Essay
Læsetid: 10 min.

Bent Vinn har været en del i Glostrup. Han har beklageligvis ikke observeret noget poetisk

Folk fra samfundets øverste lag har tradition for, med frydefuld bæven, at vove sig uden for de vante villaomgivelser for at snuse til tilværelsen, som den nu former sig i de nedre, skriver Bent Vinn i dette essay. Og nu er turen nået til Vestegnen
Parkeringshus i Glostrup.

Parkeringshus i Glostrup.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
12. februar 2021

Underklassen har altid været genstand for en vis kulturel turisme og nyfigenhed. Folk fra samfundets øverste lag har tradition for, med frydefuld bæven, at vove sig udenfor de vante villaomgivelser for at snuse til tilværelsen, som den nu former sig i de nedre. Som en dreng på skovtur med sin pæne, borgerlige familie anno alt for mange år siden, der står og pirker i en myretue med en pind. Hans far bakker på sin pibe, mens han ser anerkendende på sønneke. Det er sundt for en lille dreng at udforske naturen. Og stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er myrer dog så flittige, når der ikke er noget, der tyder på, at de får noget som helst ud af det? Hans mor råber derimod til drengen, at han skal holde op med at ødelægge den pæne myretue. Nej, jeg vil ikke! siger drengen ungdomsoprørsk. Men lidt efter gider han alligevel ikke, myrer er kedelige. Senere synes drengen, nu en ung mand, at det er sjovt at drikke øl på skumle værtshuse inde i byen sammen med sine kammerater. De synes alle sammen, det er for kedeligt hjemme i Ordrup. På værtshuset kan man opleve voksne mænd, der slås, så blodet flyder. Og hvis man er heldig, kan man komme til at sidde ved samme bord som et ordentligt brød, der vist har siddet i fængsel for drab. Men som ellers er flink. Samtidig, eller måske lidt senere, er der hende pigen fra Tanken. Hun er sød og køn, det opvejer, at hun kludrer i fremmedord og konsekvent udtaler dem forkert. Lige børn leger bedst, det er også, hvad drengens far minder ham om, og det er sikkert rigtigt nok. Men som drengen og hans kammerater er enige om: De skæve har det sjovere. Det kan bare ikke nytte noget, endnu nogle år senere begynder drengen, nu med eksamen og det hele, som yngste embedsmand i et ministerium. Det føles naturligt. Verden er, som den er, det er måske uretfærdigt over for myrerne og de søde og kønne piger fra tankstationerne, men sådan er det bare. Den unge, nyslåede embedsmand har en ny kæreste nu. Hun er ikke helt så køn, heller ikke særlig sjov, men hun har styr på fremmedordene.

*

Nu er det pludselig Vestegnen, der er den ny myretue med de mest cool piger. De har blå fingernegle og små, plysagtige jakker på. Og strikkede huer. Nogle af dem har sortlakerede læber, andre ligner Helle Thorning-Schmidt, der jo altid gerne har brandet sig selv om en rigtig vestegnspige. Sådan en der har arbejdet i Bilka efter skoletid. Men nok trods alt ikke har stjålet noget, det er det kun de rigtig slemme vestegnspiger, der gør sig i. Da Helle fra Vestegnen i sin tid var statsminister, førte hun for resten ikke ligefrem vestegnspolitik. Faktisk var den vel kun lige knap nok socialdemokratisk? Hvad vestegnsdrengene angår, har de en vane med at fremsige mærkelige vers – det de kalder rap – som mine lige om lidt halvfjerdsårige ører ikke rigtig kan opfange. Det er måske godt det samme. Mon ikke versene handler om, at gamle mennesker er dumme mennesker. Skide boomere, der aldrig har præsteret andet end gammeldags guitarriffs og friværdi i deres grimme huse. Ja, jeg ved ikke, om de virkelig tænker så dårligt om os, men jeg er bange for det. En vis hemmelig forståelse for dem har jeg også, men det er så en anden sag.

*

Vi boede i en god og billig toværelsers lejlighed i Vanløse mellem 71 og 75. Pæn stue, udmærket soveværelse ud mod en plæne, udmærket badeværelse og et ganske vist meget smalt, men ellers fint køkken. Henry Heerup cyklede rundt i kvarteret med store kampesten på bagagebæreren og blev skældt ud af ostehandleren, der kom ud fra sin butik og råbte efter ham: Du kan jo vælte og brække benet, Henry. Din gamle idiot! Henry slog ud med den ene hånd – det fik cyklen til at slingre lidt – og sagde at hvad fa’en, det plejer da at gå. Han skulle ud til Rødovre, på den anden side af Damhussøen, hvor han havde en kolonihave, der var hans atelier. Han og ostehandleren kendte hinanden fra Københavns såkaldte minefelt i gamle dage. Hvad os angår, så fik vi med tiden to børn. Dengang var det tilladt med tung lastbiltrafik på Ålekistevej, det og så Damhussøen i den anden ende af vores vej gjorde, at især vores yngste udviklede en grim hoste. Desuden var to værelser lige lidt nok til en familie med to børn. Så vi gjorde som nybyggerne i USA i sin tid: Vi drog vestpå.

