Kommentar
Læsetid: 4 min.

Tålmodighed, siger Søren Brostrøm. Men jeg kan ikke nøjes med scenekunst på nettet

Det er svært at bevare tålmodigheden, når man ser coronateater på skærmen. For jeg længes efter et teater, der skabes af levende kroppe i rummet lige foran mig – og efter at være del af et fælles åndedrag
Den unge balletdanser Stephanie Chen Gundorph og den garvede karakterdanser Sorella Englund bryder gennem skærmen i deres danseduet og bevæger tilskueren i Det Kongelige Teaters dansevideo ’Respira’.

Den unge balletdanser Stephanie Chen Gundorph og den garvede karakterdanser Sorella Englund bryder gennem skærmen i deres danseduet og bevæger tilskueren i Det Kongelige Teaters dansevideo ’Respira’.

Maria Albrechtsen Mortensen

Kultur
21. januar 2021

»Kan teatrene ikke bare videofilme forestillingerne og lægge dem på nettet?« Sådan lød det tit fra velmenende mennesker, der ville trøste mig og mildne mit teatersavn i begyndelsen af coronalukningen.

Teatrene overvejede selvfølgelig det samme. Men det tager næsten syv uger at skabe en almindelig teaterproduktion fra prøvestart til premiere, og med de mange nedlukninger har det været svært for teatrene at gennemføre prøveforløbene.

Kun de færreste teatre har fastansatte ensembler, og skuespillere er ellers typisk kun ansat tre måneder ad gangen, så spilleperioder kan sjældent forlænges. Derudover har videospørgsmålet naturligvis handlet om aftaler med forbundene – og om penge. En lækker streaming koster let det samme som en ekstra skuespiller. 

Men hvad skal en teatersulten anmelder gøre ved det? Jeg vil jo bare i teatret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her