Når Carsten Thau talte, var det, som om han spændte en hvælving ud over hvert eneste ord

Trist, trist og desværre rigtigt, Carsten Thau er død, 73 år gammel, 73 år ung, 73 år på kryds og tværs af tiderne.

Det er en meget speciel stemme, der nu tier. Når han talte, var det, som om han spændte en hvælving ud over hvert eneste ord. Men ikke alene havde han en særpræget stemme, han var en helt særlig stemme i dansk kultur. Han kunne som ingen andre løfte det, han talte om, få det til at svæve. Hvad enten det var arkitektur, kunst, design, film, bykultur, verdenssituationen eller den café, hvor man lige sad og snakkede med ham, kunne han lyse emnerne op, få dem til at gnistre.

Undertiden kunne man opleve, at Carsten Thau simpelthen blev sin stemme. Jeg husker tilbage i midt-80’erne, at jeg mødte ham på Vestjyllands Højskole, hvor vi begge var inviteret til at tale ved et sommerkursus. Jeg havde godt registreret, at talerstolen ikke var ganske sikker, men fik ikke advaret ham. Han gik op på talerstolen, og alt imens han lod sig rive med af sin talestrøm om futurismen og tidernes yderste forbjerg, begyndte talerstolen at vakle faretruende under ham. Men på det tidspunkt var Carsten Thau ikke længere i Vestjylland 1985, men tilbage omkring 1910 mellem støjmaskiner, væddeløbskørere, grand-hoteller, ottebenede skødehunde, skibsværfter, ord-i-frihed – så han kunne naturligvis ikke kere sig om et snævert her-og-nu. Så prøvede her’et og nu’et at indhente ham. Bums, lå han nede på gulvet med talerstolen over sig. Men Carsten Thau talte videre. Der var lige en hvælving af ord, der skulle bygges færdig, inden han kom op igen.

Ting og tider i perspektiv

Carsten Thau var fuldstændig hjemme i impressionismen, futurismen, ekspressionismen, funktionalismen, og han var helt fortrolig med hverdagskultur og håndværkstraditioner, og han var blandt de første, der herhjemme satte ord på postmodernismen. »Fra Bauhaus til Las Vegas«, som han formulerede det i en af sine artikler – der i virkeligheden var et improviseret foredrag leveret i trykklare sætninger. Men som uddannet idéhistoriker var han hjemme i meget, meget mere. Det er vist aldrig blevet publiceret, men noget af det første, han skrev, var et boglangt signalement af Antikkens bykultur. Og bevæger man sig videre op gennem ideernes, kunstens og kulturens historie, kan man altid finde tekster af Carsten, som sætter tingene og tiderne i perspektiv.

Jeg husker, at første gang jeg engang i 1970’erne hørte om Carsten Thau, var, da han ringede, vistnok fra Triest, for at melde afbud til et netop indledt møde i Aarhus. Ja ja, sagde en af mødedeltagerne, han er lystprincippet personificeret. Så var han undskyldt. Og det var han. Det var jo det princip, der gjorde, at det altid var en fornøjelse at omgås ham, altså når han var der.

Lysten bragte ham vidt omkring. Det tyvende århundredes måske vigtigste idéhistoriske smeltedigel var den såkaldte Frankfurter-skole, og det var her, Carsten Thau søgte hen, da han som student ville udvide den horisont, som Aarhus kunne tilbyde. Adorno og Habermas var blandt hans lærere, men det var nok Walter Benjamin, der gjorde stærkest indtryk på ham, både i tankestil og tankeindhold. Benjamin skrev engang, at ægte litteraturkritikere går lige så kærligt til værket som en kannibal til et spædbarn, og kulturkritikeren Thau satte sig gerne til rette med største kannibalske appetit foran alle typer kulturelle udtryk: brasilianske film, automatmennesker, Pantheon, Ingvar Cronhammer, Hotel Pro Forma ...

Hovedværket i Carsten Thaus forfatterskab er megabogen om Arne Jacobsen skrevet sammen med Kjeld Vindum og udgivet på flere sprog. Den er en opvisning i historisk viden og analytisk skarpsyn. Til denne bog føjer sig Arkitekturen som tidsmaskine, hvor han med et fyrværkeri af artikler får spredt lys over så forskellige emner som hjemmet, gadernes vibrationer, Piranesis labyrinter, arkitekten Mies van der Rohe, samleren som type. Han talte undertiden om lærd ufattelighed, men han var en mester til at erobre nyt land for lærdommen ude i udkanterne af det fatbare.

De intellektuelle flyveture

Jeg var så heldig sidste år sammen med Carsten Thau og arkitekturprofessor Jens Kvorning at skrive den sekshændige bog København på lattergas, og jeg er taknemmelig for at have været med på de sidste af de intellektuelle flyveture, som han med stor generøsitet inviterede sine tilhørere ud på. Til vores sidste møde måtte hans kone, Charlotte Engberg, hjælpe ham ned på vores mødecafé, fordi han havde været ude for et grimt fald. Men lige så snart han havde sat sig til rette, fik ordene vinger.

Når man talte med Carsten Thau, stillede man gerne ind på tilhører-mode for at få samlet så mange guldkorn som muligt. Men han var også god til at lytte til andre, læse andre. Han var en flittigt brugt censor på universitetet og en særdeles omhyggelig sådan. Jeg har tit brugt både en time og halvanden på at snakke om opgaver og specialer. Men, indrømmet, en snak der også lige kunne slå nogle sving omkring vores respektive døtre og anden hjemlighed, inden vi vendte tilbage til specialerne om musicals eller parcelhuse eller okkulte dimensioner i Benjamins forfatterskab.

Jeg ved ikke, hvor mange priser Carsten Thau fik samlet, ikke nok i hvert fald, men da han sidste år tildeltes Halldor Gunnløgssons hæderspris, skete det med velbegrundet henvisning til hans indlevelsesevne, præcision og hans evne til at berige sine tilhørere med sine udredninger af arkitektens mellemværende med billedkunst og film og arkitekturens indføjning i politiske, æstetiske og kulturelle sammenhænge.

For to år siden tildeltes han den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond. Livsvarigt blev i dette tilfælde ikke meget andet end et øjeblik. Men man kan sige, at en af Carsten Thaus gaver var at lade øjeblikket op, fylde det med en verden af betydning, og lykkeligvis lever han videre i sit forfatterskab og i den enorme inspiration, som han har givet til sine kolleger, til sine elever på arkitektskolerne og på universiteterne, til sine tilhørere på højskoler og andre institutioner og til de lyttere og seere, som sørgede for at tænde for de programmer, hvor han delte ud af sin viden. Ordene flyver stadig.

Martin Zerlang er professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet