Den pædofile, libertineren og den søde hævn: Ni kulturhistoriske nedslag i skyggesiden af fransk frisind

Det franske frisind, den frigjorte seksualitet og 70’ernes vilde eksperimenter er alle dele af især den franske overklasses historie med dekadence og grænseoverskridelser. Information giver her ni nedslag i libertinismen og pædofiliens franske kulturhistorie

Magnus Sabroe Bjernemose

Følg skribent

Bølgen af vidnesbyrd om incest under hashtagget #MeTooInceste og det igangværende opgør med incest og overgreb på børn i det franske samfund havde en forløber med Vanessa Springoras bog 'Le Consentement'. I bogen beskriver hun, hvordan hun som 13-årig møder den 50-årige forfatter Gabriel Matzneff, og derefter over de næste to år er en del af hans seksuelle liv.

Jean-François Paga

Kultur

28. januar 2021

I 1979 blev et åbent brev, underskrevet af nogle af datidens største intellektuelle stjerner som Michel Foucault, Simone de Beauvoir og Jacques Derrida, publiceret i den franske avis Le Monde. Anledningen var en retssag mod tre franskmænd, Bernard Dejager, Jean-Claude Gallien og Jean Burckardt, der alle var sigtet for at have haft sex med piger og drenge i alderen 13 til 14 år. Brevet tog de tre mænd i forsvar.

Brevet er blot ét eksempel på den ofte oversete skyggeside af det franske såkaldte frisinds historie, hvor især den økonomiske, politiske og kulturelle overklasses udskejelser, dekadence og grænseoverskridelser har ledt lige lukt i moralske blindgyder.

Information har gravet i den franske kulturhistorie for at finde eksempler til at forstå det nuværende #MeTooInceste opgør i Frankrig. Vi skal forbi libertineren og den depraverede, provokunstneren og den søde hævn.