
Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.
Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.
Den virtuelle verden
Klassikere på Spotify
I maj 2020 udgav Spotify en lydbogsversion af Harry Potter and the Sorcerer’s Stone. Nu lirker de sig længere ind på lydbogsmarkedet med ni nye lydbøger produceret af dem selv. Blandt dem finder man blandt andet Frankenstein af Mary Shelley, Persuasion af Jane Austen og den selvbiografiske Narrative of the Life of Frederick Douglass, an American Slave. Bøgerne er lagt op i kapitler, og til hver bog knytter sig et afsnit af podcasten Sitting with the Classics med litteraturprofessor Glenda Carpio fra Harvard som værtinde.
USA
Mere Frederick Douglass, meget mere
Ovennævnte Frederick Douglass er ikke blot genopstået på Spotify. Den afroamerikanske borgerrettigheds- og ligestillingsaktivist, forfatter og politiker, der blev født som slave i 1818, flygtede (ad flere omgange), blev frigivet i 1838 og døde i 1895 er et ikon i nordamerikansk (litteratur)historie. Hans manuskripter, korrespondancer, familiebilleder m.m. er samlet i Walter O. Evans Collection of Frederick Douglass and Douglass Family Papers. The Beinecke Rare Book and Manuscript Library er snart færdig med at digitalisere samlingen, og fra slutningen af februar 2021 vil den være offentligt tilgængelig på Yale University Library Digital Collections hjemmeside. Find den under nummer: JWJ MSS 240. Har man stadig ikke fået nok Frederick Douglass, kan man læse historieprofessor David Brights biografi Frederick Douglass: Prophet of freedom, der i 2019 vandt The Pulitzer Prize.
Belgien
En ældre (evigt ung) herre på auktion
I løbet af 1934 og 1935 udkom Les Aventures De Tintin Reporter En Extrême-Orient som striber og i 1936 som selvstændigt album under titlen Le Lotus bleu. Ud over at blive en kommerciel succes skaffede værket også Herge Chiang Kai-sheks invitation til Kina. Og det er ikke færdigt med at kaste af sig. Herges første forslag til albummets forside – et lille maleri, der blev forkastet, fordi de valgte farver, gjorde det for dyrt i tryk – er nu efter små halvfems år i en skuffe sat på auktion, hvor det forventes at indbringe mellem 2,2 og 2,8 millioner euro.
Mere USA
Og endnu en ældre amerikaner
Denne gang drejer det sig om en kridhvid, kvindelig nulevende en af slagsen. Joan Didion, der er født i 1936, er ikke bare i sin egen new journalism-generation, men også blandt yngre generationer noget af en kultfigur. På Netflix kan man i dokumentaren Joan Didion, The Center Will Not Hold høre hende fortælle om eget liv og værk, og på nettet kan man købe tote-bags med et sort-hvid billede fra 70’erne af den cigaretrygende forfatterinde, der sender et roligt, undersøgende blik tilbage i kameraet. Det litterære establishments ypperste anerkendelser er for længst i hus. I 2006 modtog hun The Golden Plate Award of the American Academy of Achievement og i 2013 Det Hvide hus’ The National Medal of Arts, som blev overrakt af daværende præsident Barack Obama. Didion, der også har skrevet en række romaner og filmmanuskripter, er nok bedst kendt af danske læsere for sine essays. Netop nu har hun udgivet essaysamlingen Let me tell you what I mean, en samling af 12 essays skrevet mellem 1968 og 2000. De har tidligere været publiceret i aviser og tidsskrifter, men ikke i bogform. New York Times kalder samlingen en Didion Digest, og mon ikke vi får den at se på dansk inden længe.
Turen går til
En litterær opdagelsesrejse i tid og sted
Vil man udvide sin litterære horisont, kan man lade et af landets mange spændende mikro- og mindre forlag agere rejsebureau. Hver uge beder Bogkort et af dem om at præsentere sig og anbefale en oversat udgivelse ved hjælp af forside og citat. I dag går turen til Italien anno 1989 med forlaget Basilisk.
Forlaget Basilisk blev grundlagt sommeren 1983 og har siden primært udgivet oversat skønlitteratur i serien Babel, men også semiotik, Forfatterskolens udgivelser og tegneserier. I 2011 begyndte Basilisk med Serie B at udgive ny dansk skønlitteratur. Basilisk er et forfatterdrevet forlag, hvor alle redaktører arbejder ulønnet.
Forlaget anbefaler
Fleur Jaeggy, I beati anni del castigo, 1989 / Tugtens lykkelige år, 2019. Oversat af Majse Aymo-Boot.
»Da jeg var fjorten år gammel, var jeg elev på en kostskole i Appenzell. Robert Walser gik mange ture her, mens han var på sindssygehospitalet i Herisau, ikke langt fra vores skole. Han døde i sneen. Fotografier viser hans fodspor og kroppens stilling i sneen. Vi kendte ikke den forfatter. Og vores litteraturlærerinde kendte ham heller ikke. Nogle gange tænker jeg, at det ville være rart at dø sådan, efter en spadseretur, at lade sig falde ned i en naturlig grav i Appenzells sne efter næsten tredive år på sindssygehospital i Herisau.«
Endnu mere USA
Ny national literacy day
Siden 1976 har februar officielt været Black History Month i USA. Ideen voksede ud af den mindre politisk korrekt navngivne Negro History Week, formålet er det samme: at give anledning til en masse kulturelle arrangementer, der sætter fokus på den afroamerikanske historie og kultur, hvilket må siges at være en massiv del af USA’s ditto. I år har Chicagos borgmester, Lightfoot, valgt yderligere at udnævne d. 14. februar til National Black Literacy Day i byen. Ideen har han fået af DL Mullen, Chicagos eneste kvindelige, afroamerikanske boghandler, der blandt sine andre gode ideer kan tælle fundraiseren #ClearTheShelves, der snart er i mål med at indsamle 200.000 dollar til bogindkøb. Bøgerne skal foræres til børn og unge i Chicagos low-literacy communities.
Godt nyt fra Utopia
Pssst, det er fiktion
Som om en pandemi ikke i sig selv var nok af et socialt eksperiment … åbenbart ikke for finnerne. I et forsøg på at højne befolkningens fysiske og mentale sundhed og almene dannelsesniveau holder alle biblioteker døgnåbent i weekenden, mens internettet og samtlige tv-signaler er lukkede og slukkede. Til nødstilfælde står én national tv-kanal på simreblus. Så længe der er fred og ingen fare, bringer den blot en pauseskærm med teksten: Gå ud og leg, eller læs en bog. Selv blandt børn og liberalister er tiltaget forbløffende populært, og en stor befolkningsundersøgelse konstaterer, at 96 procent af finnerne »glæder sig mere, end de plejer til weekenden«.
Bognyt fra resten af verden
Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur.
Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.
Seneste artikler
En kopi af den kopierendes kopi. Kan en skør, skør verden blive mere skør?
17. marts 2023Konceptkunstner har taget plagiatet til et overdrev i nyt AI-genereret ’artwriting’-værk. Og så trives kunsten så godt under krigen, at det burde være på tide med en ukrainsk bogfestivalSådan laver man et gigantisk copy-paste af verdenslitteraturen
10. marts 2023Leg med læsning, og følg oprulningen af en sær litterær skandale. Det er denne uges Bognyt fra resten af verdenDu kan nu møde den russiske modstandslitteratur i prisbelønnet litterær tidsskrift
3. marts 2023I Kina hitter kanoniset romanserie om en genial videnskabsmand, der ved hjælp af matematiske modeller forudsiger trillioner af galaktiske indbyggeres samlede opførsel. Kan man komme nærmere en diktators våde drøm?