Essay
Læsetid: 8 min.

Nekrolog: MF Doom krøllede rappen sammen og foldede den ud på nye måder

Den britisk-amerikanske og altid maskeklædte rapper MF Doom er død kun 49 år gammel. Dermed har vi mistet den måske største rapper uden for mainstream, der skabte overjordiske rim, om det så var på tegneseriesuperskurke eller islandske vulkaner
MF Doom optrådte gennem hele karrieren med maske på, også ved flere lejligheder i Danmark, i Store Vega og til Vanguard Festival. Et greb der frigjorde ham fra personkultdyrkelse og biografiske læsninger, i stedet kunne han frit skifte karakterer og fortællesynsvinkler.

MF Doom optrådte gennem hele karrieren med maske på, også ved flere lejligheder i Danmark, i Store Vega og til Vanguard Festival. Et greb der frigjorde ham fra personkultdyrkelse og biografiske læsninger, i stedet kunne han frit skifte karakterer og fortællesynsvinkler.

Michael Hornbogen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Kultur
8. januar 2021

En stor rapper er død, men ingen husker hans ansigt, for han bar en maske ved alle offentlige optrædener.

Hvad gør man? Man maler hans maske på et busskur i Leeds, England. Man tager selfies, hvor man bærer kopier af hans maske. Man spraymaler en hel togvogn i Amsterdam med manden i hans udklædning og ordene »Doom R.I.P.«. Ja, man photoshopper hans maske ind mellem hænderne på paven. Eller også tweeter man som rapperen Pharoahe Monch: »Someone just stabbed all my chakras.«

Det var en af de helt store, men knap så kendte rappere, der den 31. december blev meldt død af sin hustru Jasmine Dumile.

Britisk-amerikanske Daniel Dumile alias MF Doom døde den 31. oktober. Dødsårsagen er ukendt – og ligeledes hvorfor det først nu er blevet offentliggjort, at han har forladt det jordiske liv.

Vist er det, at MF Doom – med andre aliasser som King Geedorah og Viktor Vaughn – var en overjordisk rapper (og producer), måske den største uden for mainstream. Men alligevel med stikoperationer ind i popkulturen og randområderne.

Han nåede at arbejde sammen med Gorillaz, Thom Yorke og Johnny Greenwood fra Radiohead, store producere som Madlib, Flying Lotus og Danger Mouse, rappere som Ghostface Killah og Raekwon fra Wu-Tang Clan samt Kool Keith.

Ordmatch med vulkan

MF Doom krøllede skoleeksemplerne fra rappens læremestre sammen, slugte dem råt og spyttede dem ud som frit associative, opfindsomt refererende, mørkt humoristiske, tit absurd anlagte tekster.

»A rhyming cannibal who’s dressed to kill
It’s cynical
Whether it’s animal, vegetable or mineral
It’s a miracle how he get so lyrical
And proceed to move the crowd like a old negro spiritual.«

Så sandt.

Det skete i et vildt synkoperet ridt, hvor han altid skruede stavelserne uden om taktslagene, så man let kunne forstuve ørerne under intens lytning. Men Doom selv kom aldrig til skade, nej, han gled med bløde artikulationer hen over produktionerne, som læste han op af Ole Bole.

Men det gjorde han ikke, han tog en hel generation i sin helt egen rapskole. Om det så var danske Khal Allan eller en ny generations amerikanske stjerner som Joey Bada$$, Earl Sweatshirt, Denzel Curry eller Tyler, The Creator.

Hans enderim var af en anden verden og strakte sig nogle gange ud i det absurde – undervejs endda med indbyggede helseråd:

»I suggest you change your diet
It can lead to high blood pressure if you fry it
Or even a stroke, heart attack, heart disease
It ain’t no starting back once arteries start to squeeze.«

Men det kunne også være et vildt seks stavelser langt match, som da han på »Guv’nor« rimede på en islandsk vulkan: »Catch a throatful from the fire vocaled / With ash and molten glass like Eyjafjallajökull« – vel at mærke med ö’et udtalt som et amerikansk o.

Shakespeare og Milosevic

Ord var til for at blive bøjet i en højere sags tjeneste i Dooms verden.

