Forfatter Merete Pryds Helle har skrevet et digt sammen med den kunstige intelligens GPT-3

Forfatter Merete Pryds Helle og programmør David Kofoed Wind sidder i hver deres hjemmekontor hver deres sted i Nordsjælland. Sammen skal de skrive et digt – eller rettere skal Merete Pryds Helle skrive et digt med en kunstig intelligens, som David Kofoed Wind har adgang til. 

Algoritmen hedder GPT-3, blev lanceret i juni og har imponeret eksperter og lægmænd verden over med sin evne til at forstå, hvad man skriver til den og til selv at producere diverse tekster. 

»At lege med GPT-3 føles som at se ind i fremtiden,« skrev den teknologiinteresserede kunstner og opfinder Arram Sabeti efter at have afprøvet algoritmen og fået den til at skrive sange, historier, pressemeddelelser, guitarnoder, interviews, essays og tekniske manualer. »Den er chokerende god,« afslutter han sit tweet.

Men kan den også forbedre litteraturen og ændre måden, den bliver skrevet på? Nu har vi givet Merete Pryds Helle den opgave at skrive et digt om forholdet mellem menneske og maskine sammen med GPT-3.

Sko og skove

Wind forklarer Pryds Helle, hvordan GPT-3 fungerer, så hun kan komme i gang med at skrive sit digt om menneske og maskine. »Det er som at kommunikere med et menneske, når du skal forklare GPT-3, hvad du gerne vil have den til.«

På et par timer skaber hun digtet ved at fodre sin meddigter, GPT-3, med ord, som den så skriver noget nyt ud fra.

Man behøver kun at give GPT-3 meget lidt information, for at den forstår, hvad man vil have den til. En enkelt kort sætning er nok. Algoritmen må gerne lade sig inspirere af Merete Pryds Helles stil, derfor informerer vi den om, at det er hende, der skriver. Eftersom den er trænet på et kæmpe tekstkorpus, bestående af hele Wikipedia, store dele af internettet og litteratur, må vi antage, at den muligvis kender til Pryds Helle, og hvad der definerer hendes skrivemåde.

Derfor starter Wind med at skrive en simpel kommando til algoritmen: Det sidste nye maskindigt fra Merete Pryds Helle lyder således.

Efter de har skrevet kommandoen, trykker Wind enter, og GPT-3 svarer prompte: Jeg kommer! Jeg kommer!

Så begynder den at skrive om sko. (Jeg har fået høje sko på). »Det virker meget … menneskeligt, som om der er en person bag,« siger Pryds Helle.

»Jeg går ikke særlig meget op i sko,« fortsætter Pryds Helle, »men det er der jo mange, der gør, så jeg tager det med«.

Wind trykker enter par gange, og GPT-3 skriver en masse volapyk, men bliver ved med at kredse meget om skov. Her bryder Pryds Helle ind og skriver selv en sætning, der indkapsler GPT-3’s fokus på skov.

Tekstens små sko tripper gennem maskinskoven, skriver hun. Wind sætter teksten ind i GPT-3’s kridhvide interface og trykker endnu en gang enter, og efter få sekunder står der:

Jeg kender alt til skoven
Jeg kender alt til den høje skov.
Jeg kender højheden,
jeg kender dig.

Sådan er samspillet mellem hende og algoritmen. GPT-3 skriver 94 anslag på knap tre sekunder. Ord for ord, sætning efter sætning, i hvad der ligner et ganske almindeligt word-dokument. Den skriver en masse, noget er volapyk, noget er poetisk, og hver gang der kommer noget frem på skærmen, som ræsonnerer i Pryds Helle, så tager hun det med i digtet.

I starten er det lidt tilfælde, der afgør, hvad der kommer med i digtet, men som digtet skrider frem, så fanger bordet.

»Der bliver bygget et lidt mystisk univers op omkring skoven, og det kommer ikke fra mig, det kommer fra GPT-3, men måske jeg holder lidt fast i skoven, fordi jeg bor lige ved siden af en,« siger Pryds Helle.

Pludseligt er sko og skov blevet omdrejningspunkter for digtet, som du kan læse her:

Besjæling af maskine

»Jeg kan slet ikke lade være med at besjæle det, GPT-3 skriver, selv om jeg godt ved, at det er en maskine,« siger Pryds Helle og fortsætter: »Jeg føler, at der er nogen på den anden side af skærmen.«

Oplevelsen af at skrive med GPT-3 har fået hende til at genopdage, hvor vigtig kommunikationen er mellem læser og forfatter. 

Sproget kommunikerer gennem bevidstheder, vores sprog er den dybe kommunikation fra det indre af os som menneske til et andet indre menneske, konstaterer Pryds Helle. »Jeg kan læse Sapfo (en kvindelig græsk digter fra anden del af det 600 århundrede, red.), og være i kontakt med en bevidsthed hen over tid og sted, men kommunikationen er besjælet.«

Litteraturen kan sætte ord på nogle af de ting, som vi kan have svært ved at finde ordene for, og det kan maskinen ikke, mener Pryds Helle. »Det er det, som gør litteraturen så interessant,« siger hun.

Pryds Helle er dog ikke afvisende over for tanken om at bruge en algoritme som GPT-3 i skabelsen af sin egen litteratur. »Det er lidt ligesom at kaste med terninger at bruge det i sin tekstskrivning, og det er jo meget sjovt.«

Hun ser også, at den kan bruges, hvis man er gået i stå med noget, og har lyst til at løsne det op. »Ved en skriveblokade kunne det være sjovt at kaste sin tekst ind i sådan en maskine og lade den give et bud,« siger Pryds Helle og fortsætter: »Så kunne jeg tænke, ’nå, jamen så kunne jeg også gå den vej’.«

Den kreative medskaber

Christian Dahl, lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, interesserer sig for digital humaniora og for brugen af computere til at analysere store tekstsamlinger. Han tror, at kunstig intelligens har et interessant potentiale for nogle forfattere. »Forfattere kan bruge en kunstig intelligens som et kreativt indspark,« siger han. 

Imidlertid er brugen af algoritmer til at skrive litteratur langtfra noget nyt, fastslår Dahl. »Den græske komediedigter Menander, der levede cirka 300 år f.kr., sagde, at han havde skrevet sit skuespil, han manglede bare teksten.« Med det mente Menander, at litteratur bliver skrevet over en bestemt struktur.

Cirka 2200 år senere, i 1936, fandt Wycliffe A. Hill på den såkaldte »plot robot« i bogen The Plot Genie. Bogen kan bruges af forfattere til at generere plots, og Wycliffe A. Hill proklamerede, at man med hans bog ved sin side på kort tid kan generere nok plots til at være beskæftiget med at skrive resten af livet. 

»Der findes flere bøger af den slags,« siger Dahl. Han tror, at disse algoritmiske håndbøger er blevet brugt af underholdningsforfattere, der skulle skrive litteratur på samlebånd.

Får en algoritme den vished for den gode fortælling, kan den blive en ferm medskaber for en forfatter – og give alle mennesker mulighed for at forbedre deres sprog og fortælling.

Dahl sammenligner det med skakcomputere. »Jeg har ladet mig fortælle, at skakcomputere laver nogle ret kedelige træk. Men når et menneske spiller i kombination med en computer, så stiger kreativiteten markant. Jeg kunne godt forestille mig, at noget lignende vil være tilfældet, når en forfatter skriver sammen med en computer.«

Litteraturforskerne Mads Rosendahl Thomsen og Kristoffer Laigaard Nielbo fra Aarhus Universitet har netop fået penge til et stort forskningsprojekt, hvor kunstig intelligens skal være med til at forudsige, om et værk bliver succesfuldt. Forskningsprojektets mål er, at få en bedre forståelse for et værks potentiale for succes. De peger på, at et af de vigtige parametre for at kunne skabe et succesfuldt værk er, at kunne balancere graden af forudsigelighed.

»Når du åbner et værk, så skal du på den ene side relativt hurtigt kunne finde ud af, hvad der foregår i det, ellers er du ikke motiveret til at fortsætte med at læse det. På den anden side skal det heller ikke være for nemt at gætte, hvad der kommer til at ske, for så bliver det kedeligt, og det er det, som vi har forsøgt at formalisere,« siger Nielbo.

Når kunstig intelligens har fået en forståelse for genrer, hvilken type af udvikling, der er optimal for at holde en læser fanget og en endnu bedre sprogforståelse, så kommer forfattere til at stå i en situation, hvor den kunstige intelligens må være et aktivt til- eller fravalg.

Merete Pryds Helle har dog svært ved at forestille sig, at en algoritme kan få indsigt i den gode fortælling. »Man læser litteratur, fordi man skal overraskes. I rigtig god litteratur er fortællingen, samtidig med de overraskende elementer, bygget op på en måde, så man føler, at udviklingen ikke kunne have været anderledes.« 

Hun er ikke afvisende overfor, at man kan formalisere succesfuld litteratur, men for hende er den perfekte læseroplevelse, når det man ikke havde forventet, samtidig er det, der måtte ske – »og den vished kan en maskine ikke få«, mener hun.