Essay
Læsetid: 7 min.

Købkes Sortedamssø er ikke kun, som den ser ud, og det er meget rart

Et af de kendteste danske landskabsmalerier forestiller Sortedamssøen med lyseblå himmel og rosa vand. Men måske er der andet end romantisk længsel at finde på en af Københavns fineste adresser? I en ny serie besøger Informations kunstkritikere dansk natur, som vi kender den fra kunsten – og ser den an i virkeligheden
Christen Købke: ’Udsigt over dosseringen fra Sortedamssøen mod Nørrebro’, 1838.

Christen Købke: ’Udsigt over dosseringen fra Sortedamssøen mod Nørrebro’, 1838.

SMK Foto

Kultur
22. januar 2021

Der burde have været åkander. Til en falsk sø hører importeret romantik. Ikke roser, som det lyder i J.P. Jacobsens berømte novelle, men åkander. Ligesom dem, vi kender fra Monets malerier: delikate, spidse åkander, der slet ikke voksede naturligt i vandet i Giverny, men var specialimporteret fra Japan. 

Jeg sidder og kigger ud over Sortedamssøen i København, som ikke er en ægte sø, men en inddæmmet ådal med snorlige grusstier, nu ensrettet af kommunen.

Og der burde have været åkander på dette sted, som maleren Christen Købke (1810-1848) gjorde så berømt med maleriet Udsigt over dosseringen fra Sortedamssøen mod Nørrebro for omtrent 183 år siden.

Der er ikke mange steder at gå hen for tiden, hvis man som mig godt kan lide at se på oliemaling. 

Til gengæld er der steder, som jeg kender så godt fra lærredernes verden, at deres virkelige fremtoning næsten er slettet fra min indre geografi. Sådan et sted er Købkes Sortedamssø.

Jeg er blevet vant til at betragte dette lille hjørne af Østerbro som arnestedet for vemodigt danskersind, for protestantisk nøjsomhed. Maleriet har fået landskabet til at ose af sødme.

Og jeg er ikke alene med min romantik. Selv denne sludsøndag, hvor vand og himmel er grå i grå, fylder praktisk klædte pensionister og nervøse stævnemøder bænkene ud, og jeg tillader mig at konkludere, at vi alle må være hemmelige guldalderentusiaster. 

I mangel på kunst er jeg taget ud for at se den ægte vare an; for at se, hvordan mit indre maleri klarer sig i og imod verden. Kill your darlings, siger de – men det er snarere søerne, der er ude efter mig. For her er mørkt og så mange minusgrader, at jeg ikke kan blive siddende længe. 

Jantelovens farver

På Købkes billede, derimod, står to kvinder foreviget på en bådebro. De skuer ud over vandet. En robåd med et selskab ser ud til at drive væk. Dannebrog er hejst i en flagstang midt i billedet, bådebroen danner et kryds med stangen, så alt er i fuldkommen balance. Himlen er mat lyseblå, næsten gulliggrå udvisket på vej mod det hvide.

Men søen, den stjæler blikket – vandet er prangende lyserødt og lilla i krusningerne. Det må være ved aftenstide. 

Christen Købke var sammen med andre af de store guldaldermalere som P.C. Skovgaard og Johan Thomas Lundbye med til at skabe billeder af det, vi i dag har indprentet på den kollektive nethinde som ’dansk natur’. Bøgeskov, sjællandske bakker, køer, der tygger drøv.

Selvportræt af Christen Købke (1810-1848) malet i perioden 1831 - 1834

SMK Foto

Der sker ikke rigtig noget på maleriet. Der er ingen kuperinger i horisonten, krusningerne er ufarlige, og som enhver københavner ved, er søen sjældent mere end en halv meter dyb. 

Farverne har sat hinanden skakmat, det rødlige vand mod det blomstrende grønne krat og himlen, der på mærkelig vis får så stærke primærfarver som blå og gul til at gå i rolig symbiose.

Damerne kunne stå der til evig tid. Farverne er næsten jantelovsagtigt selvannullerende.

Heldigvis er alt ikke, hvad det ligner. 

Snydt af preussisk blå

Den rosenrøde farve på Sortedamssøen giver indtrykket af, at det er vedaftenstide. Men skulle man male helt efter naturens forskrifter, så burde søen jo spejle himlens blå farve.

Forskere har diskuteret, om den røde farve ikke kunne opstå uafhængigt af himlen på særlige sommeraftener. Meteorologer og deslige har afvist det. 

Da maleriet skulle restaureres for år tilbage, tog kuratorerne rammen af billedet og fandt, at bemalingen under rammen var anderledes. I stedet for at finde mere rødlig romantik, var vandet i kanten pludselig klart og blåt.

Det viser sig, at Købke ikke har besluttet sig for at fremmane rosenrødt vand for stemningens skyld, som det ellers er blevet tolket. 

Nej, han har oprindeligt malet søen blå, fuldstændig som den burde være, dybere blå end himlen med et uigennemsigtigt, kraftigt blåt pigment, der kaldes preussisk blå. Problemet er bare, at preussisk blå med tid, lyspåvirkning og luftforandringer bliver rød. Det vidste Købke ikke, og hvordan skulle han, der fandtes ikke farvehandlere i København på hans tid, pigmenterne købte man hos urtekræmmeren og rev og blandede i atelieret. Man transporterede de skrøbelige olieblandinger i svineblærer, før tuben blev opfundet og masseproduceret.

Den preussiske blå blev i sine første udgaver fremstillet af blodludssalt, et stof blandet af jern, dyreblod og kaliumkarbonat. Hvordan blod bliver til blå farve, ud over ved royal mellemkomst, kan jeg rent kemisk ikke redegøre for. Men jeg forestiller mig, at det er en slags dyreblodets hævn, der nu er at spore på lærredet. Det fortrængte, udstødte blod, der vender tilbage og overtager det blå. 

Det, Købke oprindeligt malede, var ikke en solnedgang, men en dynamisk middagsstund. På digitale rekonstruktioner af billedet med de oprindelige farver er livligheden klar. Himlen er stærk og turkis, vandet skinner sølvblåt. Nu diskuterer man endda, om robåden ikke snarere er på vej hen imod beskueren, som den ifølge folk med forstand på bølger og vindforhold må være. Er handlingen slet ikke gået i gang, er det ikke afslutning, men begyndelse, vi ser her?

Råddenskabens hævn

Købke blev drillet med, at han aldrig var længere væk hjemmefra sit barndomshjem ved Kastellet, end at han kunne høre kaffekedlen koge. Alligevel har han formået at gøre scenen landlig, så man kun fornemmer byen som en svag røgsøjle bag Fredens Bro. Sådan bruger jeg selv de fem søer den dag i dag, jeg insisterer på dem som et glimt naturfred. 

Der findes et forstudium til maleriet, som Købke med al sandsynlighed har skitseret her, hvor jeg nu sidder og fryser. På skitsen er der ingen kvinder på bådebroen. Der er heller ikke noget dannebrogsflag hejst – i øvrigt et omdiskuteret symbol, for det takkede flag var kongens flag, og det havde en maler under enevælden ikke lov til at bruge uden tilladelse. Var Købke revolutionær? 

Købkes skitse til ’Udsigt over dosseringen fra Sortedamssøen mod Nørrebro’

Købkes skitse til ’Udsigt over dosseringen fra Sortedamssøen mod Nørrebro’

SMK Foto

Skitsen er også blevet rødlig, men flaget og de to afventende damer på den endelige version er ren manipulation fra kunstnerens hånd. En slags postkorteffekt fra et sted, der aldrig har eksisteret. 

Købkes landskabsmalerier er indbegrebet af den romantik, som guldaldermalerne indhyllede København i. Det er smart, at han valgte at blive billedkunstner, for byen havde ingen sanitære forhold og må have lugtet af afføring og kloak. Men lugt kan ikke ses.

Det er måske den største lighed mellem billedet og nutiden: Stanken, her på pæne Østerbro, lige foran Den Franske Café, af rådne kastanjer og fejlernærede svaner. 