Selv sammenlignede han sit ordarbejde med en kompleks vits, der kan forstås på flere måder, men også med Scrabble. Hvor mange stavelser kan man få proppet ind? Det var en leg med lyde og med referencer. B-film, sci-fi, tegnefilm og tegneserier, Shakespeare, Slobodan Milosevic, Bibelen. Men altid med en gloende næve omkring emnet. Bare hør hans andet MF Doom-album Mm..Food, der kun handler om mad.

Daniel Dumile blev født i London den 9. januar 1971, men snart flyttede familien til Long Island, New York, hvor han voksede op.

Hans indspilningsdebut var et rappet vers på bysbørnene 3rd Bases »The Gas Face«. Samtidig med dette var han under navnet Zev Love X begyndt i raptrioen KMD, som også talte hans bror Dingilizwe Dumile alias DJ Subroc. De startede som en graffitigruppe og nåede at udgive to albummer.

Det første Mr. Hood fra 1991 lagde sig i den spraglede og lystige strøm fra den verserende Native Tongues-bevægelse. Men det andet Black Bastards blev i 1993 afvist af pladeselskabet Elektra Records, angiveligt grundet coveret med en sort karikeret dreng, der bliver hængt. Det udkom først i 2001 i en ufærdig udgave, der bevidnede en mere rå udvikling for gruppen.

Tilbage i 1993 blev KMD abrupt opløst, da Daniel Dumiles bror døde. Og dermed gik hans karriere også i stå.

Intet entydigt

I nogle år var han med egne ord noget nær hjemløs, på røven – og fik endda en søn og så en datter. Han måtte kæmpe sig tilbage til livet. Først i 1997 vendte han tilbage til musikken under navnet Metal Face Doom – Doom som i Dumile – med singlen »Dead Bent«. Det skete ansigtsløst, først med en nylonstrømpe over hovedet til hans tidligste optrædener på Nuyorican Poets’ Cafe på Lower East Side, Manhattan.

Siden kunne man på coveret til hans debutalbum Operation: Doomsday fra 1999 se en tegnet MF Doom med kutte og stålmaske stjålet fra Marvel-superskurken Doctor Doom. Albummet, som han også selv producerede, handlede om superskurkens storhed og fald – fortalt gennem rap, frækt snittede ’soul med mere’-samplinger samt hans vedholdende varemærke: collager af dialoger fra videofilm, der drev historien fremad.

Kort efter fik MF Doom sig en virkelig maske inspireret af dén, som Russell Crowe bærer i en kampscene i Ridley Scotts Gladiator fra 2000.

Således optrådte MF Doom gennem hele karrieren med maske på, også ved flere lejligheder i Danmark, i Store Vega og til Vanguard Festival. Et greb, der frigjorde ham fra personkultdyrkelse og biografiske læsninger, i stedet kunne han frit skifte karakterer og fortællesynsvinkler.

»Det får jeg især fra romaner eller film, hvor der er flere personer, der bærer fortællingen,« sagde han i 2011 til The Guardian.

Der var en afrofuturisme på spil, men også en impressionistisk realisme. Ja, selv i hans skøre sci-fi-fortællinger kunne hans hovedpersoner besøge de mest racistisk undertrykkende dele af USA.

Som da hans alias Viktor Vaughn på »Lactose and Lecithin« rejser i tiden og for at købe billig kokain og kommer i karambolage med racistiske politibetjente i Queens, New York. Han slipper væk med sit bytte, men finder ud af, at han bare har fået laktose og pulveriserede aspiriner i stedet for narko med tilbage til fremtiden.

Hans liv var for kedeligt til at rappe om, sagde han, men han rappede om sin brors alt for tidlige død allerede på sit debutalbum. Der var ikke noget, der var entydigt i MF Dooms verden. Dommedag var i hans verden den kullede og komplicerede sandheds time.

Mikrofonens Maradona

00’erne var hans storhedstid. Først med hans andet album, Take Me To Your Leader, i 2003 – nu under aliasset King Geedorah opkaldt efter den armløse trehovede drage, der leverede titlen til den japanske monsterfilm King Ghidorah fra 1964. I et vildt løst sammenskruet narrativ vil et Godzilla-lignende rumvæsen underlægge sig jorden, men ser også med vrede på menneskenes hykleri, vold og racisme. Sci-fi og socialrealisme.

Under navnet Metal Fingered Villain producerede Doom også sammen med gæster herligheden, der musikalsk er en samplerdelisk rejse gennem amerikansk populærkultur. Jazz, funk, soul og B-film-lydspor.

Samme år udgav han under aliasset Viktor Vaughn Vaudeville Villain, som efterfulgtes af Venomous Villain året efter.

I det hele taget var 2004 en ædel Doom-årgang. Samme år leverede han sit andet MF Doom-album Mm..Food samt det ubetingede hovedværk Madvillainy – i samarbejde med produceren Madlib under duonavnet Madvillain.

Duoen begyndte arbejdet allerede i 2002, hvor de begyndte at grave sig gennem beats og samples, mens de inhalerede grøn røg, thaimad, øl og psykedeliske svampe. Givetvis hjælpsomt i de vildt associerende raps, som når et ubesværet genialt – og pissemorsomt – niveau her:

»The rocket scientist, with the pocket wine list
Some even say he might need some pus-sychiatrist.«

Og hans rytmik, der opfandt nye synkoperinger inde i synkoperingerne, åbnede nye lommer af muligheder, som ingen andre kunne se. Mikrofonens Maradona. Eller som han selv beskriver sin stil på albummet:

»Couldn’t find a pen, had to think of a new trick
This one he wrote in cold blood with a toothpick.«

Standins til koncerter

Madvillainy forfinede MF Dooms idé om superskurken – the super villain – som den galt geniale grænseoverskrider, der bryder kedsomheden og de konventionelle lænker af associationer. Ind og ud af lydmixene og mundrapsene voksede en støvet og ridset soul-marskandiserforretning rig på eksotiske og uventede samplinger bygget af tegnefilm, space-jazz, syrerock, hawaii-guitar, trækharmonika og sågar også den minimalistiske komponist Steve Reich.

Hans sidste album under navnet MF Doom Born Like This udkom i 2009 og var inspireret af Charles Bukowski. Og det var i samme periode, at det blev opdaget, at han nogle gange sendte en stand-in til sine koncerter.

I 2011 sagde han til The Guardian: »Hvem der måtte spille rollen, spiller rollen.«

»Alt, hvad vi foretager os, er i skurkestilen,« sagde han – i første person flertal – til musikmagasinet Rolling Stone i 2009 om stand-in-balladen. Og så betonede han sin idé om at fjerne sin person fra den musikalske ligning.

»Når du kommer til et Doom-show, så kom med en forventning om at høre musik, kom ikke med en forventning om at se.«

Selvordineret gravsten

Men ingen undslipper sin biografi.

I december 2017 døde Daniel Dumiles søn Malachi Ezekiel 14 år gammel.

»Sikker rejse, og må dine forfædre hilse dig med åbne arme,« skrev han på Instagram.

Meddelelsen om hans egen død skete via hustruen Jasmine Dumile, der på MF Dooms instagramprofil skrev: »Den bedste ægtemand, far, lærer, studerende, forretningspartner, elsker og ven, jeg nogen sinde kunne ønske mig,« skrev hun. »Tak for at vise mig, hvordan man undgår at være bange for at elske og at være den bedste person, jeg nogensinde kunne være.«

Selv havde MF Doom et sidste ønske allerede i 2004 på mesterligheden »Great Day« fra Madvillainy:

»I wish I had two more wishes
And I wish they fixed the door to the matrix, there’s mad glitches
Spit so many verses sometimes my jaw twitches.«

Nu har hans kæber, hans mundtøj fået fred. Hvem ved, måske hviler hans jordiske rester under en gravsten med ordene, som han allerede ordinerede på sit debutalbum:

»On Doomsday, ever since the womb
’Til I’m back where my brother went
That’s what my tomb will say.«

Nu er han blevet genforenet med sin bror. Desværre alt, alt, alt for tidligt.

Kilder: The Guardian, Grunge, Genius, Pitchfork, Medium, New York Times, Spin, NME.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Direkte kopieret fra The Guardian. Er der ingen grænser for hvilke obskure personligheder fra anglosfæren der skrives nekrologer over i disse tider? Der må være nogen tættere på det danske kulturliv der er værd at skrive om.