Her er de otte nominerede værker til Montanas Litteraturpris 2020

Mens coronavinteren synes udvejsløs i den grå nuance, så er der anderledes lys og grund til optimisme, når det gælder den nye danske litteratur. Det har i årsstatus og i forfatteressays hen over nytår om årets bedste bøger allerede været slået fast, at 2020 litterært set var et helt særligt år. Nu har også otte af avisens kritikere talt og hver især peget på ét værk fra 2020, og de otte værker er de nominerede til Montanas Litteraturpris 2020 på 100.000 kroner.

Vi kunne i år uden problemer have nomineret 30 værker til prisen, men har været nødsaget til at holde det på otte. Montanas Litteraturpris honorerer ikke nødvendigvis årets bedste bøger eller de mest populære, men dem som formmæssigt er mest fornyende og lader os se på virkeligheden med nye øjne og lader os forstå og erkende nye sammenhænge.

Til trods for forandringer er det stadig det samme priskriterium, der gælder, nemlig som det har heddet helt fra prisens grundlæggelse i 2006, hvor den gik til Mette Moestrups digtsamling kingsize, at prisen gives til et aktuelt dansk værk, som »er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«.

Et nybrud kan ske inden for en enkelt genre som romanen eller digtsamlingen, eller det kan ske i form af en hybrid, der bevæger sig på tværs af genrer. Vi har i år bevidst åbnet mod et bredere felt af bøger, så også fornyende faglitteratur, tegneserier og børnelitteratur principielt kan komme i betragtning til Montanas Litteraturpris.

Således er i år eksempelvis det kulturhistoriske mammutværk Grov konfækt: Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 om trykkefrihedsårene 1770-73 af Frederik Stjernfelt, Ulrik Langen og Henrik Horstbøll nomineret til prisen, fordi værket i en kombination af de tre professorers faglighed giver os et nyt blik på offentlighed og ytringsfrihed i 1700-tallet, samtidig med at værket rækker langt ind i vores tid.

Det samme gælder historikeren Pernille Ipsens bemærkelsesværdige, dokumentariske bog Et åbent øjeblik, som forener forfatterens egen familiehistorie med en fortælling om rødstrømpernes kvindekamp og en refleksion over muligheden for radikal samfundsforandring.

Med Halfdan Piskets Døden er det ligeledes også første gang, at en tegneserie nomineres til prisen.

Nybrud finder også sted inden for de nominerede prosaværker. Ida Marie Hedes roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? kaldes af Sophie Wennerscheid for »et postfeministisk manifest for det uforudsigelige«, samtidig med at forfatteren giver trenden i dansk litteratur til at skrive om graviditet, moderskab og kærlighedens umulighed en helt ny retning.

Hans Otto Jørgensen afsøger i romanen Dead man walking endnu en gang sin egen families historie, som er intimt forbundet med historien om det danske landbrugs skæbne i det tyvende århundrede, men det velkendte greb gør han her på en helt ny og radikal måde.

Det hele ligger i formen.

Nærmest eksemplarisk for evnen til at skabe nyt ud af det samme er også Solvej Balles to romaner fra i år, Om udregning af rumfang I + II, der er nomineret som en enhed. Hovedpersonen Tara hænger til forskel fra resten af verden fast i den samme novemberdag, der gentages hver morgen, hun vågner. Forfatterens fornyelse gælder ikke bare i den enkelte roman, men også i skiftet fra første til andet bind, hvor Balle fornyer hele det projekt, der i første bind godt kunne tendere mod at blive monotont og klaustrofobisk, og skaber en helt ny retning for romanen.

Ligeledes eksemplarisk er Shadi Angelina Bazeghis digtsamling Flowmatic, hvor – som Kamilla Löfström skriver – værkets dybt originale idé er at sprogliggøre krig ved at henvise til et sprog, der er opstået ud af desperation over en krigs helt konkrete døde menneskekroppe – og betragter man bogen »som en krop, en tekstkrop, er den også sprængt i stykker«.

