Kommentar
Læsetid: 5 min.

Under corona er kirkesangeren reduceret til en jukeboks. Sådan en vil jeg gerne være

Informations klassiske musikanmelder Camilla Marie Dahlgreen er også kirkesanger og skriver her en ode til salmerne, der er ved at glide ud af vores kultur og fælles bevidsthed
Folk i kirkerne må ikke synge, men det må kirkesangerne på behørig afstand af alt levende: organister, præster, menighed, hinanden. Nogle har kritiseret ordningen med, at kirkesangen er reduceret til sådan en slags jukeboks. Sådan en jukeboks vil jeg gerne være. Jeg føler mig heldig, at jeg sammen med Ruth og dronningen kender de mange ord og melodier på rygraden som en stor kulturel arv, og jeg føler mig lykkelig over, at den salmesang, som er så truet som alment kendskab, får den anerkendelse ikke at kunne undværes, skriver Camilla Marie Dahlgreen.

Folk i kirkerne må ikke synge, men det må kirkesangerne på behørig afstand af alt levende: organister, præster, menighed, hinanden. Nogle har kritiseret ordningen med, at kirkesangen er reduceret til sådan en slags jukeboks. Sådan en jukeboks vil jeg gerne være. Jeg føler mig heldig, at jeg sammen med Ruth og dronningen kender de mange ord og melodier på rygraden som en stor kulturel arv, og jeg føler mig lykkelig over, at den salmesang, som er så truet som alment kendskab, får den anerkendelse ikke at kunne undværes, skriver Camilla Marie Dahlgreen.

Martin Lehmann

Kultur
2. marts 2021

Jeg har aldrig troet på Gud. Men det gjorde min veninde, da jeg var lille. Vi var altid sammen, så jeg gik også med i kirke, når hendes familie gjorde det. På den måde kom jeg med i kirkekoret i Hareskov Kirke som syvårig og har sunget i kirke lige siden. Vi fik ti kroner per højmesse. Salmerne lærte vi inden højmessen i et lille rum med gråt ’væg til væg’-tæppe og et opretstående klaver set fra sin grimme bagside. Ret heftige tekster, når man er lille, som gled ind med melodier, der ledsagede teksternes dulgte mening. Melodien var det, man fangede. Så puttede man bare ordene på. Rigtig mange sætninger og endda ord gav ingen mening, men det var ikke noget problem. Man sang miskundhed og ormegnav og avind uden at tænke videre over det. Det røg bare ind.

Men så bliver man ældre, og pludselig slår forskellige vers én. Fra at være opremsede lyde, tungen selv finder rundt i, sætter hjernen lydene sammen til noget, der giver mening, fordi man nu har mødt det i sit liv. Ordene indhenter én.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Martin Ishøy

Tak for en opbyggelig og opmuntrende kommentar. Det kan godt være, du ikke tror på Gud, men ånden fornægter sig ikke.

Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, ingemaje lange, Steffen Gliese og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg synes, det rejser spørgsmålet om, hvad tro egentlig er. Jeg læser et indlæg af en fuldblodskristen. Fra en anden kirkesanger: tak for et dejligt indlæg, hos os er der ingen sang til højmesserne og kun sporadisk til andre kirkelige handlinger; men det kommer snart igen, og vi savner det.