Mange har samstemmende udråbt smitteåret 2020 til et overordentlig flot år for ny dansk litteratur. Begejstringen har dog især samlet sig om en halv snes romaner, alle omtalt i vor oversigt i tillægget Vinterbøger den 4. december.
Men det mest bemærkelsesværdige er måske, at der samtidig udkom langt mere end en håndfuld fremragende digtsamlinger, og at den avancerede prosa – og herved forstås den, hvori der eksperimenteres med formen, den, der tør bryde genregrænserne op, den, der satser maksimalt på litteratur som middel til overraskelse, til erkendelsesmæssig forundring – kom til at stå så stærkt.
Vi taler her ikke om så forskrækkelig mange enkelttitler, men de fire, der skal fremhæves, hævdede sig som bud på en litteratur, som kan rumme snart sagt alt, og som er fri i sin form og ligeglad med alskens forhåndsforventninger og æstetiske konventioner.
En sådan prosakunst præsenterede Peter Adolphsen i sine to første bøger Små historier fra 1996 og Små historier 2 fra år 2000 på henholdsvis 54 og 83 sider. Men med Små historier 3 på hele 93 sider (!) overgår han sig selv, ikke kun i henseende til omfang, men også hvad angår mangfoldighed.
Her er nemlig plads til alt. Det høje og det lave, for ikke at sige det direkte klamme. Det fornemme plus det gakket platte. Det spekulative, det groteske. Her er rigeligt tumlerum for viltert triumferende fantasi.
Inspirationen fra Kafka, Borges, Villy Sørensen, Højholt og Seebergs sene prosaarbejder er stadigvæk åbenlys, men forvaltes med sikker originalitet, hvad enten det drejer sig om science fiction-visioner, filosofiske tankeeksperimenter eller blot gakkede gåder. Kunsten består i skånselsløs komprimering, som i »Trylleosten«, der indleder bogen:
»I et tomt, aflåst lokale sad der engang en mand med en humpel trylleost i hånden. Denne ost skulle redde ham fra sulten og tørsten en tid lang, men også ende med at slå ham ihjel: Magien var nemlig den, at osten voksede for hver gang, han spiste af den. Han led den fæle kvælningsdød, klemt op mod et hjørne af loftet.«
Kynisk? Måske. Men på sin egen måde jo også en tekst, der skriver sig ind i tidens klimalitteratur ved at udstille mennesket i dets uhjælpelige sårbarhed, samtidig med at skriften skrider, fra eventyret via parablen til grotesk-anekdoten.
Kroppen som mode-plads
Også Ida Holmegaard opererer i sin LOOK på tværs af genrer. Bogen består af erindringsfragmenter, småiagttagelser, analyser, refleksioner, aforismer, citater, der tilsammen skal danne en blandet form – kompleks, efterdi skriftens generelle ærinde er det: at udforske tøjet som tegnfelt og kroppen som mødested eller mode-plads for sammensatte betydninger.
»Læsninger« kalder bogen sig, fordi den handler om at læse, altså aflæse eller bestemme mennesker ud fra deres påklædning, hvad enten den er den unge Werthers berømte jakke, en perfekt siddende herreskjorte eller en plysset angorasweater med rullekrave og korte ærmer.
Det stof, som vi tager på og bærer, virker nu engang både indad og udad – indad som en intim beskyttelse, en slags fordobling af huden, udad i en visuel appel til andres tolkende opmærksomhed.
Til refleksionen over tøjet som tegnverden kobler Ida Holmegaard sin drøm om et sted uden for de to gensidigt udelukkende køn. Som en af bogens talrige citatleverandører også siger: »Jeg mener, køn er overvurderet. Selv om jeg designer med ideen om en mand for øje, fordi det er det, jeg ved, hvordan man gør, synes jeg ikke, et stykke tøj bør laves bevidst til en mand eller kvinde.«
Forfatteren tilføjer: »Jeg elsker de sætninger, jeg kunne bo hele dagen inde i dem.« Og så følger en beskrivelse af et sæt tøj fra kollektionen The Hunting:
»En stram silkejakke, mørkegrøn, med læderbælte og korte, posede shorts. Jeg kommer til at tænke på Robin Hood, tegneserieudgaven. Looket er stylet med lårhøje slangeskindsstøvler. Modellen er fotograferet nedefra, intimiderende stolt, der er et bart stykke hud mellem hans støvler og shorts.«
Sådan et lille prosaafsnit fremstår nærmest som digt og er et typisk eksempel på det hybride præg over Holmegaards bog, der skifter uforudsigeligt mellem essayistisk refleksion og poetiske drømme om forbindelser, noget, forfatteren principielt opfatter som langt vigtigere end stabile identiteter.