Og endelig kaster grønlandske Niviaq Korneliussen i sin roman Blomsterdalen et helt nyt og originalt perspektiv på grønlandsk identitet og selvmordskultur.

Det er således otte meget forskellige og stærke værker, der er nomineret til Montanas Litteraturpris 2020.

Også andet er nyt. I de forgangne år har uddelingen af litteraturprisen gået hånd i hånd med et ugekursus på Testrup Højskole, hvor de nominerede værker er blevet diskuteret og årets prismodtager fundet. Testrup Højskole er ikke længere en del af samarbejdet om prisen, det er derimod fremover Det Kgl. Bibliotek, der lægger hus og deres største sal, Dronningesalen, til en prisfest, hvor de nominerede forfattere vil læse op, og hvor Montanas Litteraturpris uddeles. Det arrangement finder sted den 3. marts. Hvad der rent faktisk bliver muligt at afholde på det tidspunkt, afhænger af en vis virus’ hærgen, men at der bliver et arrangement i en eller anden form er en kendsgerning.

Inden da skal den komité, der hver især har nomineret et værk, blive enige om, hvilket af de otte værker der skal have årets pris.

Her er de nominerede værker:

Solvej Balle: Om udregning af rumfang I + II

Erik Skyum-Nielsen

»Spekulativ fiktion« kalder Solvej Balle selv sin tindrende smukke filosofisk-eksistentielle fortælling om antikvarboghandleren Tara, som hele tiden vågner op til samme dag. I modsætning til alle rundt om sig falder hun pludselig ud af tiden eller fanges fatalt i et tidsligt bur. Fra tidens brønd stirrer hun op mod åbningen, op til den verden, der for hende, kun for hende, er gået tabt. Det er smerteligt at være med til som læser, men samtidig føles det bare smukt. For at følge denne vidunderligt smidige og ligesom lyttende skrift er som at lade åens vand eller strandens sand glide mellem fingrene. Det er som kærtegn af sprog.

Tænk hvis tiden kunne stå stille! Gid dette øjeblik ville vare evigt! Sådan vrøvler vi indimellem. Hos Balle får vi lov at prøve det. Hvor findes den dør, som fører ud af attende november? Hvornår hører dette »rationelle delirium« op? Det hævdes, at Gud har opfundet tiden, for at alting ikke skal ske på én gang. Hvad Solvej Balle imidlertid indirekte minder os om, er taknemmeligheden ved at leve i den samme verden som alle de andre. Kunne sanse den, kunne tale om den.

I første bind af syv tager Tara hjem og genoptager, forsøgsvis, samlivet med Thomas. I andet drager hun ud for at søge, genfinde årstiderne. Romanen består af udsnit af hendes optegnelser. Og hvilke udsnit! Alle kendetegnes de ved Balles så karakteristiske, intense, sirlige omhu i skriften og hendes særlige fænomenologiske flair for at studere grundbetingelser for menneskelig eksistens:

»Jeg har ikke fundet en vej ud af den attende november, men jeg har fundet veje og stier gennem dagen, små passager og tunneller, jeg kan færdes i. Jeg kan ikke slippe ud, men jeg kan finde ind.«

Forfatteren, hvis bemærkelsesværdige comeback var en af de lykkeligste hændelser i litteraturen i 2020, har aldrig skrevet bedre end her, hvor hver side fra tidsloopet midt i al sin stilistiske tysthed skriger af længsel efter det rolige, langsomme liv, de fleste moderne mennesker har forladt.

Shadi Angelina Bazeghi: Flowmatic

Kamilla Löfström

Flowmatic er poesi om krig. Fænomenet krig og den specifikke krig mellem Iran og Irak i 1980-1988, som Shadi Angelina Bazeghi har oplevet som barn. Krigen og poesien foregår på dansk, svensk, engelsk, tysk, arabisk, persisk samt programmeringssproget FLOW-MATIC eller COBOL som en slags strukturerende princip. Et computersprog, der er opstået ud af en gruppe iranske ingeniørsstuderendes frustration og sorg over de døde kroppe og kropsdele, krigen forårsagede, og som det var umuligt for dem som militæransatte at identificere. De endte med et system, hvor hver kropsdel fik et syvcifret identifikationsnummer.