Anders Rye Skjoldjensen

Vestegnen er ikke bare Vestegnen, Vestegnen består af mange steder, egne og mindre byområder, som tilsammen udgør Vestegnen. Jeg holder mig til hovedkategorien, Vestegnen altså. Her boede vi fra 75 til 83. Bebyggelsen, vi flyttede ind i, var kun et par år gammel, vores lejlighed på tredje sal havde således aldrig været beboet før. Stor stue, to pænt store værelser, kæmpe badeværelse, stort køkken, godt med skabsplads og et særligt garderoberum. Det var jo fantastisk. Vi havde næsten vores egen svalegang, nemlig en elleve meter lang og en meter bred altan. Så længe man bor sådan et sted, i ’betonen’, føler man trang til, efter den første begejstring har lagt sig, at forsvare det. Og folk udefra skal i alt fald ikke sige noget ondt om det! Det er udmærket at bo i betonen, her er frisk luft og rummelige, velindrettede lejligheder, siger vi til dem. De har bare at holde deres kæft! Men med tiden kommer man godt nok i tvivl. Det store køkken med det kæmpestore vindue ud mod altanen, og direkte udsigt til lejlighederne i blokken overfor, vendte mod syd. Mod syd, for helvede! Mennesker har altid vidst, at et køkken skal vende så meget mod nord som muligt. Af hygiejniske grunde, simpelthen. En skive spegepølse glemt på køkkenbordet blev jo lynhurtigt fordærvet i sollyset fra vinduet. Men ikke nok med det: I vindueskarmen inde i stuen, voksede der et helt lille bed svampe op. Jeg har engang været i lære som maler og kunne – skidtvigtigt – sagtens forklare fænomenet. Det hører til grundlæggende viden for malerlærlinge, at vindueskarme skal males – det hedder ’stryges’ i fagsproget – med en langsomt tørrende maling. Her havde man brugt en lynhurtigt tørrende akrylmaling, der tørrede – fagsprog: dannede ’film’ – før den var trængt ned i alle fordybninger og små huller i træværket. Der så blev alletiders grobund for svampene, der så let som ingenting brød igennem malingen. Det viste sig, at det var over hele bebyggelsen, i samtlige blokke, at svampene bredte sig. Derfor skulle alle karmene udskiftes. Det gik der adskillige hede sommeruger med. En af tømrerne fortalte mig, at den også var gal med træværket: Det havde ikke ’ligget’ længe nok, det var blevet taget i brug for tidligt. Han fortalte også, at han havde været med til at rive gammelt spekulationsbyggeri ned inde på Nørrebro. Det træværk derinde, det havde ligget, som det skulle, det kunne stadig bruges. Og ja, så havde vi flade tage over det hele, der samlede sig i store vandpytter, men her er jeg ikke fagmand, jeg ved ikke rigtig, hvad de gjorde ved det – før mange, mange år senere, hvor de forsynede alle blokkene med skrå tage, hvilket de selvfølgelig skulle have gjort fra begyndelsen.

*

Beboerne i vores beton havde i alt fald en ting fælles: Så godt som ingen var lokale. Vi stammede alle sammen, eller så godt som alle sammen, andre steder fra. Stedet var ingens hjemegn. For at begynde med os selv: Min kone er fra Brønshøj, Husum, jeg fra Vendsyssel. Andre kom alle mulige andre steder fra, mange var indvandrere. Når vi havde børnefødselsdag, kom der børn fra næsten samtlige verdensdele. Børnene klarede sig fint sammen, det kneb mere med de voksne. Der var kun meget lidt samkvem, men direkte fjendskab var der almindeligvis ikke tale om. Jeg kan huske en beboerklub, der på et tidspunkt arrangerede en filmforevisning om – ja, såmænd – dansk landbrug. Klubben var af datidens venstreorienterede type, det manglede bare, at vi ikke også skulle have sådan en. Der var naturligvis fri adgang for alle. En venstreorienteret visesanger var der også, men han brokkede sig mest over, at ingen havde tænkt på, at han skulle have penge for at optræde. Han havde lige købt en dyr Martinguitar, men folk på venstrefløjen mente åbenbart, at musik er gratis. Og så fortalte han om et arrangement i Konservativ Ungdom, hvor han også havde optrådt. De syntes, det var sjovt at skråle med på Internationale, de var pissefulde – men de betalte! Pænt endda, og uden diskussion. Det kunne venstrefløjen lære noget af. Ellers var der pænt fremmøde til filmen, men der var kun to indvandrere. To velklædte og høflige unge mænd fra Tyrkiet. De sad så, sammen med os andre, og så filmoptagelser af blandt andet en svinesti med grise med blå og røde striber på ryggen. En af arrangørerne mente, at vi her så et eksempel på danske landbrugs rå og afstumpede forhold til dyr, som jo tydeligvis – mente de – var blevet mishandlet. De to unge tyrkere gøs høfligt, men var vist ikke så overbeviste. Og vi var et par stykker, der var vokset op på landet og kunne fortælle, at de blå og røde striber på grisenes rygge ikke var et resultat af mishandling, men en slags mærkning, der fortalte om deres helbredstilstand. Ved afslutningen af arrangementet inviterede de to unge tyrkere til et møde i en klub, de drev sammen med deres landsmænd. De ville byde på en biograffilm. Jo tak, blev der sagt. Men der dukkede nu nok ikke nogen op til den mellemøstlige spillefilm. I det hele taget: Det eneste sted, hvor voksne indfødte danskere og voksne indvandrere havde en vis kontakt, var på bebyggelsen vaskerier. Hvor man alligevel skulle sidde og vente i lang tid på, at ens vask blev færdig.

Anders Rye Skjoldjensen

Der var også en solstrålehistorie. Den sommer, vi flyttede ind, fik alle beboere et brev fra vort lands myndigheder. Der ville, stod der i brevet, blive indkvarteret et hundrede vietnamesiske bådflygtninge i bebyggelsen. Først var der ingen, der rigtig sagde noget til det, men da der på gangarealerne mellem blokkene begyndte at dukke store møbelpakker fra Ikea op, og ovenikøbet splinternye cykler, kom der murren i krogene. Megen murren i betonen. For hvad var det for noget? Skulle de hundrede vietnamesere have gratis møbler og gratis cykler? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Men det var det. Rigtigt. Et mærkværdigt par begyndte at gå rundt i alle opgangene med en liste. Der skulle protesteres. Den ene halvdel af parret var en velkendt skikkelse i kvarteret, det var ham, der gik rundt og tilbød folk hælervarer og madvarer, han havde stjålet ovre i Føtex og ville sælge til det halve af prisen. De har kasseret dem, sagde han om madvarerne, men alle vidste selvfølgelig, at de var stjålet. Det var ikke sådan, at der slet ikke var nogen, der alligevel købte dem af ham, men de fleste sagde nej tak. Men nu havde han en sag, hun struttede af hellig forargelse. Vi vil sgu ikke have flere fejlfarver, end vi har i forvejen, sagde han. Den anden halvdel af parret var derimod en lille dame i fiks spadseredragt og nybobbet hår. Hun førte bestemt ikke grim tale i sin smukt lakerede mund, men havde ellers samme budskab. De ikke så få underskrifter, de fik samlet sammen, hjalp ikke. Den dag vietnameserne ankom, med god pressedækning endda, havde der samlet sig en velkomstkomité af beboere. Med dannebrogsflag og klapsalver. Vietnameserne kravlede ud af busserne og var synligt rørt over modtagelsen. Det var så solstrålehistorien. Dem har der ikke været så mange af siden.

*

Jeg har ikke været på Vestegnen særlig ofte de seneste mange år. Jeg går ud fra, at den nu er hjemegn for nogle. Der er folk, der er født der, af forældre der også er født der. Vestegnen er der, hvor de kommer fra. Et sted hvor boligblokkene først og fremmest er praktiske, der er ikke så meget dekorativt forfald, som man ser i ældre boligområder. Nej, kvadratisk, praktisk, god. Ren Ritter Sport. Og det er vel også godt nok. Et af de delområder på Vestegnen, hvor jeg dog har været de senere år, er Glostrup. Jeg har beklageligvis ikke rigtig observeret noget poetisk, derimod en frygtelig masse prosa. Glostrup emmer af prosa, simpelthen. Op fra samtlige sprækker i fortovsfliserne stiger der prosadampe op. Prosaiske prosagasser, der lugter som bilos. Men man skal ikke tage fejl: Det er prosa. Vaskeægte prosa. Det kunne ellers være helt befriende med lidt poesi også, bare lidt i krogene. Men det kan man jo næsten ikke forlange af en plade Ritter Sport. Den skal nu engang først og fremmest være kvadratisk, praktisk og god.

Serie

Digterfejden om Glostrup

Lige nu finder litteraturen sted i Glostrup. Over flere uger har der i Information udspillet sig en litterær fejde med afsæt i den københavnske forstadskommune Glostrup. Vi har kaldt den Glostrupfejden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Velkommen tilbage Bent Vinn - længe savnet. Håber du bliver her fra nu af.

John Scheibelein, Jan Damskier, Bjarne Bisgaard Jensen, Pietro Cini, Katrine Damm, Christian Mondrup, Jan Steffensen, Hans Houmøller, Mogens Holme, Maj-Britt Kent Hansen og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar

Parkeringshus?

- Jeg synes altså det ligner en boligblok... (?)