Note
Læsetid: 4 min.

Glaspustere er rock’n roll og K-pop-fans kupper konspirationsteorier med nuttede popvideoer

Mens Medina springer ud som billedkunstner annoncerer Frank Hvam og Casper Christensen, at der kommer en mere sæson af tv-serien ’Klovn’ – den var der ellers sat et »endegyldigt punktum« for. Mens du venter på sæson 8 af ’Klovn’, kan du tænde for Netflix og se ’Blown away’ der er »eminent kunstformidling på steroider« eller lytte til Billie Eilish, der synger duet med den spanske, flamencoinfluerede popstjerne Rosalía – endda fortrinsvis på spansk
K-Pop-fans redder verden – igen. Da hashtagget #ImpeachBidenNow blev lanceret, sørgede fans’ne for, at det var de nuttede popvideoer, der dukkede op i søgeresultaterne, ligesom de i sommer gjorde det med det rascistiske #WhiteLivesMatter. Her er det bandet Enhypen, der fyrer den af med synkronhåndtegn til Golden Disc Awards i Seoul tidligere i år.

K-Pop-fans redder verden – igen. Da hashtagget #ImpeachBidenNow blev lanceret, sørgede fans’ne for, at det var de nuttede popvideoer, der dukkede op i søgeresultaterne, ligesom de i sommer gjorde det med det rascistiske #WhiteLivesMatter. Her er det bandet Enhypen, der fyrer den af med synkronhåndtegn til Golden Disc Awards i Seoul tidligere i år.

Golden Disc Awards

Kultur
29. januar 2021

Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Billie Eilish x Rosalía x Euphoria

To ungdomsikoner ramler sammen i et musikalsk boom i det andet nye særafsnit af den fremragende tv-serie Euphoria om unge menneskers kærligheds- og sexkvaler. Det sker, da superstjernen Billie Eilish synger duet med den spanske, flamencoinfluerede popstjerne Rosalía – endda fortrinsvis på spansk – på det fællesskrevne »Lo Vas A Olvidar.«

To kvinder, der ikke er bange for at undersøge kærlighedens og begærets dunkle mål, gør præcis dét. Og de forenes i luftig sang, desperat vibrato og højspændt omkvæd i en glaskatedral af vemod tilsat, ja, kvækkende frøer. Sangen fungerer strålende på egen hånd, mens den i Euphoria er rørende soundtrack til hovedpersonen Jules’ samtaleterapi.

Ralf Christensen

Glaspustere er rock’n roll

Det du gør i aften, når mørket slutter sig om dig, og endnu en dag i coronatilværelsen går på hæld, er, at du går ind på Netflix og søger efter Blown Away. Der er nemlig netop landet sæson 2 af den amerikanske glaspusterkonkurrence, der ville lægge gaderne øde, hvis de ikke allerede var det.

Over to sæsoner følger man ti glaspustere – og skulptører, der er forskel, lærer man – mens de konkurrerer i en række discipliner. Det er dryppende sved, pumpende muskler, spændte kæber, og hvis du synes, at det er spændende, om kagen er for varm til glazen, så skal du glæde dig til at se folk forsøge at få en ti kilo tung, 1.000 grader varm, topskrøbelig skulptur ud ad et blæserør.

Glassets (livets?) skrøbelighed og de kræfter, som det kræver at omforme materialet, gør programmet næsten uudholdeligt nervepirrende. Bear Grylls møder Allinge Sandvig. Så næste gang du møder en af verdens producenter af papirvægte, vil du gøre det med nyfunden respekt. ’Kunstverdenens ekstrematleter’.

Men deltagerne i Blown Away laver ikke ’brugskunst’ – den største skam, der kan overgå en deltager, er, at dommerne kalder et værk »giftshop’y«. Deltagerne har regulære kunstneriske overvejelser, og dommerne er kompetente. Det er poppet og eminent kunstformidling på steroider.

Anna von Sperling

Klovne siger aldrig stop

Sidste år satte komikerne Frank Hvam og Casper Christensen et »endegyldigt punktum« for deres Klovn-univers med den sidste spillefilm i serien, Klovn – The Final. I et stort interview med filmmagasinet Ekko sagde Christensen, at han og makkeren har brugt »17-18 år af vores liv på det projekt. Et fantastisk projekt, men både han og jeg har lyst til at lave andre ting«. Det var dengang. Nu – et år efter premieren – kan TV 2 afsløre, at der kommer en sæson mere af tv-serien. Og ifølge pressemeddelelsen handler det først og fremmest om, at de har det »utrolig sjovt«, når de laver Klovn, som Casper Christensen forklarer. »Egentlig meldte vi kun ud, at det var den sidste film,« tilføjer Hvam. »Med en sæson 8 er vi også stille og roligt gået i gang med at lukke serieuniverset. Vi satser på at gøre det med manér.«

Rasmus Elmelund

Medina springer ud som billedkunstner

For tiden er der en unik mulighed for dem, der godt gad være i Medinas sko. I hvert fald i bogstavelig forstand. Hos auktionshuset Lauritz.com sælger popsangeren ud af sit private indbo og blandt de knap hundrede effekter finder man en diamantbesat slangering, en rævepels og et par støvler fra Gucci – og så et maleri malet af popdronningen selv. My Great Depression er titlen på værket, som samtidigt markerer Medinas offentlige debut som billedkunstner. En abstrakt komposition i sort og hvid oliemaling, malet i kunstneren Tal R’s atelier. Maleriet er vurderet til 14.000 kroner. Men det er jo gratis at kigge.

Mette Kierstein

Troldehær af K-Pop-fans slår til igen

Den kommercielle sydkoreanske popmusik, der verden over kendes som K-Pop, har ikke umiddelbart meget med protestmusik eller modkultur at gøre. Alligevel er K-Pop-fans ved at blive førende inden for venstreorienteret drillesyge på sociale medier.

Da hashtagget #WhiteLivesMatter sidste sommer vandt frem med det oprindelige formål at dele racistisk indhold, sørgede K-Pop-fans for, at man druknede i musikvideoer med sydkoreanske boybands, hvis man søgte på det. Klassisk trolling fra en uventet kant. K-Pop-fans har også været efter det konspirationsteoretiske hashtag #QAnon, og da hashtagget #ImpeachBidenNow blev lanceret, blev det også kuppet af nuttede popvideoer.

Noget tyder dog på, at Twitter ikke vil have det. I hvert fald har flere af de medvirkende K-Pop-fans fået suspenderet deres twitterkonto.

Lone Nikolajsen

Ny fiks? rapport om kunstuddannelserne

Kulturministeriet har i denne uge meddelt, at et nyt udvalg af rektorer, studerende, ansatte og ledelseseksperter m.fl. skal »analysere de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer, som findes på de kunstneriske uddannelser i dag« og tilbyde scenarier og modeller for løsninger. Udfordringer i forhold til ledelse, akademiseringskrav og trivselshåndtering findes der beviseligt en del af. Som bekendt er Filmskolens, Kunstakademiets og Forfatterskolens rektorer af forskellige grunde blevet fratrådt deres stillinger de senere år. Så vidt er det godt tænkt af Joy Mogensen at få et overblik over, hvad der strukturelt ikke dur, som det er nu.

Meget lidt godt gik det dog, da rektor på Det Rytmiske Musikkonservatorium, Henrik Sveidahl, i 2017 udfærdigede rapporten ’De kunstneriske uddannelsermed sit bud på at løse udfordringer af »økonomisk, administrativ og indholdsmæssig karakter«. Han foreslog at samle uddannelserne i en samlet national kunstnerisk uddannelsesinstitution. Den idé plaffede et flertal i Folketinget hurtigt ned. Om den nye rapport bliver fiks eller lydhør over for uddannelsernes forskellige behov må tiden, som vi jo ved, vise.

Katrine Hornstrup Yde

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Ny fiks? rapport om kunstuddannelserne".
"--- »analysere de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer, som findes på de kunstneriske uddannelser i dag« og tilbyde scenarier og modeller for løsninger".

En præcisering: De kunstneriske uddannelser, der i denne omgang er tale om, er uddannelserne på de 7 statslige kunstakademier, hvor der samtidig er en overvejende politisk konsensus om, at der på de pågældende uddannelser skal være mulighed for at opnå en uddannelse på kandidatniveau (MA).

Forfatterskolen er således ikke omfattet, ligesom f.eks. Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi heller ikke er det.

De institutioner, der rummer de pågældende uddannelser, skal inden for de nærmeste år opnå en institutionsakkreditering. Der er her tale om en statslig godkendelse af, at de pågældende institutioner har etableret de nødvendige procedurer af organisatorisk, ledelsesmæssig, pædagogisk, evalueringsmæssig og kunstfaglig karakter (m.m), der kan sikre deres uddannelsers kvalitet.

Blandt studerende og personale på Filmskolen er der omfattende modstand mod kravene om en sådan institutionsakkreditering, fordi det bliver opfattet som et voldsomt indgreb i skolens pædagogiske og kunstfaglige traditioner.