Det er værkets dybt originale og kunstnerisk geniale idé: At sprogliggøre krig ved at henvise til et sprog, der er opstået ud af desperation over en krigs helt konkrete døde menneskekroppe.

Betragter man Flowmatic som en krop, en tekstkrop, er den også sprængt i stykker. Tre stemmer taler og opfinder et nyt sprog, stemmerne er markeret med hver deres kode. ’[01]’ skildrer krigen sådan her: »vi kørte et par gange rundt om torvet og springvandet et ben en torso en hånd udspilede næsebor bevingede heste med udspilede næsebor hvorfra vandet fossede ud.«

Hvad laver de bevingede heste midt mellem krigens døde lemmer? Ud over at komme fra et ødelagt springvand kan et svar også være, at Flowmatic insisterer på magien og skønheden, på noget så upraktisk som stiletter, på rød læbestift, der sætter mærker, på morbærfigentræer, på stjernetegn og himmellegemer på liv og menneskelighed.

Men Flowmatic er her for at tale om krig, om lemlæstede kroppe og racialiserede kroppe. Om hvor vanvittig en skabning mennesket er, og hvad den skabning er i stand til at skabe. Ud over computersprog og poesi så også kemiske våben, der »lugter af søde æbler«, så ofrene ikke aner uråd, i hvert fald ikke før, de har set, hvordan fuglene falder: »-[01] pink lady/fuglene falder/kornmarkerne visner/det brænder i øjnene/fuglene falder om på siden/lungerne kollapser///nerveagenten angriber///synapserne mellem nervecellerne/paralyserer hjertet pink lady//nerveagenten GA tabun lugter af søde æbler«.

Ida Marie Hede: Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?

Sophie Wennerscheid

Graviditet, moderskab og kærlighedens umulighed i et stadig patriarkalsk samfund fylder meget i dansk samtidslitteratur. I sin nye roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? følger Ida Marie Hede denne trend, men giver den en helt ny retning. Hun skaber en vildt fabulerende kvindelig jegfortæller, der tager os med til »Den Usikre og Megalomane Landsby«. Først har hun drømt om at bo der, men nu oplever hun landsbyen som »en lollende tumor«, der invaderer hendes krop. Den unge kvinde har kun en eneste chance, hun skal slå tumoren ihjel så hurtigt og voldsomt som muligt.

Heldigvis finder hun tre aparte veninder, som hjælper hende med at udføre denne mission. Hjerteskam, Kødskam og Røvskam er selvbevidste white trash girls, der underminerer den systemiske orden ved simpelthen ikke at tage sig en skid af den. Afgrænsninger og regler kender de lige så lidt som jegfortællerens utallige børn, der godt nok er landsbyens eftertragtede ressource, men vælter frem i en sådan mængde, at enhver form for planlægning sættes ud af kraft. Efterhånden følger moren børnenes anarkistiske livsstil. Hun begærer, som hun vil, hader, som hun vil, og skammer sig, som hun vil. Efter læsningen af Hedes bog forstår man endelig, hvorfor ægtemanden i Christian Winthers berømte 1800-tals-novelle »Skriftestol« bliver dødsbleg, når han hører sin kone bekende sine synder over for en præst. Hun har været utro, og hun skammer sig over det, men endnu mere giver det hende et voldsomt kick at fortælle derom.

Suget er et postpostfeministisk manifest, der hylder det uforudsigelige. Den overfører kendte franske teorier om mandlig magt og lyst til et kvindeligt-queer univers og bringer en burlesk tone ind i dansk litteratur, der sjældent har set sin mage. Modermælk, udflåd, snot, tårer – alt rives med i en voldsom malstrøm af slibrige fantasier. Det er overdrevet og barokt, men fremstillet på en så morsom måde, som forfatterportrættet på bogomslaget giver et bud på. Her ser vi en farveglad børnetegning af en pige, der ikke vogter sin tunge, men rækker den uLabeld mod den voksnes pæne verden.

Pernille Ipsen: Et åbent øjeblik

Lone Nikolajsen

Historiker Pernille Ipsens dokumentariske mursten Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt er på en gang en skildring af hendes egen familiehistorie, en fortælling om rødstrømpernes kvindekamp og en refleksion over, hvad der skal til for, at utopisk tænkning og radikal samfundsforandring lader sig gøre.

Et åbent øjeblik beskriver, hvordan syv kvinder fra hvert sit hjørne af det danske samfund i begyndelsen af 1970’erne fandt hinanden i rødstrømpebevægelsen, hvordan de udviklede en politisk, aktivistisk og ikke mindst bevidstgørende praksis, og hvordan de besatte nogle tomme huse i det indre København, hvor den kunne udfolde sig. Her etablerede de også det kvindekollektiv, forfatteren i 1972 blev født ind i som et uplanlagt ønskebarn og en demonstration af, hvad den kollektive og normkritiske livsform kunne rumme. Kort efter rykkede kvindekollektivet videre til en nedslidt villa i Københavns nordvestkvarter, hvor det var nemmere at have barn, men hvor interne stridigheder også begyndte at tage plads, inden Pernille Ipsen flyttede ud med sin biologiske mor som fireårig.

Bogen bygger på et suverænt overblik over kildematerialet fra rødstrømpebevægelsens første hektiske år, hvor rettigheder blev tilkæmpet og radikal samfundsforandring betragtet som et spørgsmål om tid og arbejdsindsats.

Endnu mere imponerende er dog forfatterens vilje og evne til at høre efter, hvad der er og var på spil for hendes egne levende – og nærtstående – kilder. Et åbent øjeblik bygger på et svimlende antal timers samtale. Gennem de seneste ti år har Pernille Ipsen optaget samtaler med sin mor, de øvrige kollektivmødre og deres kumpaner fra rødstrømpebevægelsen. Nogle af mødrene har mødtes og optaget samtaler om perioden. Alt det har Pernille Ipsen flettet sammen til en lettilgængelig, tankevækkende krønike.

Et åbent øjeblik handler om en politisk bevægelse, der har præget samfundet markant, og som en af sine vigtigste strategier havde samtalen og erfaringsudvekslingen. Det er kun passende, at Pernille Ipsens bog er gennemsyret af en særlig stædig lydhørhed.

Hans Otto Jørgensen: Dead man walking

Tue Andersen Nexø

Hans Otto Jørgensens roman Dead man walking vender tilbage til hans familiehistorie, den historie, så mange andre af hans bøger har fortalt om og varieret, den historie, der både handler om landbrugets skæbne i det tyvende århundredes Danmark, om hans egen identitet som agrar-modernist, og om de kilder, hans forfatterskabs sprog og skikkelser springer ud af. Den er, som hans bøger så ofte er, fyldt med sindighed, vrede, stolthed og fortvivlelse. Den lader kroppens arbejde og livet på landet stå frem med et enestående nærvær.

Denne gang er det hverken ham selv eller hans forældre, der står i centrum, det er hans bror, i bogen kaldet Kris, der efter et helt liv som landmand går konkurs, fordi banken ikke vil låne penge til et aldrende menneske. Det var der ikke fremtid i. Så bliver familiegården med dens køer og jorde stykket op og solgt til højestbydende. Så skal fremmede gå i den Mamrelund, bogens undertitel, bedsteforældrene plantede for et århundrede siden.

Det er en ødelæggelse og en tragedie. Dead man walking er en bitter og vred bog, et sørgeskrift over en livsform, der er ved at forsvinde. Den raser mod sammenfiltringen af kapital og landbrug, der gør at selv den bonde, der tror at leve på egne marker, i virkeligheden er underkastet udfaldet af helt abstrakte regnestykker. Den raser også helt unuanceret mod bylivets facile dyrkelse af økologi. Men samtidig er Dead man walking en øm bog, skrevet af den bror, der rejste bort, og samtidig fyldt med kærlighed til den bror, der blev hjemme. Med sin sprængte form vil den give et efterliv og værdighed til et liv, hvis stærkeste øjeblikke er et fortroligt håndklem mellem ægtefæller og pandekager over bål i tusmørket med børnene.

Den dobbelthed, raseri og ømhed, er ramt helt rent. Billedet af en livsform, der forsvinder, føles nyt. Og som altid er Hans Otto Jørgensens prosa noget af det fineste, der for tiden skrives på dansk.

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Bodil Skovgaard Nielsen

Niviaq Korneliussens roman handler om en ung, unavngiven grønlandsk kvinde, der egentlig burde have det meste kørende for sig. Hun har en sød familie, der lejlighedsvist er lidt irriterende, hendes socialt indignerede kæreste er forgabt i hende, og hun er kommet ind på antropologistudiet i Aarhus. Blomsterdalen er ikke en incest- eller alkoholismehistorie, men en historie om næsten dovent, selvfølgeligt og melankoliløst at drive med i en strøm af selvmord. I tre dele med overskrifterne »De«, »Du« og »Jeg« tæller romanen ned fra det første selvmord: »45. Kvinde. 38 år. Hængning«. Afsluttede liv, der begynder som statistik, men vokser til kødfulde mennesker, bryder regelmæssigt fortællingen op.

Korneliussen har en sylespids montageteknik, der klipper fra stiliserede bekendelser af formularisk kærlighed og direkte til maveonder eller middagsretter. Hun peger ikke ironiske fingre, men skriver om en slags fuckfingervred og alligevel følelsesløs eksistens. Hovedpersonen er lesbisk og tyk, ryger for mange cigaretter og har aldrig følt, at hun passede ind. Men det usonderede terræn, der er fra almindelig elendighed og så til selvmordet, er romanens egentlige emne, selvmordskulturen mellem bureaukratiske socialsystemer, arven fra kolonitiden og det frie valg.

Hovedpersonen har et skæbnefællesskab med Samantha fra Jakob Ejersbos Eksil, hvis gåen-i-hundene var lige gribende, irriterende og ynkværdig, ligesom romanen også minder om Goethes Den unge Werthers lidelser. Korneliussen flytter den foruroligende og i glimt parodiske fortælling om moderne dødsdrift til grønlandske egne med alle deres natur- og dialektforskelle. Der er slamsugerbiler, der sender stinklugt ud over en hel by, der er plastikposer, der ikke eroderes af en evig sne, der er ravne og vilde hunde og zombie-tv-serier på laptopskærme. Blomsterdalen er skrevet til og fra en grønlandsk læserskare og vil gøre noget ved selvmordene, men den tager også et ubehageligt greb om nosserne på en pæredansker som mig, når hovedpersonen møder antropologistuderende, der synes, at det er »så flot«, at hun kan tale dansk. En vigtig og sjældent set vred bog.

Halfdan Pisket: Døden

Matthias Wivel

Med tegneserien Døden udvider Halfdan Pisket i fiktion den kuldslåede poetiske skildring af livet som nydansker, som han etablerede med genfortællingen af sin tyrkisk-armenske fars historie i Dansker-trilogien (2014-16). Og det gør han med såvel psykologisk præcision som episk ambition.

Som i forgængeren forlener Pisket socialrealistisk nærvær med en symbolsk slagside – et velkendt greb, men et som fremstår med distinkt indre logik qua hans stilisering af figur og rum og hans lyriske sprog.

Vi følger Yusuf, der våger over sin syge barndomsven Rafil på Rigshospitalets kræftafdeling. Døden er allestedsnærværende som historiens fortæller. Vi forstår, at den hentede Yusufs mor, mens han stadig var barn og nu ånder ham i nakken, parallelt med de gamle frænder i det københavnske bandemiljø. Selv kæresten Alma, som Yusuf ghoster, når det bliver for intimt, bliver dus med knokkelmanden.

Hjertet af fortællingen er Piskets beskrivelse af Rafils fatale sygdomsforløb og Yusufs bearbejdning af det. Her genkender man i særlig grad den empati, som gjorde hans portræt af faderen så nærværende. Det forekommer i den konkrete detaljering og følelsesmæssige klarhed selvoplevet.

Dette udgør samtidig substratet i en bredere skildring af maskulin og menneskelig krise. Den finder konkret anstød i hovedpersonens indvandrerbaggrund, men også almen klangbund i Piskets beskrivelser af søvnløse nætter ved køkkenvinduet; af en privatfests vridende kroppe, tænder og røg; af den sorte kulde i Øresundudsigten til Middelgrundens vindmøller. Når Pisket tegner de sorterede grøntsager på Kvicklys nedkølede kunstgræs, gør han det med en uforklaret, nærmest skræmmende monumentalitet.

Det er i passager som disse, at Pisket måske stærkest forløser tegneserieformens visuelt-verbale udtryk og griber efter det episke. At netop dette er intentionen, bliver åbenlyst i de ordløse tableauer, som punktvis symbolsk fortætter det fortalte og hen mod slutningen i en direkte kobling til Orfeusmyten. Det er højspændt, men Pisket ryster ikke på hånden. Man er ikke i tvivl om, at han mener det. At han tror på sin erfaring og på sin histories relevans.

Frederik Stjernfelt, Henrik Horstbøll og Ulrik Langen: Grov konfækt: Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73

Anita Brask Rasmussen

På grund af den besnærende, intrigante og dramatiske personhistorie om den kongelige livlæge, der blev dronningens elsker og landets egentlige diktator, Johann Friedrich Struensee, findes der næppe nogen mere velbeskrevet periode i dansk 1700-tals-historie, end årene fra den idealistiske oplysningstænker mødte den danske kong Christian 7. i Altona i 1768, til hans halshuggede og parterede krop blev lagt på hjul og stejle i København i 1772.

Men med deres mammutværk om trykkefrihedsårene giver historiker Ulrik Langen, idéhistoriker Frederik Stjernfelt og forskningsbibliotekar Henrik Horstbøll en spændende fortolkning af Struensees familiehistorie og bevæggrunde for at sætte tale og tryk fuldstændig fri i 1770, men mest overrumplende har deres grundige arbejde med et omfangsrigt kildemateriale givet os et helt nyt blik på offentlighed og ytringsfrihed i 1700-tallet, der rækker ind i moderne virkelighed.

Kombinationen af de tre professorers faglighed – Langens indgående kendskab til Københavns socialhistorie i perioden, Stjernfelts idéhistoriske perspektiv på ytringsfrihed og Henrik Horstbølls evne til at lokalisere, kategorisere og fortolke ytringer – danner grundlaget for en undersøgelse af offentlighedens mekanismer, der er en gave til alle, der interesserer sig for det, også internationalt.

Det er ret fantastisk, at medrivende historier om hor, kongelige haver, teologiske kupmagere, kælderpoeter og pjoskere, og om hvordan debatten flyder i det ekstremt tætbefolkede København ikke bare påviser, at det at sætte ytringer fri accelererer Struensees mange andre reformer, men også kan bruges som kilde til at udfordre internationale antagelser og teorier om det offentlige rum – også det vi færdes i i dag på internettet. Grov konfækt er i sandhed et værk, der som det i Montanaprisens fundats lyder: »er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«. Og så er det endda en historiebog om tre år engang i 1700-tallet.