Interview
Læsetid: 10 min.

Forfatter Erika Fatland: Himalaya er så meget mere end Mount Everest og hostels i Kathmandu

I otte måneder rejste den norske socialantropolog Erika Fatland gennem jordens højeste bjergkæde Himalaya. Hun oplevede isolerede bjerglandsbyer i Pakistan, turiststrøgene i Nepal og det hyperkontrollerede digitale diktatur i Tibet
»Det var derfor, jeg landede på titlen ’Højt’. Jeg spurgte mig selv: Hvad er fællesnævneren for disse ekstremt varierede menneskelige erfaringer og utroligt forskellige måder at organisere samfund på? Jeg forstod, at det, de hovedsageligt har til fælles, er, at de bor højt.«« fortæller rejsebogsforfatteren Erika Fatland

»Det var derfor, jeg landede på titlen ’Højt’. Jeg spurgte mig selv: Hvad er fællesnævneren for disse ekstremt varierede menneskelige erfaringer og utroligt forskellige måder at organisere samfund på? Jeg forstod, at det, de hovedsageligt har til fælles, er, at de bor højt.«« fortæller rejsebogsforfatteren Erika Fatland

Shutterstock

Kultur
5. februar 2021

For halvtreds millioner år siden stødte det indiske subkontinent ind i Eurasien. Der, hvor Tethyshavet før havde ligget, blev landmasserne presset opad og skabte vores klodes højeste bjergkæde med det højtsvævende navn Himalaya.

Bjergkæden, som i moderne vestlige forestillinger ofte reduceres til spiritualitet og at bestige Mount Everest under sin midtvejskrise, bevæger sig gennem fem nationer – Indien, Pakistan, Bhutan, Nepal og Kina – og rummer et hav af religioner, sprog, samfund og politiske konflikter.

Det geologiske område Himalaya er omdrejningspunktet for den norske socialantropolog Erika Fatlands seneste rejsebog Højt.

Erika Fatland ville med ’Højt’ udvide forestillingen om, hvad Himalaya er

Erika Fatland ville med ’Højt’ udvide forestillingen om, hvad Himalaya er

I sine tidligere bøger har Erika Fatland især beskæftiget sig med Rusland, senest i bogen Grænsen, hvor hun rejste langs Ruslands grænser. Nu er hun rykket længere østpå, men også i Himalaya er spørgsmålet om grænser vigtigt:

»Himalaya er som en barriere, en fysisk grænse mellem verdens to mest folkerige lande, Indien og Kina. Det er et uhyre interessant område politisk set. Hvis man ser på kortet, så er der vældig mange steder, hvor grænserne har stiplede streger, fordi de ikke er ratificerede. Der er ikke enighed om, hvor grænserne mellem Indien og Kina bør gå. Eller mellem Indien og Pakistan i Kashmir,« fortæller Erika Fatland, da jeg fanger hende på en Skype-forbindelse fra Oslo.

En mægtig bogreol fyldt med bøger om lande som Uzbekistan og Tadjikistan tårner sig op bag hende, mens hun fortæller, hvordan Himalaya er så meget mere end de backpackerdestinationer, de fleste kender til:

»Det, jeg ville med denne bog, var også at udvide forestillingen om, hvad Himalaya er, fordi det ofte bliver indsnævret til turiststederne, til Nepal. Men bjergkæden strækker sig gennem områder, der for de fleste er temmelig ukendte. Fra bjerglandsbyerne i Pakistan til Nordøstindien, som både er ukendte og meget lidt besøgt. Himalaya er så meget mere end turiststederne.«

Rejsens røde tråd

I 2018 og 2019 rejste Erika Fatland i Himalaya i sammenlagt otte måneder. Rejseruten er tegnet op på flere kort i bogen, og kender man ikke til Himalayas geografi i forvejen, lærer man den virkelig at kende i Højt. Hun rejser fra Xinjiang-provinsen i Kina til Nordpakistan over Kashmir og Indien til Nepal, Bhutan og Tibet.

Undervejs har hun samtaler med et hav af de indfødte, ofte via tolk. Disse samtaler gengives i bogen iblandet beskrivelser af landskaberne, de forskellige folks kulturer og ritualer og områdernes politiske historie.

Erika Fatland

  • Født 1983 i Haugesund, Norge.
  • Norsk forfatter og socialantropolog.
  • Debuterede i 2009 med børnebogen ’Forældrekrigen’.
  • Har siden udgivet bøgerne ’Englebyen’ (2011), ’Året uden sommer’ (2012, om Utøya), ’Sovjetistan’ (2014) og ’Grænsen’ (2017).
  • Hun bor i Oslo og er gift med forfatteren Erik Fosnes Hansen.

Erika Fatland vedkender sig, at det er et kolossalt materiale, hun har haft som udgangspunkt. Selv om bogen er over 600 sider lang, har hun måttet begrænse sig og udvælge det, hun syntes var mest interessant.

Det, der strukturerer Højt, er selve rejseruten, fortæller hun:

»Rejseruten er bogens røde tråd. Det var et tip, jeg fik af Carsten Jensen (den danske forfatter, red.), da jeg skrev min første rejsebog Sovjetistan. Han sagde: ’Du skal bruge rejsen som kronologien, for rejsen er historien, den røde tråd. Og du skal tænke på dig selv som læserens øjne og ører. Du oplever verden på vegne af læseren, og læseren oplever alt gennem dig’.«

I dette ligger også et ansvar for at formidle så korrekt og nøgternt som muligt og så stole på, at læseren er intelligent og kan drage sine egne konklusioner om det, der sker, forklarer Erika Fatland:

»Det er ikke mit arbejde at servere konklusionerne for læseren, jeg giver ham grundmaterialet. Jeg tænker, at historier bliver mere kraftfulde, hvis man ikke føler, at man skal gå ind og forklare læseren, hvad han skal tænke.«

– Nogle gange kan man blive lidt nysgerrig efter at vide mere om dig, og hvad du tænker?

»Jeg skriver jo lidt om mig selv, det er ikke, fordi jeg er helt fraværende i teksten. Samtidig tænker jeg, at møderne er mit hovedfokus, det er dem, der skal komme frem på siderne. Og så tænker jeg om mig selv, at jeg er ikke så vældig interessant. Jeg vil ikke kede læseren mere end nødvendigt.«

Buddhistisk festival i Bhutan, som blandt andet byder på dansende munke.

Buddhistisk festival i Bhutan, som blandt andet byder på dansende munke.

Jens Kirkeby

De fleste vestlige bøger, Erika Fatland har læst om Himalaya, handler om bjergbestigning og/eller åndelig søgen. Det bliver let »egocentriske bøger, hvor den rejsende selv er i fokus«, forklarer hun.

I sin bog beskriver hun i stedet tibetanernes paranoia over for den kinesiske regering – hun har måttet anonymisere mange af sine kilder for ikke at udsætte dem for fare – munkelivet i Bhutan og livet som kumari; piger, der opfostres som levende gudinder i Nepal.

Det er de mange og vidt forskellige menneskeskæbner i Himalayabjergene, der har optaget hende:

»Den kulturelle spændvidde er enorm,« fortæller hun begejstret:

»De isolerede bjerglandsbyer i Pakistan, turiststrøgene i Nepal, hyperkontrolleret digitalt diktatur i Tibet. De store forskelle er i sig selv interessante, men det, alle de mennesker, jeg mødte, har til fælles er, at de bor højt oppe i bjergene. Og det var derfor, jeg landede på titlen Højt. Jeg spurgte mig selv: Hvad er fællesnævneren for disse ekstremt varierede menneskelige erfaringer og utroligt forskellige måder at organisere samfund på? Jeg forstod, at det, de hovedsageligt har til fælles, er, at de bor højt.«

Masteruddannelse og teservering

Et aspekt, Erika Fatland har interesseret sig for på sin rejse, er kvindernes skæbner. Fordi mange rejsebogsforfattere er mænd, er kvindernes historier ofte ikke betonet nok, mener hun. Det skyldes ikke manglende interesse, men at mandlige rejsende kan have svært ved at få lov til at være i kontakt med kvinderne i konservative samfund. På den måde har man altså en fordel som kvindelig rejsebogsforfatter, forklarer hun, fordi både mænd og kvinder vil tale med en.

Også hvad kvindernes liv angik, viste spændvidden i Himalaya sig at være enorm. I Pakistan stødte Erika Fatland på dybt konservative og kønssegregerede samfund, imens hun i Musuo-stammen ved Lugusøen i Kina mødte det største matrilineære samfund i verden. Her er bedstemødrene familiernes overhoveder.

Ligesom med alt andet i Himalaya var forskelle mellem kvindeskæbnerne altså enorm.

Et af de møder, der berørte Erika Fatland, var med et ungt nygift par i Swat-dalen i det nordlige Pakistan:

»Jeg mødte denne kvinde, der lige var blevet gift, og som havde en mastergrad. Hun var dybt forelsket i sin mand, men lykken var ikke stor. For selv om de to begge ville ønske, at hun kunne få mere frihed, så var de fanget i familiens og omgivelsernes forestillinger om, hvad kvinder kan gøre. Så hun gik rundt med sin masteruddannelse og serverede te for sin svigerfamilie. Sådan så hendes fremtid ud; det var lige begyndt at gå op for hende. Det er sådan nogle skæbner, hvor man tænker: stakkels mennesker.«

Erika Fatland holder en pause, tydeligt berørt af at tale om det. Så tilføjer hun: »Man håber jo, at der langsomt sker en forandring.«

Da jeg spørger hende, hvad der gjorde størst indtryk på hende på rejsen, svarer hun, at det var landskabernes skønhed og de mennesker, hun mødte på sin færd. Højt handler dog absolut mest om menneskene.

Rejselitteraturens dilemma

Fatland har en uddannelse som socialantropolog, men hun tænker ikke på Højt – eller nogen andre af sine værker – som socialantropologiske værker.

»Socialantropologien er en bagage, jeg har med mig, men jeg trivedes ikke i det akademiske miljø,« fortæller hun.

»Det var som en spændetrøje, hvor alt skulle ind i en form og et system. Jeg ønskede at være min egen herre og skrive bøger. At det blev rejsebøger, var egentlig lidt tilfældigt. Men jeg trives virkelig med det. Jeg synes, jeg har verdens bedste job.«

– Hvordan påvirker antropologien dit arbejde med et værk som ’Højt’?

»Det er umuligt at sige, hvordan jeg ville have tænkt eller skrevet uden antropologien, men den lærer i hvert fald én at gennemskue eksotisme. Den debat, der har kørt den seneste tid – måske mere i Danmark end i Norge – om hvorvidt man kan skrive om eller repræsentere andre på bestemte måder, det er jo noget, antropologien har debatteret i mange år, og som vi brugte meget tid på at tænke over på studiet: ’Jeg betragter nogen, men de betragter jo også mig’. Det er en gammel diskussion, og måske noget jeg ubevidst har med mig, når jeg rejser rundt.«

– Er det så noget, du spørger dig selv om, når du er ude på dine rejser?

»Jeg ser på de mennesker, jeg møder undervejs, som medmennesker; jeg tænker, vi har mere til fælles, end det som adskiller os. Jeg har aldrig oplevet det som vanskeligt at snakke med mennesker, selv om vi måske tilhører vidt forskellige trossystemer. Og det fine er jo, at hvis der er noget, man ikke forstår, så kan man bare spørge. Folk forklarer som oftest vældig gerne, hvordan de tænker og ser verden. Så jeg oplever ikke den der barriere mellem os og dem; jeg tænker, det kan være arrogant i sig selv at tænke, at der skulle være en så stor forskel.«

Erika Fatland understreger, at der selvfølgelig er økonomiske forskelle, idet hun til denne bog har rejst rundt i en fattig del af verden: Hun mødte mennesker, der ikke ville kunne rejse på samme måde, som hun selv gør.

»Men,« tilføjer hun, »rejselitteraturgenren er jo en gammel tradition, der beskriver en person, som rejser ud i verden og skriver om sine oplevelser. Og der er jo ikke så mange andre måder at gøre det på. Hvis man ikke må skrive om andre end sig selv, skulle man jo afskaffe hele rejsegenren.«

»Jeg ser på de mennesker, jeg møder undervejs, som medmennesker; jeg tænker, vi har mere til fælles, end det som adskiller os,« siger Erika Fatland, der er aktuel med rejsebogen ’Højt’

»Jeg ser på de mennesker, jeg møder undervejs, som medmennesker; jeg tænker, vi har mere til fælles, end det som adskiller os,« siger Erika Fatland, der er aktuel med rejsebogen ’Højt’

En af Erika Fatlands rejsebogsforfatterkolleger den danske journalist Puk Damsgård har netop føjet en bog til genren, nemlig Arabica om Damsgårds rejser i Mellemøsten.

Erika Fatland anmeldte bogen for Weekendavisen i november. Hun roste Puk Damsgård for at skrive godt, men kritiserede også hendes bog for at være »fragmentarisk«. Har Erika Fatland en bestemt forestilling om, hvad god rejselitteratur er?

»Jeg tænker, at god rejselitteratur er god litteratur, punktum,« siger Erika Fatland. »Og der findes jo ikke noget facit på, hvad god litteratur er. En fragmentarisk rejsebog kan jo også fungere glimrende. Jeg er vældig glad for Kapuścińskis (polsk journalist og forfatter, 1932-2007, red.) rejsebøger. Hans bog Rejser med Herodot er jo en meget fragmentarisk bog, som også er en opsummering af hans liv som rejsende reportageforfatter.«

– Hvornår bliver det fragmentariske så et problem?

»Problemet med Puk Damsgårds bog var, at det føltes, som om det var to eller tre bøger i én. Sådan synes jeg tit, det bliver for korrespondenter, fordi de ofte har mindre tid til at skrive og researche, da de også skal skrive andre tekster. Det bliver ofte et hastværksarbejde.«

Endnu en forbruger

At rejse er en utrolig vigtig og lærerig disciplin, som kræver tid og omhyggelighed, mener Erika Fatland.

»Når man rejser, ser man, at der er mange måder at leve på, man åbner sin verden, man kommer ud af sin komfortzone. Og rejsen bryder rutinerne og monotonien op,« fortæller hun, da jeg spørger, hvorfor det er vigtigt at rejse.

Dog mener hun ikke, rejsen alene skal tænkes som den fysiske rejse. At læse bøger kan også fungere som en vigtig måde at rejse på. Det gjorde Erika Fatland ofte, da hun voksede op i en lille landsby i Norge og længtes efter at rejse ud i den store vide verden; hun læste russiske romaner og bøger om Indien.

Hvad angår de negative konsekvenser ved at rejse fysisk – altså for klimaet – medgiver hun, at der er tale om »et kæmpe dilemma«:

»Der findes jo intet facit, og jeg sidder lidt i et glashus, for jeg rejser meget. Men jeg tænker, at man skal rejse langsommere. I stedet for mange hurtige ture bør man rejse langsomt, bruge tid, der hvor man er, og ikke rejse så ofte,« siger hun.

Hun forklarer, at hun kan blive meget sortsynet, når hun taler om menneskets effekt på kloden:

»Jeg kan godt lide mennesker, men jeg har det svært med menneskeheden som art. Vi ødelægger vores planet, vi udrydder dyre- og plantearter i højt tempo. Vi er intelligente, men dårlige til at tænke langsigtet. Jeg har jo ikke børn, og jeg tror heller ikke, jeg vil have det, for hvorfor skal man bringe endnu en forbruger ind i denne verden, som allerede er i færd med at gå under af forbrug?«

– Men du overvejer ikke at stoppe med at rejse så? Det er jo også en del af det forbrug.

»Nej, det er jo blevet mit arbejde. Men jeg rejser langsomt. Og når man først er i denne verden, så sætter man sit aftryk på den, det er ekstremt svært at leve uden at sætte et klimaaftryk. Og så tænker jeg, at jeg rejser som stedfortræder. Der er mange, der rejser til de steder, jeg har rejst til, uden at sætte sig på et fly, men bare ved at åbne en bog.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Ekstremt vigtigt budskab: Det, der er din virkelighed, er ikke nødvendigvis andres. Og virkeligheden skabes ikke af dig, men skabes i fællesskab. Det, jeg overbeviser dig om, bliver din virkelighed, hvis jeg formår at overbevise dig derom.

Der findes ikke en virkelighed. Det ved alle, der virkelig forstår.