»Jeg har et forfængeligt håb om, at vi kan blive trygge, fordi vi er mænd«

I kælderen under Åby Bibliotek holder Bordtennisklubben RBC Aarhus til, og her en torsdag først på eftermiddagen står den tom, så Poul Helge Andersen, Jens Yde, Knud Bülow og Kurt Nikolajsen mødes til et spil bordtennis, inden de skal i læseklub. De er alle fire pensionister, og klokken 16 dukker Carsten Sloth også op på biblioteket. Han er buschauffør og klubbens femte medlem. De har været flere, men én rejste til Grønland, og én har de ikke rigtig kunnet holde fast på. Den sidste er ellers bogtrykker. Da de andre hørte, at han havde arbejdet som bogtrykker hele sit liv og aldrig havde læst en bog, måtte de have ham med i klubben.

Det særlige ved læseklubben er, at de kun er mænd. Eller det særlige ved læseklubben er, at de er mænd. I dag er fjerde gang, de mødes, første gang tog det dem 20 minutter at tale om bogen. I dag har de sat en time af til at tale om den japanske bestseller Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata, og Carsten har som et forsøg taget en novelle med oveni.

»Vi er ved at finde en form,« som Knud siger.

Det er også Knud, der fortæller klubbens tilblivelseshistorie. Han har haft en ledende stilling i skolevæsenet, og selv om han har undervist mere i matematik end i dansk, har han også læst en del, især noveller, da han arbejdede. Da han gik på pension for flere år siden, ville han gerne være med i en læseklub, men det blev ved snakken. Men så arrangerede biblioteket en aften i januar sidste år, hvor man kunne komme og finde en læsekreds. Den aften mødte Knud op:

»Da jeg kom til biblioteket, fandt jeg det, jeg regnede med. Der sad 35 kvinder og tre mænd.«

Da det blev Knuds tur til at fortælle, hvad han håbede på at få ud af aftenen, sagde han, at han var kommet for at blive bekræftet i sine fordomme, og at det var han blevet.

»Og så skreg de her damer af grin, for de var fuldstændig klar over, hvad jeg var blevet bekræftet i.«

Men Knud havde også en anden grund til at møde op på biblioteket. Han håbede på at etablere en læseklub kun for mænd. Hans kone havde hjemmefra rådet ham til at passe på med ligefrem at udelukke kvinderne.

»Men de damer, der var mødt op, nikkede anerkendende alle sammen. Poul sad ved siden af mig og sagde, at han gerne ville være med, og inden aftenen var omme, var vi fire.«

Bogtrykker læste sin første bog

Den første bog, klubben læste, var Sissel-Jo Gazans Blækhat, der handler om en street art-kunstner i Aarhus. Læseklubben har sit navn efter den. Romanen havde de valgt, fordi de havde en idé om, at den ville fange deres bogtrykker. Han er nemlig ærkeårhusianer og ville kunne genkende alle stederne i bogen. Bogtrykkeren fik læst sin første bog, mandelæseklubben blev etableret, men der kan stadig nå at ske meget, mener Knud:

»Jeg har et forfængeligt håb om, at vi kan blive trygge, fordi vi er mænd. Det er min opfattelse, at hvis der sidder tre mænd og fire kvinder, så er det af en eller anden grund svært som mand at bryde igennem.«

– Hvordan kan det være?

»Jeg tror, det er, fordi mænd generelt ikke er så åbne om sig selv, som kvinder hurtigt bliver. Det er også spændende, hvor åbne vi kan være, når vi kommer til at kende hinanden bedre. Efter min mening skal litteraturen også bruges til, at vi perspektiverer til nogle af vores egne erfaringer og vores eget liv. Og der har vi et stykke vej endnu.«

I begyndelsen spurgte læseklubben Blækhat en bibliotekar til råds, når de skulle vælge bøger. Hun anbefalede dem bøger om mænd i krise. Nu vælger mændene selv.

Pouls historie om Blækhat er lidt anderledes end Knuds. Da han fortæller den, er det hyggeligt, på samme måde som når et ægtepar fortæller deres historie sammen:
»Jeg gik med for at støtte Knud, for egentlig ville jeg gerne være med i en læsekreds med kvinder, for jeg synes, de er bedre til at snakke om bøger, og de fleste mænd kan bedst lide at læse krimier … Men det er alligevel spændende at være i denne her gruppe.«

Døgnkioskmennesket

Poul har fundet en god betegnelse for de kvinder, han først havde tænkt sig at være i læseklub med, »jeg kalder dem kvinder i den læsedygtige alder«. Han er klubbens organisator, han arbejdede tidligere som pædagog, og det er ham, der har foreslået, at de skulle læse Døgnkioskmennesket. Romanens jegfortæller er singlekvinden Keiko på 36 år, der aldrig har haft en kæreste, og som har arbejdet som løsarbejder i den samme døgnkiosk i Tokyo i 18 år.

Poul er spændt på at høre, hvad de andre synes om romanen. Han har tænkt, at den er noget helt andet, end de romaner om mænd i kriser, de tidligere har læst. Han kan godt lide, at den har novellens form. »Hvad synes I,« spørger han.

Jens er pensioneret bibliotekar, han har hæftet sig ved Keikos helt særlige måde at være i verden på. Det er spændende at få indblik i. Han ler, da han genfortæller en scene fra bogen, hvor Keiko som lille stopper et slagsmål mellem to børn ved at slå dem med en spade, fordi de andre børn råber, stop det! Det mærkeligt komiske er, at hun selv tror, hun har gjort det rigtige, fordi hun fik stoppet slagsmålet. Hun forstår ikke, at hun har forskrækket de andre børn og påført dem smerte.

Carsten er også fascineret af Keiko, der forsøger at passe ind i samfundets normer:
»Den siger meget, tror jeg, om den japanske kultur, men sikkert også om vores egen. Om hvordan man helst skal passe ind. Kvinden i bogen prøver at passe ind i forhold til at have en samlever. Jeg tænkte også på det personligt, for jeg blev skilt i 2008 og bor stadig alene, og på min arbejdsplads som buschauffør er det meget typisk omkring ferietid, at kollegerne spørger: Nå, hvad skal I så i år? Underforstået at selvfølgelig er jeg en del af et ’vi’.«

Tobias Nicolai

Kassen i kiosken

Rundt om bordet er de hurtigt blevet enige om, at Keiko må have en eller anden form for diagnose.

»Hun er i hvert fald anderledes,« siger Knud, »men det er der mange, der er.«

Keiko er blottet for empati. Poul, der har læst romanen tre gange, kan forsikre de andre om, at der intet sted står, om den jegfortællende hovedperson, at hun for eksempel har Aspergers syndrom, og det synes han er godt, for så ville man bare tænke, »nå, det er derfor.«

De har alle ledt efter en forklaring på Keikos særheder, men som Kurt, der har taget noter, kan slå fast, så »står der bare, at hun gerne vil kureres og være normal. Hun er bevidst om, at hun er unormal.«

Keiko er samtidig en fantastisk medarbejder i døgnkiosken. Hun bruger alle sine vågne timer, kræfter og tanker på arbejdet, hun er systematisk og uhyre effektiv. Det får Poul til at spørge, om ikke romanen stiller det spørgsmål, at vi er ved at forme en verden, hvor det rationelle og effektive har forrang?

