Essay
Læsetid: 9 min.

Jeg læste Kristina Stoltz’ roman ’Paradis først’ i ét hug og følte en mærkelig uro i kroppen

Det rystende er ikke den romantiske kærligheds affortryllelse og forlis, det ligger ligesom i kortene. Det er derimod volden i romanen, volden i symbiose med racismen, skriver Kirsten Thorup i sin læsning af hendes bud på den bedste 2020-bog, Kristina Stoltz’ roman ’Paradis først’
Det rystende er ikke den romantiske kærligheds affortryllelse og forlis, det ligger ligesom i kortene. Det er derimod volden i romanen, volden i symbiose med racismen, skriver Kirsten Thorup i sin læsning af hendes bud på den bedste 2020-bog, Kristina Stoltz’ roman ’Paradis først’

Dalva Skov

Kultur
2. januar 2021

Jeg læste Kristina Stoltz’ roman Paradis først i ét hug en dag i september. Jeg læste den færdig på en bænk i en mørkegrøn efterårspark. Jeg lukkede bogen og følte en mærkelig uro i kroppen. Jeg var bragt ud af mine vante folder. Jeg var ramt og samtidig forvirret over min spontane, næsten fysiske reaktion.

Nu nogle måneder senere forsøger jeg at genkalde mit første indtryk af Paradis først. Skriveprocessen er i sig selv en erindringsproces, der som et magnetfelt suger til sig af detaljer, sanseindtryk og oplevelser, hentet op fra glemslens frugtbare muldjord. For at kunne gå ind i min første reaktion på romanen, det vil sige den umiddelbare interaktion mellem læseren (mig) og teksten, må jeg lade romanen selv komme til orde.

Den lille intense, stofmættede roman folder sig ud i det helt store format, efterhånden som fortællingen skrider frem. Ikke blot i en liniær fremdrift med rejsens begyndelse og slutning, men nok så meget i en cirkulær bevægelse. Kredsende omkring brændpunktet, den store kærlighed, den stormende ungdomsforelskelse. (Ja, Stormfulde højder).

Vi følger rejsen tilbage til dengang i den første sårbare ungdom, da forelskelsen ramte som et lynnedslag, som en smertelig genkendelse og uundgåelig skæbne. Sådan som mødet fremstår og vender tilbage igen og igen i erindringen hos den kvindelige fortæller, Kristina. Jeg husker, jeg måtte læse opmærksomt for at følge denne tættere og tættere kredsen omkring ilden, der umærkeligt bliver til gløder og endelig til aske og renselse.

Mit læserblik falder uvilkårligt på romanens form. Formen er en forfatters (min) lidenskab. Et specifikt formsprog kan ikke kopieres (kun åbne horisonten for formens uendelige muligheder). For formen er vævet tæt sammen med det særlige stof, en roman er lavet af. Og som sådan unik i hver eneste (god) roman. I Paradis først er formen, fortællingen udfoldes i, en studie i erindringens væsen, der viser sig at være upålideligt og flakkende mellem flere udlægninger af det, der skete dengang for længe siden, og kun kan gengives i den mangelfulde hukommelses retoucherede og forrevne udgave af de virkelige begivenheder. Men vi vil så gerne tro på vores erindringer, tro på deres sandhedsværdi, fordi erindringerne er det eneste, vi har tilbage, som tiden og livet går.

Dalva Skov

Det særlige ved Paradis først er, at erindringen er selve formgrebet. Erindringen skaber her en ny fortælling. Og set gennem erindringens filter og sortering opstår en tidløs samtidighed. Erindringen og den virkelighed, den udspringer af, flyder sammen i slags en laseringsteknik, der med lag på lag skaber dybden på billedkunstnerens/forfatterens lærred. I Paradis først udgør erindringens mange rum selve fiktionen. Erindring er i sig selv en fiktion. Vores nære og fjerne fortid i destilleret form. En ny (og skønnere) orden skabt af fragmenter af levet liv.

Det, der rystede mig ved romanen, indser jeg nu, var ikke den romantiske kærligheds affortryllelse og forlis, det ligger ligesom i kortene, men selvfølgelig ikke hvordan. Det var volden i romanen, volden i symbiose med den racisme, der har brændemærket Kristinas elskede, Marlon. Nu 26 år efter de skiltes, ikke ved et egentligt brud, men hendes flugt fra mørket og undergangen, besøger hun Marlon. Han har inviteret hende til sit bryllup, der imidlertid aflyses inden afrejsen. Vi er midt i Trumps præsidentperiode i en lille flække i USA’s bibelbælte, hvor Marlon bor hos sin kæreste, Skyler.

