Bang genlæst
Læsetid: 13 min.

Herman Bang anno 2021 ville have været model, dj og digter og haft mange følgere på Instagram

Avisens mest skeptiske læser af Herman Bang har genlæst romanerne ’Tine’, ’Stuk’ og ’Ved Vejen’ og indrømmer, at hun fuldstændig havde glemt, hvilken vidunderlig og irriterende teenager Herman Bang var
»Jeg har fuldstændig glemt, hvilken vidunderlig og irriterende teenager Herman Bang er« skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

»Jeg har fuldstændig glemt, hvilken vidunderlig og irriterende teenager Herman Bang er« skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

Ukendt/Ritzau Scanpix

Kultur
8. januar 2021

Når man læser Herman Bang, en ellers fortærsket yndling fra danskundervisningen, sidder man altså og fniser. For der er virkelig mange karle, der går rundt og fremviser håndfulde af sæd. Der er klunker på gardinerne, underbukser hedder med et voldemortsk ord »de unævnelige«, og utallige kvinder siger ’ihhh’ og ’åååh’ af lidt mere end almindelig forbavselse.

Det er ikke den store digters skyld, at de fleste af os ikke længere er landbofolk, men opsat på at misforstå hans ellers korrekte beskrivelser af den sæd, man får nyt korn til at gro af.

Alligevel er der noget sigende i, at fortællingerne fra slutningen af 1800-tallet, hvor så meget kødeligt liv var ildeset, sprutter med sæd og sprøjt. En slags freudiansk hævn over undertrykkelsen af kønshormonerne, der nu vender tilbage fra det ubevidste.

Herman Bang (1857-1912) blev født på Als, student fra kostskolen Sorø Akademi, og han gjorde karriere i storbyen København som lidt af en altmuligmand. Han forsøgte sig som skuespiller, dramatiker, teaterinstruktør – men mest kendt er han nok for sit virke som journalist, kritiker og selvfølgelig forfatter med tæft for selviscenesættelse.

Hvis han havde levet i dag, ville han have været model, dj og digter med et stort antal følgere på Instagram. Selv i døden var han spektakulær og kom af dage syg og afkræftet som kun 54-årig på en togrejse mellem Chicago og San Francisco.

De sidste år af sit liv levede han i landflygtighed i Paris, for Herman Bang var homoseksuel. Selv om sædelighedsfejden (et andet ord, der får gymnasieelever til at klukke) fik den almindelige befolknings øjne op for, at kvinder måske også kunne lide at have sex, så satte en moralsk foragt for homoseksualitet ind. Bang blev angrebet af ellers så hæderkronede forfatterkolleger som Johannes V. Jensen, Sophus Claussen og Knut Hamsun.

Den forhadte homoseksualitet er et ivrigt tema i hans romaner, altid indirekte skildret med længselsfulde blikke, der må slås ensomt ned. 

Men hvorfor nu denne for mange nok så velkendte snak om Herman Bang, spørger De måske? Jo, fordi jeg aldrig har lært at elske ham. Jeg har været dybt uimponeret af det farvestrålende cv, affejet litteraturen som rent blændværk, for teatralsk, uden dybde. Tænkt, at han var blevet læst til døde.

Men Gyldendal har netop udgivet de fire store romaner Tine, Stuk, Ved vejen (ret beset en novelle) og Ludvigsbakke i nye udgaver med moderne retskrivning. Og som min redaktør sagde, da jeg rynkede på næsen over Herman Bang, så »var der vist noget dér, jeg skulle arbejde med«.

Teenagedanmark

Nu har jeg genlæst Tine, Stuk og Ved Vejen og må indse, at han havde ret. Jeg har fuldstændig glemt, hvilken vidunderlig og irriterende teenager Herman Bang er. 

Hans karakterer bliver pinligt berørte for et godt ord. De forudser verdens ende, blot et enkelt blik bliver kastet forkert. Og samtidig forventer de prinsen på den hvide hest på hvert gadehjørne. 

