Tag med ud og fisk
Læsetid: 3 min.

Victor Boy blev ramt af lystfiskerfeber, da landet lukkede ned. Det var han ikke ene om

I fire afsnit spørger forfatter og journalist Victor Boy Lindholm, hvad vi kan lære af lystfiskeriet om os selv, naturen og fællesskaber. Hvad er det, der drager mennesket mod det, der gemmer sig under vandets overflade?
I fire afsnit spørger forfatter og journalist Victor Boy Lindholm, hvad vi kan lære af lystfiskeriet om os selv, naturen og fællesskaber. Hvad er det, der drager mennesket mod det, der gemmer sig under vandets overflade?

Sigrid Nygaard

Kultur
5. januar 2021

Fra jeg var 11 år, til jeg var 16, fiskede jeg, som gjaldt det mit liv. Der var ingen tvivl om, at det var det vigtigste i min tilværelse, men gradvist forsvandt den naturlige lyst til at stå tidligt op og vandre ned ad villavejene i forstaden Værløse for at jage gedderne i det mørke vand. Jeg lukkede døren til lange dage ved kysten, til varme insektfyldte sommeraftener ved åen og kolde vintre ved søens bred. Men min identitet som lystfisker var ikke helt væk.

Gennem mine tyvere tog jeg på enkelte fisketure, små forsøg på at få adgang til den ild, som min teenageskikkelse var i stand til at antænde, men følelserne, besættelsen og begæret efter skyggerne i vandet var væk.

Indtil marts 2020. Den første store nationale nedlukning fik mig til at søge ud mod vandet, det trak i mig, og jeg var af uransagelige årsager genfortryllet af tidevand, fødeemner og blinkets helt korrekte gang i vandet for at overliste fisken.

Det var jeg ikke alene om.

I foråret 2020 blev der ifølge Fiskeristyrelsen solgt mere end 20 procent flere fisketegn end i samme periode i 2018 og 2019, og landets grejbutikker meldte om et hidtil uset salg af fiskegrej til nye lystfiskere.

Inden i mig har der længe levet en drøm om at skrive om lystfiskeri, og på én måde ligner fiskeriet og det at skrive lidt hinanden. Man fremmaner noget, som man ikke kunne se før. Skriften på papiret, fisken i ens net. Derfor ville jeg med min genfundne fiskefeber tage ud og tale med andre lystfiskere om, hvad fiskeriet kan, så I læsere måske også får lyst til at gribe stangen. 

I fire afsnit fortæller journalist Mikkel Frey Damgaard, fiskekollektivet Fiskekonerne, fuldtidslystfiskeren Irena Mathiasen og litteraturforsker Jacob Bøggild om at finde en vej gennem livet ved hjælp af fiskestangen.

Vi har selvfølgelig forsøgt at fiske efter fiskene på de tidspunkter, hvor det har været bedst at fange dem. Havørreder jages for at finde et håb, kvindelige fiskekollektiver dannes for at skabe flere rum i en mandsdomineret hobby, hornfisk fiskes for at overkomme sorg, aborrer fiskes på Farum Sø for at finde nye erkendelser om naturen.

Fælles for lystfiskerne er, at fiskeriet er livsvigtigt for dem. Det er et fristed i præstationssamfundets ræs. Det er en tilgang, som jeg kan genkende, og som placerer en ydmyghed i fiskeriet. Det vigtigste er at komme ud, derefter kommer behovet for at fange noget.

På den måde har jeg ændret mig, siden jeg fiskede som teenager. Jeg drømte om at blive fiskeguide, om at leve professionelt af lystfiskeriet, og det var en dårlig tur, hvis jeg ikke fangede noget, fordi det beviste, at jeg endnu ikke mestrede fiskeriet.

I dag er jeg ikke ligeglad med at fange fisk. Men på den anden side af en universitetsuddannelse under diverse fremdriftsreformer og et liv i freelancelivets turbulente mølle har jeg det faktisk godt med bare at stå og stirre på et dødt hav. Det er nok. Indtil videre.

Jeg har meldt mig ind i en fiskeklub igen, og jeg tager snart hul på det nye år med fiskestangen i hånden. Det er Ølsted-Frederiksværks Fiskeklub, der går under det dejlige navn Fabelfisken. Her får jeg adgang til fire kilometer af den idylliske Havelse Å, hvor jeg til foråret skal bedrive mit yndlingsfiskeri: tørfluefiskeri efter bækørreder på lyse aftener. Måske kommer der en bog om det en dag. Indtil da kan du, kære læser, i de næste dage i denne kompakte serie læse om ét års lystfiskeri.

God fornøjelse!

Serie

Lystfiskeri for livet

Lystfiskeri er blevet populært under coronakrisen. Forfatter og journalist Victor Boy Lindholm har fisket hele sit liv. I løbet af det nedslukningsramte år har han været på fisketur med fire fiskeentusiaster, for hvem fiskeri har givet adgang til en særlig indsigt.

Seneste artikler

  • En torsk hjalp Mikkel Frey Damgaard af med frygten for at ende som sin far

    14. januar 2021
    Tv-vært og forfatter Mikkel Frey Damgaard jagter følelsen af at mestre noget og bevidstheden om at indgå i et større univers, når han slæber sit fiskegrej ud til kysten og kaster snøren i vandet. Lystfiskeriet er blevet en passion for ham, et åndehul i et liv, der tidligere var hjemsøgt af farens selvmord
  • For Irena Mathiasen er en havørred et håb om bedre tider

    7. januar 2021
    Lystfiskeriet har været vejen til et bedre liv med psykisk sygdom og blodpropper i lungerne for Irena Mathiasen, der i dag bruger al sin tid på at fiske. Hun er blevet så god, at fiskeriet ikke bare har fået hende til at få det bedre, men også har givet hende en plads i livet, når hun giver råd om fiskeri til sine følgere på Instagram
  • Aborrefiskeri med litteraturprofessoren: Noget radikalt ikkemenneskeligt bider på krogen

    6. januar 2021
    Hvad vil det sige at være lystfisker midt i en global klimakrise, og hvad kan fiskeriet lære os om det, der er fremmed for os? Vi er taget på fisketur på Farum Sø med litteraturforskeren Jacob Bøggild for at få svar på de spørgsmål
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annelise Bruus

Jeg er en gammel kone på 84 og jeg har været fluefisker nu i 15 år.
Bortset fra en glæde og ro ved at fiske vadende fra kysten, i strømmende vand eller stående på bredden af en å, er jeg i vintersæsonen beskæftiget med at binde mine egne fluer, mens jeg drømmer om næste fluefiskesæson efter laks, ørred og stalling! Men at spinnekaste er ikke noget for mig, og derfor bliver jeg inde varmen med mine fluer, når blæst og kulde hersker.
Jeg kan kun anbefale flere af hunkøn at tage denne herlige sport op! Knæk og bræk fra Annelise Bruus

Carsten Wienholtz, Gert Romme, Ib Christensen, Sven Bové Christensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jacob Johansen

Jeg har tidligere selv fisket, også catch and release fiskeri. Ny forstår jeg ikke længere catch and release fiskeri, jeg synes ikke det er så godt at udsætte fisk for de ting som de bliver udsat for ved at blive fanget, kun for fornøjelsens skyld.

Carl Chr Søndergård, Gert Romme og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Det foregår ude i naturen. Og ud over lidt motion, frisk luft og god appetit, som er godt for alle aldersgrupper, får man også en bedre forståelse for naturen, dens ressourcer og dens begrænsninger.

Og måske er der en del af fremtidens turisme. For eksempel i Skotland er omsætningen og indtjening for guided fiske-turisme større, end det landets store fiskeflåde kan bibringe.

Carl Chr Søndergård og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar