Baggrund
Læsetid: 8 min.

Forfatter Merete Pryds Helle har skrevet et digt sammen med den kunstige intelligens GPT-3

»Jeg kan simpelthen ikke lade være med at forestille mig, at der sidder nogen på den anden side af skærmen,« siger forfatter Merete Pryds Helle i vores serie om maskiners poetiske potentialer
»Jeg kan simpelthen ikke lade være med at forestille mig, at der sidder nogen på den anden side af skærmen,« siger forfatter Merete Pryds Helle i vores serie om maskiners poetiske potentialer

Mia Mottelson

Kultur
9. februar 2021

Forfatter Merete Pryds Helle og programmør David Kofoed Wind sidder i hver deres hjemmekontor hver deres sted i Nordsjælland. Sammen skal de skrive et digt – eller rettere skal Merete Pryds Helle skrive et digt med en kunstig intelligens, som David Kofoed Wind har adgang til. 

Algoritmen hedder GPT-3, blev lanceret i juni og har imponeret eksperter og lægmænd verden over med sin evne til at forstå, hvad man skriver til den og til selv at producere diverse tekster. 

»At lege med GPT-3 føles som at se ind i fremtiden,« skrev den teknologiinteresserede kunstner og opfinder Arram Sabeti efter at have afprøvet algoritmen og fået den til at skrive sange, historier, pressemeddelelser, guitarnoder, interviews, essays og tekniske manualer. »Den er chokerende god,« afslutter han sit tweet.

Men kan den også forbedre litteraturen og ændre måden, den bliver skrevet på? Nu har vi givet Merete Pryds Helle den opgave at skrive et digt om forholdet mellem menneske og maskine sammen med GPT-3.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvorfor bruger mennesket tid og energi på denne slags ting? Hvad er bevæggrundene egentligt? Skal spørgsmålene ikke rettes mod os selv - skal energien ikke bruges til at forstå os selv først og fremmest? Os selv i en en større sammenhæng. Sammenhængen i sig selv. At finde mening.
At "opfinde" en maskine der efterfølgende giver os hovedbrud, hvad tjener det? For den kan da kun forvirre os mere end vi allerede er...hvorfor opfinde gåder når verden er fuld af dem allerede? Det syntes at menneskets tid og muligheder forsvinder "i det blå", beskæftiget som vi er af tomme mål... Hvad er det vi så intenst prøver at undgå at konfronteres med?

Anders Sørensen

@Steen Bahnsen, hvad er det, DU så intenst prøver at undgå at konfronteres med? En maskine opfundet af mennesket for at søge at forstå sammenhæng. Det er ikke at opfinde gåder; det er at søge at løse dem.

Men det nødvendige er allerede "opfundet" - er allerede i eksistens - vi har bare ikke set og forstået det. Alt findes allerede. At tro en menneskeskabt maskine skulle besvare væsentlige spørgsmål er relativt drømmeagtigt. Man kan muligvis få BEKRÆFTIGET visse ting, hvis man kigger de rette steder og på den rette måde, men ikke opdage noget der ikke allerede er der. Da maskinen er "opfundet" af mennesket kan den aldrig blive mere end den er - kan aldrig blive MERE end mennesket er. Det omtalte apparat kan kun, ligesom aben, øge vores misforståelser. Den kan, via associationer, give os indtryk af at "kunne" noget, at være næsten levende, men det vil altid være vores fantasi der spiller os et pus...for besjælet bliver den aldrig! Jeg håber du nu forstår min vinkel...