Interview
Læsetid: 9 min.

For Irena Mathiasen er en havørred et håb om bedre tider

Lystfiskeriet har været vejen til et bedre liv med psykisk sygdom og blodpropper i lungerne for Irena Mathiasen, der i dag bruger al sin tid på at fiske. Hun er blevet så god, at fiskeriet ikke bare har fået hende til at få det bedre, men også har givet hende en plads i livet, når hun giver råd om fiskeri til sine følgere på Instagram
Irena Mathiasen er 30 år. Hun er lystfisker, og hun laver ikke meget andet end at fiske. Hun fisker omkring 200 dage om året, og hun fanger både mange og store fisk.

Irena Mathiasen er 30 år. Hun er lystfisker, og hun laver ikke meget andet end at fiske. Hun fisker omkring 200 dage om året, og hun fanger både mange og store fisk.

Bo Amstrup

Kultur
7. januar 2021

Vandet er stille og blankt. Bunden er sandet og blød. Solen står allerede højt over os, og klokken er syv ved Randers Fjord. Irena Mathiasen kaster sit blink ud over en muslingebanke med et håb i sit hjerte: at fange en havørred denne smukke morgen ved Udbyhøj på det nordlige Djursland.

Irena Mathiasen er 30 år. Hun er lystfisker, og hun laver ikke meget andet end at fiske. Hun fisker omkring 200 dage om året, og hun fanger både mange og store fisk.

Vi står på kanten af en lang muslingebanke, der går mellem to bøjer. På den anden side af revet går sejlrenden, hvor vanddybden stiger brat.

Det er højvande, og vi fisker i tidsrummet mellem højvande og lavvande. Det er her, havørrederne i Randers Fjord er mest aktive, når strømmen er stærk gennem fjorden, og Gudenåen sender sin strøm ud i det lavvandede bassin. Der er aktivitet, og der er hug.

Irena Mathiasen hiver hornfisk, forårets bebuder, op af vandet, men hun er ikke tilfreds. Hun er kommet efter en havørred, og det er der en grund til.

Skizofreni og blodpropper

»Jeg er førtidspensionist«.

Irena Mathiasen siger det uden at tøve, inden hun fortsætter:

På hendes hjemmeside kan man læse, at hun i december 2015 fik konstateret blodpropper i lungerne i en alder af 25 år.

Det er en voldsom historie i sig selv, men hun er ikke førtidspensioneret på grund af blodpropperne.

Irena Mathiasen er førtidspensionist, fordi hun har lidt af depression og skizofreni, siden hun var barn:

»Jeg var 12 år gammel, da jeg fik min første diagnose. Det var svær depression. Da jeg var omkring konfirmationsalderen, blev jeg diagnosticeret med skizofreni og kom på antipsykotisk medicin. Det, der har fyldt mest for mig, er stemmehøring. Negative stemmer. Jeg sammenligner det med, at man står i et storcenter på en rulletrappe, og så er der bare mennesker på alle etager, der siger dårlige ting til dig. Det kan også være en enkelt stemme, der hvisker, taler eller råber, når jeg udfører dagligdagens opgaver. Fiskeriet har hjulpet mig. Forskellen på, hvem jeg var, før jeg fiskede, og hvem jeg er nu, er markant. Jeg har fået håb, og jeg har fået drømme.«

Irena Mathiasen smøger skjorteærmerne op på sin skovmandsskjorte.

Hendes højre arm er fyldt med små hvidlige ar, fordi hun i en periode var selvskadende. På hendes venstre arm dækker en stor havørred i kraftige og tydelige farver arrene.

Havørredtatoveringen forestiller hendes personlige rekordfisk (det vil sige den største havørred, hun har fanget), og tatoveringen har fået hende til at turde vise sine arme, Til at vise sin fortid. Tatoveringen har bragt hende et skridt tættere på at kunne slutte fred med fortiden og acceptere sine valg.

Det mytologiske bytte

Den vilde danske havørred har en næsten mytologisk status som notorisk svær at fange. Ved slutningen af seneste istid vandrede havørreden via floden Elben ind i de danske farvande, og siden da har den været et eftertragtet bytte for enhver (lyst)fisker ved kysten og åen.

I 2016 var Irena Mathiasen på blodfortyndende medicin på grund af blodpropper i lungerne. Hun var lige begyndt at fiske, men var stadig ikke rigtig blevet bidt af det. Det ændrede sig den dag, hun fangede sin første havørred. Derfor har havørrederne en helt særlig plads i hendes hjerte.

I 2016 var Irena Mathiasen på blodfortyndende medicin på grund af blodpropper i lungerne. Hun var lige begyndt at fiske, men var stadig ikke rigtig blevet bidt af det. Det ændrede sig den dag, hun fangede sin første havørred. Derfor har havørrederne en helt særlig plads i hendes hjerte.

Bo Armstrup
Danmark har lidt over 8.750 kilometer kystlinje, og derfor har vi noget af verdens bedste fiskeri efter havørred. Vores tang- og stenfyldte kyster med muslingebanker og overflod af krebsdyr giver optimale levevilkår for havørreden, der lever de første år af sit liv i åerne, inden den vandrer ud på åbent hav. Ifølge undersøgelser fra DTU Aqua bruger en lystfisker i gennemsnit 100 timer på at fiske, før det lykkes at fange en stor havørred på over 60 centimeter.

Bestanden har været kritisk truet, fordi man rettede de danske åer ud. Det vanskeliggjorde gydningen for havørrederne, der vandrede op for at yngle. I dag er bestanden i bedring, selv om den kun er en fjerdedel af den oprindelige.

Det er en ikonisk fisk, der vækker genklang hos alle danske lystfiskere. At få en sølvblank ørred på krogen en morgen ved fjorden er en drøm. Det er den drøm, som vi jager i dag. 

Den første havørred

Men det er ikke nogen nem dag. Solen står højt, strømmen er svag, og vandet er varmt. Det er ikke optimale vilkår for at fange en havørred i Randers Fjord.

Irena Mathiasen vil gerne have stærkt strømmende vand, det aktiverer fiskene. Vi har gået langs hele muslingebanken, som gør det ud for al slags rev og spisekammer, og hun beslutter sig for, at vi skal gå tilbage og starte forfra.

Vi fanger hornfisk. Mange hornfisk, og det kan lyde forkælet, men dem er hun slet, slet ikke interesseret i. Det indrømmer hun gerne. I dag gælder det havørred.

I 2016 var Irena Mathiasen på blodfortyndende medicin på grund af hendes blodpropper i lungerne. Hun var lige begyndt at fiske, men var stadig ikke rigtig blevet bidt af det. Hun havde hørt om, hvor svært det var at fange en havørred, og besluttede derfor sammen med sin daværende kæreste, at de skulle på weekendtur.

Han var overbevist om, at det sagtens kunne lade sig gøre. Han var og er en garvet lystfisker og ville derfor hjælpe hende med at få en rigtig vild havørred på krogen:

»Jeg havde ingen drømme, men jeg var kommet i gang med at fiske, og jeg tog med min ekskæreste på fisketur ved Gennerbugten, som ligger mellem Aabenraa og Haderslev. På den første dag fangede jeg en havørred, og i løbet af hele weekenden fangede jeg fire. Jeg kan ikke præcis beskrive situationen, men det tændte en gnist i mig, en passion, som viste mig vejen til et nyt og bedre liv. Derfor har havørrederne en helt særlig plads i mit hjerte.«

Irena Mathiasen beskriver det, som om hun har fundet en måde at være til stede i verden på igen. Det er det, fiskeriet gør ved hende.

Normalt har hun lidt svært ved at socialisere, men hvis man giver hende en fiskestang i hånden, er alt godt. Her har hun en rolle at spille og en plads i livet, som skaber mening for hende. Fiskeriet har givet hende alt:

»Jeg betragter helt klart fiskeriet som en redningskrans. Både fra blodpropperne og fra min psykiske sygdom. Jeg har endelig fundet noget, som jeg er god til. Som førtidspensionist er man langt nede i rækken, og du kan hurtigt komme til at føle dig som mindre værd i samfundet. Jeg ved, at jeg er god til det her, at jeg er i mit es. Det giver mig selvtillid, som jeg ikke har oplevet før. Derfor er lystfiskeriet blevet betydningsbærende for mig. Jeg har altid været dårlig til at holde fokus, men nu kan jeg pludselig være til stede i nuet. Fiskeriet får det bedste frem i mig.«

En ny form for respekt

Hun er ikke frustreret endnu. Det er mig, som er nervøs. Fotografen er taget hjem, og det er kun hornfiskene, der er blevet foreviget på billeder. Dagens mål var en havørred, og det skal lykkes.

Irena Mathiasen hiver hornfisk, forårets bebuder, op af vandet, men hun er ikke tilfreds. Hun er nemlig kommet efter en havørred.

Irena Mathiasen hiver hornfisk, forårets bebuder, op af vandet, men hun er ikke tilfreds. Hun er nemlig kommet efter en havørred.

Bo Armstrup
Vi forlader muslingebanken og bevæger os længere ud i fjorden. Det er blevet ekstremt lavvandet, og vi går i vand til knæene.

Vi kaster mod sejlrenden hen over en kedelig og ensartet sandbund, der ikke giver meget håb om hug.

En havørred kan lide en afvekslende bund med tang, sten og huller til at skjule sig i. Det er sjældent, at de bider på lavt vand om sommeren, hvor det varme vand gør dem dovne. Så sjældent, at jeg har opgivet alt håb, men det har Irena Mathiasen ikke. Hun går til venstre for mig og afkroger den ene hornfisk efter den anden, mens hun koncentreret kaster ud mod sejlrenden.

Irena Mathiasen er så god til at fange fisk, at hun nu er sponseret af fiskegrejsgiganten Pure Fishing. Hun bruger det sociale medie Instagram til at dele billeder af de fisk, hun fanger, og hun har efterhånden fået opbygget sig en solid skare af følgere:

»Det virker til, at folk har fået en anden respekt for mig. Jeg er ikke vant til, at folk stiller mig spørgsmål, at folk vil have noget fra mig. Jeg synes, at det er vildt dejligt at kunne hjælpe folk, at det pludselig er mig, der ved noget. Jeg er begyndt at kunne se et lys i det mørke, som jeg har levet i. Fiskestangen er mit håb om at komme videre.«

Fiskeri som safe space

Hjulets bremse hviner, og Irena Mathiasens stang bukker helt sammen.

»Det er en havørred. Ingen tvivl,« udbryder hun.

Den har bidt langt ude og stritter imod med sin stærke krop, men det er en ulige kamp.

Med løftet stangspids holder Irena Mathiasen linen stram og får fisken sikkert ind i sit store net. Den har en fin størrelse, og den ligger sølvglinsende og levende og gisper i nettet. Hun afkroger den og tager et målebånd frem for at sikre sig, at den er over fredningsmålet. Fisken er 42 centimeter lang, nok til, at det er lovligt at tage den med hjem og spise.

Irena Mathiasen finder sin priest frem fra tasken. Det er et slags slagvåben af træ med metalkerne. Hun giver fisken to slag i hovedet. Den er aflivet, og hvor der før var liv, er der nu kun den døde krop, der flyder i vandoverfladen. Irena Matiasen hænger den i sin metalring i bæltet, og den er klar til at blive til et godt måltid senere. Vi smiler til hinanden. Dagen bliver ikke bedre.

Sådan fanger du en havørred i Randers fjord

En havørred er et eftertragtet bytte, som kræver stor tålmodighed. Det kræver en vis grad af kendskab til sit lokale vand, men det er muligt at følge en række regler for at øge muligeheden.

En havørred kan lide en afvekslende bund med sten, tang og små tanger ud i vandet. Det er en god idé at holde øje med tidevandstabeller, som man finder hos DMI. Havørrederenes rytme er fastlagt af tidevandet, og de er normalt mest aktive omkring tidevandets skiften.

Havørredfiskeri er aktivt fiskeri, hvor man i waders afsøger kyststrækninger. Derfor kan man på et kort tjekke satellitbilleder, så man kan udpege gode steder at fiske. Det er steder på kortet, hvor der er mørkt, fordi der enten er dybt under land eller er et rev.

En havørred bider på både et blink og flue. I foråret og i varmt vand må man gerne spinne sit blink hurtigt, men jo koldere vandet er, jo langsommere skal det gå, og jo mindre skal ens blink være.

Lystfiskeri er traditionelt et maskulint domineret rum. Det er den ældre mand med fiskevest og pibe, der tager ud i den tidlige morgenstund for at være alene. Det er den kulturelle stereotyp, men tingene er ved at forandre sig.

Irena Mathiasen bruger både sin Instagram, men også sin facebookside, Kvinder i waders, til at skabe et forum for kvinder, der fisker:

»Jeg vil gerne inspirere kvinder til at fiske. Det er ikke for at tage kvinderne ud af grupperne på Facebook, men at give dem lidt mere selvtillid. I offentlige grupper får man hurtigt kommentarer, der handler om alt andet end fiskeri. Kvinder i waders er et frirum inden for fiskeri. Men det er vigtigt at sige, at jeg ikke er god til at fiske, fordi jeg er kvinde. Jeg er god til at fiske, fordi jeg har sat mig ind i det.«

Vi er trætte nu. Klokken er 12, og vi har wadet flere kilometer. Irena Mathiasen vil have en pause, inden hun vil fiske igennem den modsatte del af fjorden alene.

Jeg spørger til hendes drømme, inden vi skilles: »Jeg har drømme om de fisk, jeg skal fange. Jeg har generelt svært ved at drømme. Det hænger sammen med, at jeg har været syg. Når man ikke kan færdiggøre sin skole, kan man ikke få en uddannelse og et arbejde. Hvis man ikke har et arbejde, hvad er man så? Det er et spindelvæv. Jeg har svært ved at tænke langt, jeg har svært ved at drømme. Men der bliver målene for mit fiskeri et sted at starte. Jeg kan drømme om fiskene. Det er en opnåelig drøm. Det er et stort skridt på vejen.«

Hun kigger ud over fjorden. Det er blæst lidt op, og i varmen står disen flimrende over klitterne på den modsatte side. Hun går ud i fjorden igen. Lyden af vand, der brydes.

Serie

Lystfiskeri for livet

Lystfiskeri er blevet populært under coronakrisen. Forfatter og journalist Victor Boy Lindholm har fisket hele sit liv. I løbet af det nedslukningsramte år har han været på fisketur med fire fiskeentusiaster, for hvem fiskeri har givet adgang til en særlig indsigt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her