Jeg kan godt lide at tænke på, at man på et lærred kan skabe en verden, lige akkurat som man vil. Det er der noget stort og uforståeligt i.

Billeder kan bruges til at snyde og fremme politiske dagsordner, men jeg holder alligevel af lige netop dette maleri. Ikke fordi det er specielt indtagende scenisk eller spændende koloristisk, men fordi det antyder, at det ikke kun er mennesker, der er svigefulde. Det gør verden endnu mere uforudsigelig, end min lille fantasi kan rumme – og det er der selv i Købkes idealverden noget storslået i. 

Altid lige ved at ske

Når jeg i dag kigger ud over søen, vil jeg gerne have, at tingene ikke kun er, som de ser ud. Ved søerne føler jeg mig laset klædt på, når pigerne fra det private gymnasium flanerer forbi i langt dyrere mærketøj, end jeg nogensinde får råd til. Her opfører Tinderdates sig indtagende over for mulige partnere. Folk drikker meget dyr kaffe. 

Sortedamssøen med udsigt mod Nørrebro, som det ser ud i 2021.

Sortedamssøen med udsigt mod Nørrebro, som det ser ud i 2021.

Modsat Købkes maleris skæbne håber jeg ikke, at idyllens overflade overtager. Jeg vil gerne se det grums af storby, som synes at ligge og lure i det rosa søvand, i det, man ikke kan lugte. Her går en tømmermandsramt mand, der skal ned og pante indholdet af nettoposen. En våd hund ryster hele skroget.

Jeg forestiller mig, at tiden får lov til at gå, og at flere af guldalderens malerier vil være helt røde om halvtreds-fyrre år. Måske vil oliemalingen endda begynde at vokse og gære, som de alger, der nu gror i søen, blive helt tyk og fed. Og lærredernes himmel og hav vil på alle billeder blive rødt. Som en ægyptisk plage, der forvandler vand til blod.

Jeg ved ikke, hvad de to kvinder på Købkes bådebro står og tænker på. Måske håber de, at noget sker. Jeg har lyst til at fortælle dem, at noget altid er ved at ske.

Her er ikke nogen åkander, hverken på maleriet eller i naturen. Det er også fint nok. Måske de kommer en dag. Jeg foretrækker alligevel algerne, der lugter. Naturen, der trænger sig på i næseborene på dem, der promenerer på de parisisk inspirerede boulevarder og handler hos økologiske bagere. 

På lærredet forvitres og forandres malingens proteiner lige så stille. Selv her på Østerbro slipper idyllen nærigt sit tag. Råddenskaben fylder lungerne, noget ukendt gærer i søens mødding.

Købke døde som blot 37-årig af en lungeinfektion. J.Th. Lundbye blev ramt af dødelige vådeskud samme år. Snart tog koleraepidemien C.W. Eckersberg. Selv kæmperne måtte falde. Søerne består. 

Kilder: Kasper Monrad, Peter Nørgaard Larsen m.fl.: Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer, 2019 og Kasper Mondrup: Dansk guldalder – lyset, landskabet og hverdagslivet, 2013.

Serie

I kunstnernes fodspor

Der er meget, kunstelskere ikke har adgang til for tiden. Men ture kan man gå. Også til de særlige steder, som kunstmalere har skildret. Hvad ser vi der nu? Hvad så kunstnerne i stedet dengang? Hvordan ser vi deres malerier i dag?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har altid undret mig over, hvad det mon kan være, der kaster den rektangulære skygge på vandet i billedets venstre side.
Er der nogen, der kan opklare mysteriet for mig?

Ib Jørgensen

"Og tænk på søerne ! Sikke nogle legeøer der kunne laves ved opfyldning. Med træer, græs og buske og kanaler til spændende roture og skøjteløb om vinteren. Grimt ville det ikke blive." Således skrev jeg i en artikel ca. 1965 om børns (og voksnes) legemuligheder i København.

Anders Sørensen

@Åse Lindau, det er Loch Ness-uhyret, der har skiftet sø.