Hvis man bare kalder det ’hvid vrede’, forstår man ikke, hvad der ligger nedenunder

Kampen for frihed i USA handler for den amerikanske digter Claudia Rankine ikke om voldsomme udvekslinger af ideer og begreber i offentligheden. Den handler om at udholde misforståelser og mistænksomhed i de daglige møder med fremmede. Hun forklarer i dette interview, hvordan man kan genopbygge den amerikanske samtale nedefra
»Jeg ville sætte alt i hverdagslivet under mikroskop for at finde ud af, hvad der driver vores liv, når vi ikke tænker. Hvad vi reagerer på, og hvor de reaktioner kommer fra,« siger den amerikanske digter Claudia Rankine om sin bog ’Just Us’.

»Jeg ville sætte alt i hverdagslivet under mikroskop for at finde ud af, hvad der driver vores liv, når vi ikke tænker. Hvad vi reagerer på, og hvor de reaktioner kommer fra,« siger den amerikanske digter Claudia Rankine om sin bog ’Just Us’.

Jesse Jacob

Kultur
19. februar 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Claudia Rankine har bygget et lille stykke fælles virkelighed i et land, som er gået i stykker. Den store samtale i USA er blevet til udskamning og udveksling af beskyldninger, og de to politiske partier er blevet til sociale stammer, som helst ikke ser deres børn blive gift med en fra den anden side. Landet er præget af kampe om alt fra de mindste ord til statuerne i det offentlige rum og definitioner af, hvad der er virkeligt, og hvad der er sandt.

»Det er ikke, fordi jeg ønsker, at vi alle sammen skal opføre os på samme måde eller have de samme tanker om de politiske løsninger på vores problemer,« forklarer Rankine fra sit hjem i New Haven:

»Men vi skal nå frem til et punkt, hvor vi kan blive enige om noget. Om den virkelighed, som er foran os og vores forpligtelser her i landet.«

Det stykke fælles virkelighed, Rankine har skabt, er bogen Just Us – An American Conversation, der udkom i efteråret 2020. Hun flytter i bogen blikket fra alt det i offentligheden, hvor folk kaster skældsord efter hinanden, til de konkrete møder i virkeligheden, hvor mennesker hver dag skal have det hele til at fungere.

Hendes bog er et forsøg på at genopbygge USA nedefra:

»Jeg tror, det vil hjælpe os at sænke tempoet og prøve at forstå det langsomme liv og indse, at den ordinære tilværelse er væsentlig. Sådan som vi lever det meste af tiden uden at tænke så meget over det. De store tanker om samfundet, de store ideer og den idealistiske aktivisme er relevante, ja, men vi skal interessere os for, hvordan folk lever fra dag til dag med hverdagslige forhandlinger. Hvad er de ting, som vi ikke ved om hinanden? Vi skal gøre et stykke arbejde for at finde ud af, hvad der er sandt, hvad der virkeligt, og hvad der er relevant.«

Just Us er en helt usædvanlig bog. Den er sammensat af Rankines egne fortællinger om møder med en række forskellige hvide mænd, deres udvekslinger og samtaler, morskab og misforståelser og så en række faktuelle opslag, videnskabelige data og kulturhistorier.

På bogens venstresider står hendes egne ord, på højresiderne fakta, dokumentation og perspektiver, som er gengivelser andre steder fra.

Ambitionen med Just Us er således ikke bare at tale med de fremmede, hun ellers ikke taler med, og skabe nye forbindelser i sin egen virkelighed. Det er også at knytte det levede liv med den viden om virkeligheden, som videnskab har skabt. Det er med andre ord at etablere fælles land mellem menneskene i USA.

