Portræt
Læsetid: 13 min.

Shia LaBeouf kan ikke længere gemme sig i sine film

Shia LaBeouf er både Hollywoodstjerne og kultkunstner. Han er også PTSD-ramt alkoholiker, der angiveligt har været psykisk og fysisk voldelig mod sine ekskærester og nu straffes offentligt for det. Og så er han fortællingen om en syg mand og den forstyrrede opfattelse af forholdet mellem skuespiller og film
Shia LaBeouf ville ønske, hans liv var en film.

Shia LaBeouf ville ønske, hans liv var en film.

Emma McIntyre

Kultur
8. januar 2021

Hvor skal man starte for at forklare Shia LaBeouf? Hollywood-, indie- og barneskuespilleren, den aggressive charmør med de mange anholdelser og de mærkelige kunstperformances? Ikonet, der efter anklager om fysisk og psykisk vold mod ekskærester og rigtig dårlig opførsel omsider er kommet i ægte unåde i Hollywood. Han er excentrikeren, der lige under laget af karismatisk selvironi på en måde aldrig har lagt skjul på, hvem han er, og hvad han er formet af. Han har forsøgt at transformere sig gennem andres blik på ham i film, i interviews, i kunst.

Man kunne tage et smut tilbage til en novemberdag i 2015 på Angelika Film Center i New York. En 29-årig skuespiller med armygrøn bomberjakke, hættetrøje og tæt fuldskæg sætter sig på et af de forreste sæder i biografsalen. Omkring ham sidder et par håndfulde trofaste fans. Så begynder et filmmaraton på lærredet: alle 28 spillefilm, Shia LaBeouf har spillet med i, vises ud i én køre, kun adskilt af fem minutters pauser. Sammenlagt varer oplevelsen, der er en performance signeret af LaBeoufs kunstnertrio, LaBeouf, Rönkkö & Turner, tre døgn. Filmene vises i omvendt kronologisk rækkefølge: Indiefilmene, Trier-filmen, actionfilmene, dramaerne, ungdomsfilmene, komedierne fra da LaBeouf var en kæk, tyndarmet barnestjerne.

Rygtet om den spektakulære performance – dette livsværk som udholdenhedssport – spredes. Flere fans strømmer til, som dagene går. Der er gratis adgang, køen udenfor bliver lang. Nogen går klatøjede ud efter en hel dags program, mens andre slippes ind til nattens program. Og så følger folk fra hele verden med på nettet, hvor en lydløs videooptagelse af Shia LaBeoufs reaktioner streames live. Twitterfolket begynder at dele screenshots af hans reaktioner: Shias hoved skamfuldt begravet i kraven og hænderne stukket dybt ned i lommerne. Shia sovende. Shia smilende. Grinende. Shia helt død i ansigtet.

Kort efter udtaler han sig til den sociale medieside NewHive:

»Jeg elskede mig selv, da jeg kom ud (af biografen, red.). Ikke på sådan en storslået du-er-fucking-fed-måde, men som i: Du er en del af et fællesskab. Du tager del i denne menneskelige ting. Du er i denne her menneskelige ting.«

Flyt ind

Man kunne fristes til at kalde eksperimentet med titlen #ALLMYMOVIES for voldsomt megalomant eller i hvert fald selvoptaget i anden potens: Se mig. Og se mig se på mig. I tre døgn. Og der er skrevet mangt en analyse af, hvad værket siger om selve filmmediets væsen.

Men ideen virker også på sådan én som mig, der godt kan lide at forbinde punkterne i en særligt markant skuespillerkarriere. Mange roller i sådan en karriere er tilfældige, mange film er ikke selvvalgte, og det kunstneriske slutresultat er ude af skuespillerens egen kontrol.

Men netop sammenstødet mellem kulturens indtryk af en skuespiller og vedkommendes manglende kontrol over det medie, vi ser vedkommende i, synliggøres med en performance som denne: Her er skuespilleren konfronteret med alle de ting, han er for os, sit publikum.

