Forleden, da jeg så småt var kommet mig over billederne fra de dystre tumulter i den amerikanske kongres, kom jeg til at tænke på, hvornår jeg egentlig har oplevet en stor positiv politisk henrykkelse, en ren, uforlignelig glæde over en skelsættende begivenhed, hvor verden forandres gennemgribende, hvor nat bliver til dag, ulykke til håb, og smilet næsten ikke kan være i ansigtet eller tårerne blive i øjnene. Altså det modsatte af det anslag af hærgende ’domestic terror’, der førte til enden på den trumpske komedie i Amerika – eller rettere tragedie. Og også det modsatte af en i princippet glædelig præsidentindsættelse, men afholdt under så deprimerende omstændigheder.
I mit baghoved dukkede glade glimt fra de hviderussiske gader op. Her i efteråret demonstrerede hver søndag op til 200.000 fredelige borgere i Minsk, som troede/håbede på, at timen var nær, hvor de slap for deres fastgroede diktator, Alexander Lukasjenko (kaldet ’Monsteret’), og hans evige valgsvindlerier.
De var ubevæbnede i modsætning til besætterne i Capitol Hill – og lykkelige i deres tro. Også vi, der fulgte med, drømte om, at hviderusserne var på nippet til at befri sig selv for et korrupt system – det sidste enmandsvælde i stalinistisk stil i Europa – der havde plaget borgerne i årtier. Men nej.
De protesterende blev banket på plads. Gang på gang. Uden nåde. Og det kunne ses i al sin hensynsløshed på alverdens tv-kanaler. Nu er gaderne stille.
Jeg ved ikke, hvorfor et lille videoklip på 50 sekunder, der kan ses på nettet, har gjort så stort et indtryk. Det er taget i hemmelighed på den centrale politistation, hvortil salatfad efter salatfad med forslåede arresterede bliver bragt. Indenfor står en ’spidsrod’ parat, og så må demonstranterne løbe igennem køller og stokke, der hagler ned over dem. Sådan bliver de præpareret til de forestående, summariske forhør. Det er en vold, som intet formål har – i modsætning til den, folk på gaden ind til for ikke så længe siden blev udsat for, når de indfangedes og blev smidt i transportvogne! Den er ren sadisme.
Men det var »det lykkelige politiske vendepunkt«, vi kom fra. Befrielse! Hvornår? Lad mig se.
Vi skreg ligesom alle andre
For mig er der i grunden kun én til marven gående befrielse. Fordi det er min. Den 4. maj 1945 om aftenen. Rådhuspladsen, Strøget – og folk, der gik amok. Jeg var der, mine kammerater var der, for fanden da! Har du set dem, der er klatret op på taget af sporvognen? Er du mør, mand. Må jeg være med! Vi skreg ligesom alle andre. Jeg kan ikke komme i tanker om knuste ruder nogen steder den aften, kun flag, latter og vilde ansigter.
Næste dag, den 5. maj, var allerede anderledes – frihedskæmperne prøvede at kontrollere byen og havde indledt noget, der kaldte sig retsopgøret, og som mine forældre hørte om i radioen, men som jeg ikke rigtig forstod, hvad var, ud over at nogle havde gjort noget forkert under krigen. Retsopgøret foregik i baggårde, hvor jagten gik ind på forrædere, som, hvis de ikke blev skudt, blev afleveret ved Domhuset nede på Nytorv, inklusive tyskerpiger, som også var landsforrædere. Nu var stemningen blevet en anden, glæden stadig stor, men lettere progromagtig – med et ord, jeg ikke kendte dengang. Vreden var vendt tilbage med et strejf af skadefryd.
Det var den rene vare. Det ligger i en skuffe med ’Historisk lykke’ et sted i det gamle chatol, vi kalder erindringen.
Og siden hen? Der er en hel række nedslag af forgæves befrielsesforsøg: arbejderne i DDR i 1953, den store katastrofe i Budapest tre år senere. Pragerforåret i Tjekkoslovakiet 1968, da folk var blevet trætte af den klamme hånd, Sovjet havde liggende over landet. Det blev kvalt med en broderlig gestus af Moskva, desværre. Pariseroprøret i maj samme år lykkedes heller ikke (gudskelov).
Vi skal helt frem til det store dominoagtige systemskifte i hele Østeuropa i 1989. Det var overvejende fløjlsrevolutioner, der fandt sted i Warszawapagtens forskellige lande. Og der var den igen: lykken. Jeg så det desværre ikke i Prag – min indrejsetilladelse var inddraget. Så jeg hørte det heller ikke: den himmelske ringlen af hævede nøgleknipper, da Havel og Dubcek trådte ud på hotelbalkonen på det tætpakkede torv Vaclavske Namesti, og folk kiggede tåreblændet op på de to ’sejrherrer’ og jublede en ny tid ind.
Den foregående dag og aften havde politiet i Prag troet at kunne klare ærterne med en hidtil uset brutalitet, men volden blev afblæst (i modsætning til i Minsk i efteråret, hvor den blev ved og ved). Omsider var tjekkoslovakkernes folkelige modstand massiv og dristig nok, og historiens ur faldet i slag. Havel, der havde haft maks. 2000 erklærede forbundsfæller, fik millioner på en nat. Kald dem ikke opportunister! Det var de duknakkede, der rettede ryggen.
Men i DDR! Hvem kan glemme mylderet og ansigterne og omfavnelserne? Trabanten fik en kærlig, forgrint rokketur af vestberlinerne på vej gennem den før så massive mur, der nu var som spindelvæv. Det var en almindelig, søvnig novemberaften, den pludselig faldt, nærmest i et anfald af distraktion fra de østtyske myndigheders side. Den novemberaften mellem cirka klokken 19 og 23 fik sin helt særlige karakter på grund af de mildest talt befippede soldater, der ikke var blevet orienteret og ikke turde gøre det rigtige, fordi det kunne være det forkerte, mens de løsslupne DDR-borgere ikke vidste, hvad ben de skulle stå på, hulkende af lutter glæde, der slet ikke kunne holdes tilbage. De måbende grænsevagter fik et møgfald af en gammel kone: Tag jer dog for pokker sammen, ellers kommer vi ingen vegne! Så fik de løftet grænsebommen. Den østtyske tålmodighed var forbi.
Gaden havde vundet – de ugentlige protestmarcher i Dresden, strømmen af østtyske ambassadebesættere i Prag, det taktfaste råb på Gorbi hjemme i de berlinske pladser! Støttet af ungarsk statsmandskunst, ikke at forglemme. Timen var inde. De næste dage blev Stasis arkiver hærget, ikke så sært – men nu uden champagne, raketter und Gesang. Og ude i den anonyme provins skælvede manden og konen, der troligt og nærmest hele livet havde tjent systemet (der var jo ikke andet …): Hvilken fremtid var nu i vente …!?
Sandhedens øjeblik
Bukarest. En tredje eller fjerde udgave af Østeuropas befrielse. I 1989. Også det så vi: Rumænernes conducator Nicolae Ceausescu i pelshue på balkonen, som leverede de samme skræppende tirader som altid. Han går i stå, med et flakkende blik og en rådvildt hævet hånd, forgæves tyssende. Masserne, der plejer at lystre som kvæg, er blevet urolige; de er begyndt at råbe. Hvad sker der? Man kan næsten se sandhedens øjeblik ramme præsidentens rustne hjernevindinger, for det var det sidste, han havde ventet.
Jeg havde ikke ondt af, at de henrettede Ceausescu – hvad en del af mine venner havde, der sad i deres rettænkende øreklapstole og lod forstå, at hvis det er demokrati, rumænerne vil ha’, så er dette mildest talt en uhensigtsmæssig begyndelse. Jaja. Det er nemt at være rettænkende på Østerbro. Og hvad blev de befriede ikke sparet for af efter- og rænkespil?
De befriede rumænere var ikke jublende borgere, men et forskræmt folk, som bag gardinerne sneg sig til at følge de tanks, der var rullet frem i gaderne den følgende nat, og de bevæbnede mænd i porterne (Securitate), som afsikrede deres gamle karabiner.
Den rene og skære begejstring? Jeg mener, vi skal helt frem til valget af Barack Obama.
Med hvilken vantro og fryd glædede ikke både sorte og hvide vælgere sig ved udsigten til, at en helt ny horisont kunne åbne sig med alverdens muligheder for en større retfærdighed og (race) lighed i samfundet. Og så blev han så mærkelig ensom med al sin succes.
Kennedy havde unægtelig været noget nyt, men han var stadig på alle måder overklasse og modsat Obama en indfødt i det amerikanske system. Stilen var moderne, ja, han repræsenterede et frisind, de frisindede forstod – med et glimmer af Hollywood. Han var den ny tid, moderne og hilst velkommen af min generation med begejstring. Ham kunne vi forstå. Happy birthday, Mr. President …!
Derfor slog mordene på ham og ikke mindst hans bror os omkuld. Det skulle ikke lykkes: Så kunne verden altså alligevel ikke blive ny i fred og skride frem solidt og støt …
Det kunne den åbenbart heller ikke, da tæppet endegyldigt faldt for det lutherkingske-obamaske håb. Jeg tænker på de ni minutter i juli i sommer, da der hvilede et politiknæ på George Floyds’ hals, og den arresterede for sidste gang havde stønnet: »I can’t breathe …« Det var ikke en kriminel snigskytte, der fra sit skjul fik kål på en statsleder, men en ordenshåndhæver, der uforstyrret midt i en travl gade og med den ene hånd i lommen, henrettede en sort medborger. Gerningsstedet var Vestens største demokrati.
Det var kvalmende. Vi havde ikke troet, at den aflivning kunne ske, i dagslys for åbent tæppe, i 2020. Vi var naive. Mange i USA’s byer kom det ikke bag på. Obama havde kun været en tynd parentes i amerikansk historie, lovende, men altså en parentes. Og præsidenten, Donald Trump, var som sædvanlig ude af stand til eller rettere uden lyst til at sige et forløsende ord, tværtimod. Han havde sin egen private kage at mele i den som i så megen anden uro, der havde bredte sig i Amerikas splittede stater.
Vi har for ti år siden set et arabisk forår blive kulet ned. Kun en enkelt spire overlevede – i Tunesien. Men Tahrir-pladsen nåede dog lige akkurat at få Mubarak til at give op. Dér sluttede festen. Farvel! Gaderne er sig selv igen. Vi har for nylig set en drøm og berettiget krav om større selvbestemmelse rejse sig i Hong Kong og slutte ved et dekret fra Beijing – hvor magthaverne husker begivenhederne på Den Himmelske Freds plads tilbage i sommeren 1989.
Et nyt Hong Kong?
Hvad så med Europa? Lad mig tage landkortet frem igen. Der er et land i Europa – jeg har nævnt det i begyndelsen af denne artikel – det er så stort, at det har hele fem naboer: Polen, Litauen, Letland, Rusland, Ukraine. Hvad kan det være? De sarkastiske kalder det terra incognita, sportsfolk kalder det Belarus. Vi kender det mest som Hviderusland – hvis vi kender det.
Skal det blive et nyt Hong Kong? Det er en frygt, der ikke er blevet mindre i de sidste måneder, hvor oppositionen i store træk holder tænkepause og nøjes med sporadiske aktioner i parker for at holde gejsten oppe. En kvinde er blevet anholdt for at have syet en brudekjole i de forbudte farver: hvidrød-hvid …
Endnu først i november lyste begivenhederne i Hviderusland tv-skærmene op med de lange bølgende bannere på endeløse boulevarder. Hvad der også lyste op, var det maskerede uropolitis gnistrende skræmmegranater, når de ville sprede mængden for bedre at kunne kaste sig over de flygtende og banke dem sønder og sammen. I det klamme COVID-19-efterår kunne vi i nogle fantastiske uger se – og søndag for søndag følge – et politisk håb brede sig som ét stort smil på en hidtil apatisk og duknakket nations ansigt.
Ti millioner hviderussere rørte pludselig på sig, fik mod på og kræfter til at vriste sig ud af 26 års stilstand og spændetrøje og begyndte at tage fremtiden i sin egen hånd. Det hele brød ud, da de atter engang var blevet snydt, så det drev. Præsidentens gentagne valgfusk fik omsider bægeret til at flyde over, og svindlen var ikke en paranoid påstand og konspiratorisk hallucination. Det hviderussiske præsidentvalg den 9. august blev afviklet med hardcore svindel fra myndighedernes side, således som det også er bekræftet af EU. Og det skamløse bedrag blev startskuddet på den revolution, der i dag er gået i tænkeboks.
På nettet kan man i disse dage høre et par replikker fra en telefonsamtale mellem opstandens kendteste ledende skikkelse Svetlana Thikanovskaja, der er i eksil i Litauen, og hendes fængslede mand i Minsk. »I skal være hårdere,« siger han. Hun bider sig i læben og svarer: »Ja, men jeg tænker på alle de mennesker, det kan gå ud over.« Og hun lytter i rum tid. Han svarer ikke – hvad der også kunne forlænge hans fængselsstraf. Så siger hun: »Vi skal nok blive hårdere …«
Europa er i en form for opløsning. Det er vel et nærliggende ord at bruge, når Brexit er en realitet, og det ikke skorter på rusk i ankerkættingen hverken i Ungarn eller Polen. EU og unionens tilhængere har nok at se til i anledning af de østeuropæiske udskridninger i forhold til retsstat, domstoles uafhængighed og andre forfatningstruende konsekvenser af nationalismens dagsorden.
Nu er Hviderusland unægtelig ikke medlem af EU, men alligevel er det påfaldende, i hvilken grad de vestlige civilsamfund har kunnet leve med den skæbne, som den hviderussiske præsident har tiltænkt befolkningen.
Mindst seks uskyldigt demonstrerende borgere har foreløbig sat livet til under sikkerhedspolitiets udskejelser, og det er strafbart at mindes dem offentligt. Torturlignende mishandling forekommer regelmæssigt og er (alt for) rigeligt dokumenteret. Lukasjenko har lidt den tort at blive frataget den propaganadafjer i hatten at være vært for det forestående VM i Ishockey. Og hvem står for denne ydmygelse? Det gør såmænd erhvervslivet. Sponsorer som Skoda og Nivea har trukket sig. De mener, det er under deres værdighed at samarbejde med et regime af den kaliber.
Det er ikke en værdikamp, som de hviderussiske borgere fører imod det forstenede regime; det er mere elementært. Det er en kamp for det, der gør en værdikamp mulig på et fair grundlag, nemlig for de borger- og frihedsrettigheder, som europæere i øst og vest har nydt godt af siden Murens fald. Revolutionen har med andre ord hverken fri abort eller anerkendelse af diverse kønsidentiteter på programmet, endsige kamp mod fordums kolonialisme med bustedrukning. Hviderusserne har – first things first! – brug for de fundamentale politiske rettigheder: frie valg, ytrings- og forsamlingsfrihed. Genindførelse af den afskaffede parlamentarisme. Retsstat. Demokrati, kort sagt.
Da bevægelsen var på sit mest optimistiske – var den som anført af kvinder (navnlig tre) uden andre politiske ambitioner end at demokratisere deres land og så overlade det til andre, når grundlaget var tilvejebragt og sikret, at komme til roret. Nu er kvinderne enten i fængsel, eller de arbejder fra deres eksil i Litauen og Polen.
Vi har set deres ansigter, hvor det sikre håb om en fremtid i frihed var at læse. Vi har set unge kvinder omfavne de harniskklædte specialtropper, som diktatoren har udkommanderet til at beskytte institutionerne mod folket. Som kvinderne sagde: Det kunne jo være vores brødre eller sønner: Lad os ikke bekæmpe hinanden. Vi er jo alle hviderussere. Og vi har set mænd blive slået sønder og sammen med knipler og i dusinvis blive smidt i transportvogne.
Den oprørske fantasi
Forleden så jeg billeder af en politibetjent taget højt oppe fra. Han forsøgte med en isøkse at fjerne et udbredt banner, der var smeltet nogle centimeter ned i en sø i en park i Minsk. Billedet sagde mig to ting: 1. At den oprørske fantasi ingen grænser kender: at bruge en tilfrysende sø til provokation! 2. At oprørets symboler åbenbart er så vigtige for den siddende magt, at den kan afse mandskab til et komisk billede af en politisoldat, der hakker forgæves i en sø. Det taler for sig selv.
Der var øjeblikke i september og oktober, hvor Svetlana Tikhanovskaja, frontfiguren i den hviderussiske revolution, med rette kunne sige til Vestens mikrofoner: Vi er ikke oppositionen, vi er majoriteten. Hvordan kunne de tro andet, når dét var lykkedes for dem, som ikke var lykkedes for nogen i Belarus’ cirka trediveårige historie: at folk rejste sig i fuld højde imod statsmagten for at få demokratisk del i ansvaret for landet.
Men det er åbenbart meningen, at hviderusserne som de eneste europæere ikke skal smage friheden. Glæden, der bragte dem så lovende vidt, som tilfældet var i efteråret, skal tilsyneladende ikke vokse og folde sig ud. I al fald er udsigterne lange. Det eneste, der med garanti fortsat vil finde sted er, at de ved aflæsningen på politistationen bliver mødt af en opstillet spidsrod, der med Lukasjenkos køller og stave byder dem velkommen til ’rettens’ gang.
Velkommen til Europa 2021!
Hviderusserne har sympatisører – ikke venner. For kan det være rigtigt, at det ’kun’ er EU, der tager hviderussernes sag op? Selv om det med Putin på den anden side af det europæiske forhandlingsbord, er begrænset, hvad Bruxelles har muligheder for at foretage sig. Og kan det være rigtigt, at det ’kun’ er erhvervslivet, der spænder skøjterne af Lukasjenko og udstiller hans monstrøse voldsvælde for alverden?
Ja, det er rigtigt, men det er ikke kun officielle sanktioner og fordømmelser fra internationale institutioner – senest FN – samt erhvervslivets ranke ryg, den hviderussiske opposition har brug for. Det er også vestlige borgeres opmærksomhed, kontakt med frie europæere, med alt hvad dertil hører af muligheder for udveksling, udnyttelse af det net, fortidens ufrie østeuropæere end ikke kunne drømme om, råd, dåd, bistand, formidling, menneske til menneske-forståelse, på tværs af grænser og barrierer. Til at begynde med bare: dialog. Simpelthen.
Man ved aldrig, hvad der er brug for, før man har undersøgt det.
