevægelsen for alvor skal have en effekt i det danske samfund, så skal de trække en streg i sandet. De her 10-20 år gamle sager, hvor nogen husker en ting andre en anden og så bliver der fyret en TV2 medarbejder eller en anden tilfældig medieperson. De mangle folkelig appel og nutidig relevans. Hvis det der kan findes af anklager ligger så langt tilbage i fortiden, drukner det i støvede hun-sagde-han-sagde postulater, mens de almindelige kvinder som kunne have gavn fremadrettet, ikke ses.

René Arestrup

Jeg forstår udmærket Kwon. TV2 har da et helt åbenlyst habilitetsproblem her - uanset stationens publicistiske ansvar.

Steffen Gliese

Det er dybt problematisk, at der breder sig tanker om virkeligheden som statisk - selvom vi for vore øjne kan se dens konstante foranderlighed og endog responsivitet på de ting, vi påfører den.
Hvis institutioner ikke længere tiltros muligheden for at udøve egenkritik og rette op på skævheder, er vi ildefarne og, nå ja: nødt til at finde helt andre måder at organisere på, samt helt andre karaktertyper til at stå i spidsen.

Lone Gravgård

MeToo bevægelsen er lige med "mistillid uden grænser". Mistillid mellem mænd og kvinder, mistillid mellem chef og ansatte. Måske viser ovenstående sag at der alligevel er nogle grænser. Det er ikke længere "anything goes". Lidt refleksion over hvad man kan gøre og sige ifm MeToo er velkommen.

Maj-Britt Kent Hansen

Dagens Presseloge på TV2News behandlede spørgsmålet. Genudsendes flere gange i dagens løb. Næste gang 13.05.

"TV 2-dokumentaren, som skulle have omhandlet #MeToo på danske arbejdspladser, er endt med at handle for meget om TV 2 selv"
Præmissen for dokumentaren skred tilsyneladende. Spørgsmålet må være - hvorfor?
Var der ingen andre danske arbejdspladser der ville stille sig til rådighed? Ingen andre end mediefolk der ville stille sig frem?
Eller havde journalisterne på TV2 deres egen agenda?
Præmissen var en bredere undersøgelse og den blev ikke overholdt. Det burde man naturligvis have haft hånd i hanke med på et langt tidligere tidspunkt fra TV-2' ledelse og dermed kunnet have ageret straks.