»Øvelsen i bogen er en nærlæsning af mødet med andre. Jeg ville sætte alt i hverdagslivet under mikroskop for at finde ud af, hvad der driver vores liv, når vi ikke tænker. Hvad vi reagerer på, og hvor de reaktioner kommer fra.«

Bogen er lige så meget en studie af Rankine selv som af de mennesker, hun konfronterer og etablerer forbindelse med. Overvejelser over de ord, de siger, hendes reaktion på dem, og over hvordan hendes mand reagerer på det, når hun kommer hjem:

»Jeg blev nødt til at kigge virkelig grundigt efter for at finde ud af mine egen grunde til at træffe beslutninger. Om jeg bare reagerer efter et mønster bestemt for længe siden eller bevæger mig fremad. Jeg ville have, at Just Us skulle være det moment, hvor jeg selv kiggede rigtig grundigt efter for at se på netop det.«

Hun afbryder sig selv med en latter:

»Folk har også sagt til mig, at det er lidt klaustrofobisk at læse. Jeg kan love dig, at jeg ikke lever mit liv på den måde. Så ville jeg jo aldrig få foretaget mig noget som helst.«

Samtaler med hvide mænd

Claudia Rankine er en særdeles anerkendt amerikansk digter. Hendes forrige digtsamling, Citizen - An American Lyric, fra 2014 blev en national litterær begivenhed. Hun har skrevet digte, lavet dramatik, engageret sig i den offentlige debat med essay og redigeret antologier om race, diskrimination og litteratur i USA. Og så er hun professor på Yale University, hvor hun underviser i blandt andet hvidhedsstudier.

Ideen til Just Us fik hun, kort efter Donald Trump i 2016 var blevet valgt som præsident:

»Vi var politisk i en periode, hvor folk nægtede at tale sammen, nægtede at forholde sig til hinanden, og der var en aggressiv tendens til, at man afviste og forkastede hinanden. Trump skabte det ikke, men han forstærkede det. Og jeg ville rigtig gerne lave en bog, som brød med den kultur.«

Chokerede over valgresultatet sagde liberale og humanister til hinanden, at nu burde man begynde at interessere sig for virkeligheden og de mennesker, man ikke rigtig kender noget til. Rankine overvejede, hvad hun selv kunne stille op, da hun kom til at tænke på, at hun kunne gøre som de studerende i sin egne klasser.

»Der er en øvelse, jeg ofte laver med mine studerende i vores kurser om det hvide herredømme i USA. Det går ud på at afdække, hvordan det hvide herredømme er indlejret i vores institutioner, og hvor det viser sig i vores hverdag. Jeg beder dem om at tale med folk i deres liv om, hvad hvidhed betyder i deres hverdag. Og så kommer de tilbage og fortæller, hvad deres far, mor eller kollegievenner svarer. Jeg tænkte: ’Det kunne jeg også gøre.’«

Så professoren gav sig selv den opgave, at hun skulle indlede samtaler med fremmede hvide mænd, når hun stødte på dem.

Som digter og foredragsholder turnerer Rankine over hele USA for at holde oplæsninger og deltage i forskellige arrangementer. Så for hende var det oplagt at knytte øvelsen til sine rejser:

»Det sted, hvor jeg oftest møder hvide mænd, er i lufthavne, lounger og på fly, så jeg begyndte at indlede samtaler med dem, der så ud, som om de selv gerne ville snakke.«

Hun hyrede både en terapeut og en faktatjekker til arbejdet med bogen. Når hun kom hjem fra sine møder med folk, skrev hun dem ned og tog hen til terapeuten, som hun læste dem højt for. De lokale samtaler med fremmede det ene sted bliver på den måde ført videre til samtaler med terapeuten et andet sted, så man får en fornemmelse af, hvordan det, der bliver sagt i en samtale, fortsætter ind i andre samtaler, og vores egne overvejelser knytter forbindelser mellem de forskellige møder i vores liv. Hos terapeuten bliver forfatteren til eleven, som skal reflektere over sin egen modstand, fordomme og fortolkninger af de andre.

Disse møder og samtaler står med Rankines egne ord på venstresiderne i bogen.

Derefter fandt hun frem til de fakta, som var relevante for den pågældende samtale og indføjede dem på højresiderne. Dem fik hun så en faktatjekker til at gennemgå og korrigere. I næste fase læste en sociolog og en advokat episoderne og kom med deres forslag til forbedringer.

