Kommentar
Læsetid: 2 min.

Måske er det nu, vi dropper ideen om, at gode kunstnere er politisk vanvidsresistente

Midt i rædslen over angrebet på Capitol Hill blev jeg ramt af skuffelse over, at se to af mine musikalske helte, Ariel Pink og John Maus, være til stede blandt Trump-støtterne. Det var en irriterende påmindelse om, at der ikke er nogen modsætning mellem at lave god kunst og være politisk galt afmarcheret, skriver kulturjournalist Lone Nikolajsen
John Maus optrådte på Roskilde Festival i 2018

John Maus optrådte på Roskilde Festival i 2018

Bo Källberg

Kultur
15. januar 2021

Da Trump-tilhængere i sidste uge invaderede den amerikanske kongresbygning, var de to indiemusikere Ariel Pink og John Maus til stede. De var ikke med til at bryde ind, men var troppet op for at vise deres støtte til Donald Trump sammen med en fælles veninde, filminstruktøren Alex Lee Moyer. De så sig omkring, hyggede sig og tog så tilbage til hotellet. I løbet af dagen lagde de billeder og videoer ud fra demonstrationen, men lavede ikke andet end at vise deres støtte helt fredsommeligt. Det svarede Ariel Pink i hvert fald på den kritik, han fik på Twitter.

At to musikere, hvis musik jeg er glad for, er så galt afmarcherede politisk, at de kan hygge sig med at stå i udkanten af nogle antidemokratiske optøjer, skuffede mig. Og den skuffelse undrede mig. Det burde jo ikke være mere udfordrende for mit verdensbillede, at musikere kan være voldstolererende fjolser, end at tandteknikere og buschauffører kan være det. Jeg har aldrig interesseret mig for Ariel Pinks og John Maus’ politiske holdninger, kun for deres musik. Alligevel følte jeg, at de skyldte at være nogle lidt sejere mennesker, nu vi faktisk er nogen, der har engageret os følelsesmæssigt i deres kunst.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Tja, chancen for den erkendelse har været der før, fx for nylig i forbindelse med Nobelprisen i litteratur...
Eller drejer det sig lidt om betegnelsen kunstner? Hvilken slags kunnen ligger bag? Hvilken økonomi?

Steffen Gliese

Det kommer jo også an på, hvordan man definerer kunst.

Christian De Thurah

Ja, det er jo den gamle diskussion om, hvorvidt man kan skelne mellem kunstneren og værket. Den er kun blevet yderligere skærpet af bl.a. identitetspolitikken. For nylig var diskussionen der igen i forbindelse med Roman Polanskis film “Officer og spion”. De fleste syntes, det var en fremragende film, men nogle satte spørgsmålstegn ved, om man kunne tillade sig at hylde den, når instruktøren var part i en voldtægtssag i USA. Hvis man svarer nej til det, rejser det et nyt spørgsmål: Hvad med de film, Polanski lavede, før der var en sag imod ham? Bliver de nu også diskvalificeret af den senere sag?
Efter min mening er den manglende evne eller vilje til at skelne mellem kunstner og værk udtryk for en i bedste fald naiv, i værste fald totalitær tankegang, der i virkeligheden ikke ønsker kunst, men propaganda for de “rigtige” holdninger. Og som andre totalitært tænkende er man parat til at omskrive historien for at få sit verdensbillede til at passe. Man efterlader, som det hedder i gangsterfilm, “ingen løse ender”. I det gamle Sovjet klippede man folk ud af gruppebilleder, efterhånden som de faldt i unåde, i dagens politisk korrekte USA klipper man Donald Trump ud af en film, der er næsten 30 år gammel.

Per Meinertsen, Flemming Olsen, Per Christensen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Tænk i det hele taget at gøre sig en forestilling om, at kunstnere har en helt bestemt politisk opfattelse - og blive skuffet, når det viser sig, at sådan forholder det sig ikke. Er det et udtryk for naivitet eller blot et ekstremt snævert perspektiv på tilværelsen?.

Flemming Olsen, Alvin Jensen, Per Christensen, Jens Ole Mortensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Jeg har da haft den samme ambivalente følelse i forhold til en kunstner – nemlig da jeg fandt ud af at Chick Corea var medlem af scientology kirken.
Jeg holdt meget af hans musik. Det skabte positive følelser omkring personen. Jeg havde på en måde inviteret ham ind i mit mentale univers. Når det så viste sig, at han var et kæmpe fjols, så skabte det naturligt nok kognitiv dissonans.
Lidt ligesom når man betragter et maleri af Emil Nolde.

Troels Ken Pedersen, Lars Løfgren, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Vi har historiske set været igennem metoder (paradigmer), som enten så værket som udtryk for kunstneren liv eller for enhver pris ville skille liv & værk. Det forekommer mig, at det viseste standpunkt er et sted mellem begge yderpunkter, fx udtrykt på denne måde:

»Ikke mindst inden for humaniora kan det være interessant at lade et emne belyse ud fra flere alternative paradigmer samtidigt.«

Man forstår Rembrandts kunst bedre, hvis man både ved noget om maleren selv (biografisk p), det samfund han levede i (historiematerialistisk p), og hvordan hans billeder er bygget op (formalistisk p). Udenfor humaniora er eksistensen af samtidige paradigmer årsag til skepsis, men i det mindste bør humanister kunne jonglere rundt med dem.

Bjørn Pedersen, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Jørgen Mathiasen
Jeg er helt enig, når det drejer sig om at forstå et kunstværk. Men det, jeg skrev, handlede om vurdering af værket, altså om værkets kunstneriske værdi er afhængig af kunstnerens moralske, politiske eller religiøse holdning eller handlinger.

Anders Sørensen

Jeg har været ok glad for Ariel Pink - han er en skidekreativ musiker - men jeg er ikke sikker på, at jeg fremover vil lytte til hans musik, uagtet at denne ikke (som sådan ...) er politisk, og man skal jo helst ikke dømme(s) for hårdt.

Jeg har ikke helt det samme problem med fx Roman Polanski, fordi det var lang tid siden. Ariel Pink er LIGE NU.

Og så sniger der sig en bagtanke ind ad fordøren: Ariel Pink er altid blevet beskrevet i medierne som lidt af et dumt svin. Usympatisk. Træls. Og et nummer som Black Ballerina er skide catchy, men også - hvis man skulle tolke - racistisk. Så måske Ariel Pink bare ER et dumt svin, der laver god musik, og måske man ikke skulle lytte til det længere, musikken? Som man heller ikke bør spise bøf, men alligevel gør, fordi det smager godt.

Jens Ole Mortensen

Richard Wagner var antisemit. Han skrev bøger om at jøder af natur manglede menneskelige kvaliteter. Selvom at han var helt afhængig af jøder for at kunne lave sin musik. Hans vikinger med horn på hjelmene. Og han påstod hårdnakket at Jesus var græker. Han var et musikalsk geni, men alle tog Wagner alvorligt. Selvom at han med hensyn til sit verdensbillede og syn på mennesker , imø, måtte have været en spade. Jeg tror nu ikke at man kan kalde ham Nazist.
og så var der Banksy som makulerede et maleri efter tårnhøje bud. Og man tænkte det kunne jo lige så godt være et billede af en klovn som græd. Og var der ikke en kvinde som udgav sig for kunstekspert og oplyste falske meritter . Og dermed fik en stor stilling.
Af og til tænker jeg. Kan et meritokrati blive dummere og dummere ? Og med blind tro på meritterne. Dermed behøver man ikke selv at tage stilling eller sætte sig ind i tingene.
Jeg har nu aldrig forventet at kunstnere skal mene det samme som jeg eller være moralsk uantastelige. Kan man li´ Wagner, så lyt til Wagner.

Flemming Olsen, Per Christensen, Alvin Jensen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Christian De Thurah
Det er slet ikke udelukket, at nogle tvivlsomme typer kan lave fine kunstværker, - Caravaggio og Leni Riefenstahl kan vel gå som mønstereksempler, nu da Wagner allerede er sat på tapetet.

En vurdering må stemme overens med en analyse. Hvis tegnets indhold er af en sådan art, at det ikke forhindrer en recipient i at lave en vurdering, som udelukkende baserer sig på tegnets udtryk, så er der ikke få eksempler på, at det kommer til at foregå på den måde. Men selv Wagner-elskere ser sig tvunget til en ideologikritisk analyse af komponisten, bl.a for ikke selv at havne i vandbadet.

Per Christensen

"Måske er det nu, vi dropper ideen om, at gode kunstnere er politisk vanvidsresistente"

Det var dog godt nok noget af det mærkeligste jeg nogenside har hørt (læst) nogen sige!

Der er ikke noget "vi" i dette. Denne udtalelse må stå helt og alene for forfatterens egen opfattelse af verden samt være et udtryk for hendes naivitet.

Jørgen Winther

Information repræsenterer altid det store "VI". Det kan let blive fornærmende, når man tager i betragtning, hvor mange vanvittige ugennemsigtige og naive ting, der står i avisen. Det er ikke helt ulig de Radikale Venstre.

Flemming Olsen, Finn Thøgersen, Torsten Jacobsen og Per Christensen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

"Death of the Author" virker i praksis lidt bedre, når forfatteren faktisk er død. Vi kan i dag værdsætte Leni Riefenstahls banebrydende cinematografi, men hvis hun LIGE NU havde været i gang med at bruge selvsamme lækre filmteknik til at promovere et totalitært regime, så ville det have krævet at vi skruede hovederne ret langt op i måsen hvis vi skulle ignorere det problematiske.

Og for øvrigt: Når jeg ikke har set Roman Polanskis "An Officer and a Spy", til trods for at rygtet vil vide at det for så vidt er en fremragende film, så er det fordi rygtet OGSÅ vil vide at filmen har en ret tyk subtekst om at han selv er uskyldigt forfulgt af en nedrig sammensværgelse, præcis ligesom Dreyfus. Og den tanke ville fylde mig med raseri og lede mens jeg så filmen, og ganske spolere min oplevelse. Polanski er bare ikke død nok endnu til at jeg kan abstrahere fra hvor stort et svin han er, når han nu gør sig selv til subtekst i lige dét stykke kunst.

René Arestrup

Knut Hamsuns nazisympatier er et andet eksempel. Jeg læser stadig - og med stor glæde - Hamsun, simpelthen fordi han er en fremragende forfatter. At han samtidig var et politisk naivt menneske, er for så vidt helt irrelevant i forhold til den litteratur, han skabte.

Per Christensen, Flemming Olsen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

vi læser jo også Scherfigs glimrende romaner i skoler osv, selvom han var stalinist ...

Olaf Tehrani, René Arestrup, Christian De Thurah, Per Christensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Mindes med gru Sven Wernströms bøger, som vi blev tvunget til at læse i skolen, og som optog adskillige reolmeter på alle børnebibliotekerne, primært fordi han var kommunist, og fordi hans bøger havde de rigtige holdninger og promoverede den materialistiske historieopfattelse. Mage til litterært fantasiløst bras skulle man lede længe efter. Persontegningen og handlingen var flad, stereotyp og skematisk og han nåede ikke Lindgren til sokkeholderne. Som til gengæld i midten af 70'erne foretog et meget omtalt frontalangreb på det svenske skattesystem og ditto velfærdssamfund, uden at det gik udover hendes øvrige litterære kvaliteter - og læsertal.

Jørgen Mathiasen

Så kom Hamsun også på banen, og hvis man er stor tilhænger af synspunktet om, at liv og værk skal holdes skarpt adskilt, så kan man kaste sig over Thorkild Hansens historie.
Han skrev en stor biografi om Hamsun, som gav ham alvorlige problemer i Norge og Danmark. Offentlighedens utilfredshed med, at Hamsuns liv og værk ikke blev betragtet som enhed i Hansens fremstilling, bevirkede Thorkild Hs. overflytning til en permanent adresse i Frankrig.
Det er et temmelig radikalt eksempel på, hvad æstetiske (fejl)vurderinger kan føre til.

René Arestrup

@Jørgen Mathiasen
Thorkild Hansen forsøgte at nuancere billedet af Hamsun - og ikke mindst hans bizarre politiske position - tydeligvis drevet af dyb respekt for Hamsuns litterære livsværk og med en insisteren på hvad der også kommer til udtryk i denne tråd, nemlig at det er en fejlslutning at reducere kunstnere/mennesker til deres blindhed eller mangler. Men Hamsun er i den grad Norges smertensbarn, og det fik Thorkild Hansen at føle.

Anders Thornvig Sørensen

Polanskis film Chinatown fra 1974 tager afstand fra de samme ugerninger som instruktøren selv har begået.

I filmen Towering Inferno fra samme år medvirkede O.J. Simpson og Robert Wagner. Førstnævnte blev anklaget for hustrumord i en sag, der trak store overskrifter. Sidstnævnte er ikke blevet anklaget for hustrumord, men en mulig mistanke har hvilket som en skygge over ham siden hendes dødsulykke.

Instruktøren Fritz Langs første hustru døde under mystiske omstændigheder, skudt i hovedet. Listen kunne gøres meget længere.

Jørgen Mathiasen

@René Arestrup
Som jeg allerede har nævnt, så er der et historisk forløb ("udvikling") bl.a. i de litteraturvidenskabelige metoder, som har forsvaret begge yderpunkter: Liv & værk som enhed eller fornægtelse af denne enhed. Det var en modsætning, Thorkild Hansen kom i problemer med, og derfor kan det være et interessant eksempel.

For mange har valget af æstetisk metode ikke anden konsekvens end den kunst- og værkforståelse, der følger af metodevalget. Det gjaldt ikke for Thorkild Hansen, og derfor blev konsekvensen af hans analyse og de mangler i vurderingen, den førte til, også mere kritisk.

Christian De Thurah

Det er rigtigt, at Thorkild Hansens Hamsun-bog er et partsindlæg og langt fra objektiv. Det er ikke en videnskabelig bog, men en forfatters monumentale - og yderst velskrevne - hyldest til en anden, som han beundrede meget. Hamsun var også en stor forfatter, men ikke nogen stor politisk tænker. Derfor er det også så latterligt, når medierne vil have forfattere til at udtrykke deres uforgribelige meninger om alt muligt andet end litteratur.

Olaf Tehrani, René Arestrup og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar