Essay
Læsetid: 10 min.

Britney var ikke den første kvindelige popstjerne på mediernes bål, men måske den sidste

Britney Spears er blevet en martyr i fortællingen om kvindelige stjerners offentlige lidelser som kilde til sladderpressens rigdom og magt. Dokumentaren ’Framing Britney Spears’ kortlægger fint den amerikanske sangers fald og juridiske umyndiggørelse
Britney Spears blev superstjerne på et splitsekund. Og alligevel virkede hun som en jordbunden popstjerne i øjenhøjde med sine fans. Naboens datter i lige lovlig udfordrende tøj.

Britney Spears blev superstjerne på et splitsekund. Og alligevel virkede hun som en jordbunden popstjerne i øjenhøjde med sine fans. Naboens datter i lige lovlig udfordrende tøj.

Malluk/Mediapunch/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kultur
15. februar 2021

Den heftigt omtalte, danmarksaktuelle og The New York Times-producerede dokumentarfilm Framing Britney Spears ender med en rystende udgangssætning.

»The New York Times har forsøgt at få fat i Britney Spears for direkte at bede om hendes deltagelse i det her projekt. Det er uklart, om hun har modtaget disse forespørgsler.«

Det er en sidste sætning, der forstærker billedet af den amerikanske popstjerne som en fange i sin egen familie. Hun er ikke i et decideret fysisk fangenskab, men i hvert fald et økonomisk og også på sin vis emotionelt fangenskab, idet hendes far indtil for ganske nylig var hendes eneformynder.

Det skete efter hendes psykiske sammenbrud i 2007 og 2008, som var kronen på sladdermediernes og en række skidte bekendtskabers hærværk mod Spears’ offentlige image og mentale helbred.

Framing Britney Spears er en velresearchet, ofte knugende dokumentar med stærke kilder og en stensikker brug af det betragtelige billedmateriale, og den markerer et måske afgørende løft i dét, der ligner en frihedskamp for en amerikansk stjerne, der indtjener kassen til sin familie. Men som stadig – trods turneer og klar tale – er umyndiggjort i en alder af 39 år.

Dokumentaren har vakt stor debat i USA og har ført til undskyldninger fra de involverede i sagen. Og så har den givet yderligere vind i sejlene til den #FreeBritney-bevægelse, der de seneste år har advokeret for, at Spears frigøres fra formynderskabet.

Dokumentaren ’Framing Britney Spears’ har givet yderligere vind i sejlene til #FreeBritney-bevægelsen. Her demonstreres der i Miami, Florida.

Dokumentaren ’Framing Britney Spears’ har givet yderligere vind i sejlene til #FreeBritney-bevægelsen. Her demonstreres der i Miami, Florida.

John Parra/Getty Images

Mickey Mouse Club

Britney Spears begyndte karrieren 11 år gammel i 1992 med de andre kommende stjerner Christina Aguilera, Justin Timberlake og Ryan Gosling i børnestjerne-tv-showet The Mickey Mouse Club.

Da det stoppede i 1996, vendte hun tilbage til high school i fødebyen McCombs i Mississippi. Hjem til klikerne, homecoming queen-optogene, en kæreste og hendes foretrukne sport, basketball.

Men hun kedede sig, ville videre, og familien stod klar til at skubbe. De investerede i hendes karriere, og i 1997 rejste hun endelig til New York med en demo og mødtes med topfolk fra fire pladeselskaber. Tre sagde nej – de ville have boy- eller girlbands.

Men Jive Records sagde ja, og debutalbummet ...Baby One More Time fra 1999 solgte næsten 11 millioner eksemplarer i USA og 25 millioner på verdensplan. Det katapulterede Spears i skolepige-outfit og med kandiseret, koket knirkende, nasalt kælen stemme ind i den offentlige bevidsthed. Hun var 17 år gammel.

»I’m not that innocent«

Britney Spears blev superstjerne på et splitsekund. Og alligevel virkede hun som en jordbunden popstjerne i øjenhøjde med sine fans. Naboens datter i lige lovlig udfordrende tøj.

Det er svært at forestille sig, at hun helt har kunnet overskue konsekvenserne af sit lolitaimage, der dirrede paradoksalt med jomfruelig, lillepiget hår og tøj og så hendes krops og dansekoreografis signaler om en langt større erfaring. Det skulle vise sig at blive en rolle, offentligheden ikke ville have hende ud af.

Til gengæld er det sandsynligt, at hun har kunnet identificere sig med rollen og paradokset.

»Teenagepiger vil være voksne, men de er også børn,« siger hendes tidligere manager Kim Kaiman i Framing Britney Spears.

»I’m not that innocent« var Spears’ udgangsreplik på megahitsangen »Oops! … I Did It Again« fra 2000.

Offentligt erklærede hun, at hun ikke ville have sex før ægteskabet.

Alle elsker en stjernes fald

Framing Britney Spears er et stykke velbearbejdet dokumentarisme båret af en række strålende kilder såsom hendes personlige assistent Felicia Culotta, dedikerede fans, der dechifrerer hendes indlæg på sociale medier for skjulte hints og råb om frihed, samt centrale advokater, der hudfletter beslutningen om et fortsat formynderskab.

Og genialt nok er der også interview med nogle af rovdyrene, der tjente på hendes lidelser. Ekspaparazzoen Daniel Ramos og den daværende billedredaktør for sladderbladet US Weekly fra 2001 til 2011, Brittain Stone. Begge er de grænseoverskridere, der har været med til at tage magten fra Britney Spears.

For én ting er at styre sin kunstneriske karriere, en anden er det at styre sit image. Og snart skulle Spears gennemleve den forfaldsfortælling, som kvindelige stjerner som Marilyn Monroe, Nina Simone, Amy Winehouse og Sinéad O'Connor alle har været igennem. Historien om offentlig overeksponering, stof- eller medicinafhængighed og mentale problemer.

For alle holder af en sympatisk popstjerne, men de fascineres uendeligt meget mere af historien om en falden popstjerne. Det er også den, du læser om lige nu, kære læser.

»Thank you, Britney Spears. Being bad is good for my business,« som celebbloggeren Perez Hilton siger i et tv-klip i dokumentarfilmen.

Spears’ forhold til medierne begyndte hurtigt at gå skævt. Journalister og værter opførte sig snart, som var de i deres gode ret til at undersøge og spørge til hendes seksualitet og krop.

»Alle taler om dem,« siger en talkshowvært i et klip i dokumentaren til hende.

»Hvilke?« svarer Spears.

»Dine bryster‚« siger han med hæs stemme.

Og en interviewer ved en pressekonference mener åbenbart, at hun er i sin gode ret til at spørge Spears, om hun er jomfru.

»Jeg arbejdede med alle boybands, dem alle. Ikke én af dem var under den form for granskning,« siger Hayley Hill, Spears’ stylist fra 1997 til 2001, i Framing Britney Spears.

»Det var dér, hun virkelig begyndte at blive mere fri og mindre optaget af at tilfredsstille alle.«

En mandlig hævnmusikvideo

Britney Spears blev lynvoksen i fuld offentlighed. Og i bitter grad, da hun og Mickey Mouse Club-kollegaen Justin Timberlake slog op i 2002 efter at have købt hus sammen og været det perfekte poppar i tre år.

Efterfølgende lykkedes det Timberlake på passivt-aggressiv vis at sælge historien om, at Spears knuste hans hjerte. Timberlake fortalte offentligt, at han græd sig i søvn efter bruddet. Og i et interview på ABC fra 2002 spørger journalist Barbara Walters, om der var en særlig hændelse, hvor Spears sårede Timberlake.

Hans svar?

»Jeg dømmer ingen. Jeg tror bare, det er en situation … det er bare ung kærlighed.«

Timberlake blev på radiostationen Hot97FM spurgt: »Knaldede du Britney Spears?« – og han bekræftede. Det fejredes i studiet, som havde han vundet Super Bowl.

Altså blev Spears udskammet og castet i rollen som en slut og en ødelægger af kernefamilieværdier. Mens Timberlake blev omfavnet som en følsom tyr.

Samme blodrus som i ’Amy’

I januar 2004 blev Britney Spears gift i Las Vegas med barndomsvennen Jason Alexander og skilt igen tre dage efter. September samme år blev hun gift med Kevin Federline, og da de i 2006 fik deres første barn, Sean Preston, gik paparazzierne amok. Parret blev jaget vildt. Et lille år efter fik de endnu et barn, Jayden James, og et par måneder senere begærede Spears skilsmisse. Og så lugtede sladderpressen for alvor blod.

Der blev gået til stålet i fotografhæren og hos den moraliserende garde i medierne, hvor journalister vurderede, at hun var en dårlig mor.

Klippene i Framing Britney Spears, hvor hun tæppebombes med speedblitzende og -klikkende kameraer, er overgrebsvideoer. Hun knuses for åbent tæppe. Fotografer kommer op at slås. Hun kan ikke komme ud og væk.

»Jeg er bange,« siger hun.

»Er du okay, Britney,« spørger de, mens de driver hende til vanvid.

Det er scener, der står om muligt voldsommere end dem af Amy Winehouse under samme blodrus i Storbritannien i dokumentaren Amy. Fordi Spears virker paralyseret under bombardementerne.

Dårlig dømmekraft og gribbekultur

Både Federline og Spears ønskede efter skilsmissen begge fuld forældremyndighed. Og efter at have været på afvænningsklinik og så i voldelig karambolage med pressen (det vender vi tilbage til) tabte Spears i oktober 2007 forældremyndigheden til Federline.

Den 3. januar 2008 nægtede Spears at følge rettens ordre og aflevere børnene til eksmanden. I stedet barrikaderede hun sig i sit hjem, og politiet måtte tilkaldes. Nogle uger senere mistede hun retten til overhovedet at se sine børn.

Flere indlæggelser fulgte, og så ansøgte Britneys far, Jamie Spears, om formynderskab, altså tilsidesættelse af datterens egen ret til at træffe selvstændige beslutninger. Det er noget, man normalt udsætter ældre, gerne senile personer for. Men Jamie Spears blev tildelt formynderskabet, som siden blev gjort permanent.

Faren fremstilles ikke i et nådigt lys i Framing Britney Spears. Han beskrives som pengegrisk, og Kevin Federline får endda ifølge dokumentaren påført ham et polititilhold, fordi Jamie Spears havde haft en fysisk »begivenhed« med et af børnebørnene. Der er rygter om tvangsindlæggelser af Spears, og snart står det klart, at hun på ingen måde ønsker dette formynderskab.

Ikke desto mindre er hun stadig under formynderskab her mere end 12 år senere.

En tilsyneladende dårlig dømmekraft og den gribbekultur, der omgiver celebrities, har martret hende. Det er sket i familien og blandt de mænd, hun involverede sig med, herunder Sam Lutfi, der var hendes manager i en periode og ifølge Framing Britney Spears har en evne til at »hægte sig på celebrities, ofte i deres sårbare øjeblikke«. Samt paparazzoen Adnan Ghalib, som hun datede en måneds tid i 2007. Det må have været mærkeligt for Ghalib ikke at jage hende med sine kolleger – men at blive jagtet af dem.

Britney Spears og hendes søn, Sean Preston, på shoppetur i Beverly Hills, Californien i 2007.

Britney Spears og hendes søn, Sean Preston, på shoppetur i Beverly Hills, Californien i 2007.

Shutterstock/Ritzau Scanpix

Blasfemi mod sit image

Som en populærkulturel Jeanne d’Arc er Britney Spears blevet brændt på mediernes bål for sin blasfemi mod popstjernekulten. Hendes offer har været at være kvindelig stjerne i en misogyn mediekultur med en hel infrastruktur og svulmende paparazzikonti klar til at bygge kvinder af hendes slags op og rive dem ned igen.

Hendes – og åbenbart ikke Justin Timberlakes – blasfemi var, at de havde sex før ægteskabet.

Blasfemien var også rettet mod hendes eget pæn pige-look. Da hun i sommeren 2007 havde fået mere end nok af pressen, gik hun ind til en frisør og bad om at blive kronraget. Frisøren nægtede, så hun tog selv trimmeren og barberede sig skaldet, mens pressen frådede løs udenfor. Det er et ikonisk, magisk øjeblik af isnende vredt oprør. På én gang genfødsel og forlis.

Det smukkeste raseri

Og hendes blasfemi var, at hun mistede besindelsen. Det skete nogle dage efter kronragningen. Den førnævnte paparazzo Daniel Ramos fulgte efter hende, mens hun flere gange forsøgte at få sine børn at se hos Federline. Forgæves.

Til sidst slog det klik for Spears. Foreviget uforglemmeligt med et frontalfoto, hvor hun stirrer direkte ind i kameralinsen bevæbnet med en paraply. Den vredt forvredne underlæbe, de dyrisk blottede tænder, de vidt opspærrede øjne. Man føler instinktivt, at man skal kigge væk. Hun er den kronragede Medusa: Hvis du ser hende i øjnene, forvandles du til sten.

Spears kanaliserer så vreden mod Ramos’ bil, og det videofilmes, at hun tæver sin paraply ind i bildøren.

Det var fint, så længe hun græd og med lillepigestemme tiggede pressen om at lade hende være i fred. Men Spears gør det utilgivelige for en kvinde i den tid: Hun bliver vred. Men hun gør også det mest profitable.

»Det var et money shot,« siger Ramos i dokumentaren.

Men hvor er det fucking smukt at se hende give slip. Hvor fatalt det så end skulle blive for hende. Det var efter denne hændelse, at eksmanden Federline vandt den fulde forældremyndighed over deres to børn.

Timberlake undskylder

I 2019 begyndte #FreeBritney-bevægelsen at få vind i sejlene, og den vandt yderligere momentum i 2020. Her blev hendes sag taget op igen, og hun søgte at blive frigjort fra farens formynderskab.

Af retsdokumenterne fremgår det, at Spears hårdt modsætter sig sin fars ønske om at holde hendes juridiske kamp skjult. Hun nægter at optræde, så længe han er hendes formynder. Og hun bifalder #FreeBritney-bevægelsens »oplyste« støtte.

Sagen endte i november med, at Jaime Spears fremover skal dele formynderskabet med det af Britney Spears udpegede forvaltningsinstitut Bessemer Trust. Og i torsdags tabte Jamie Spears sit søgsmål om at blive gjort enerådende i investeringsspørgsmål. Denne centrale del af forvaltningen skal fortsat og helt forståeligt deles med Bessemer Trust.

Og i fredags undskyldte Justin Timberlake så over for Britney Spears på sin instagramkonto.

»Jeg forstår, at jeg ikke var god nok i disse øjeblikke og i mange andre,« lød det noget floromvundet.

»Og at jeg nød godt af et system, der bifalder misogyni og racisme.«

#FreeBritney – kom nu

Spears er ikke den første kvindelige popstjerne, der er blevet rituelt afbrændt på mediernes heksebål. Men måske er hun den sidste. I hvert fald står hun som martyr fra og symbol på en tid, hvor kvinder måtte meget mindre, end de må i dag.

Der er grund til at tro, at en kvindelig kunstner i dag ikke vil mødes med samme seksualhykleri, patriarkalske overgrebsinterview og misogyne infrastruktur i USA.

Det kan vi blandt andet takke en række seksuelt offensive, ofte vrede kvindelige rappere som Cardi B og Megan Thee Stallion og i særdeleshed #MeToo-bevægelsen for. Men også ofrene, herunder Britney Spears.

Som stadig delvist er i kløerne på en repræsentant for den gamle kønsorden, hendes far.

Derfor: #FreeBritney.

Kom nu.

’Framing Britney Spears’ – Instruktion: Samantha Stark. Fotografi: Emily Topper. 74 minutter. Kan ses på TV 2 Play nu.

Kilder: Rolling Stone, The Huffington Post, The New York Times, NBC, ABC, The Daily Beast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Britney Spears er endnu et ofre for den grådige kapitalisme. Hvorfor skal vi dog have et godt liv og føle os godt tilpas, når vi kan sælge os til kapitalismen?

Længe leve verdens ene procent, som helt klart og naturligvis fortjener, at leve for andre folks penge.

Herunder Britney Spears. Naturligvis.

Mikael Velschow-Rasmussen

Spørgsmål til Information ændringer for kommentarspor:

- Hvorfor kan man ikke længere anbefale en artikel ?

- Og hvorfor - i himlens navn - kan man ikke anbefale et kommentarindlæg, uden at kommentarsporet lukker, og man derefter skal bruge 5 minutter på at finde tilbage til der, hvor man var nået til i sin læsning !

Det er en OMMER Information - det må laves om nu :-)

Ulla Jensen, Jes Balle Hansen , ingemaje lange, Susanne Kaspersen, Jens Christensen, Annette Chronstedt, Katrine Damm, Klaus Lundahl Engelholt, Henriette Bøhne, Peter Mikkelsen, Dennis Tomsen, Lars Jørgensen, Poul Skaanning, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Halfdan Illum, Per Klüver, Martin Rønnow Klarlund, Tina Peirano, Freddie Vindberg, Estermarie Mandelquist, Claus Mortensen, Peter Høivang, Bjørn Pedersen, Malcolm McGugan og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

"Dokumentaren" burde hedde Re-framing Britney Spears. Endnu engang misbruges Britney Spears af andre, denne gang i NYT's ideologiske "mænd/systemet/patriarkatet er onde og kvinder er gode/ofre" kamp, uden samtykke, uden respekt. Vi blev ikke et fakta klogere på hvad der foregår i Britneys liv, vi fik ingen indsigt i hvad det ligger bag hendes umyndiggørelse, som dommeren vedbliver med at opretholde og sålænge det er tilfældet er dokumentaren ikke andet end en konspirationsteori. For at narrativet holder, må alle der er omkring Britney, hende advokater og dommeren være korrupte. Uden andet end insinueringer, fra selvretfærdige NYT "journalister" er NYTs i denne sag ikke et hak bedre en den tabloid presse den udskammer.

Det er mig en kilde til kontinuert forundring at folk er tilfalds for denne slags manipulation og totalt blinde for hykleriet. Information burde være mere kritisk.

christen thomsen

Lad os se: To fulde siders anmeldelse i tynde Information af Britney Spears, eller rettere, en slags engageret 'reklame' for en film på tv2 Play. Side 3 er en regulær helsides reklame-anmeldelse af Kollagen; det er noget med ledene; der et billede af en løber, der måske har ondt i knæet. Det er også en slags kultur, og i det mindste står der, hvad det koster, hvorimod Ralph Christensen glemmer at anføre, hvad tv2 play koster i abonnement. - Men, lop med humøret: kulturen har fået sit i Information på en almindelig, kedelig, blå corona-mandag.

Eva Schwanenflügel

@ Mikael Velschow-Rasmussen

Angående de kiks du påpeger i dit indlæg, har jeg skrevet til Webredaktionen i sidste uge, men ikke fået svar.
Måske jeg henvendte mig det forkerte sted, men burde de så ikke henvise én til det rette?

PS. Hvis man skriver en kommentar, forbliver kommentarsporet åbent derefter, når man anbefaler indlæg.
Man kan dog ikke se sit navn optræde, før man forlader sporet og vender tilbage.

Jens Christensen, Katrine Damm og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar