Man skal vist være en forbitret trumpist eller i øvrigt have et hjerte af stål, hvis man ikke var det mindste bevæget, da den kun 22-årige Amanda Gorman trådte frem og kraftfuldt reciterede sit digt »The Hill We Climb« ved indvielsesceremonien for den nye amerikanske præsident, Joe Biden, og vicepræsident Kamala Harris. Som den yngste digter i USA’s historie, sort og iført en elegant lang gul frakke leverede hun en bemærkelsesværdig performance og skrev også lidt historie midt i denne forvirrede tid.
Digtet delte med det samme den danske nation i to. I hvert fald på de sociale medier. Den ene halvdel var ramt direkte i hjertekulen og lod digterens ord brænde sig ind i deres sjæl. De råbte »digter!!«, »magi!« og »se en heks, der med sit digt lige syede det splittede USA sammen igen«. Den anden halvdel syntes måske nok, det var et historisk og rørende øjeblik, men i bund og grund var Amanda Gormans digt et dårligt digt, fuld af klicheer og dårlige rim.
Amanda Gorman
- Amanda Gorman, født 7. marts 1998, opvokset i Los Angeles sammen med sin mor, der er skolelærer, og sin tvillingesøster.
- I 2015 udgav hun digtsamlingen The One For Whom Food Is Not Enough.
- Hun læste sociologi på Harvard University. Mens hun var der, var hun den første der modtog udmærkelsen »national youth poet laureate« i 2017.
- Den 20. januar læste hun sit digt »The Hill We Climb« til præsident Joe Bidens indvielsesceremoni.
Hvad skete der lige der? Digtet, som skulle forene den splittede amerikanske nation, splittede den danske. Forvirret? O.k., lad os se nærmere på sagerne.
Præmissen for digtet er soleklar. Der er tale om et lejlighedsdigt, bestilt af den nye præsident eller hans stab – med det eksplicitte formål at skrive et digt om national enhed i forlængelse af Joe Bidens tale. Amanda Gorman skulle med andre ord skrive et digt, der skulle vække håb og give folk en ny fornemmelse af fællesskab, på et tidspunkt hvor nationen er ramt af pandemi, politisk vold og generel splittelse.
Lejlighedsdigtet har sin egen tradition. I århundreder har fyrster og konger hidkaldt digtere til at hylde deres triumfer og sole sig i deres velvalgte ord. Siden John F. Kennedy i 1961 blev amerikansk præsident og havde digteren Robert Frost ved sin side, har det været en tradition – dog mest hos demokrater – at invitere digtere til at læse op ved deres indvielse i landets højeste embede. Bill Clinton havde Maya Angelou, Obama henholdsvis Elizabeth Alexander og Richard Blanco. Og Joe Biden altså Amanda Gorman, der allerede som 16-årig blev udpeget som National Youth Poet Laureate.
Vi taler med andre ord her ikke om højlitteratur, poesie pure, l’art pour l’art, men om en slags effektiv brugslitteratur. Vi taler således ikke om Emily Dickinson eller om sidste års modtager af nobelprisen i litteratur, Louise Glück.
Det er faktisk afgørende at have det in mente, når man vil fælde litterær dom over Amanda Gormans digt. I sådan et digt, der fremføres ved en ceremoniel lejlighed og foran et enormt publikum, som ikke kun er amerikansk, men globalt, må der gerne være smæk for skillingen og patos. Og man må gerne bruge ord fra den politiske verden som for eksempel ’demokrati’, uden at der af den grund er tale om en forurening af poesien.
Helt overordnet, er det et dårligt digt? Nej, det er det ikke! Jeg synes faktisk, det kan en hel del og er ganske effektivt i sine virkemidler.
Tag nu den scene, Amanda Gorman modigt sætter, når hun inkluderer sig selv, det poetiske jeg, i digtet:
Somehow we’ve weathered and witnessed
a nation that isn’t broken
but simply unfinished
We the successors of a country and a time
Where a skinny Black girl
descended from slaves and raised by a single mother
can dream of becoming president
only to find herself reciting for one
Det er elegant, hvordan hun her bevæger sig fra et jeg til et vi, fra individ til kollektiv, og formår at tale om sin egen historie og hele nationens på samme tid.
Hun ved, at hun med sin sorte baggrund, »nedstammende fra slaver og opfostret af en enlig mor«, har en unik erfaring, der kan vise vej midt i en vanskelig og polariseret tid, hvor nationen synes nedbrudt og kaput. Det kan hun vende til, at nationen er »ufærdig«. USA er ikke ved vejs ende som civilisation, hele nationens komplekse og brudfyldte fortid tilsiger snarere, at der ligger et stort arbejde forude, og at det er et fælles anliggende.
En del mennesker er fortørnede over, at digtet rimer, for kan man overhovedet det i 2021? Indrømmet, der er i digtet nogle lidt søgte rim som:
We’ve braved the belly of the beast
We’ve learned that quiet isn’t always peace
Og:
And the norms and notions
of what just is
Isn’t always just-ice
Det er lidt studentikost og sådan noget, de lærer på universitetets kreative skriveskoler det første år. Det skurrede lidt i ørene, da jeg læste det, men mindre da jeg hørte hende fremsige det.
Man må forstå, at digtet også taler ind i sin egen tradition, nemlig spoken word eller poetry slam, altså en særlig mundtlig fortælletradition, som vi til dels kender her i landet, men som er uendelig meget større i USA. Ordene, digtet, skal ud og leve på scenen og virke i nuet og er ikke nødvendigvis tiltænkt evigheden. Dertil kommer hele den amerikanske tradition for syngende besværgelser, prædikener, der skal samle folk og indgyde håb.
Det vigtigste træk ved digtet er imidlertid ikke det rimede, men legen med sprogets betydninger. Det er her, Amanda Gorman er bedst.
We lay down our arms
so we can reach out our arms
to one another
Og:
Let the globe, if nothing else, say this is true:
That even as we grieved, we grew
That even as we hurt, we hoped
That even as we tired, we tried
That we’ll forever be tied together, victorious
Digteren lader ord føde nye ord eller de samme ord sprede sig og føde ny betydning. Her taler hun ind i en sproglegende tradition frem for en sprogskeptisk. Digtet lever især i kraft af forskydningerne og flertydigheden.
Man kunne også sige, at hun – midt i en aggressiv tid, hvor polariseringen er udtalt, og ingen fra de to lejre, det røde og det blå USA, forstår hinanden, men gensidigt hærdes i nye konspirationer – gør verden større igen, ophæver entydigheden og åbner det fælles sprog for nye betydninger.
Når Amanda Gorman komponerer sit digt, syr hun faktisk en splittet nation sammen igen.
Alt imens Amanda Gorman skrev på digtet, fandt stormen på Capitol Hill sted. Også den begivenhed præger digtet og giver det et apokalyptisk touch:
We’ve seen a force that would shatter our nation
rather than share it
Would destroy our country if it meant delaying democracy
And this effort very nearly succeeded
Og se så, hvor flot hun integrerer og forvandler stormen på Capitol Hill til poetisk magi, der forpligter alle amerikanere på en fælles gerning, og gør kærligheden til dens eftermæle. Her er også en hilsen til Walter Benjamins poetisk-filosofiske refleksion over et maleri af Paul Klee med titlen »Historiens engel«:
it’s the past we step into
and how we repair it
We’ve seen a force that would shatter our nation
rather than share it
Would destroy our country if it meant delaying democracy
[…]
but within it we found the power
to author a new chapter
[…]
But one thing is certain:
If we merge mercy with might,
and might with right,
then love becomes our legacy
and change our children’s birthright
[….]
we will raise this wounded world into a wondrous one
Det er en fortid, vi træder ind i, og vores opgave er at bringe den fortid ind i fremtiden ved at kærtegne denne sårede, splittede verden.
»Hvis bare vi er modige nok til at se det / Hvis bare vi er modige nok til at være det.«
Kald det bare en kliché og dårlig poesi. Jeg kalder det en mægtig poetisk appel.
Læs hele digtet af Amanda Gorman her. Og en dansk oversættelse kan du læse her.
Som overskriften så rigtig siger det: Det er ikke interessant om digtet er stor eller dårlig poesi. Det der tæller er om det har en positiv appel i den kontekst det fremføres Stedet og anledningen er jo ikke den bedste til fremførelse af stor poesi. Der skal siges noget som umiddelbart brænder igennem og forstås af flest mulige tilhørere. Det er ikke stedet for dybsindigheder eller flertydigheder. Situationen fordrer en hvis grad af patos. Digtet skal kunne favne så mange af tilhørerne som muligt. Betinger der næsten er umulige.
Ud fra de kriterier synes jeg det lykkedes.
Gorman lader sig ikke spænde for den Demokratiske propagandamaskine men udtrykker det håb som mange amerikanere nu føler efter 4 års mareridt til ende. Flot!
Ole Falstoft
Kan være du mener at jeg ikke bør være enig med dig.
Men det er jeg.
Som digt mener jeg ikke det er meget værd; Som statement er det OK.
Jeg er enig i artiklens overskrift og vil ikke kalde det stor kunst.
Hatten af for pigens mod, men forhåbentlig har hun mere at byde på hvis folk skal give penge for at købe hendes digte. Politiske udsagn er som regel gratis.
Jeg er heller ikke imponeret. Men det skyldes måske, at jeg ikke er amerikaner og føler mig ganske fremmed over for den svulstighed, amerikanere tilsyneladende aldrig kan få nok af. Jeg er også en midaldrende hvid mand, dansker, europæer. Blasert og helt sikkert kynisk. Men det var uden tvivl
'a great show'.
Mette Wandel: Digtet handler mere om et håb om en bedre fremtid end om en fornægtelse af realiterne?
Det er vel forståeligt at mange amerikanerne håber på noget bedre, end det det de har oplevet de sidste fire år. Mange af os ikke-amerikanere deler det håb. Måske er vi naive men hellere det er at være kynikere.
@Jolande Leinenbach skrev:
"Mange dansker er nok brokhoveder! Det var smukt og stærkt og Amandas poesi kan sammenlignes med Langston Hughes og Maya Angelou. Jeg håber USA vil nu også smitte Danmark og resten af verden med en ny human og fredelig politik. En human politisk kultur kan skabes. Vi skulle alle støtte USA’s nyt meget kompetent team."
(Jeg svarer til det der jeg har markeret med fed)
Er det eneste der skal til for dig at støtte en amerikansk præsident inden han overhovedet har sat sig på sit kontor, virkelig blot at en smuk ung digter skriver et for dig rørende digt? Og ligefrem erklære at "vi alle" skal støtte op den præsident pga. selvsamme rørende digt bestilt til lejligheden?
Inger Støjberg og Mette Frederiksen bør vist overveje af hyre deres egne unge, tiltrækkende, professionelle og rørende hofdigtere. Og Danske Bank er lidt sent ude, men måske de også kan redde deres ry ved at bestille et inspirende digt. Og hvis minkfarmerne udsender et tilpas rørende digt om at føle sig varm, skal danskerne åbenbart støtte op om det ved at bære pels.
Vi skal selvfølgelig ikke støtte Biden fordi han holder smukke taler. Det må være resultaterne der tæller Men foreløbig ser det jo lovende ud
Biden's kompetente team har lige fremlagt en sygesikringsplan, som undlader at tage en offentlig sygesikring i brug. Initiativet tilgodeser således ikke den meget store del af den Demokratiske vælgerbase som ønsker sig en offentlig sygesikring - ligesom det fastholder tilstedeværelsen af et forsikringssystem på sundheds- og medicinalområdet, som er væsentligt dyrere end et offentligt system ville være og samtidig fungerer ringere.
Det er ganske relevant at iagttage hvad populærpoesi og emotionalitet kan gøre for udsynet til hvad der kompetent; i dette tilfælde lader det til at kompetencen handler om evnen og viljen til at fylde æteren med pæne, folkelige håb, mens bl.a. private forsikringsgiganter bestiller politikken.
Sammenlignet med den afgående præsident og hans folk er Biden og hans folk meget kompetente. Det er selvfølgelig en billig baggrund at brillere på, da Trump uden konkurrence er den mest inkompetente præsident til dato.
Det er et kæmpe fremskridt, at der nu sidder folk i regeringen, der ved hvad de har med at gøre. Selvom jeg ikke nødvendigvis vil være enige med den politik, der vil blive ført, er det rart, at det ikke længere er en persons tilfældige indskydelser og megalomane forestillinger, der skal bestemme den politiske dagsorden. Verden bliver forhåbentlig nu mere forudsigelig
Bortset fra det er det da meget opmuntrende at Biden har meldt USA ind i Paris aftalen igen, at han er i gang med at planlægge en national strategi for bekæmpelse af coronaepidemien, at han har meldt USA ind i WHO igen. Men da han forsøger at samle den splittede nation igen nytter det ikke at lægge ud med en sundhedsreform, der vil blive betragtet som en krigserklæring af de republikanske vælgere.
Ole Falstoft, adskillige undersøgelser har gennem de seneste år har vist at store dele, op mod halvdelen, af de republikanske vælgere er tilhængere af en offentlig sygesikring. Og det skal vel huskes at Trump i 2016 gik til valg på en løgn om at give offentlig sygesikring, hvilket var med til at motivere en del Demokratiske vælgere til at stemme på ham. Jeg kan ikke helt få de faktiske forhold til at stemme med din (og mange andres) historie om en splittet nation på sundhedsspørgsmålet.
Hanne Ultoft: Ok Hvis befolkningen er så enig, hvorfor har man så ikke gennemført offentlig sygesikring for længst?
Det amerikanske sundhedssystem er et af de dyreste og dårligste i hele den industrialiserede verden.
Det er grotesk, og vi kan hurtigt blive enig, om at de sundheds system mere ala vores, ville være en god ide. Det gælder bare om at overbeviste amerikanerne om det, som desværre er blevet tudet ørne fulde af vildledende og falske påstande. Man må bare håbe, at fornuften sejre til sidst, men det vil nok tage nogle år før det sker.
Ja, hvorfor mon ikke, Ole Falstoft? Måske gav Biden et poetisk svar, da han under nomineringskampen mod bl.a. Sanders udbrød: This is America! - da Sanders konfronterede ham med at den offentlige canadiske sygesikring er halvt så dyr som den amerikanske. Biden havde ingen andre svar; gense det evt. her: www.edition.cnn.com/videos/politics/2019/09/13/warren-sanders-biden-clas...
Det er ikke den brede befolknings ønsker og den sunde samfundsfornuft, som råder i USA; det er erhvervslivet, bankerne, forsikringsbrancherne og de velbjærgede fås kortsigtede særinteresser i at fastholde et ekspansivt marked for sundhedsydelser.
Jamen jeg er slet ikke uenig. Men politik er 'det muliges kunst' også i USA
Jeg skal ikke forholde mig til digtets poetiske kvaliteter, men politisk handler det angiveligt især om at overvinde den dybe splittelse, med forsoning og forening mm.. Hvis det skulle virke i den hensigt, er det altså en forudsætning, at det fænger på begge sider af splittelsen, og dermed også blandt Trumps vælgere. Hvis hun også er blevet modtaget med begejstring blandt en betydelig del af de mange millioner der stemte på Trump, er det imponerende. Omfatter den derimod kun hendes eget segment, er det knap så imponerende, og mere en forudsigelig standardreaktion.
@ Sammenlignet med den afgående præsident og hans folk er Biden og hans folk meget kompetente. Det er selvfølgelig en billig baggrund at brillere på, da Trump uden konkurrence er den mest inkompetente præsident til dato.@
Hvad baserer du “kompetent” på? Din egen holdning antager jeg? Eller de tre dage de nu har haft magten?
Ved du at vicepræsidenten i mange år var en strammer der som district attorney i Californien ivrigt gjorde brug af plea deals til at true fattige mordanklagede til tilståelse? Eller at hun indførte lovgivning der skulle holde ghettobørn i skole ved at true de fattige forældre med fængsel og hæftige bøder? I min verden er hun en inkompetent opportunist men man kan jo altid se bort fra hendes mange fejl når nu man har sat sig i hovedet at kriteriet for succes ikke er at være god men blot marginalt bedre end Trump.
Ulla: Man kan godt anerkende at en politiker er kompetent, selvom man ikke er politiske enig med vedkommende. Under Trump så vi politiske udnævnelser af personer, hvis eneste kvalifikation var at de var i familie med Trump. Det er vi da sluppet for.
@hvis eneste kvalifikation var at de var i familie med Trump.@
Meget interessant observation. For hvad er Kamalas kvalifikationer? Der er en del i det demokratiske spektrum der må siges at være bedre udstyret end hende. Så hvad er nu man er så glad for ved hende? Hvad er det venstrefløjen fremhæver ved hende som værende vigtigt når nu de er så villige til at ignorere hendes tidligere hetz mod fattige?
Et must see om Kamal Harris, hvis man støtter hende som politisk aktør:
www.youtube.com/watch?v=WDLANlZEicg
Det tager kun få minutter - og det er vigtige minutter, hvor Kamal Harris fortæller at hun anvendte sin personlig, politiske kapital på iværksættelsen af strafpædagogik overfor forældre, hvis børn ikke passede skolen. Hun vidste godt at det var et uønsket initiativ i navnligt de berørte, og hovedsageligt socialt-økonomisk udsatte, forældres øjne, men hun retfærdiggør det med en fortælling om at hendes bekendte med det samme læste og påskrev for egne børn at NU skulle de gå i skole, for ellers ville Kamala komme efter deres mor. I Kamala Harris øjne virkede hendes politik dermed, men det retfærdiggørende eksempel er på ingen måde repræsentativt for de socialøkonomiske sammenhænge og virkeligheder, strafpædagogikken fortrinsvist var tænkt at skulle virke i.
Kamala Harris’ filosofiske grundlag for initiativet var i øvrigt, med hendes egne ord, at børn uden uddannelse er i højrisiko for kriminalitet.
Tænker at digtet var flot skrevet til lejligheden og smukt fremført. Om man så synes det er stor poesi eller ej, det må være op til den enkelte. Sikkert og vist er det dog, at sådan et digt skærper menigmands interesse for at læse digte......
Interessant er det så herhjemme, at det tilsyneladende ikke længere er muligt for en digter at få lov at "rime" .... Jeg tænker det så må betyde, at alle vore gamle "rimende" digtere nu ikke længere har leveret "gode digte", og de så må dømmes ude..... Surt for bl.a. Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup, og mange andre.... Tænker også på f.eks. engelske digtere som William Blake, Keats og Shelley. Ak alt for mange rim, og så må det jo være dårlige digte.... eller hvad ???
Sider