#Metooinceste
Læsetid: 10 min.

Den pædofile, libertineren og den søde hævn: Ni kulturhistoriske nedslag i skyggesiden af fransk frisind

Det franske frisind, den frigjorte seksualitet og 70’ernes vilde eksperimenter er alle dele af især den franske overklasses historie med dekadence og grænseoverskridelser. Information giver her ni nedslag i libertinismen og pædofiliens franske kulturhistorie
Bølgen af vidnesbyrd om incest under hashtagget #MeTooInceste og det igangværende opgør med incest og overgreb på børn i det franske samfund havde en forløber med Vanessa Springoras bog 'Le Consentement'. I bogen beskriver hun, hvordan hun som 13-årig møder den 50-årige forfatter Gabriel Matzneff, og derefter over de næste to år er en del af hans seksuelle liv.

Bølgen af vidnesbyrd om incest under hashtagget #MeTooInceste og det igangværende opgør med incest og overgreb på børn i det franske samfund havde en forløber med Vanessa Springoras bog 'Le Consentement'. I bogen beskriver hun, hvordan hun som 13-årig møder den 50-årige forfatter Gabriel Matzneff, og derefter over de næste to år er en del af hans seksuelle liv.

Jean-François Paga

Kultur
28. januar 2021

I 1979 blev et åbent brev, underskrevet af nogle af datidens største intellektuelle stjerner som Michel Foucault, Simone de Beauvoir og Jacques Derrida, publiceret i den franske avis Le Monde. Anledningen var en retssag mod tre franskmænd, Bernard Dejager, Jean-Claude Gallien og Jean Burckardt, der alle var sigtet for at have haft sex med piger og drenge i alderen 13 til 14 år. Brevet tog de tre mænd i forsvar.

Brevet er blot ét eksempel på den ofte oversete skyggeside af det franske såkaldte frisinds historie, hvor især den økonomiske, politiske og kulturelle overklasses udskejelser, dekadence og grænseoverskridelser har ledt lige lukt i moralske blindgyder.

Information har gravet i den franske kulturhistorie for at finde eksempler til at forstå det nuværende #MeTooInceste opgør i Frankrig. Vi skal forbi libertineren og den depraverede, provokunstneren og den søde hævn.

Sadismefaderens vej fra forbud til nationalskat

Marquis de Sade: ’120 dage i Sodoma, eller Libertinismens skole’ (1785)

Helt ude på libertinismens overdrev finder vi sadismens fader, Donatien Alphonse Francois – bedre kendt som Marquis de Sade.

De Sade skrev i 1785 en gruopvækkende fortælling ved navn 120 dage i Sodoma, eller Libertinismens skole, der handler om fire overklasselibertinere – en hertug, en biskop, en dommer og en bankmand – og deres perverterede jagt på den ultimative seksuelle tilfredsstillelse.

De låser sig selv inde i et slot i Schwarzwald for at kortlægge og afprøve alle tænkelige, og utænkelige, perversioner, der strækker sig fra voldtægt af unge jomfruer og tvangsfodring med afføring til mord og nekrofili.

Til det formål har de medbragt et kuld af forsøgskaniner, der primært består af drenge og piger i alderen 12 til 15 år, men også fire erfarne og moralsk kompromitterede bordelmuttere, der hver dag skal fortælle fem historier om seksuelle udskejelser til inspiration for de fire libertinere.

Marquis de Sade skrev bogudkastet i sin fængselscelle i Bastillen, men troede, at det var gået tabt, da Bastillen blev stormet i juli 1789. Bogens – og Pasolinis filmatisering fra 1975, Salós – stærkt anstødelige indhold affødte en hob af retssager og censur efter den første udgivelse i 1904.

Jacques Pauvert lagde som første forlægger eget navn til en udgivelse af bogen i 1956, og som tak sigtede den franske stat ham for krænkelse af den offentlige moral. Sigtelserne frafaldt dog til sidst, og i 60’erne blev bogen almindeligt udbredt, og de Sade et litterært og filosofisk ikon. 

Endelig i 2017 erklærede det franske kulturministerium det oprindelige manuskript for »bemærkelsesværdigt« på grund af dets tilblivelseshistorie og litteraturhistoriske betydning og erklærede det for fransk nationalskat.

Kilder: Britannica.com, TheGuardian.com, TheGuardian.com

Avantgardelitteraturens prisvindende pædofiliforsvarer

Tony Duvert: ’Paysage de Fantaisie’ (1973)

Kort inden studenteroprøret i Paris i maj 1968 og på dørtærsklen til det vilde og voldsomt eksperimenterende efterfølgende årti dukker en mand med et spidst ansigt, avantgardelitterære tilbøjeligheder og pædofile inklinationer op på den finkulturelle scene i Frankrig. Hans navn var Tony Duvert.

I 1979 udtalte han til avisen Liberation, at »hvis der fandtes en Nürnberg for forbrydelser i fredstid, ville ni ud af ti mødre blive kaldt i retten«. Det var en del af hans frontalangreb på idealet om en kernefamilie og bourgeoisiets undertrykkende seksualmoral, som det hed i datidens intellektuelle lingo. Børns seksualitet blev holdt nede, og de skulle frisættes til selv at vælge, om og med hvem de ville have sex – såsom for eksempel Duvert selv.

Hans berømmelse og succes kulminerede i 1973, da han på anbefaling af litteraturteoretikeren Roland Barthes vandt den prestigefyldte litteraturpris Prix de Medici for romanen Paysage de Fantasie. Den handler om et chateau, der skiftevis er kostskole og pædofilibordel for unge drenge og drengebørn. Børnenes interaktioner er domineret af aggressioner, der primært udmønter sig i vold, sex eller en kombination af de to.

Duverts litterære stjerne falmede hurtigt, da hans holdning til pædofili ikke var comme il faut længere. I 2008 fandt politiet ham død i sin lejlighed, hvor han havde ligget uopdaget i mere end en måned.

kilder: TheGuardian.com, Experimentallit.com

Den pædofile Elverkonges nazistiske helle

Michel Tournier: ’Le Roi des Aulnes’ (1970)

Frankrigs måske bedst kendte forfatter i slut-1970’erne og gennem 1980’erne, Michel Tournier, vandt Frankrigs mest prestigefyldte litteraturpris, Prix Goncourt, i 1970 for sin roman Le Roi des Aulnes (Elverkongen, efter Goethes digt af samme navn fra 1782) og blev i samme ombæring beskyldt af flere kritikere for at hylde neonazistiske idealer.

Bogen handler om og er fortalt af Abel Tiffauges. Han vokser op i Frankrig, mobbes på den katolske kostskole, han går på, og overtager sin fars autoværksted, da denne dør. Kort inden den tyske invasion af Frankrig i 1940 bliver Tiffauges anklaget for voldtægt og mord på børn, men anklagerne mod ham droppes for i stedet at sende ham i den franske hær. Næsten med det samme tages han til fange, men i stedet for krigsfange bliver han en del af den tyske hær.

Paradoksalt nok ender han som reinkarnationen af Elverkongen, da han i slutningen af krigen bestyrer Kaltenborn Slot, hvorfra han kidnapper og træner ukrainske børn til at deltage i den sidste nyttesløse kamp mod den røde hærs indtog. 

Romanen tematiserer – blandt mange andre ting, såsom nazisternes bevidste selvbedrag, hvad en del kritikere overså i første omgang – pædofili med Tiffauges’ karakter, der hele vejen igennem fortællingen er besat af at ’bære’ børn, hvad han tilsyneladende gør af godhed, og han anser sig selv som lidt af en frelser. Skader børnene, det gør han unægtelig alligevel.

Kilder: Encyclopedia.com, NYTimes.com

En misogyn insiderberetning fra 70’ernes intellektuelle stjernehimmel

Philippe Sollers: ’Femmes’ (1983)

Philippe Sollers var – og er – en af de helt store franske intellektuelle kanoner i tiden før og efter studenteroprøret i maj 1968. I 1960 lancerede han det avantgardistiske litterære tidsskrift Tel Quel, der gav spalteplads og promoverede prominente stjernetænkere som litteraturteoretiker og intellektuel altmuligmand Roland Barthes, filosofferne Julia Kristeva og Louis Althusser og psykoanalytiker par excellence Jacques Lacan.

Selv samme personer optræder også i en tynd fiktionalisering i Sollers’ bestsellerroman Femmes fra 1983, hvor hovedpersonen, den amerikanske journalist Will, rejser verden rundt og skriver på en roman, alt imens han jages af Verdensorganisationen for Mandlig Udryddelse og Ny Natalitet og desuden er sin kone konstant utro.