»Keiko går i bad, spiser og sover kun for at være klar til næste dag, hvor hun skal stå i døgnkiosken. Hun holder øje med, om der flytter nye ind i kvarteret, om de er højtuddannede, for så skal kiosken have flere af den og den slags nudler.«

Jens supplerer til karakteristikken af Keiko som løsarbejder:
»Det skal være de andre, der sætter rammerne, det kan hun ikke overskue, hun vil ikke selv bestemme. Hun skal finde en kasse, hun kan passe ind i.«

Poul: »Ja, og da hun så finder den kasse i kiosken, har hun et kæmpe overskud. Hun har mere overskud end alle de andre tilsammen.«

Knud: »Hun er rigtig god til at gøre det, der bliver sagt. Under oplæringen får hun ros for at kunne lægge ansigtet i de rette folder og hilse på kunderne … Det er en fantastisk beskrivelse.«

Kurt har fundet et citat i bogen, der viser Keikos forhold til sit arbejde: »Alle celler i mig er til for døgnkioskens skyld.«

Kurt undskylder over for de andre, hvis han er for kritisk, men han synes også, at forfatteren »doserer med skovl« indimellem. Men bogen er sjov at læse som satire.

Refleksioner om arbejdslivet

Knud har reflekteret over, hvordan han selv ofte har tænkt, når han så et andet menneske udføre et rutinepræget arbejde, at det da måtte være kedeligt, men med bogen her »bliver man i hvert fald opmærksom på, at man kan leve sit liv på mange måder og være glad og tilfreds.«

Men selv om Knud i sit eget arbejdsliv også har været ansat i ledelsesfunktioner, har dét arbejde været præget af gentagelse ligesom Keikos. Han viser med hænderne, hvordan han har siddet som en slags robot ved skrivebordet:

»Altså, hvem har ikke rutiner i sit arbejde? Hvad jeg har taget fra indbakken og lagt over i udbakken igennem årene, det er ikke småting.« Han ler ved tanken.

Carsten har arbejdet som efterskolelærer, jobbet som buschauffør har han, indtil han kan få sin pension. Han er sikker på, at der er rigtig mange døgnkioskmennesker blandt hans kolleger.

Kurt vil gerne høre mere om, hvordan Carstens kolleger minder om kvinden i bogen. Carsten fortæller:

»Jeg kender dem ikke ret godt, som buschauffør kommer man ikke så tæt på sine kolleger, men for mange af dem er det største indhold i livet at køre bus. Og jeg har egentlig også selv en snert af det, selv om jeg siger det med et lille smil på læben, for det er jo rart, når ting fungerer. Når man kører rundt i en by som Aarhus og ser, at folk tager hensyn, selv om der er mange på vejene, og man skal holde køreplanen.«

Carsten Sloth og Knud Bülow er medlem af mandelæseklubben Blækhat.

Tobias Nicolai

Installerer en mand i hjemmet

Det er et genkommende spørgsmål i samtalen om bogen, hvorvidt man skal se den som en skildring af noget særligt japansk – eller om romanens beskrivelser også passer på en dansk kultur. Jens er inde på, om det her med mennesker, der bare parerer ordrer, er særligt for Japan?

Kurt tror ikke, at det er tilfældigt, at det er en japansk bog. Han tænker på, at Keiko tilsidesætter ethvert individuelt behov for noget større. Poul er med, men han mener også, at noget lignende gør sig gældende hos os:
»På arbejdspladser i Danmark er man jo tilgængelig hele tiden på telefon og mail. Forskellen er bare, at kvinden i bogen er lykkelig med det.«

Kvinden, som er døgnkioskmennesket, er under pres fra omverdenens krav om normalitet, også i forhold til parforhold. En kvinde som hende midt i trediverne burde være gift. Derfor installerer Keiko en mand derhjemme. Hun har mødt ham i døgnkiosken, hvor han fik arbejde. Han er sær ligesom hende, men han er ikke lige så god til at mime normaliteten, som hun er. Han bor i Keikos badekar, hun fodrer ham, men de er ikke kærester, og de har ikke sex, men familien og kollegerne er tilfredse, for Keiko og Shiraha, som han hedder, ligner et par.