Alt er skidt, og ingen drøm er alligevel for stor hos Herman Bang, og han skildrer noget, som jeg tror, man kan kalde nationalt sindelag. I Tine er det den sindstilstand, der får de danske generaler ved Dybbøl i 1864 til at tro, at man stadig kan vinde over prøjserne, mens fodsoldaternes lig ligger i bunker.

De store begivenheder er karakteristisk nok slet ikke det, Bang fokuserer på – det er i stedet landsbypigen Tine. Hun er forelsket i en gift mand ved fronten, og man ved godt, at det ikke kommer til at gå, men som soldaterne kaster Tine sig lige lukt i ilden. Både krigen og hendes følelser er helt ude af proportioner, det er gråspurve versus kanoner – og det er denne fejlslutning af muligheder og ønsker, der er så vidunderligt umoden.

Danskerne, hos Herman Bang, er et teenagefolk. Og det er vi ikke færdige med at være.

Lille Danmark mod verden

For er teenageovermod ikke også det, der fik aktiespekulanter og banker til at blæse bobler, der sprak i 00’ernes finanskrise? Var der ikke en knivspids af storhedsvanvid til stede, da danskerne troede, vi skulle spille internationale helte med USA og Storbritannien i Afghanistan og Irak? Og er det ikke fuldstændig uden sans for proportioner, når billedkunstnere smider buster i havnen og tror, man kan fikse kolonifortiden med et skvulp?

Tine fra 1889 foregår midt i slaget ved Dybbøl i 1864, og det er ren slagterbænk. Her er der danske flygtningestrømme, der er krigen i Syrien i dag alt for nær:

»Familievis kæmpede menneskene sig frem, børn og kvinder og mænd, bukkende sig for storm og regn, der piskede deres ansigter følelsesløse – når de blot kom frem, kun frem. De skubbede sig forbi kanoner og stønnende dyr, forbi sårede, der jamrede i vogne uden halm, forbi forladte børn, der skreg ved vejkanten, og de så dem ikke, fordi de ikke var deres

Hos Herman Bang er krigen voldsom, men aldrig heroisk:

»Gennem alt, storm og kanondøn, der fik pladsen til at skælve, hørte man som knive de såredes skrig – når i stimlen de nøgne vogne standsede, hvor ambulancesoldater, der var dødtrætte under alt for stor elendighed, havde kastet dem uden medfølelse«.

Midt i dette krigshelvede udspiller Tines krise sig. Hun har forelsket sig i den gifte skovfoged Berg, og han er nok mest liderlig og udmattet efter blodsudgydelsen. Det lyder sådan her, da han får hevet hende med i seng:

»Midt i ruinerne af sit hjem, under sin hustrus billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende begær.«

Da krigen er forbi, ænser han hende selvfølgelig ikke. Tine virker først lidt for god og kedeligt selvopofrende, men da hun kaster sig i armene på skovfoged Berg, bliver hun menneskelig. Både hun og læseren ved, at det er en dårlig idé. Men hun gør det alligevel. Skuffet begår den ellers så urokkelige pige selvmord i noget så ofeliask som havedammen:

»Hænderne havde hun foldet, læberne bed hun sammen. Med blikket mod det lille lysthus gled hun ned i dyndet. … Nu var dammen rolig. Dagen kom«.

Herman Bang nærmest driller læseren ved at lade hendes ugengældte kærlighed blive en større tragedie end krigen. Det er næsten poetisk uretfærdigt, som om hun skal være et skoleeksempel på kvinders svære kår i slutningen af 1800-tallet. 

Sårfeber fra Dybbøl

Stuk er krigen for længst fortid for den gruppe af letlevende debutanter, idealister og fantaster, der i slutningen af 1800-tallet får den idé at bygge et teater i København. Storbyen toner frem som et babelstårn: 

»Berg blev både døv og ør på den gyngende bro, hvor han stod, midt mellem Victoria-teatrets himmel og jord – sådan blev der banket, hamret og høvlet; i ét net af stilladser og bjælder og stiger klang murskeer og hamre, oppe og nede, gennem trissemuren og råb: Ohøj – ohøj, lød det fra kælderen som fra maven af vældige bugtalere«.

I typisk bangsk stil er byggeriet selvfølgelig falskneri, som var så moderne i klunketiden. »Dér skulle være marmorpuds, og der skulle være forgyldning …« Bænkene er blot malet ibenholt, men til samme pris som det ægte, panelerne er af imiteret egetræ, og skuespillerindernes perler er af plastik.

Blandt disse flagrende skikkelser er en herre ved det meget hermanbangskklingende navn Herluf Berg – søn af skovfogeden fra Als, der knuste Tines hjerte. Bang var selv fra Als og blev også en del af storbyens kunstneriske elite. 

Stuk begynder en tåget decemberdag og slutter på samme årstid. Mængden flintrer rundt mellem butiksruder og vogne i en svedende julehandel, man efter en jul som i 2020 helt kan savne. Victoria-teatret går selvfølgelig fallit, der er begået bedrag og underslæb. Bagmændenes overmod minder om det fra krigen i 1864. 

»Det var ikke andet end sårfeberen fra Dybbøl,« må lykkeridderne erkende mod slutningen.

Alene ordet »sårfeber« emmer af dansegulv og krig. Ordet mangler bare en diskomelodi, før popsangerinder som Madonna eller Robyn kunne have sunget det med smertefuld eufori. 

Forførelsens sprog

Det er denne indestængte smerte blandet med uhæmmet følelsesfuldhed, der er så teenageagtig ved Herman Bang. For Bang er på den ene side en arg kritiker af konventioner og falskhed som de snydematerialer, Victoria-teatret bygges med. Han er en rebel og så rasende, at han nærmest styrer sine karakterer lukt mod afgrunden, uagtet om det virker realistisk eller ej. Han er en slags Greta Thunberg mod 1800-tallets borgerskab, en Occupy Wallstreet-hippie mod finanskrisens sindssyge bankmænd.

Samtidig kan han slet ikke stå for de fristelser, som storbyen lokker med. Skriften er i blændværkets vold. Hør selv her, hvordan sproget som publikum lader sig rive med i en fantastisk scene fra teatret:

»Man tænkte ikke på handlingen, man brød sig ikke om dramaet. Man så kun, åndeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede arme i Nourwadys prangende guld.

Og som blev hun elektriseret ved kulden, som blev hun beruset ved synet af dette guld i guld, løftede hun med et skrig af triumf den blottede arm med en håndfuld af de blinkende mønter – der faldt som en gylden regn over Nourwadys gulv, mens tæppet hastigt sank.

Det var ikke bifald, der lød. Det var raseri.«

Således bliver også læseren forført af det Joakim von And’ske guldbad. Panoramaet flakser straks mod bagdøren, hvor fordrukne folk prøver at mase sig ind i den fyldte sal, til de fisefornemme kritikere på rækkerne, der allerede skriver om stykker, de endnu ikke har set, og helt ned i teatrets køkken, hvor kokken står over »et kødtrug, hvor de skære kødflader lå side om side som flængede, blodige tunger«.

At læse Bang er ligesom hele tiden at have et tilbageholdt åndedrag, man bliver stakåndet af pragten og sansemylderet selv i kødskraldespanden. For nok er Bang ironiker og harm, men sætningerne, de løber fra ham.

Skønheden selv

Herman Bang har ingen løsninger på de problemer, han bringer frem, han er ikke socialt indigneret som Henrik Pontoppidan eller biologinørd som J.P. Jacobsen.

Den hårdknude, Bang støder på, er et grundlæggende litterært spørgsmål: Hvorfor læse digte og hvorfor svælge i skønheden, når den bare står dér og er skøn?

Det er et spørgsmål om dekadence, et spørgsmål, der ikke kan undgås ved så bare at fortælle de undertryktes eller stemmeløses historier. Men skønheden alene kan heller ikke undskylde de faldne soldater og knuste hjerter.

De smukke efterligninger, om det er ibenholtmalet træ eller sprog, der mimer scenekunstneren, står bare der og dirrer, mens kaos runger rundt omkring dem. 

Når noget dirrer, må det på et eller andet tidspunkt springe og bryde løs. At dirre er en umulighedsfølelse, det er stilstand i bevægelse – præcis som det føles at være teenager, fanget mellem barndom og voksenliv. Alle bliver let afsindige af det.

Men det er også meget smukt, selv om det lyder vanvittigt: at den menneskelige frembringelsesevne og fantasi kan overgå naturens egne materialer. At man faktisk kan male marmor, der er skønnere og mere glitrende end den ægte vare. På trods af krukkeri og harme er det det, Herman Bang kan. Han får virkeligheden til at blegne.

Dårlige kvindeportrætter

Det er nok også det, der gør ham så svær at få til at passe sammen med Det moderne gennembruds andre store helte. Georg Brandes’ credo om, at litteraturen skulle »sætte problemerne til debat«, passer trods den vante læsning om, at Herman Bang stiller kvinderne og de stille eksistensers vilkår frem, egentlig lidt dårligt til hans utålmodige prosa.

Brandes for i flæsket på den 16 år yngre kollega og skrev efter en bogstrid om Bang: »Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke«. Bangs litteratur er ikke løsningsorienteret, den er fascineret af det, den kritiserer – den vil gerne med til en fest i The Great Gatsby, selv om den egentlig burde foragte udskejelserne.

Hans kvindeskikkelser er ikke heroiske eller umiddelbart nogen, man får lyst til at holde med. Tag nu Katinka Bai fra Ved Vejen, en vag og ubeslutsom kvinde. Hun er blevet gift med hr. Bai, der buldrer som en tom tønde, men da en ung hr. Huus flytter til den lille jyske flække, vækkes Katinkas hjerte.

Men hun hverken kan eller tør. Forelskelsen sitrer, og jeg får lyst til at råbe: »Så kys ham dog!« ind i siderne. »Tiden vil mildne dette her,« siger hun og har afskrevet alt, før noget som helst er sket. Hendes tvivl eller håb mærker man kun som en lidt større glæde ved landskabet: 

»Katinka sad ved det åbne vindue. Dagen var brudt frem. Lærker og alle fugle jublede over den vide eng. Der var fuldt af sang og sol og kvidren over de sommerlige marker.«

Bang skriver om kvinder, hvis liv er bestemt af deres omstændigheder. Deres følelsesliv er lige så forudbestemt. Det sørgeligeste ved Katinka Bai er ikke den ulykkelige forelskelse, men at hun ikke kan føle.

Fuglekvidderkvinder

Når Bang beskriver kvinder, er det ellers en smule alarmerende, hvor ofte de sammenlignes med fugle. De er dumme gæs eller forfængelige »som en række spurve, der soler sig«. Bliver en kvinde ydmyget, ligner hun en »plukket fugl«, og mange af dem er kaglende høns, som de sladrevorne »kyllinger«, to nabokvinder i Ved Vejen konsekvent omtales som.

Det er ikke fintfølende kvindeportrætter. Det er en kliché. Lignende dyremønstre har jeg ikke fundet blandt mændene.

Og det er en vigtig forskel. For Bangs kvinder har ikke indre liv, sjæl og forskelle i sindsmønstre – han skriver portrætter af de pladser, et samfund efterlader til kvinder, og dermed de brikker, de kan indtage i en historie.

Jane Austen skildrede kvinders vilkår i samme borgerlige miljøer i England. Men alle hendes kvinder har på trods af samme rigide samfundskrav forskellige logikker og tankemønstre, der for hver og en virker sande. Sådan er det ikke i det ydresyn, Herman Bang anlægger. Katinka Bai er, lidt som Tine, en tom skal, der inkarnerer sindstilstanden i den landsby ved vejen, som toget, der forbinder storbyerne, skærer igennem. Som en underlegen Madame Bovary vælger hun da heller ikke at tage sit eget liv, men bliver – som mange andre i bøgerne, uhyggeligt nok – ramt af tuberkulose og sygner hen.

Katinka Bai er en kvinde, hvis køns begrænsninger er hele hendes person og følelsesliv. Hvor er Johanne Krebs, Bertha Wegmann, Amalie Skram eller Thomasine Gyllembourg, får jeg altid lyst til at protestere, når jeg læser Ved Vejen. Slagkraftige kvinder er tydeligere til stede i renderne af Stuk, der i glimt skildrer veninder, der hjælper hinanden med at føde i dølgsmål og lappe sårede hjerter.

Men det er nu ikke, fordi de fejlslagne ikke må findes – for selv om jeg ville ønske, det var anderledes, så er jeg nok lige så stor en kujon som Katinka. Sådan er vi nok flest. 

Det, Herman Bang i stedet for at skabe kvindeforbilleder gør, er at vise, hvordan mennesker så småt reduceres til genstande, nips og ting, når følelser og drifter er forbudt.

Hans greb er metonymier – folk flyder ud og eksisterer kun i kraft af deres tøj eller de ting, der omgiver dem. Tine har »bomuldsbestrømpede lægge«, der får hende til at virke varm og stovt – og absurditeten i krigen i 1864 antydes af en krøblings ene skjorteærme, der dasker tomt, mens han praler vidtløftigt om dansk heltemod.

I åbningsscenen i Stuk er der kun tøjstykker at se: »Ved boulevardens holdested kom man slet ikke frem, sådan et mylder var der af hætter, der skreg, og forbitrede ægtemandsstokke, der demonstrerede.«

Det er impressionismens særkende, at man kun lige kan skimte, at der er et menneske gemt i glimtet af et frakkeærme. 

Det kan også være grumt, som når enkemanden Bai skal til København for at købe en gravsten til Katinka, men egentlig mest skal over for at se »hvordan den vrikker«. Stiv pik forklædt som sørgende ægtemand. 

Det er sørgeligt, når kvindernes pligter, prydsdragter og dims eroderer deres indre væk, men der er også en rus og en sammensmeltning i pyntesygen og det sociale skuespil. Stuk er en forfaldshistorie, men samtidig en hyldest til at glide ind i en hvirvlende menneskekrop, hvor man ikke ved, hvor andre starter, og man selv slutter. 

Hos Herman Bang er den moderne verden for første gang helt af lave. Hans forfatterskab er en hyldest til den tragiske skønhed, der intet forandrer, men som dog er skøn – og til rusen, der er vidunderlig helt indtil ulykken.

Man beruser sig som Tine med bevidstheden om, at eventyrenes tid er forbi. Man ved godt, som Katinka Bai siger, at »bøgerne var jo dog det bare digt«. Det er ren fantasi. Men hvilken fantasi!

Herman Bang: ’Stuk’. Gyldendal, 316 sider, 150 kroner

Herman Bang: ’Tine’. Gyldendal, 222 sider, 200 kroner

Herman Bang: ’Ved Vejen’. Gyldendal, 222 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helene Thorup Hayes

Smuk anmeldelse. Jeg laeste selv Bang som teenager og elskede de udtryksfulde og foelsomme iagttagelser i hans romaner, som ikke skulle bruges til noget samfundsomvaeltende. Impressionistisk, ja netop. Mht til hans kvindebeskrivelser som du siger ofte bliver til klicheer, saa var han jo homoseksuel og havde maaske lidt foragt for disse usanselige og selvfornaegtende konkurrenter.

Christian Mondrup

Ja, Herman Bang har givet mig store læseoplevelser. Det gælder også dele af hans journalistik, udgivet i 5 bind af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2006. Men jeg vil så langt foretrække Bangs egen retskrivning, ligesom det for mig forringer oplevelsen at læse H. C. Andersen i moderniseret udgave.

Maia Aarskov, Ejvind Larsen, Flemming Olsen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

"Herman Bang anno 2021 ville have været model, dj og digter og haft mange følgere på Instagram"

I så fald ville Herman Bang ikke have været Herman Bang.

Ejvind Larsen, Helene Thorup Hayes, Nille Torsen og Sonja Rosdahl anbefalede denne kommentar