Wills ven, forfatteren S (Sollers selv) har lovet at udgive bogen, han skriver på (altså Femmes), så Will ikke kommer i klemme hjemme i USA. Efter et terrorangreb, hvori hans elsker dør, trækker Will sig endelig tilbage til New York og sin kone og sit barn.

Ud over den åbenlyse misogyni er romanen et portræt indefra af den franske intellektuelle superliga i 70’erne med al dens seksuelle promiskuitet og frigjorthed.

Kilder: LATimes.com, Britannica.com

Mellem erotik og dødsdrift, kolonisator og koloniseret

Marguerite Duras: ’L’Amant’ (1984), på dansk: ’Elskeren’ (1985)

Marguerite Duras voksede op i Gia Dinh i Vietnam, hvad der dengang hed Fransk Indokina og var en fransk koloni i stødt forfald.

Det er her, i mellemkrigstiden, at Duras’ roman Elskeren finder sted. Hun vandt en Prix Goncourt for den og fik sit store folkelige gennembrud i en alder af 70 år, selv om hun havde været afholdt og dyrket af en smallere kreds af litteraturkendere længe før det.

Den selvbiografiske roman kredser om forholdet mellem den 15-årige jegfortæller og en 27-årig velhavende kineser, og gennem en serie af tilbagevendende, generindrede billeder af moren, elskeren, Mekong-floden, fotografier, den voldelige storebror og den kuede lillebror bearbejdes det dengang kontroversielle forhold mellem hende som franskmand fra underklassen og ham som kineser fra overklassen.

Deres forhold er vildt og destruktivt, og den labile magtbalance mellem de to elskende slår ofte over i en sammensmeltning af ustyrlig erotik og dødsdrift.

Romanen vakte begejstring og bestyrtelse, men opfølgeren, der blev udgivet syv år senere, Elskeren fra Nordkina, affødte deciderede ramaskrig, da hun afslørede, at hun og hendes yngste lillebror havde haft sex, kort før familien forlod Vietnam.

kilde: NYTimes.com

Skandalernes musikalske mester og hans incestsingle

Serge og Charlotte Gainsbourg: ’Lemon Incest’ (1984)

Den storrygende, stordrikkende franske provokatør, libertiner og poppoet Serge Gainsbourg var ikke bleg for en lille skandale – det lod faktisk nærmere til, at han levede for dem.

I 1971 udgav han det semi-pseudo-selvbiografiske konceptalbum Histoire de Melody Nelson, hvori fortælleren ved et uheld kører sin Rolls-Royce ind i en teenagepige på cykel. Som en slags undskyldning forfører han hende, og en såkaldt romance følger.

Det album blegner dog i lyset af Love on the Beat fra 1984. Allerede titlen spiller på, at det engelske beat lyder som det franske bite, der er slang for … pik. Men kontroverskulminationen er singlen »Lemon Incest«, som han indspillede med sin 12-årige datter, Charlotte Gainsbourg, hvor teksten »Den elskov vi aldrig kommer til at dyrke sammen … den mest udsøgte … den mest forstyrrende« vakte en del furore.

Den blev kun intensiveret af, at far Gainsbourg med bar overkrop og cigaret i mundvigen og Charlotte i trusser og sin fars skjorte i den tilhørende musikvideo ligger i en seng sammen og synger den pikante tekst til hinanden.

Skandalen var stor. Salget ditto.

Kilder: TheGuardian.com, Vanityfair.com 
 

Selvbiografiske streger, der undersøger undertrykt skyld og begær

Blutch: ’La Volupté (2006) og ’La Beauté’ (2008)

Christian Hincker (f. 1967), bedre kendt under kunstnernavn Blutch, er en fransk tegneserietegner, der anses for at være tegnernes tegner. Ganske få af hans værker er oversat, selv om han er en prominent skikkelse, der blandt andet har været tilknyttet det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

I mange af hans værker – selv dem, der er lavet til børn – kredser historierne om uopnåelige kvinder, og til tider tangerer stemningen og udtrykket i stregerne et nærmest Lolita-agtigt blik på ganske unge kvinder. Især i de selvbiografiske værker La Volupté (Lysten) og La Beauté (Skønheden) bliver undertrykt skyld og begær undersøgt.

La Volupté har en abe på forsiden og La Beauté en kvinde, og tilsammen refererer de til det velkendte – og fortærskede – motiv om kvinden og aben i kulturhistorien, der trækker tråde helt tilbage til middelalderen, men også er brugt i nyere varianter som Merian C. Coopers King Kong (1933) og Kvinden og Aben af Peter Høeg (1996). Især La Beauté, men også i nogen grad La Volupté, er ikke decideret plotdrevet, men snarere en række udtryk for stemningsmættede og foruroligende tilstande.

Blutch bruger i værkerne sin popkulturelle opdragelse til at afsøge de mørke, ubehagelige sider og krinkelkroge af sit sind, sin lyst og sit begær.

Kilder: PaulGravett.com, Boingboing.net, Lambiek.net

Debutanten, der blev 70’ernes pædofiliforsvarers offer og banemand

Vanessa Springora: ’Le Consentement’, på dansk: ’Samtykket’ (2020)

Bølgen af vidnesbyrd om incest under hashtagget #MeTooInceste og det igangværende opgør med incest og overgreb på børn i det franske samfund havde en forløber næsten præcis et år forinden i debutanten Vanessa Springoras Le Consentement (som vi også anmeldte her i avisen).

Den affødte et tiltrængt opgør med pædofiliforsvarere i den franske litterære elite, der havde holdt hånden over og sågar tildelt den fornemme Prix Renaudot i 2013 til den åbent pædofile forfatter Gabriel Matzneff.

Bogen er Springoras hævn. Da hun var 13 år og Matzneff 50 år, møder de hinanden til en middag for første gang, og over de næste to år er hun en del af hans seksuelle liv.

Ikke nok med, at hun afslører og analyserer, hvordan han manipulerede med hende, da hun var for ung til at stå i mod; hun hævner sig også på hans brug af hende og deres relation i sin litteratur, hvor hun er blevet omtalt som V og mod sin vilje har fået trykt billeder af sig i hans bøger. Hun giver ham nemlig et skud af hans egen litterære medicin og blotlægger hans skruppelløse metode til at tiltvinge sig sex med børn og unge.

Den nu 84-årige Matzneff er efterfølgende blevet sigtet for sine mange seksuelle forhold med børn og unge gennem årene, og hele sagen har startet en større diskussion om den franske litterære verdens indspisthed og omsiggribende nepotisme hos især forlagene og prisjuryerne.

Kilder: NYTimes.com, NYTimes.com, TheGuardian.com

Pædofile motiver bøjet i neon

Claude Lévêque: ’J'ai rien à perdre je suis déjà mort’ (1993)

En bamsebjørn, en krybbe, omkransen af en lyseblå sky eller neonlysende ord skrevet med en prøvende barnehånds skrift. Det er blot et udvalg af Claude Lévêques yndede motiver, en af Frankrigs meget roste, kontemporære kunstnere.

Den 10. januar i år afslørede Le Monde, at den schweiziske kunstprofessor Laurent Faulon i 2019 havde anklaget Lévêque for at have voldtaget og udnyttet ham, fra han var ti til 17 år i slut-70’erne, og at politiet havde været i gang med at undersøge anklagerne siden. Ifølge Faulon havde Lévêque også forgrebet sig på hans to brødre, hvoraf den ene efter adskillige forsøg begik selvmord i 1998.

Anklagen resulterede i, at Lévêques galleri, Kamel Mennour, fjernede alle hans kunstværker fra deres udstillingsrum og suspenderede salget af dem for at lade ordensmagten foretage »den nødvendige undersøgelse«.

Lionel Bovier, direktør for MOMA i Genève, annoncerede, at de aldrig ville udstille Claude Lévêques kunst igen med begrundelsen: »Jeg vil aldrig kunne se på hans kunst uden at finde spor af de forbrydelser, han er anklaget for.«

Et af de kunstværker, han ikke længere kan se på, er en lille teddybjørn fra 1993, der skulle sætte fokus på aidsramte børn. På den hænger en lille seddel med ordene: »J’ai rien à perdre je suis déjà mort.« Jeg har intet at miste, jeg er allerede død.

Kilder: LeMonde.fr, News.artnet.comTheartnewspaper.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her