Som Poul genfortæller handlingen, elsker Keikos søster det, da der er flyttet en mand ind. Han lægger stemme til Keiko, siger ’jeg’ og gengiver hendes replikker og tanker. Så skifter han til sin egen stemme igen:
»Søsteren opdager slet ikke, at han er en parasittype.«
Det har også undret Jens, »han er lidt træls.« Kurt prøver at gå ind på Keikos projekt med Shiraha:

»Hun skal bruge ham til noget andet, end det vi måske ville forestille os ville ligge i, at nu bor de sammen osv. Man vil gerne have, at nu får de det godt sammen, to mærkelige eksistenser, der finder sammen. Men sådan er det slet ikke, de vil noget helt andet med hinanden. Hvis Keiko kommer til et middagsselskab, kan hun nu sige, at hun bor sammen med ham, og så er alt godt.«

Shiraha har en teori om, at vi mennesker ikke er kommet videre end til stenalderen. En teori, der forklarer alt ifølge ham. Ifølge Poul lykkes det egentlig meget godt for Shiraha »hele tiden at bevise, at der ikke er sket noget som helst siden stenalderen, at manden stadig skal jagte kvinden – og det lykkes ham i hvert fald ikke at tage del i samfundet«.

Gruppen er meget enige om, at Shiraha er en ret irriterende type, og at han næsten er for karikeret. Poul prøver at give ham en chance:

»Han lukker for en hel masse ved at tale om stenalderstadiet, men han mener vel, at der er nogle primitive drifter, og hvis man bliver ved med at sige, at de skal være gældende, at man skal være kone og mand, så er der ikke sket noget siden stenalderen. Og hvis man lever anderledes, er man uden for. Så er man fortabt.«

Der er stille lidt. En siger jaaa, og en siger jooo, og så tilføjer Poul:
»Han kunne godt udvikle sig lidt.«

Lønningsdag

Der er grænser for, hvor længe man kan tale om en roman på 150 sider. Carsten har en forkærlighed for noveller, og han har taget en af Martin Andersen Nexø med til klubben. ’Lønningsdag. En idyl’ fra 1900. Carsten siger, at han ikke vil »kloge sig på den, men bare høre, hvad de andre siger.«

Poul er forbløffet over, hvor poetisk novellens begyndelse faktisk er – med »sneen, krystallerne og slåenbuskene«. Det poetiske landskab står i stærk kontrast til den efterfølgende skildring af arbejderne, der venter på at få løn. Knud spørger, hvornår den er skrevet, og hvornår Pelle Erobreren er skrevet. »Er det her en forløber for romanen?«

Kurt er cand.mag. i dansk, han har skrevet opgave om Nexø engang og har et bud:

»Det er interessant i Nexøs forfatterskab, det er en slags skitse til Pelle Erobreren, ligesom når man ser skitserne til nogle af de store skagensmaleres billeder. Det er et miljø på Bornholm, Nexø har levet i og kendte rigtig, rigtig godt, det er der ingen tvivl om. Han beskriver den helt utrolige uretfærdighed, der ligger i, at nej, I får ikke penge her i weekenden. Først på mandag. Stenbrudsarbejderne har ikke været organiserede på det her tidspunkt, vi hører lige om ham krakileren, socialisten …«

Carsten læser et par linjer op fra novellen for at fremhæve det sproglige, han betoner ordene »den skylder klippen sin eksistens«:
»I Havstokken ligger der en lille By. Den skylder Klippen sin Eksistens, og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet, hvor Forsørgerne færdes.«

Har ikke opgivet bogtrykkeren

Der er mange steder at hive frem. Klubben bliver enige om, at det med at læse noveller er en god idé. Det vil de også gøre fremover. Og gerne nogle helt nye. Nye og gamle. Det skal være en fra Thomas Korsgaards Tyverier næste gang. Kurt skal nok finde en. Bogrykkeren skal også have det at vide, hvornår de mødes næste gang. Det sørger Poul for:

»Hver gang jeg sender noget ud til gruppen, skriver jeg også til ham.« Knud har heller ikke opgivet deres bogtrykker:

»Han kom anden gang, vi mødtes og sagde, at han havde læst den bog, vi havde aftalt, og at nu var han gået i gang med Sekstetten af Anne Marie Løn. Det er en moppedreng på 500-600 sider.«