Men egentlig kan man nu godt kredse om identitet uden at dyrke rigide forklaringsmodeller. Det fik vi demonstreret gennem Mathilde Walter Clarks Huset uden ende, som rummer 20 personlige essays af kulturkritisk tilsnit, skrevet fra 2012 til 2019. »Vi er alle udsatte,« skriver hun. For der findes »ingen entydige svar. Kun perspektiver og blinde vinkler«.
Flertydighedens betydning betones ved en skrift, der, som Thomas Thurah sagde her i bladet, veksler mellem det morsomme og det sørgmodige, plus mellem fortællende passager og filosofiske refleksioner. Som tilsyneladende lader alting: fortælling, billeder, motiver, strømme frit – og så alligevel formår at samle det hele i ét billede.
Om Amalie Smiths Thread Ripper – i undertitlen netop etiketteret som »Hybrid« – skrev Lillian Munk Rösing i sin anmeldelse i Politiken, at værket gav en stærk fornemmelse af, hvordan litteraturen kan rumme ALT, lige »fra den mindste detaljesansning til det største spørgsmål, fra det personlige til det fælles, fra drømmebilleder til fakta« ved vel at mærke at binde det til »et konsekvent formprincip«.
Formvalget hos Smith består i to parallelt løbende tekstspor, det ene med dagbogsnotater dateret fra september 2017 til juni 2018, det andet med essayistiske og nærmest afhandlingsagtige tekster kredsende om forbindelsen mellem væven og computeren som denne verdens henholdsvis ældste og yngste avancerede teknologi.
Forfatteren er nemlig i sin research gået tilbage til englænderen Charles Babbages programmerbare regnemaskine, anset for den første computer, og har fundet ud af, at matematikeren havde hentet ideen fra en anden teknologi, den industrialiserede væv.
Herfra går tråden videre til Ada Lovelace, en ung britisk kvinde, der i midten af 1800-tallet blev venner med Babbage og skrev banebrydende notater om tænkende maskiner, fordi hun i hans opfindelse anede et nyt sprog, som måtte kunne bruges til andet og mere end matematiske udregninger, ja, som måske ligefrem kunne danne skrift eller musik?
Sammenvævet hermed fortæller hybridbogen historien om arbejdsprocessen omkring et digitalvævet billedtæppe, som faktisk minder om et, Amalie Smith selv i virkeligheden har skabt!
Det hele er, skrev Linea Maja Ernst i Weekendavisen, som hvis nogen havde bedt Inger Christensens naturpoesi og poetiske essayistik om lige at komme en oktav længere ned på jorden: »Det er lysende cerebralt, ambitiøst vidtforgrenet, men enkelt at følge i uendelige retninger.« Skriften karakteriseres sammesteds som »en fortryllende tænkemaskine«.
Hvilket helt overordnet sagtens kunne være en fin definition på lyrik, når den er bedst, men nok ikke passer særlig godt på billedkunstneren og forfatteren Kaspar Kaum Bonnéns bag om min far, skrevet på »knækprosa« i et behjertet forsøg på at beskrive, begribe, om muligt overkomme den komplekse forbindelse til en far, der svigtede som forælder.
Værket er, som Mette Høeg meget dækkende skrev i Berlingske, »et faderopgør, der håber på forsoning, en både diffus og skarp, famlende og målrettet og meget læseværdig bog«.
Fordømte/forsømte forår
Stadig i den personligt baserede, jeg-situerede afdeling af den lyriske genre fandt man i 2020 Caspar Erics Jeg vil ikke tilbage, hvis koncept består i dagbogsskrivning fra COVID-19-epidemiens og dermed den landsdækkende nedluknings fordømte/forsømte forår. Situationen er påtvunget klaustrofobisk:
Den stress jeg føler
er den døde tids stress
ikke at kunne bidrage
med andet end digte
et lille fix
mens jorden ryster
noget at fylde
dagene med.
Dog, digteren får reelt noget ud af den tabte eller måske genfundne tid, nemlig en koncentration, en nødvendig stilhed, en nødvendig besindelse på det nære. Derfor vil han heller ikke være med til at definere den på én gang lukkede og åbne periode, sørgmodigt kaldt »aflysningernes tid«, som noget, der bare skal overstås:
Jeg hader når folk siger
»I denne coronatid«
som om vi befinder os
i en afgrænset periode,
som om der findes
et magisk nulpunkt,
en nulpunktsnatur
at vende tilbage til.
Nulpunktsnatur – det er måske, hvad Victor Boy Lindholm opsøger i digtsamlingen eller digt-forløbet Jeg slæber lungerne som en vægt, hvor man følger et karakteristisk afpillet, omverdensløst lyrisk jeg, som cykler rundt på Kalvebod Fælled og det østlige Sjælland i et ihærdigt forsøg på at finde naturen såvel i omgivelserne som i sig selv, samt om muligt overvinde sine indre problemer.
Komme ud af en følelsesløshed, alt imens han forsvinder ud i landskabet og selv bliver til vejen under vintersolen.
Når han cykler, river vinden i lungerne. Han nærmer sig kraften i kroppen og mærker pulsen som en klump i sin hals. Får han lov at ånde træerne dybt ned i systemet, er han bare lykkelig, skønt benene bliver lamme, og der er lang vej hjem i den kolde modvind.
For i selve bevægelsens, stadigt mere for bevidsthed tømte nu får han kontakt med en indre styrke og genfinder et håb om »troen på noget«.
Caspar Eric og Victor Boy Lindholm, født henholdsvis 1987 og 1991, har i tidligere bøger kredset om generationstypiske erfaringer og begge trukket voldsomt på populærkulturelle referencer, men er i deres bøger fra 2020 søgt ind i et mere personligt rum og virker i det hele taget mindre overfladiske end før. Til gengæld bliver de så ramt lige i nakken af den patos, som ofte følger med en traditionel jeg-lyrisk position.
Et sådant lyrisk udsigelsessted har Ursula Andkjær Olsen lige fra sin debut i 2000 stort set formået at undgå, men i Mit smykkeskrin var der øjensynlig bare ingen vej udenom, hvis hun dels ville skrive om dette at komme til skelsår og midalder, dels indfælde sit lyriske jeg i alle de mange økonomiske, men også følelsesmæssige, materielle og kropslige bånd, kæder og kredsløb, som mennesker er en del af.
Ambitionen ligger meget klart på linje med forbilledet Inger Christensens, i særlig det (1969), som da også citeres i det nye, stadig vældig ursulaske, men i sin smertetyngde også dejligt risikovillige værk.
Patosrisikoen lurer på færøske Tóroddur Poulsen i Valseværk, hans første samling skrevet direkte på dansk; dog modarbejdes faren af hans meget lidt højstemte, underspillede humor. Førhen prægedes hans poetiske praksis ved polemiske hib og knopskydende metaforgevækster, men her koncentreres hans sprog maksimalt og opnår kraft gennem radikal formel reduktion:
mørket
jeg cykler
igennem
beskytter
mig med
lyde
jeg ikke
hører ved
højlys
dag
Lyde, som vi ikke hører ved højlys dag. De udtryksformer, vi ikke benytter, fordi de ikke er gangbare i den sociale praksis. Sproglige vendinger, som på én gang er så selvfølgelige og direkte, og så sære og specielle, at de kun kan hviskes til en elsket eller ytres ved et dødsleje. – Kunne alt dette ikke stå som forklaringer på, hvorfor vi i det hele taget behøver digte?
I hvert fald er det på præcis dette, eksistentielle, plan, at man som læser møder Pia Tafdrup i hendes fjerde og næstsidste samling i den serie, hvor hun udforsker menneskets sanser. Lyden af skyer er en takkesang for en gave, høresansen, et på én gang fælles og dybt personligt lydkatalog, en lovprisning af selve tilværelsesunderet:
Skyerne farer ikke vild i deres forvandling,
de bevæger sig højt oppe over mig, bliver til og opløses, spredes langsomt,
lukker lys ned på jorden, ned over søen.
Himlen har åbnet sig nu,
universet spørger, om jeg er levende,
rum er stilhed,
den genlyder i mit indre øre nu, fylder mig.
Sådan kan dén indsigt formes, at det menneskelige væsen forankret i sanserne er et mangestrenget instrument for lyde i forvandling.
Mindre højstemt, men for så vidt lige så verdensåbent taknemmelig, var den digtsamling, hvormed Niels Hav efter en længere pause vendte tilbage som lyriker. Øjeblikke af lykke hed den og nåede et kulminationspunkt i et digt om, hvordan »en lykke gennemstrømmer universet«.
Skønt der nu ellers kan findes nok at være ked af, som for eksempel i denne mistrøstige nedtælling til nul:
En af de dage, der alligevel ikke
er en af de dage. Et sort hul i kalenderen,
gammel sne, størknet gråd.
Parkeringspladsen er halvtom.
Nogen kommer bærende med en buket
Uigenkaldelig ensomhed,
2 – 1 = 0.
Den opmærksomme læser har muligvis bemærket, at nærværende sammenfatning af det bedste fra 2020 inden for formelt avanceret skønlitterær prosa og mere eller mindre sprælsk poesi er begyndt at tælle nedad: Tóroddur Poulsen er født 1957, Pia Tafdrup 1952, Niels Hav 1951.
Skulle man række helt bagud i tid, kunne man kippe med flaget for 92-årige Knud Sørensen, som med sin samling Mit sprog og fjordens føjede 22 enkle, smukke tekster til sit imponerende stabile lyriske senværk.
I stedet vil vi dvæle ved folk fra 1940’erne og fryde os over, at der findes så egensindige poeter som Peter Nielsen (f. 1948), Niels Simonsen (f. 1946) og Peter Laugesen (f. 1942).
Førstnævnte leverede med Inden årstiderne; regnlys et personligt katalog af lyriske stemmevariationer, og »midtomtalte« Simonsen sammenføjede i Det panteistiske blækhus på allersmukkeste vis en høj sprogbevidsthed og tilsvarende ydmyg dødsbevidsthed til en religiøst stemt hyldest til den hellige, evigunge poesi, der, som Martin Gregersen fint skrev i Kristeligt Dagblad, får det formelle sprogmateriale til »pludselig at synge med salmetunge«.
Hvis noget kan kaldes fælles for de tre nævnte lyrikere i alderen mellem 70 og 80, må det være det konstant uforudsigelige ved deres egensindige digtning. De har alle fundet veje til variationsrigdom og herlig mangfoldighed, kombineret med munterhed og overrumplende vitalitet. Og så er de også fælles om at nære en indgroet skepsis over for litterære konventioner.
»Der er ikke noget at frygte. / Det kan ikke være forkert, / der er ingen kriterier, ingen regler,« skriver Laugesen således i Vadehave – den suveræne 2020-samling, hvis poesier fra Fanø, nærmere bestemt Digterhjemmet i Sønderho, Julius Bomholts gamle sommerhus, bestemt tåler sammenligning med Åens skrift (1979), der blev til under en sanseberust sommer nær Gjern ved Gudenåen.
Andetsteds i den nye bog citerer Laugesen den nylig afdøde franske digter Yves Bonnefoy, som peger på, at nogle digte kan være vanskelige at forstå under en let fattelig overflade. – Og ja, sådan opleves det, at poesi så at sige redder overfladen fra det overfladiske og demonstrerer, hvordan eksistensen foreligger, i os og lige foran os, og det værende derfor atter og atter kan kaldes frem i sin uskjulthed:
Store stræk
af viden og verden
ligger døde
øde hen
Ingen kommer der mere
Det er
de skønneste steder
Mit trætte teater af fygende minder:
Tre tykke køer
på korte ben
vandet
der stiger og falder
Tak til poeterne og de formfornyende prosaister for et år med uforglemmelige øjeblikke af lykke og stunder af sproglig skønhed og intens uforudsigelighed.