På Billedkunstskolerne stod der ifølge tidligere rektor, Kirsten Langkilde, i hendes kontrakt med Kulturministeriet (fremgik af interview på Deadline), at hun inden for et år skulle opnå en institutionsakkreditering.

En opgave, der for mig at se, med min uddannelsesbaggrund og erfaringer, under de givne betingelser virker komplet umulig, når man ikke var nået længere med kvalitetssikringen, end man var på det tidspunkt, hvor hun blev ansat.

Det er en proces, som nødvendigvis må strække sig over flere år, og som forudsætter, at alle ansatte arbejder positivt for sagen og finder sig i de indgreb i deres pædagogiske og kunstfaglige frihed, som de ellers har haft.

Det lykkedes for Billedkunstskolerne (som det første af akademierne), at opnå en betinget positiv akkreditering (en "halv" godkendelse), hvor en række fejl og mangler dog peger på, at der er meget, der skal rettes op på inden for de næste 3 år, hvor institutionen så skal testes igen med henblik på en positiv akkreditering.

Et par eksempler fra Akkrediteringsrådets afgørelse:
”Når det gælder sikringen af den pædagogiske kvalitet, vurderer panelet, at Kunstakademiet ikke bruger de etablerede redskaber herfor i praksis, idet undervisernes selvrefleksioner, de mundtlige undervisningsevalueringer og MUS-samtalerne hverken i deres skabeloner, procedurebeskrivelser eller i den praktiske gennemførelse har systematisk fokus på sikring af pædagogisk kvalitet. (…)”.
og
"”Panelet vurderer (…) samlet set, at Kunstakademiet endnu ikke har en tilstrækkeligt velfungerende og systematisk praksis med henblik på at kunne reflektere over og vurdere, hvilke videnaktiviteter der skal prioriteres for at sikre uddannelsernes videngrundlag. (…)”.

Det kan sammenlignes med følgende skildring, der viser, hvordan situationen var i "gamle dage", omkring år 2000:
”Ved årtusenskiftet var de fleste høyere kunstutdanninger i Skandinavia selvstendige skoler, og de hadde fremdeles en struktur som mer eller mindre baserte seg på professorskolemodellen: Studentene tilhørte en gruppe ledet av en professor, og undervisning og evaluering foregikk stort sett innen denne gruppen. Ofte satt samtlige professorer i opptaket og plukket ut de studentene de ville ha, de hadde egne budsjetter og sto fritt til å undervise og lede sin gruppe slik de ønsket. Denne modellen hadde både feil og mangler: den var autoritær og lukket; utdanningen man fikk var helt forskjellig avhengig av hvilken professor man havnet hos; og hadde man først fått en professor, var man stuck med ham. Trakasseringssaker var vanlig, men ble sjelden fanget opp. Ingen utenfra hadde innsyn i hvordan undervisningen foregikk”.
Ane Hjort Guttu: ”Farvel til kunstutdanningen slik vi kjente den”, Kunstkritikk 22/5 2020

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Så vidt er det godt tænkt af Joy Mogensen at få et overblik over, hvad der strukturelt ikke dur, som det er nu".

Jeg er uenig. Personer med en grundlæggende viden inden for såvel organisation, ledelse, uddannelse, forskning samt kunst ved udmærket, hvor "skoen trykker" (vide hvor problemet er; vide hvad problemet består i), også selv om de sikkert ikke vil kunne blive enige om en løsning, alt efter hvad de prioriterer højest. Men der vil i så fald være tale om en uenighed på et "højt niveau".

For mig at se sender kulturministeren en afgørelse til "hjørnespark" (udskyde afgørelsen af en vanskelig sag, fx ved at lade den behandle af en anden instans), ikke mindst sådan som kommissoriet er udformet og udvalget er sammensat.

Hun bevæger sig som politiker som "katten om den varme grød" (forholde sig tøvende til en bestemt sag med en blandet følelse af interesse og ubehag). Måske fordi hun, som mange politiker - kollegaer, ser det lidt som en "gordisk knude" (vanskeligt eller (næsten) uløseligt problem).
(Kilde: "Den danske Ordbog")

Når der er tale om, at en lang række forskellige interesser er på spil, ikke mindst af samfundsmæssig karakter, i tilknytning til de lange videregående kunstuddannelser, er det helt malplaceret fra kunstneres side at henvise til "armslængdeprincippet".

På samme måde ville andre faggrupper i samfundet kunne gøre krav på et tilsvarende princip for at sikre varetagelse af egne særinteresser.

Der er væsentlig forskel på berettigede kunstnerinteresser i tilknytning til Statens Kunstfonds midler og så i tilknytning til de lange videregående kunstuddannelser.