En torsk hjalp Mikkel Frey Damgaard af med frygten for at ende som sin far

Hvis man kører ud langs Københavns Lufthavn, følger de flade landingsbaner og fortsætter ud igennem Dragørs gamle kvarterer, åbner Sydstranden sine lavvandede vidder for én. I det ankellave vand ligger store sten som strøet ud, de stikker op som små øer, hvor fuglene sidder og renser deres fjer.

Ved den største sten går der en lille lokal strøm, hvor vandet stryger lidt hurtigere igennem, og her trækker hornfiskene forbi år efter år. Her ved denne store sten i en stærk nordvestlig vind kaster tv-vært og forfatter Mikkel Frey Damgaard sit blink ud i det lave vand:

»Der er bid!« råber han, mens jeg vader ud over revlen.

Mikkel Frey Damgaard begyndte først at fiske i december, men det optager al hans fritid. Han er begyndt at lave tv-programmer om det, han har købt anpart i en bil, og alle hans opslag på sociale medier handler om at fiske.

I december 2019 tog Mikkel Frey Damgaard på kuttertur med en af sine venner. Rundt omkring på båden stod folk og drak øl og røg cigaretter, men der skete ingenting før til allersidst: »Lige før klokken 17 huggede der en fisk. Følelsen af hugget, når man er begynder, er helt vildt. Det var adrenalin blandet med en helt tydelig frygt. Jeg var på en barnlig måde bange for, hvad der kom op af vandet. Det var en sød lille torsk på 2,5 kilo, men den første panik var meget pirrende. Derfra var jeg opslugt.«

Kontroltab

Sidste år udgav Mikkel Frey Damgaard den selvbiografiske bog, Sørgekåben, der handler om hans fars selvmord. I bogen stykker han sin families historie sammen og fortæller om traumer, hemmeligheder og om at blive besat af sine passioner. I Sørgekåben er farens skæbne en del af en større fortælling, der går på tværs af generationer, og det er på grund af denne bog, at vi mødes en forårsdag i maj. Fordi arbejdet med denne bog netop hænger sammen med fiskeriet.

Mikkel Frey Damgaards far var politisk aktiv på venstrefløjen i 70’erne, han dyrkede en besættende passion for sommerfugle og var en velrenommeret hjertelæge på Rigshospitalet. Men hans far havde et mørke, der i sidste ende gjorde ham besat af sit arbejde for at flygte fra sin families hemmeligheder. Han fik en depression, og depressionen ledte i sidste ende til hans tragiske selvmord, som Sørgekåben blandt andet handler om.

Mikkel Frey Damgaard fortæller, at hans far på grund af arbejde og depression kunne være fraværende, at han kunne blive så optaget af noget, at han i perioder forsvandt:

»Jeg har været bange for at blive som min far. Hvis jeg var begyndt at fiske tidligere, ville der have været en lille stemme, der sagde til mig, at det var farligt at blive så opslugt, som jeg er af det. Der er en forskel mellem mig og min far. Han kastede sig over sommerfuglene, og det var, som om det skulle træde i stedet for noget andet og smertefuldt. Det er ikke det, der sker for mig i fiskeriet. Min far gik til sine sommerfugle, fordi der var noget i hans liv, der ikke var lagt på plads. Jeg går ind i fiskeriet, fordi jeg har lagt min far og min familiehistorie på plads. Jeg flygter ikke længere. Det gjorde jeg før.«

Sørgekåben fyldte alt i Mikkel Frey Damgaards liv i fire år, og derfor tilbød fiskeriet et kærkomment rum for ham, som han kunne gå ind i.

Han bevægede sig fra det ene altopslugende projekt til det andet. Han beskriver det selv som at projicere en tilstand over i en anden, alligevel insisterer han på, at det er to vidt forskellige ting:

»Historien om min far er et uigennemtrængeligt mørke. Det var ikke et sus, når jeg fandt ud af mere. Det handlede om at sætte nogle ting i kasser. Fiskeriet er et fuldstændig fravær af kasser. Der er ikke noget, som jeg kan styre. Derfor er de første fisk også vilde, fordi det er et totalt kontroltab at stå med et levende dyr for enden af snøren.«

Det er otte måneder siden, Mikkel Frey Damgaard fangede sin første fisk. Efter den magiske dag på båden lod han sig opsluge af lystfiskeriets verden. Han dykkede ned i litteraturen, i hemmelighederne, han begyndte at fylde sin lejlighed med grej og tog afsted på kutterture alene:

»Det var på kutteren, at jeg kunne genopleve følelsen af den første fisk, men det er en særlig ting at tage på kuttertur alene. Det er lidt nogle særlige typer, som er med. Det er ofte folk, der har svært ved at passe ind andre steder. Der er en klar ensomhed til stede. Der stod jeg så alene. Jeg var ude hver weekend.«

Bedre end stoffer

Hornfiskene er store. Det er de første hornfisk, der trækker gennem Køge Bugt og videre igennem Øresund. De kommer i flokke, og de første er altid de største. De er en slags spejdere for de mindre fisk, der ankommer et par uger senere i så voldsomme mængder, at det til tider er en pinsel for lystfiskere, der er ude efter andre fisk.

Men Mikkel Frey Damgaard er stadig begynder, og det giver stadig et sug i ham, når hugget falder langt ude på linen. Han kæmper et øjeblik med hornfisken, og efter dagens første kast hiver han en lang, slank og lidt tykmavet hornfisk op. Han brækker nakken på den. Det er en hun.

Mikkel Frey Damgaard bevægede sig hurtigt videre fra torskefiskeriet på kutterne, og da han begyndte at læse om havørreden, var han solgt. Den fyldte mere og mere i hans tanker, men han kunne ikke fange den.

Det blev og er en besættelse at fiske efter den:

»Det er svært at forklare, hvorfor det er blevet så intenst, som det er nu. Der var helt sikkert et tomrum efter arbejdet med bogen. I klassikeren Den fuldkomne fisker af Izaak Walton spørger forfatteren: Hvad er sundest? Kontemplation eller handling? I fiskeriet gør man lidt begge ting samtidig. Det er ikke den rene meditation at fiske, man er meget til stede i jagten, men der forsvinder også hurtigt et bevidsthedslag, så man kan bevæge sig ud af sig selv. Modsat stoffer bevæger man sig ud af sit eget ego, når man fisker.«

Han fortæller, at det er blevet tydeligt for ham, at man må ofre noget for at få noget igen, og selv om det måske lyder banalt, er det en erkendelse, som man aktivt må arbejde med i en verden, hvor alle nydelser er enormt tilgængelige:

»Hele livet kan være meget nemt og mageligt. Men hvis man vil fange en havørred, skal man potentielt hele Sjælland rundt. Man må sætte sig selv på spil. Det er selvfølgelig også farligt at blive for opslugt, fordi man kan bevæge sig væk fra verden, mens man føler, at man nærmer sig den.«

Men det er ikke blot spørgsmålet om at udsætte sig selv for prøvelser, der har bragt ham så langt ind i lystfiskeriets verden. Mikkel Frey Damgaard har en følelse af at række ud mod en verden, som han ikke forstår:

»Jo mere jeg læser om havet og fiskene, desto klarere bliver det for mig, at jeg ikke kan begribe det. Mennesket har så svært ved at forstå, at det økosystem, vi indgår i, ikke opfattes på samme måde, som vi opfatter det. Selve spørgsmålet, om en fisk sover, er meningsløst. Det kan vi ikke forstå. Fisken har jo ikke noget begreb om søvn på samme måde som os. Fisken kan jo ikke lukke øjnene. Det er et stort chok.«

Den sidste fisk?

Mikkel Frey Damgaard er iklædt sine grå waders og en kort fiskejakke, på ryggen har han en skinnende blå rygsæk fra outdoormærket Patagonia, og han bærer et par polaroidsolbriller, der fjerner genskæret fra vandoverfladen, så det er nemmere at spotte fisken. Når man fisker fra kysten, går man normalt meget. Man vader for at finde fiskens standpladser, men vi har været her en time, og vi har ikke flyttet os ud af stedet.

Fra min side hænger fem store og fede hornfisk. Der er fisk efter blinket i hvert eneste kast, og de følger med helt ind til stangspidsen, hvor man ser den hurtige fisk i høj fart i overfladen. Det er næsten for nemt, og Mikkel Frey Damgaard tager ikke fisk med hjem i dag.

Præcis det har antændt en frygt i ham. Mikkel Frey Damgaard kom endelig i kontakt med havørreden i midten af foråret, og det var, som om der gik hul på bylden. Han fangede flere fisk, og den ekstase, han oplevede på de første ture, var ikke den samme:

»Jeg er meget bekymret for, om der kommer en dag, hvor jeg ikke har lyst til at fange fisken, fordi jeg alligevel gerne vil slippe den ud igen: For hvis skyld er det, jeg gør det her? Det er jo ikke fiskens, og jeg vil ikke spise den.«

Det er et paradoks, som enhver lystfisker må forholde sig til, fordi lystfiskeriet sjældent handler om mad, og altid påfører et andet væsen en unødvendig smerte og kamp.

Derfor fortsætter vi heller ikke i dag. Det bliver en meget kortere tur, end vi regnede med. Fiskene var hugvillige, og vi fik, hvad vi kom efter. Man skal være ydmyg og ikke grådig, og mens vi vader ind mod kysten igen, afslutter Mikkel Frey Damgaard dagen med disse ord:

»Det går fra, at man vil have fisken ind. Min panik i forhold til at miste fisken var vanvittig i begyndelsen. Nu er der ikke noget bedre, end at den afkroger sig selv. Det tager besværet væk, og nu er der kun fixet tilbage. Jeg jagter følelsen af, at jeg kan noget, at jeg fuldstændig bemestrer det. Det gør jeg ikke endnu. Men en skønne dag.«