Han kan ikke omgøre, hvilke roller han har spillet, og hvilken rolle han dermed spiller for os og i kulturen. Det hele klæber til ham. Sexscenerne i Nymphomaniac. Platheden i Transformers. I Angelika Film Center lider og frydes han over at se det sammen med andre, fra kulturens perspektiv.

Man kan på den måde også tænke #ALLMYMOVIES som Shia LaBeoufs forsøg på decideret at flytte sig væk fra virkeligheden og ind i sine film. Som ønsket om at være sammen med andre mennesker, uden at de reagerer på ham som fejlbarligt menneske, men på ham som fejlbarlig filmpersona. Denne forskel på skuespiller og skuespillet opløses, idet han reagerer sammen med sit publikum, idet de griner, fnyser, gaber ad Shia på lærred.

For tiden er Shia LaBeoufs problem det modsatte. Lige nu er det mennesket Shia, ikke hans roller eller kunst, der løber med al opmærksomheden.

I The Observer skriver filmkritiker Wendy Ide i sin anmeldelse af det premiereaktuelle Netflix-drama Pieces of a Woman, der handler om et desperat par, der mister deres barn under fødslen: »LaBeoufs præstation er kraftfuld, selv i de øjeblikke, hvor alt holdes tilbage. Men de seneste avisoverskrifter taget i betragtning er hans tilstedeværelse ikke det aktiv, den kunne have været.«

Lyset er tændt i salen. Folk har vendt ansigterne mod ham og alt det lort, han har lavet langt væk fra kameraerne.

Den syge kæreste

I december måned 2020 lagde popstjernen Tahliah Debrett Barnett med kunstnernavnet FKA twigs sag an mod den nu 34-årige skuespiller. Ifølge søgsmålet, beskrevet i blandt andet The New York Times, har Shia LaBeouf misbrugt hende »fysisk, følelsesmæssigt og mentalt« i løbet af deres forhold, der varede lidt under et år.

Han skulle, ifølge Barnett, helt bevidst have givet hende en farlig, seksuelt overført sygdom, som hun stadig lider under konsekvenserne af, ved at skjule sine egne symptomer. Han skulle have vækket hende midt om natten og forsøgt at kvæle hende.

Han skulle have kørt helt hasarderet i sin bil med hende på passagersædet og skældt hende ud i timevis og taget sin sikkerhedssele af og truet hende med at køre galt. Han skulle have lukket hende ud af bilen ved en tankstation og så kastet hende op mod bilen og tvunget hende ind i den igen.

Dave J. Hogan

Før den episode, forklarer Barnett i det detaljerede søgsmål, klemte og greb han ofte fat i hende. Han var jaloux på hendes ekskæreste og på mandlige tjenere, når de var ude at spise. Han havde regler for, hvor ofte hun skulle kysse og røre ham.

Han sov med et ladt håndvåben ved sin seng. Han fik hende til at blive i Los Angeles i stedet for at tage hjem til London, hvor hendes hjem og netværk var. Men tanken om at forlade ham var helt uoverskuelig, står der. Kaosset i deres forhold gjorde det umuligt for hende at promovere sin seneste plade med vanlig tjekkethed. 

Da hun endelig ville forlade ham, kastede han hende hårdhændet ind på et værelse og låste døren. Det år sammen med ham var, fortæller hun, det absolut værste i hendes liv. 

Tidligere har LaBeouf, der også har udgivet tegneserier, været anklaget ad flere omgange for at plagiere en anden kunstner, hvorefter han plagierede også sine undskyldninger fra andres undskyldninger. Sådan blev selv undskyldningen over sine feje handlinger gjort til et slags kunstværk (eller en fuckfinger, afhængigt af hvordan man ser det).

Han har været anholdt en række gange for blandt andet tyveri, spirituskørsel, håndgemæng. Og har flere gange omformet det til sjove anekdoter i amerikanske talkshows. Senest er han angiveligt, ifølge det amerikanske Hollwoodmedie Deadlines kilder, på grund af dårlig opførsel blevet fyret under optagelserne af en film af den superhypede instruktør Olivia Wilde, der i 2019 debuterede med komedien Booksmart. 

Offentligt fokus

Barnetts søgsmål indledes med ordene: »Shia LaBeouf gør kvinder fortræd. Han bruger dem. Han misbruger dem, både fysisk og mentalt. Han er farlig. Alt for længe har han forsøgt at undskylde sine forkastelige handlinger med, at han er en fritænkende, excentrisk kunstner. 

Selv om hans voldelige opførsel er veldokumenteret, har mange medier behandlet ham som en harmløs sjov figur, hvilket har givet ham mulighed for at misbruge kvinder i årevis.«

Formålet, slår Barnett fast, er at forhindre skuespilleren i at fortsætte ad samme spor. Til The New York Times erkender han sin alkoholisme og aggressioner og skriver, at han skammer sig og undskylder til dem, han har såret.

I søgsmålet understøttes Barnetts vidnesbyrd af en anden ekskæreste, stylisten Karolyn Pho, der har haft lignende oplevelser. Popstjernen Sia, der tidligere har været i et forhold med LaBeouf, støtter FKA twigs på Twitter og advarer andre mod at nærme sig ham.

Og mens MeToo-bølgen i dens første amerikanske runde handlede specifikt om seksuelle overgreb og krænkelser, så er sagen om Shia LaBeouf – i lighed med skuespilkollegaen Johnny Depp, som The Sun har fået rettens ord for at måtte kalde »wife beater« – et eksempel på et nyt offentligt fokus på fysisk og psykisk vold i forhold.

Som en juraprofessor fra CUNY Law School, Julie Goldscheid, siger til The New York Times, har der »været en lille stigning i civilretlige krav siden #MeToo-bevægelsen, heriblandt øget opmærksomhed omkring krænkelsers komplekse natur«.

Kommer også dette til at ændre blikket på de film, vi engang så? Hvordan ville et tredøgnsmaraton af Shia-film set sammen med Shia selv opleves lige nu?

Båt båt

Shia LaBeouf har lavet tv og film, siden han var 12 år gammel. Han er sådan et rigtigt Disney-barn, der spillede den frække lillebror, Louis, der altid var ude på ballade i sin sjove middelklassefamilie i komedieserien Even Stevens.

I seriens filmversion, The Even Stevens Movie fra 2003, skal han i filmens første scene overvære sit dydsmønster af en storesøsters dimissionstale på high school, men obstruerer det hele ved at styre en fjernstyret badebold rundt om hendes hoved på talerstolen. Til sidst åbner den sig, badebolden, og så vælter det ud med spaghetti. Båt båt, det hele ender selvfølgelig godt.

Andre Disney-roller tæller præstationen som stakkels lille ulykkesfugl i eventyrdramaet Straffen (2003) og filmen The Greatest Game Ever Played (2005) med Shia som arbejderknægten, der viser sig at være et golfgeni og kæmper for retten til at træde ind på overklassens arena og brillere.

Den er baseret på en sand historie, fuld af patos. Det er den lille gut Shia med intense øjne og en vilje af stål. Lidt som i coming-of-age-dramaet A Guide to Recognizing Your Saints (2006), hvor han spiller en ung gut, der drømmer sig langt væk fra det kriminelle hul, han er vokset op i, mens hans drengevenner dør omkring ham.

Det er den særligt karismatiske, nuttet-sjove drenge-Shia, som går igen i hans kommercielt set mest afgørende rolle som den nuttet-uskyldige teenager Sam Witwicky i en verden af robotbiler og lange Megan Fox-ben i Transformers-filmene (2007-11).

Sam har hverken musklerne eller bilerne til at score damer, men han er stadig kvik og stålsat, og pludselig er han blevet venner med de gode robotter fra rummet – hans vrag af en bil viser sig at være en af dem.

Den kan forvandle sig fra billigt skrammel til en robot, der kan smadre andre robotter og tale gennem bilradioen. Det er en slags pubertetsmetafor. Den dramatiske, larmende, klodsede transformation fra det barnlige over det ynkeligt desperate til det potente.

På et tidspunkt træder Shia LaBeouf ud af filmrollerne som karismatisk rolling. Nu er det ikke længere uskylden, der skal transformeres, men skylden der skal tøjles. Og i alle roller, han har signeret stærkest og mest overbevisende, står det eksplosive og vilde i centrum.

Mørk uimodståelighed

I Lars von Triers mastodontværk med Charlotte Gainsbourg som lidende, liderlige Joe, Nymphomaniac Vol. I & II, spiller LaBeouf Jêrome med de stærke hænder, der som ung tager Joes mødom i tre plus fem ydmygende ryk. Siden bliver han hendes erotiske besættelse og så den husbond, der ikke kan give hende nydelse.

Shia LaBeouf som John McEnroe i Janus Metz’ ’Borg’ fra 2017.

Shia LaBeouf som John McEnroe i Janus Metz’ ’Borg’ fra 2017.

I Janus Metz’ fine wimbledonfinaledrama om dramaet omkring første finalekamp mellem Björn Borg og John McEnroe, Borg (2017), er han særdeles velcastet som amerikanske McEnroe: den drikfældige, tøjlesløst temperamentsfulde, skældende og smældende kontrast til den superdisciplinerede svensker Borg.

 Og i den sentimentale Peanut Butter Falcon (2019) spiller han, atter velcastet, en sørgmodig vildbasse, der drager på en slags roadtrip på flugt fra politiet sammen med en mand med Downs syndrom og siden også dennes lækre plejer på plejehjemmet.

Bedst er han i Andrea Arnolds nyklassiker, roadtripdramaet om vilde unge, American Honey, fra 2016. Vi befinder os i et amerikansk white trash-miljø. Pludselig står han der i seler og hvid skjorte og med en fedtet fletning i nakken foran vores kvindelige hovedperson i et supermarked og danser på en af kasserne med en vandflaske til Rihannas mesterligt dansable pophit »We Found Love«.

Senere flår han hendes tampon ud, da de har sex på en mark. Det er LaBeouf i al sin mørke uimodståelighed. Hans energi er overskridende. Han spiller impulsivt, med kroppen frem for med hovedet, han er selvsikkert charmerende, men også konstant ulmende og uforudsigelig.

Skulle man forsøge at tegne en streg fra den ene filmrolle til den anden, så er der meget ofte forbindelsen mellem skyld og uskyld. Det voldsomme, der dækker over det bløde. Det virker, som om Shia LaBeouf i de senere år, hvor han har haft mere at vælge imellem, tager de filmroller, hvor han kan udfolde og blotte sit mørke, men så også viser sig at være rigtig fin på bunden. Først er han voldtægtsmand i Nymphomaniac, til sidst er han den desperate, selvopofrende mand, der lader sin hustru kneppe hvem som helst i jagten på nydelse.

I Peanut Butter Falcon er han usoigneret og brovten bådearbejder, det sårede vilddyr, der spejlet i den barnliges uskyld – venner med Downs – kommer til at synes som et større menneske. Og derigennem, i sin transition og medmenneskelighed, vinder publikums sympati og den kvindelige rolles hjerte og krop.

Og så er der den dramatiske popsanger Sias kontroversielle musikvideo til kæmpehittet ’Elastic Heart’, der er set over en milliard gange på YouTube: Den lille danser Maddie Ziegler i hudfarvet dragt kaster sig rundt i et kæmpebur med en beskidt Shia LaBeouf i bar overkrop.

De to vrider sig om hinanden, kravler rundt i gitteret, Shia svinger sig rundt som en gorilla og kaster rundt med sin dansepartners spinkle krop. Relationen føles faretruende – den farlige mand og den lille pige – men magtforholdet bølger frem og tilbage. Ifølge credits spiller LaBeouf Sia her. Et indre møde mellem barnet og den voksne, uskylden og skylden i farlig flirt.

Stærk og bizar film

Den flirt går igen i Shias selvbiografiske film Honeyboy fra 2019. Shia LaBeoufs forældre var fraskilte, ludfattige hippier, faren voldtægtsdømt og tidligere heroinmisbruger. I forbindelse med en behandlingsdom for at have optrådt offentligt beruset fik Shia konstateret PTSD affødt af farens fysiske og psykiske misbrug i opvæksten og skrev under behandling manuskriptet til Honeyboy.

I filmen, der er instrueret af Alma Har’el, spiller LaBeouf under en maske af makeup og paryk sin egen far: en grænseløs, voldelig, magtesløs wannabe-kunstner, der engang optrådte som klovn til rodeoer og nu lever af sin søns karriere som barneskuespiller. 

Det er en ret så stærk film, men seneste tids anklager taget i betragtning er den også helt bizar at se. En PTSD-ramt, alkoholiseret skuespiller spiller den far, der gav ham PTSD. Her blandes virkelighed og fiktion, skuespiller og skuespillet, på svimlende vis. Umiddelbart kunne man tænke arbejdet med filmen som terapeutisk: En måde at holde barndommen ud i strakt arm på og undersøge den derfra, som han forklarer en Hollywoodkollega, Kristen Stewart, i Varietys samtaleprogram Actors on Actors

Men Honeyboy er ikke en terapeutisk film. Dens problematikker glider ind i virkeligheden, i hvert fald.

For det er under optagelserne af netop Honeyboy, at Shia LaBeouf møder FKA twigs og snart efter begynder at date hende. Hun spiller i filmen en fattig prostitueret, der bor over Shia og faren i en trailerpark.

I en klam scene aner vi farens lyst til at voldtage hende og/eller halvbagte forsøg på at forføre hende. Og vi ser sønnen udvikle et intimt semiseksuelt, tryghedshungrende forhold til hende. Den lille Shia i filmen er uskylden, der gemmer sig i hendes arme.

Om noget er Honeyboy en film, der uskyldiggør Shia LaBeouf, gør ham til barnet igen, til ham, vi har inderligt sympati for og jo også til ham, der ikke kunne gøre for sin barndom og i sit voksne liv skal bøde for det. Så meget sympati vinder han, at man får lyst til at glemme, at Shia bogstaveligt talt ER sin far i den film: Ham der snart vil misbruge FKA twigs. Det er, sådan føles det, som om han gemmer sig inde i sine film for at undvige sandheden om sig selv.

Her er dit liv

»Jeg er dybt utilfreds i mit liv …« siger han i interviewet med Kristen Stewart, som er sådan lidt nervøst, han er overintens, hun famler.

»Men det her er dit liv…?« siger hun.

»Ja, præcis, men det er her, det bliver lidt kompliceret for mig, at det er ikke hele mit liv, og det skal jeg lære at have det o.k. med, og det er ofte der, det går galt for mig: at når jeg ikke er på et filmset, så bliver livet hårdt …« siger han.

Stewart virker mildt overvældet over ærlighedsniveauet i denne smalltalk, der skulle hylde skuespilkunsten midt i en nydelig stuekulisse. Hun foreslår ham, ironisk, at gå til keramik. Han tager forslaget demonstrativt alvorligt.

»Jeg ville ikke kunne lide at lave keramik i livet,« siger han. »Men jeg ville kunne lide det under optagelser. Det er ligesom, at jeg ikke kan lide is i livet, men hvis du giver mig is på et filmset, så fucking elsker jeg is. Det er det, som det her gør for mig, det får mig til at elske ting.«

Hvis blot Shia LaBeouf boede i en filmkulisse, sådan er hans forstyrrede oplevelse af film og virkelighed, så ville han ikke gøre fortræd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her