»Når jeg havde været igennem det, sendte jeg det hele til den, jeg havde talt med og sagde: ’Det her er vores samtale, som jeg husker den. Hvis du har lyst til at skrive et svar, trykker jeg det i bogen’. Nogle skrev svar, som jeg så har taget med. Andre svarede bare, at det afspejlede fint, hvordan de havde oplevet dem.«

Claudia Rankine

  • Født 1. januar 1963 i Kingston, Jamaica, flyttede til USA som syvårig og voksede op i Bronx i New York.
  • Rankine er digter, essayist og dramatiker, og desuden professor på Yale University.
  • Hun debutterede i 1994 med digtsamlingen 'Nothing In Nature Is Private', og blandt hendes mest markante bøger er 'Don't let Me Be Lonely' fra 2010, 'Citizen' fra 2014 og 'Just Us' fra 2020.
  • De første to er oversat til danskpå forlaget Kronstork, der også netop har udgivet dramaet 'Det hvide Kort'.

Efter kort tid opdagede Rankine, at de teoretiske begreber, som for hende forklarer den sociale virkelighed, skabte afstand i de konkrete møder med hvide mænd. Når hun spurgte til deres ’hvide privilegium’, blev de rasende eller opgav helt samtalen.

»For mig er det klart nok: Jeg er en sort kvinde, og du er en hvid mand med et hvidt privilegium. Men deres reaktion gjorde mig nysgerrig: Hvad er det for nogle knapper, det trykker på? Jeg tror, de oplevede, at jeg underkendte hele deres livs indsats og anstrengelser. De havde arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor de var. De havde selv fortjent det. Jeg tror virkelig ikke, de forstod, at friheden til at koncentrere sig om at arbejde hårdt og få noget udrettet … for mig er det selve privilegiet.«

Rankine besluttede sig for at opgive termen »privilegium«, som stødte folk væk, og i stedet tale om »mobilitet«:

»Det handler jo simpelthen om evnen til at bevæge sig frit rundt i verden og gøre det, du gerne vil. De troede, jeg tvivlede på deres indsats, udholdenhed og selvopofrelse. Men nej, nej, nej,« siger Rankine højt og griner igen: »Det handler om at have mulighed for det, og det er et privilegium.«

– Du beskriver også i bogen, at akademiske begreber om hvid sårbarhed og hvidt selvforsvar, som du er vant til at bruge i din undervisning og samtaler kan spærre for, at du kan opholde dig i det, du kalder ’det komplicerede rod i en sand samtale’?

»Ja, du kan tage en bog som Robin DiAngelos om hvid sårbarhed, som jeg beundrer, og som jeg har foræret til mange. Jeg elsker, at den sætter navn på en dynamik, som gør det nemt at referere til det, når man oplever det. Hvis en hvid kvinde begynder at græde i en situation, der konfronterer racisme, så er det hvid sårbarhed. Nu har vi lært det.«

Men dette begreb kan ligesom andre kritiske begreber ifølge Rankine også bruges til at fortrænge den sammensatte, mudrede virkelighed.

»Man siger ’hvid sårbarhed’, putter det i en kasse, og så forholder man sig ikke mere til det. Mange er ikke længere interesserede i det langsomme arbejde med at studere, hvad der sker, og forsøge at forstå den dynamik, du har mellem to mennesker, som mødes og forhandler noget mellem sig. Sådan bliver ’hvid sårbarhed’ og ’hvidt selvforsvar’ ofte brugt.«

Rankine nævner Trump-tilhængernes angreb på Kongressen den sjette januar som eksempel på noget, der ikke kan forklares ordentligt med enkelte teoretiske begreber:

»De fleste af dem, der stod for angrebet, var hvide mænd, de var hjemmegroede terrorister. Det var ulovligt, klart, det var forkert og udemokratisk. Men jeg er mest interesseret i, hvorfor de gjorde det? Hvad er på spil for dem? Hvad føler de, at de mister? Hvad har gjort, at de har forladt deres hjem i stater langt væk og er taget til Washington? Hvad er det, som bryder sammen inden i dem, som gør, at de er villige til det her,« spørger Rankine og konstaterer:

»Hvis du bare kalder det ’hvid vrede’ eller ’hvid det ene’ og ’hvid det andet’, så forholder du dig ikke til det, der er neden under deres handlinger. Så mister du forbindelsen til den anden strøm, som løber igennem dem. Det er den, jeg gerne vil nå frem til. Og det er den, som en samtale kan bringe os tættere på en forståelse af.«

Opgøret med det hvide overherredømme

Just Us blev skrevet i en periode, hvor landets præsident var stolt over at kalde sig »nationalist«. Det kunne han ikke se noget problem med. Nu har landet fået en præsident, der i sin indsættelsestale lovede et opgør med »det hvide herredømme« i USA.

