Henrik Nordbrandt kalder i et digt Glostrup for noget af det værste. Nu svarer digterne igen

Hvad er det for en litterær fejde, der lige nu udspiller sig om Glostrup? Byen, eller forstadskommunen, på Vestegnen. Alting har en begyndelse, og den her fejde begynder med digtet »Glostrup« af Henrik Nordbrandt.

Digtet er faktisk ikke publiceret endnu, men er del af hans nye digtsamling SÅ EN MORGEN, der udkommer den 12. marts på Gyldendal. Digtet blev for nylig lagt på Facebook af forlagets litterære chef, Simon Pasternak, som en lille appetizer. Heri hedder det i de indledende strofer: »Der er ord, der er værre end ordet Glostrup. / Der er steder, der er værre end stedet Glostrup. / Der er dage, der er værre end den sidste / dag i august på et busstoppested / lidt uden for Glostrup.«

Den forestilling om Glostrup som det næstværste, som det sted, hvor man »får en kanyle i øjet« eller »en kniv i maven« fik Thomas Boberg til at reagere med moddigtet »Ode til Glostrup«. Hvor Henrik Nordbrandt nedskrev Glostrup, forsøgte han at opskrive Glostrup: »Jeg har besluttet mig for at rejse til Glostrup / og modbevise Nordbrandt.« Og det hed videre: »Glostrup er det bedste der kunne ske / Glostrup er et fyrværkeri af håb. / Glostrup er hjemsted for et af verdens flotteste vandtårne / lige ved den berømte vej / der skærer Glostrup over i to / smertende dele. / Glostrup huser den mest fabelagtige akupunkturlæge. / Glostrup er et vuggende skib på den yderste biflod / af den her epoke.«

Og Boberg sluttede sit digt med stroferne: »Undervurder aldrig Glostrup / Det er det værste / du kan gøre.«

Digtet bragte vi i sidste uge, men uden det digt, det var skrevet op imod. Den mangel råder vi nu bod på ved også at bringe Nordbrandts digt. Men det slutter ikke her, for nu har Morten Søndergaard skrevet et moddigt til Bobergs moddigt til Nordbrandt, »Vision i Glostrup«, som vi også bringer, og hvori han blandt andet skriver: »Tag til Glostrup og modbevis Thomas Boberg.«

Så, hvad er der lige på færde? Jeg ringer til den sidste digter i rækken, Morten Søndergaard, og beder ham komme med sit bud på, hvad den litterære fejde udspringer af. Det er ham, der gør opmærksom på ligheden mellem Henrik Nordbrandt og Thomas Boberg, at de begge er rejsende forfattere, der begge har boet i udlandet i mange år, men også begge flyttet tilbage til Danmark. Og så repræsenterer Glostrup ifølge Søndergaard sådan »et ærkedansk sted«. Hvor fladt kan det lige blive, når man hører navnet Glostrup, men samtidig giver stedet kapital, poetisk kapital.

Men, siger Søndergaard, der er også tale om en kappestrid. Sådan har det været i mange år. Boberg skal hele tiden forsøge kappe trådene til Nordbrandt, bide ham i haserne, pirre ham lidt. Søndergaard tøver ikke med at kalde det, der udspiller sig lige nu, for et generationsopgør eller et faderopgør.

Thomas Boberg bekræfter, da jeg ringer til ham, at der »inde i mig sikkert har været tale om et mildt faderopgør. Digte kommer impulsivt, og jeg var lidt træt af hans typiske forkærlighed for ord som 'ikke', 'intet' og fravær«, siger han. »Jeg er træt af den der negative modernisme. Det med at noget er det næsten værste, er en typisk Nordbrandt-teknik. Derfor besluttede jeg mig for at løfte det lidt op og lave en ode. En ode til Glostrup. Jeg ville få det uanseelige til at ske i digtet.«

Boberg understreger, at det jo egentlig slet ikke handler om Glostrup, men har med poesien at gøre. Det kunne lige så godt også have været Odense. Men så alligevel er det jo lige præcis Glostrup, for han var cyklet ud til akupunkturlægen i Glostrup, som han skriver i digtet, og havde oplevet konkret, hvordan Roskildevejen deler byen i to.

»Digtet er en ’kudos til Vestegnen’,« som en Facebookven skrev til Boberg. »Jeg ville gerne slå et slag for Glostrup, jeg ville gerne give Vestegnen en hyldest.«

Han fortæller også, at han efter at have publiceret digtet har fået flere positive reaktioner fra folk i Glostrup. Med andre ord betyder det konkrete sted rent faktisk noget. Eller som han formulerer det: »Det konkrete sted giver enorme muligheder. Det er det, poesien kan. Hvis ikke en besjæling af tingene, så kan poesien give betydning, forvandle ting. Måske er det nøgleordet for det her: vi skal have en transformation i gang, vende tingene om i denne coronatid.«

Morten Søndergaard skrev, da han sendte sit Glostrup-digt, at han havde drømt det, hvorefter han bare skrev det hurtigt og sendte det afsted med det samme. Mere end bare i sit digt at forsøge »at modbevise Boberg«, fortæller han, at Boberg også »viser vejen til Glostrup, virkeligheden i navnet eller virkeligheden bag navnet«.

Søndergaard fortæller videre, at han selv kun har et forhold til navnet ’Glostrup’, og han er helt opmærksom på, hvordan han placerer sig i forhold til Nordbrandt og Boberg – som den der står imellem de to og iagttager. »Boberg opskriver, Nordbrandt nedskriver. Jeg står midt imellem, jeg åbner øjnene og kigger på dem begge.«

Søndergaard uddyber forskellen mellem de to: Mens Nordbrandt er »den her fortættede og forfinede stilist, der ridder ind i solnedgangen« og har sit helt eget vokabularium, sit eget distinkte sproglige inventar, som vi andre ville give vores højre arm for, så »eksploderer Boberg hele tiden i nye galakser, vover sig ind i nye områder, skyder sig selv nye steder hen«.

Selv er Søndergaard mindre modernist eller i hvert fald anderledes. Han har et sprogligt konkret forhold til virkeligheden. I tilfældet Glostrup »kigger han på navnet, går på Street View i Glostrup og forelsker sig i de virkelige ting der«. Hvor Glostrup hos Nordbrandt er et ophøjet og mere abstrakt anliggende, er Glostrup hos Søndergaard anderledes et konkret sted.

Måske vil han med sit digt »flytte Glostrup som sindbillede helt ind i en konkret virkelighed«, som Boberg i en reaktion på Søndergaards digt foreslår.

Virkelighedens Glostrup

Det er jo det med virkeligheden. Virkelighedens Glostrup. Søndergaard mener, at den her litterære fejde kan føres tilbage til Klaus Rifbjergs provokerende udtalelse i et interview i Politiken i 1997 i anledning af Forfatterskolens tiårsfødselsdag, hvor han sagde, at unge forfattere passende kunne tage job på en salatfabrik, for her lærte de mere om virkeligheden end ved at gå på Forfatterskolen. Underforstået, der findes en virkelighed derude og lidt jord under neglene er altid godt, inden der skal skrives litteratur.

Apropos virkelighed, så må man også minde om salig Per Højholt, der engang udtalte, at han havde fundet ud af helt nøjagtigt, hvor virkeligheden befandt sig, nemlig på Herning Svineslagteri. Skælmen fra Hørbylunde havde nemlig fundet ud, at de fleste mennesker brugte udtrykket ’ude i virkeligheden’, som om de befinder sig på behørig afstand af den. Og det eneste sted, Højholt havde oplevet, at folk ikke brugte vendingen, var på Herning Svineslagteri.

Bag det hele ligger der altså en forestilling om, at virkeligheden ligger et bestemt sted. Det der er på spil i tilfældet Glostrup, er også litteraturens mellemværende med virkeligheden og dens mulighed for at komme tæt på en sandhed. Hvem har patent på, hvor det sande Glostrup ligger, er det køkkenbordsrealisten, der skriver på behørig afstand, eller er det den forfatter, der har fingrene dybt ned i den glostrupske muld? Eller som Søndergaard formulerer det, den der er tættest på virkeligheden har »et es i ærmet, mens al anden litteratur bliver sekunda«.

Det med virkeligheden peger tilbage på en anden litterær fejde, nemlig radiator-fejden, som havde sin baggrund i, at digteren og daværende rektor på Forfatterskolen Niels Frank havde udtalt, at han ikke mente, at man i en litterær tekst aldrig kunne benytte sig af almindelige ord som »radiator« eller »brødrister«. Det, som Niels Frank ville adressere, var, hvorvidt litteraturen skulle handle om virkelighed eller først og fremmest bygge på tradition, billedsprog og genre. Provokeret af den udtalelse skrev Jan Sonnergaard den nyrealistiske novellesamling Radiator som et direkte bevis på, at litteraturen også handler om en konkret virkelighed.

Vi har fået en ny litterær fejde. Denne gang ikke om en radiator, men om Glostrup. Vestegnen slår igen. Spørg bare Tessa!