Som historien rulles ud i erindringens mangetydige prisme, sat op mod nutidsplanets grelle grålys, vokser Marlon til romanens egentlige hovedperson. En tragisk romanhelt med et menneskeligt format, for stort og voldsomt til, at han bliver et »offer«. På godt og ondt er han en personlighed i sin egen ret. Han træder ind på scenen som danseren, shamanen med dreadlocks og et lilla lys omkring sig, med ambitioner om at redde verden, blive USA’s præsident og alt hvad der ellers kommer i nærheden af berømmelse.

I forelskelsens (og erindringens) rus ophøjer fortælleren, Kristina, de elskende, hun selv og Marlon, til konge og dronning over et helt folk, højt hævet over almindelige dødelige. De rives med af en malstrøm af lidenskab, der forbinder deres kærlighed med en højere kosmisk mening. De består af stjernestøv, oplever hun, fortælleren, i erindringens projektør. Fysisk stof, der aldrig forsvinder. Forelskelse og udødelighed er to sider af samme sag her på toppen.

Bag Marlons stråleglans er der et bundløst mørke. Han er omgivet af sort kvælende stof, spærret inde i mørket. Han føler sig lukket ude fra sig selv og verden, siger han. Som et dyr i bur. Kun kampsportens rå fysiskalitet kan befri ham fra kroppens og hudens fængsel. Her er han herre over situationen, der er et spejlbillede af volden og ydmygelserne under den politikontrol og -chikane, han jævnligt er udsat for. En vold, han som sort amerikaner har været underlagt gennem hele sin opvækst.

I sportshallen har han kontrollen, den fulde frihed til at lade sig smadre og selv at smadre modstanderne. Her kan han flænse huden og musklerne, flække kranier og knogleben (som det sker for ham og hans sorte medborgere i gaderne). Komme ud af kroppens snærende hylster. Komme ud af sig selv. En slåskamp er som et digt, lige så berusende som en forelskelse, siger han. Kampens rus forvandler overgrebene og ydmygelserne til afhængighed. Og paradoksalt eller måske netop helt efter bogen til et tilflugtssted for den truende samfundsorden, han som sort amerikaner lever i.

Dalva Skov

Med kampsporten har Marlon fået et redskab i situationer, hvor han føler sig truet. Hans voldsparathed ligger lige under huden. I fortællerens modsatrettede erindringsversioner gennembanker han en mand (måske til døde) i en telefonboks i London. Tidligere ydmygelser og truende omgivelser har lagret sig i ham og afsat dybe spor i hans reflekssystem, som kan udløses i en lynhurtig og kontant fysisk reaktion. Det er overlevelsesinstinktet, der sætter ind. Som i kampsporten, hvor det gælder om at lægge modstanderen død eller selv bukke under.

Selvdestruktion er et andet træk ved voldens anatomi. I fortvivlelse over at Kristina i hans indbildning vil forlade ham, (eller måske er det hans profetiske intuition) hamrer Marlon sin knytnæve ind i en mur og knuser to knoer på højre hånd. I det hele taget er det romantiske kærlighedsforhold domineret af hans mørke. Han griber alle mørkemuligheder, noterer Kristina. Alt, hvad han foretager sig, handler om overlevelse og at undslippe volden og begæret efter volden. Et indblik i karakteren, der giver mening for læseren. En vis portion visdom og indsigt hører med til fortælletraditionen. Det er fortælleren/forfatteren der har magten over historiens gang, og i en ny fortælling genskaber historien af tidens aske.

Marlons storhed som romanfigur, hans overvældende karisma og udstråling gør hans fald og afglans så meget desto mere tragisk og smerteligt at være vidne til. Ikke mindst den måde, han har indrettet sig hos Skyler på på sin lange deroutes foreløbige sidste stop. Men det forbliver usikkert, om han virkelig er faldet til ro hos Skyler, eller om hans tilbagelænede tilpasning er endnu en forklædning. Om hans desperate hvileløshed og hjemløsheden, som ligger i hans kollektive historie, kan overvindes.

Da Kristina møder ham, ejer han ikke andet end sit tøj og sin computer. Trods en universitetsuddannelse og de store planer for fremtiden er alt smuldret for ham, gledet ud mellem fingrene på ham. De store drømme er forsvundet bag horisonten. Der et kun det nøgne liv og overlevelsen tilbage. Han bor hos Skyler, som han har mødt over nettet. Han kører i hendes bil. Hun forsørger ham ved sit arbejde hos en bildækforhandler.

Han er blevet mindre, forekommer det Kristina, bogstavelig talt skrumpet ind i mellemtiden. Han er blevet grå, har taget farve af det omgivende vinterlandskab og den lille triste bibelbælteflække. Han er faldet i ét med hverdagens gråmelerede tapet. Under løbende jobsamtaler over Skype puster han sig op med opskruet energi og teaterlatter, der virker uægte på fortælleren. Hun skammer sig på hans vegne over, at han ikke er lige så høj som før, at hans dreadlocks er klippet af (for lettere at kunne få job, betror han Kristina), at han ikke blev Amerikas præsident, ikke bestsellerforfatter, ikke en ny Steven Spielberg, vismand eller guru, at han opgav kampen for en bedre verden. Hun skammer sig dobbelt over sin egen skuffelse.

Dalva Skov

Skyler er den gådefulde tredje. Hun er mormon og stærkt troende. Uden at det dog smitter af på Marlon. Han indordner sig, husordenen, som Skyler sætter med sin milde autoritet. Han sover på sofaen i stuen, indtil de bliver gift. Ingen sex før ægteskabet. Troen giver Skyler en inkarneret selvbevidsthed og hvilen i sig selv. Hun er blottet for jalousi på Kristinas og Marlons gamle kærlighedsforhold. Deres daglige samvær, mens hun er på arbejde, tager hun med sindsro. Hun er helt uanfægtet, da de på en udflugt er nødt til at tage en hotelovernatning på grund af snestorm. I alt hvad hun gør, er hun i pagt med sig selv, også i forholdet til sin yngste teenagedatter, der har Downs syndrom.

Hun har den stærkt troendes uafhængighed af det jordiske. En sikkerhed i sin bortvendthed mod den åndelige verden. Troen giver hendes blide, venlige væsen den styrke og stærke forankring, Marlon har brug for (min læserfortolkning). Men om han bliver under Skylers vinger i det lange løb, er jeg ikke sikker på. Han fortæller entusiastisk om sin seneste lidenskab, som Skyler fik ham til at stoppe med, Ultimative Fighting, en yderliggående kampsport, hvor to mænd er lukket inde i et bur og derinde tæver løs på hinanden med de bare næver, indtil en af dem er slået til plukfisk. Så meget skal der til for at Marlon kan få kontakt med sig selv og verden. Han har i den grad internaliseret volden i det omgivende samfund, at han ikke uden videre kan vriste sig fri af sin voldsafhængighed.

Marlons fiktive romanskikkelse fremkaldte et deja-vu: Flimrende billeder af brutale tv-boksekampe, jeg har set engang i 70’erne og 80’erne eller snarere zappet væk fra. Navne som Muhammad Ali, Mike Tyson, Joe Frazier, Leon Spinks. Alle sorte amerikanere i boksesportens verdensmesterklasse. Billederne af store svedglinsende muskelbundter i tæt infight som omfavnelser eller to nødstedte der klamrer sig til hinanden. Med brækkede næser, flækkede øjenbryn og læber, kraniebrud og brækkede ribben. Og vinderen kåret med blodet løbende ned over ansigtet. I erindringen om de voldelige og blodige tv-billeder så jeg Kristinas Marlon. Volden, smertens apoteose, havde under læsningen forplantet sig hos mig til en foruroligende uro i kroppen, en følelse af sorg og vrede over ulighedens og racismens voldsspiral.

Kristina og Marlons romantiske kærlighedshistorie løber som den røde tråd gennem romanen og holder sammen på fortællingen Den romantiske kærlighed og døden er tæt forbundet. Man kan som bekendt dø af kærlighed. Fortælleren, Kristina rejser til USA med en instinktiv frygt for, at rejsen vil ende med hendes død. At hun vil dø af mødet og gensynet med Marlon. Selv efter så mange år er deres kærlighed stadigvæk indlejret i hende. Hun trodser dødsangsten og rejser for at bevise over for sig selv, at Marlon ikke længere har den magt over hende, kærlighedens magt. Med romanfortællingen ser Kristina den livsfarlige kærlighed, dansen over afgrunden lige i øjnene og kommer helskindet igennem ildprøven. Fortællerens vovestykke er lykkedes.

Kristina Stoltz’ roman ’Paradis først’ er udkommet på forlaget Gutkind.

Mandag den 4. januar skriver Asger Schnack om Caroline Albertine Minors roman ’Hummerens skjold’

Serie

Ældre forfattere læser yngre forfattere

Litteraturåret går på hæld, og vi har bedt forfatterne Bent Vinn Nielsen, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Asger Schnack og Peter Laugesen om at fremhæve ét værk fra 2020 af en kollega under 50 år og skrive et essay om, hvad der gør den bog til noget særligt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her