»Jeg blev meget taknemlig, da jeg hørte ham sige det,« udbryder Rankine:

»Joe Biden anerkender, at det hvide herredømme er et grundlæggende strukturelt element i USA. Vi har aldrig haft nogen i hans embede, som sagde det så klart og med de ord. Han refererede også til hvide nationalister som hjemmegroede terrorister, hvilket vi heller ikke har hørt en præsident gøre før.«

Rankine har store forventninger til Bidens regering. Flere af dem, der er ansat i hans administration, har ifølge Rankine brugt deres arbejdsliv på at skabe social retfærdighed og lighed, og hun mener, han har forpligtet sig på at afmontere de strukturer i USA, som favoriserer de hvide:

»Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil gå i gang med store projekter det næste års tid,« siger Rankine afklaret:

»Jeg vil bruge min tid på at se, hvad den her regering foretager sig, og hvordan den griber hele opgaven an.«

– Der har været en slags national vækkelsesbevægelse i USA mod slutningen af Trumps periode. Black Lives Matter har været en meget stærk protestbevægelse. Er kampen for de sorte i USA blevet en del af det moralske grundlag for Biden-regeringen?

»Det vil jeg mene. Black Lives Matter er blevet en utrolig vigtig organisation, som har været i gang det seneste årti. Folk har mødtes og dannet sig selv, de har lavet modstandsgrupper.«

Rankine husker, hvordan hun for nogle år siden skulle læse digte op i Brooklyn. På vejen så hun store forsamlinger af mennesker, som stod i kø. Hun troede, de skulle ind og høre hendes oplæsning:

»Men jeg fandt ud af, at de skulle til et møde på den anden side af gaden i Showing Up for Racial Justice. Jeg fik faktisk lyst til at forlade min egen oplæsning og gå over og deltage i deres arbejde,« husker hun:

»Der er blevet arbejdet meget længe med det her. Det et ikke noget, der bare er sket. Så da vi endelig fik de store protester, var folk klar til at gribe øjeblikket.«

– Der er i USA opstået en forbudstendens i offentligheden. Vi har set folk blive fyret på aviser for at bruge n-ordet eller til møder. Det er meget svært for os at se fornuften i. Kan du forklare, hvad det er, der foregår?

»Jeg tror, folk er kommet til et punkt, hvor ... jeg vil gerne kunne forklare det med en metafor,« siger Rankine og venter et øjeblik, inden hun går videre:

»Folk vil gerne luge helt ud i haven. De vil ikke nøjes med at beskære planterne, så det hele vokser frem igen. Hvis du tager statuerne som et eksempel. Hvis man mener, at racismen og soldaterne fra Sydstaterne er del af et forsøg på at umenneskeliggøre dele af befolkningen, hvorfor skulle man så have statuer af den slags mennesker? Så de kan blive beundret? Så de kan blive husket? I ville jo heller ikke opføre en statue af Adolf Hitler på jeres offentlige pladser. Man skal ikke lave statuer, som var engageret i at gøre folk til slaver. Ikke bare sorte, men alle skulle så se på dem som truende skikkelser, der skal beundres.«

Kampen for at få fjernet de statuer var ifølge Rankine en bestræbelse på at gøre op med en historieskrivning, der griber ind i nutiden:

»De statuer symboliserede en historie, som var præget af en ødelæggende bestræbelse på at udslette en befolkning. Visse ord er knyttet til den samme bestræbelse. Hvem bruger de ord? N-ordet? Hvem bruger herre-slave-sproget i dag?«

– Det viser også, at det er en vanskelig opgave at bygge den fælles virkelighed, du taler om. Der er jo radikale forskelle i virkeligheden, og hvis du lader virkeligheden være, som den er, vil der være spor af had i den. Men omvendt skaber du også had, når du konfronterer hadet. Det forekommer mig at være kernen og en virkelig interessant konflikt i dit arbejde?

»Jeg tænker, at i begyndelsen vil der være nogen, som synes, det er for meget. Folk vil sige: ’Stop nu med al den diversitet! Vi har gjort det! Vi sendte en check til Black Lives Matter. Kan I ikke komme videre? Jeg er klar til at komme videre.’«

Igen afbryder Rankine sig selv og griner højt:

»Men ved du hvad? Man kan ikke tage 400 års historie og udslette det hele med en check. Kulturen har gjort så meget for at umenneskeliggøre sorte mennesker, at det kræver en meget langsom og vedholdende og smertefuld anstrengelse at gøre op med og ændre hele vores opfattelse af, hvordan vi ved det, vi ved.«

Men for Rankine er det et lokalt og konkret arbejde. Det handler ikke om at udskamme hinanden med akademiske begreber og fjendebilleder i en moraliseret offentlighed, men om at udholde misforståelser og mistænksomhed og forblive i de daglige møder med andre fremmede, selv om man bliver såret eller vred.  

Er det rigtigt forstået, at din strategi  er, at man langsomt kan opbygge en fælles virkelighed og forståelse, hvis man bestræber sig på at engagere sig med fremmede og gøre de daglige samtaler til bedre møder. Titlen på bogen er jo dobbelt: Just Us kan kan betyde »bare os« to i dette specifikke møde, men også Retfærdigt USA. Fra bare os til en retfærdig nation?

»Ja, lige præcis. Hvis vi kan blive enige om, hvad vi har oplevet sammen, og hvad der er virkeligt, kan vi også nå frem til et punkt, hvor vi kan blive enige om noget politisk. Her i landet i første omgang vores forpligtelse på det demokratiske system og efter det måske sundhedsforsikring for alle og adgang for alle til at stemme. Det vil faktisk komme os alle til gode, ikke kun nogle af os.«

Dette er en redigeret udgave af et Zoom-interview, som fandt sted den 11. februar 2021. Du kan se eller gense videosamtalen her.

 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter. 

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk om Lykkeberg kunne overtales til at beskæftige sig med andre sprogområder end det amerikanske. Det er temmelig trættende, at jeg springer de pågældende artikler over.
Da Lykkeberg i sin tid var kulturreadktør på Politiken mailede jeg til ham, og spurgte hvilke aviser, tidsskirfter og sites han læste.
Svar; New York Times, The Post, Time, Newsweek og Wired. Det var alt - og så skal det jo blive derefter.
Ikke noget med Rolling Stones, Mother Jones, Huffington Post, Politico, Slate - for nu bare at holde sig til den bløde venstrefløj.
Jeg får papiraviserne fredag og lørdag, men læser dem mindre og mindre. Fredagens kulturtillæg handler i stigende grad om USA-kunst og kun lidt om dansk l. Alle andre sprogområder er fraværende.
Desværre hælder bogtillægget også dén vej.
I lørdagens Moderne Tider er de fleste artikler og anmeldelser relateret til USA, også her er det yderst sjældent at se en tysk, svensk, fransk osv. bog anmeldt.
Og er der artikler der handler om mere generelle emner, så vrimler også de med citater og interviews med USA-intellektuelle, akademikere og lign.
Jeg tæller på knapperne om hvorvidt jeg skal forny mit abo når det udløber til august, og i stedet bruge pengene på Le Monde DIplomatique, Spiegel, taz og finde ikke-europæiske hjemmesider af høj kvalitet. Og så nøjes med Informations netudgave - give det en chanche til i et års tid.
Nå, jeg har nok skrevet forgæves. Enten slettes mit indlæg, eller også afstår de relevante personer at svare.
.

Jørgen Tryggestad, Jens Thaarup Nyberg, Eric Philipp, Søren Peter Langkjær Bojsen, Nike Forsander Lorentsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Herdis Weins og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar