Feature
Læsetid: 11 min.

Mysteriet om verdens dyreste maleri: Betalte den saudiske kronprins 2,9 milliarder for en kopi?

Den engelske borgerkrig, en russisk multimilliardær og betydningen af den tredje tommelfinger. Det hører alt sammen med til historien om verdens dyreste maleri, ’Salvator Mundi’, solgt for 2,9 milliarder kroner og malet af Leonardo da Vinci. Eller vent, måske er det faktisk alligevel ikke ham, der har malet det
Til venstre: Verdens dyreste maleri, ’Salvator Mundi’ – verdens frelser. Et lille maleri, blot 66 gange 45 centimeter, men med en rig historie: Bestilt af Louis XII omkring år 1500, genopdaget på en obskur auktion i New Orleans i 2005 og nu formentlig i hænderne på den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman.

Til højre: Maleriet efter en indledende rensning har fjernet det værste af tidligere reparationer og overmalinger. Da maleriet dukkede op i 2005, var rammen så ormstukket, at maleriet under reparationen af træpanelerne simpelthen faldt fra i hinanden i syv dele.

Til venstre: Verdens dyreste maleri, ’Salvator Mundi’ – verdens frelser. Et lille maleri, blot 66 gange 45 centimeter, men med en rig historie: Bestilt af Louis XII omkring år 1500, genopdaget på en obskur auktion i New Orleans i 2005 og nu formentlig i hænderne på den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman.

Til højre: Maleriet efter en indledende rensning har fjernet det værste af tidligere reparationer og overmalinger. Da maleriet dukkede op i 2005, var rammen så ormstukket, at maleriet under reparationen af træpanelerne simpelthen faldt fra i hinanden i syv dele.

Wikimedia Commons

Kultur
15. januar 2021

Historien om Salvator Mundi er enten historien om to heldige kunsthandlere, der fuldstændig sensationelt opdager en ægte Leonardo da Vinci på en obskur auktion i New Orleans, Louisiana.

Eller også er det historien om en kunstverden, der sætter profit over alt andet, om en russisk milliardær og agenten, der snød ham, og om skænderierne blandt en lang række eksperter fra de største universiteter og kunstmuseer i verden. For er der overhovedet tale om en ægte Leonardo?

Dén historie er indtil videre (muligvis) endt på en morderisk saudiarabisk kronprins’ superyacht i Det Røde Hav, og den rammer næste år Broadway som Salvator Mundi! The Musical.

Men uanset hvilken historie, der er rigtig, så giver det mening at begynde tilbage i 2005, hvor kunsthandleren Alexander Parish sad og studerede et par billeder i frimærkestørrelse af et maleri i onlinekataloget til en auktion, der skulle finde sted den 9.-10. april det år hos The Charles Gallery i New Orleans.

Så vidt han kunne bedømme ud fra de utydelige, sort-hvide billeder, var maleriet i meget ringe forfatning med tydelige spor efter reparationer og overmalinger. Men der var alligevel bare et eller andet ved det, som fangede ham.

Den tredje tommelfinger

Maleriet var et såkaldt Salvator Mundi, og som Ben Lewis, kunsthistoriker og forfatter til The Last Leonardo, der opruller hele den utrolige historie, sidste år sagde til The Guardians Today in Focus-podcast, så er det et motiv, som alle kunsthandlere ved, at der findes mange af – men samtidig ved de alle også, at det måske er Leonardo da Vinci, der har malet originalen.

Dér foran computeren i 2005 tænkte Alexander Parish dog ikke, at det var et Leonardo-maleri, han sad og studerede. Derimod gættede han på, at det kunne være malet af en af hans assistenter, noget som stadig ville betyde en pris på flere hundrede tusind dollar.

Parish ringede derfor til sin kompagnon Robert Simon og spurgte, om han ville være med til at byde på det. Simon ejer et galleri på Upper East Side i New York og har en doktorgrad i kunsthistorie fra Columbia University med speciale i Renæssancen, og de to blev enige om, at de ville gå op til 10.000 dollar.

Parish lagde det indledende bud på 1.000 dollar over telefonen og ventede på, at det skulle stige. Men det skete ikke. Der var ingen andre bydere.

’Salvator Mundi’ som det så ud i kataloget til auktionen i New Orleans i 2005. Maleriet havde været udsat for adskillige overmalinger, og Oxford-professor i Kunsthistorie og Leonardo-ekspert Martin Kemp har beskrevet dets daværende, forvanskede, gengivelse af Kristus som »a drug-crazed hippie«.

Wikimedia Commons
»Meget af det, jeg gør,« sagde Parish til Vulture i 2019, »er kvalificeret hasardspil. Du får en god følelse om et kunstværk, og du satser på, at du ved mere om det, end auktionæren.«

Det skulle snart vise sig at være tilfældet her. Især var Alexander Parish og Robert Simon imponerede over Kristi højre hånd, velsignelseshånden, som var usædvanligt godt malet.

Imidlertid var maleriet så medtaget, at de besluttede at få det restaureret, inden de gik videre med et salg, og de endte med at tage det til den velrenommerede kunstrestaurator Dianne Dwyer Modestini.

Som Modestini fortæller i samme Vulture-artikel, der afdækker forløbet gennem interview med flere af hovedpersonerne, var hun dog umiddelbart ikke særlig imponeret over maleriet. Hun fandt desuden, at det var i virkelig dårlig stand, selv i forhold til sin alder. Rammen var så ormstukken, at maleriet under den senere reparation af træpanelerne simpelthen faldt fra hinanden i syv dele, og en tidligere overmaling havde givet Kristus, hvad Simon beskrev som et »underligt klovneansigt«.

Da Dianne Dwyer Modestini kort efter foretog en indledende rensning, som fjernede det værste af overmalingerne, dukkede der imidlertid noget interessant op: Bag Kristi højre hånds tommelfinger kunne man ane skyggen af endnu en tommelfinger, blot mere strakt end den synlige.

Det var, hvad der med en italiensk fagterm kaldes pentimento, ’omvendelse’, altså at maleren havde skiftet mening og besluttet at male anderledes. Og det betød pludselig, at der kunne være tale om en ægte Leonardo ­– for hvorfor skulle en kopist ændre mening?

500 års historie

Mens Modestini gik i gang med den langsommelige restaurationsproces, rejste Robert Simon til England for at undersøge maleriets historie. For hvis det skulle accepteres som et værk af en af Leonardos assistenter eller endda af Leonardo selv – og indhente en tilsvarende salgspris – krævede det historiske beviser.

Og dem fandt Simon.

Tilmed fandt han til sin egen overraskelse noget, der pegede i retning af, at det ikke bare var en assistent, men Leonardo selv, der havde malet det.

Simon fandt frem til, at maleriet formentlig var bestilt af Louis XII og senere erhvervet af Englands Charles I.

Charles måtte dog – om man så må sige – afgive det til stenhuggeren John Stone i 1649, da den engelske konge her blev halshugget som enden på den engelske borgerkrig. Maleriet blev returneret til Charles II nogle år senere ved genindførelsen af monarkiet, men forsvandt så fra jordens overflade i et par hundrede år.

I år 1900 fik en kunstsamler ved navn sir Charles Robinson så pludselig fingrene i det, og i 1958 blev det solgt af Sotheby’s for omtrent en plovmand og ikke set igen, før det dukkede op i New Orleans.

Men på sin opdagelsesrejse til England fik Simon som sagt også den helt store fangst i nettet. Det skete på Windsor Castle i Berkshire, da han undersøgte nogle af Leonardos forstudier til Salvator Mundi, for her fik han øje på noget: Folderne i og broderierne på kåben matchede fuldstændigt dem på deres maleri.

Simon havde oprindeligt tvivlet på, at det skulle være en Leonardo, men, fortalte han til Vulture: »Beviserne på, at det var, begyndte at hobe sig op.«

Da han var tilbage i USA, og restorationen var færdig, tog han og Parish derfor kontakt til flere eksperter, og da de bekræftede Leonardo som ophavsmanden, begyndte de to at tro på deres usandsynlige held.

Det helt store gennembrud kom dog, da de kort efter blev kontaktet af Londons National Gallery, som ønskede at låne maleriet for at kunne afsløre det på sin store Leonardo-udstilling tre år senere. I maj 2008 inviterede museet derfor fem Leonardo-eksperter til at se det.

I The Last Leonardo, der er fra 2019 – 500-året for Leonardos død – skriver kunsthistorikeren Ben Lewis, at konsensus blandt de fem i virkeligheden ikke rakte til mere end enighed om, at Leonardo i hvert fald havde malet noget af billedet. Men på trods af det valgte museet at medtage det som en »ægte Leonardo«.

Udstillingen blev en kæmpe succes og indebar en væsentlig blåstempling af ægtheden. Alligevel havde de to ejere svært ved at sælge det. Deres oprindelige plan havde angiveligt været at sælge det til et offentligt museum, men nu begyndte de at se sig om efter en privat køber.

Og det viste sig, at de ikke skulle lede særligt længe eller særlig langt væk.

Bouvier-affæren

Blot et par kilometer fra Simons galleri, hvor maleriet blev opbevaret, residerede den russiske oligark og multimilliardær Dmitry Rybolovlev i en lejlighed til 88 millioner dollar med udsigt over Central Park.

Til Rybolovlevs synderegister hører blandt andet fængsling og siden frikendelse for mordet på en ærkerival, en optræden i de såkaldte Panama Papers som skolebogseksemplet på, hvor langt man kan gå for at skjule sine penge for tidligere ægtefæller under en skilsmisse og ikke mindst købet af Donald Trumps Palm Beach-ejendom for 95 millioner dollar i 2008. En investering, som bragte ham i søgelyset hos Robert Muellers Russiagate-undersøgelser, der så nærmere på tidligere topfolk i Trump-kampagnen og deres aktiviteter i og omkring Rusland.

Dmitry Rybolovlev havde imidlertid også smag for kunst og havde allerede blandt andet fire Picasso’er og en Modigliani-skulptur til knap en halv milliard i samlingen.

I begyndelsen af 2013 begyndte han at undersøge mulighederne for at købe Salvator Mundi og satte den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier, som havde hjulpet ham med tidligere køb, på sagen.

Bouvier fik forhandlet Parish og Simon ned fra 120 til 80 millioner dollar, men uden sin klients vidende. Rybolovlev fik derimod lov til at betale 127,5 millioner dollar.

Russeren skulle dog snart opdage, at Bouvier havde snydt ham med Salvator Mundi. Og ikke nok med det: Det samme gjorde sig gældende med 37 andre kunstværker. I det, der siden blev kendt som Bouvier-affæren, lagde Rybolovlev derfor i flere lande sag an mod schweizeren for at have bedraget ham for samlet en milliard dollar.

Bouvier blev forrige år frikendt i ét af landene, bystaten Monaco, hvor den højeste domstol kasserede sagsanlægget med henvisning til, at undersøgelsen af anklagerne ikke var foregået korrekt.

Det dækkede ifølge Artnet over, at Rybolovlev havde bestukket alt og alle i det juridiske system, inklusive fyrstedømmets justitsminister, der måtte gå af i 2017, da det kom frem, at han havde taget imod helikopterture, en skiferie og deslige fra den russiske milliardær.

Men altså: Alt dette leder frem til, at Rybolovlev ikke længere syntes, det var så fedt at kigge på et maleri, som mindede ham om, at han var blevet snydt for 50 millioner dollar, og derfor satte han det til salg. Det skete den 15. november 2017 på Christie’s i New York – og det stak helt af.

»Ååååååhhh«

Inden auktionsdagen havde Salvator Mundi rejst verden rundt på en stort anlagt PR-tur for at bejle til mulige købere i byer som Hongkong, San Francisco, London og New York. Christie’s gjorde også en dyd ud af at omtale maleriet som ’Den mandlige Mona Lisa’ med reference til Leonardos mesterværk og verdens mest berømte maleri.

Og på trods af at maleriet har et halvt årtusind på bagen, valgte auktionshuset desuden at sætte det til salg i en auktion med nutidskunst med den noget søgte begrundelse, at det »vidnede om billedets fortsatte relevans«.

Kunstmarkedskommentatoren Susan Moore skrev dagen efter salget i Apollo Magazine, at grunden snarere skulle findes i det faktum, at købere af nutidskunst i reglen var indstillet på at gribe dybere i lommerne. Under overskriften »The sale of ’the last Leonardo’ is a triumph for the dark art of marketing« peger hun også på den reklamevideo, som Christie’s fik lavet op til auktionen, og som med tyktflydende strygerpatos viser publikums – heriblandt Leonardo DiCaprios – reaktioner på maleriet.

På auktionsdagen havde mere end 1.000 mennesker således mast sig sammen i auktionshuset i New York, og der gik ikke længe, efter Parti 9b var kommet på tavlen, før alle i rummet vidste, at noget stort var ved at ske.

»Der var noget sexet ved det,« fortæller kunsthistoriker Ben Lewis i The Guardian-podcasten.

»Men også noget perverteret.«

videoen fra auktionen, som er set over to millioner gange online, hører man et udbrud af forbløffelse gå gennem rummet, da den ene byder hæver direkte fra 332 til 350 millioner dollar.

»Der var kun to bydere tilbage da,« fortæller Lewis.

»Den ene var, om man så må sige, normal. Men den anden, han var helt vild (…) Hvorfor overbetale med 18 millioner dollar? Og så det afsluttende bud …« siger Lewis med vantro i stemmen.

Byderen, den vilde af dem, hævede her med 30 millioner dollar til et godt rundt tal på 400 millioner og til et enstemmigt »Ååååååhhh« fra salen.

Og det var nok – med husets gebyrer endte prisen på 450,3 millioner dollars, eller rundt regnet 2,9 milliarder kroner.

Guds åsyn

Inden længe kom det frem, at den anonyme køber sandsynligvis var Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, og at han angiveligt havde købt det for at skænke det til Louvre Abu Dhabi.

Samtidig betød den massive opmærksomhed, som følger med tre milliarder kroner, at spekulationerne om ægtheden for alvor tog fart, og en højtprofileret aflysning skulle snart bære ved til bålet: Louvre i Paris ønskede således at låne Salvator Mundi fra dets Abu Dhabi-filial for at inkludere maleriet på museets store Leonardo-udstilling i efteråret 2019, men ganske kort inden åbningen – ifølge et foto sendt til The Art Newspaper var krogene, maleriet skulle hænge i, allerede sat i væggen – blev det uden forklaring taget af programmet.

Flere mente netop, at det skyldtes tvivl om ophavsmanden, og at denne ikke var Leonardo, men derimod – ligesom Simon og Parish oprindeligt gættede på – en af hans assistenter.

Fellow ved Oxfords historiefakultet Matthew Landrus har i sin bog Leonardo da Vinci: 500 Years On ifølge en artikel i The Guardian konkluderet, at der er tale om assistenten Bernardino Luini med kun lidt hjælp fra Leonardo selv. Mens Carmen Bambach, kurator ved Metropolitan Museum of Art og en af de oprindelige fem, der fik forevist maleriet inden udstillingen på National Gallery, i sit firebindsværk Leonardo da Vinci Rediscovered tilskriver det en anden assistent, Giovanni Antonio Boltraffio (som det kunne læses i Matthias Wivels anmeldelse af bogen her i avisen).

Et af kritikernes væsentligste punkter er, at Leonardo aldrig ville have malet Kristus i den frontale positur, som ses i Salvator Mundi. Han foretrak derimod den mere dynamiske tre fjerdedele, som blandt andet er anvendt i Mona Lisa.

Men alt dette er så igen blevet afvist blandt andre af Martin Kemp, Oxford-professor i kunsthistorie og endnu en af de oprindelige fem. I et interview med Artnet om sin bog Leonardo by Leonardo fra 2019 siger han for eksempel, at Kristi frontale blik og positur simpelthen er en forudsætning for at male et Salvator Mundi-motiv: Det er Guds åsyn, der er tale om, og det skal fremstå direkte og allestedsnærværende.

Og desuden, tilføjer han, er kritikken drevet af to ting: »Folk, der vil sælge deres bøger« samt det uimodståelige i, at en så saftig historie giver mulighed for, at de skribenter, »der normalt er henvist til kunstsidernes ghetto, pludselig ryger på forsiden«.

Men i slutningen af sidste år kom så det allernyeste i affæren. Den italienske kunsthistoriker og Leonardo-ekspert fra UNESCO’s center i Firenze Annalisa Di Maria stod her frem i den italienske avis La Stampa med en påstand om, at hun havde opdaget en 500 år gammel Leonardo-skitse til et Salvator Mundi-maleri, som adskiller sig radikalt fra det, der dukkede op i New Orleans i 2005.

Ifølge Di Maria afbilder skitsen Kristus i Leonardos foretrukne tre fjerdedele-positur, ligesom hans skæg og øjne nøje matcher Leonardos stil. Tests viser desuden, at papiret stammer fra det 16. århundrede, hvilket selvsagt er et krav, hvis den skal stamme fra Leonardos hånd.

Til søs

Som med så meget andet må verden dog vente på, at coronanedlukningen er ovre, før den kan se de angiveligt endelige beviser i mysteriet om Salvator Mundi. Først da vil Di Maria nemlig præsentere sin 80-sidersrapport om opdagelsen, og indtil videre er det altså stadig et godt spørgsmål, hvem der har malet verdens dyreste maleri.

Ligeledes er det endnu uvist, hvor i verden maleriet befinder sig. I første omgang blev der gættet på, at den saudiske kronprins opbevarede det i sikkerhed (og skattely) i Geneve i Schweitz. Men senere kom kunsthandleren Kenny Schachter i Artnet med en lidt mere kulørt påstand om, at bin Salman har det på sin såkaldte superyacht Serene (købt for 500 millioner dollar af en russisk milliardær – dog ikke Dmitry Rybolovlev). En påstand som The Last Leonardo-forfatter Ben Lewis i dag anser som »ganske sandsynlig«.

Hvornår offentligheden igen får mulighed for at opleve værket igen, er under alle omstændigheder uvist, og Lewis er ikke optimistisk:

»Hvis jeg skal gætte,« sagde han til The Guardian.

»Så tror jeg ikke, vi kommer til at se Salvator Mundi igen de næste 50 år.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Hvor god havde historien været hvis billedet havde hængt i Sorø, evt. i nærheden af en ikon med samme motiv? Tja, jeg er jo bare en Ane fra Kæret...

Claus Nielsen, Christian Mondrup og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Den saudiske kronprins er nok bedøvende ligeglad - sålænge statussymbolet gør indtryk på de andre fyrster i regionen.

/O

Bent Nørgaard, Claus Nielsen, Christian Mondrup og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jeg sælger midt aflagte tøj for 2.900.000.000 kr., hvis nogen skulle være interesseret. Det fungere nogenlunde endnu - Virkeligheds fjernt og ligegyldigt. Samt et sikkert tegn på, at de rigeste har alt for meget.